Kamikposten - Foreningsidrætten skal styrkes

Foreningsidrætten skal styrkes

01-12-2020


Grønlands Idrætsforbund ser et behov for at styrke organiseringen og ressourcerne i foreningsidrætten, hvis flere skal være aktive i landet.

Grønlands Idrætsforbund investerer derfor - medarbejderressourcer og økonomiske ressourcer - i en indsats, der skal understøtte og styrke udvikling af specialforbundene, løfte kompetencerne i foreningerne og fremme aktivitetsudvikling, der imødekommer nutidens behov.
Hvis vi skal være verdens mest fysisk aktive land i 2030, skal vi sikre, at aktivitetstilbudene er tilpasset den almindelige borgers behov – uanset alder, ambitionsniveau og ressourcer. Og at de matcher den nye digitale virkelighed og nye måder at tilgå fællesskaber på. Aktiviteter, der både rummer konkurrence, men også aktiviteter, der har motion og fællesskab i centrum. Og fleksible aktiviteter, der kan passes ind i en travl hverdag, siger generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund, Jonas Jensen.
Grønlands Idrætsforbund ansætter en udviklingskonsulent, der vil have fokus på at arbejde sammen med og understøtte specialforbundene ift. strategisk udvikling, kompetenceudvikling og aktivitetsudvikling.
Specialforbundene spiller en helt central rolle og udviklingskonsulentens rolle vil være at understøtte det store arbejde, der allerede bliver lagt i specialforbundene og i foreningslivet med henblik på at gøre de sunde og aktive fællesskaber endnu mere attraktive – både for de frivillige, der er så vigtige for idrætten samt for den brede befolkning, fortsætter Jonas Jensen.
Den nye udviklingskonsulent er Marie Natuk Nielsen, som er initiativtager til flere udviklingsprojekter indenfor sundhedsfremme gennem bl.a. fysisk aktivitet og friluftsliv.
Marie Natuk er en af de ildsjæle, som er så vigtige, når det kommer til at skabe udvikling og aktivitet i befolkningen. Hun har arbejdet med udviklingstiltag indenfor sundhedsfremme, har erfaring med frivilligt arbejde fra flere typer af organisationer – og så brænder hun for at flytte mennesker mod en mere aktiv tilværelse, slutter Jonas Jensen.
Marie Natuk Nielsen er uddannet Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i Sundhedsfremme, Forebyggelse og Formidling. Hun er desuden stifteren af det prisbelønnede Aneerta-projekt og blev i 2017 kåret som ’Årets Aktive Borger’ af Departementet for Sundhed.

Marie Natuk Nielsen starter i sin stillings som udviklingskonsulent i Grønlands Idrætsforbund d. 1. december.