Grønlandsk valuta og egen Nationalbank

Pengene, der overføres fra Danmark via de årlige bloktilskud, og den profit der skabes i Grønland, strømmer i al for stor grad ud af landet til skade for vores egen indenlandske pengecirkulation.

Fredag d. 6. marts 1998
Johan Lund Olsen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Forudsætningen for videre udvikling af den grønlandske økonomi er økonomisk løsrivelse fra Danmark og målrettet langsigtet udviklingspolitik, hvor IA opererer med en tidshorisont svarende til 15 år regnet fra 1997.

I Grønland kommer 75 % af importen fra Danmark - varer som er produceret i Danmark. Desuden er størstedelen af varerne, der er produceret i andre lande - importeret til Grønland gennem Danmark. Det vil altså sige; at det er dyrere for os at importere via Danmark - end at vi handler direkte med andre lande i Europa og USA. Desuden bør man huske på, at mange af de varer vi køber fra Danmark - rent faktisk er billigere i andre lande, f.eks. madvarer i USA og Canada.

Transportomkostningerne bliver i øvrigt meget billigere, hvis man importerer fra vores naboer i Nordamerika.

Endvidere giver Grønlands tilknytning til Danmark (banksystemet, individer, virksomheder) den negative effekt, at dette fører til at pengestrømmen/kapitalflugten ud af Grønland øges, fordi tilknytningen giver et for stort incitament til at spare og investere i Danmark fremfor i Grønland. Dette fører igen til et højt renteniveau i Grønland, som så igen virker begrænsende på vore egne udviklingsmuligheder. Det vil sige en økonomisk spændetrøje som vi må finde de nødvendige udveje for at undgå i det lange løb!

Svingningerne i Grønlands eksport er meget store og de er større i Grønland end i de fleste andre lande i verden. Det skyldes de ustabile eksportindtægter i fiskeriet, der er meget følsomme overfor verdensmarkedspriserne ustandselige skift. Disse svingninger er derfor også årsag til en meget stor økonomisk ustabilitet - og uforudsigelighed i den grønlandske økonomi.

Ustabilitet kræver specielle løsninger, hvis man skal forhindre at ekstra overskud og overekspansion i højkonjunkturer medfører, at indtægterne strømmer ud af landet i uproduktivt forbrug og investering i udlandet. Hvis man ikke tager de nødvendige forholdsregler er problemet jo, at vi så i den følgende lavkonjunkturperiode, ja - så mangler vi indtægterne i Landskassen.

En "ond cirkel" er skabt og for at forhindre, at denne onde cirkel gentager sig igen og igen med skiftende gode og dårlige tider, må man bruge specielle instrumenter.

Der er fire instrumenter, der er vigtige i denne sammenhæng:
  1. Man må have sin egen valuta til at devaluere valutaen i lavkonjunkturperioder for at sikre konkurrenceevnen på det internationale marked på kort sigt.
  2. Man må have sin egen Nationalbank for at kontrollere pengeudbuddet.
  3. Man må tilpasse de offentlige udgifter konjunktursvingningerne, således at man kan drive ekspansiv politik i lavkonjunkturperioder og have kontraktion i højkonjunkturperioder, og allersidst.
  4. man må stifte konjunkturfonde og beskatte overskuddet i højkonjunkturerperioderne for at forhindre, at overskuddet forsvinder i overekspansion med stigende lønninger, inflation og import.
Pengene, der overføres fra Danmark via de årlige bloktilskud, og den profit der skabes i Grønland, strømmer i al for stor grad ud af landet til skade for vores egen indenlandske pengecirkulation. Det er direkte skadeligt for vore egne muligheder for en mere og mere selvhjulpen økonomi og er som nævnt en økonomisk spændetrøje for os selv. Danske erhvervsinteresser og bankverdenen bosiddende langt fra Grønland er helt givet interesseret i at dette skal fortsætte (fordi de jo bl.a. ejer Grønlandsbanken !). Det skal Grønland imidlertid ikke finde sig i.

Vi er derfor pisket til at tage de nødvendige initiativer til at få stoppet kapitalflugten fra Grønland. Som et første skridt i den retning skal vi derfor etablere en Grønlandsk Nationalbank og egen grønlandsk valuta, således at pengestrømmen ud af landet kan kontrolleres.

I en tid hvor Danmark og den danske krone bliver mere og mere opslugt af EU’s monitære union og Danmak går i retning af en fælles mønt i EU, er en grønlandsk Nationalbank ekstra påkrævet. Desto mere påkrævet er det - når vi også ved, at der er rigdomme i den grønlandske undergrund, som nu inden for en kort årrække, enten vil blive brudt eller suget op af havbunden. Vi har derfor også fra IA krævet, at vi skal have en ny fordelingsnøgle for så vidt angår de offentliges evt. råstofindtægter, således at Grønland kan sikres en større andel end den nugældende råstofaftale indicerer. Indtægtsfordelingsaftalen må og skal ændres - det må også være i Danmarks interesse, at vores økonomi bliver mere og mere selvhjulpen. Det har de i hvert fald sagt gang på gang - nu må der handles! Handling er nødvendig hvis retfærdigheden skal ske fyldest og hvis Grønlands og dens beboeres oprindelige rettigheder skal nyde støtte - også i Danmark. Det gør det indenfor folkeretten ude i den store verden - det ville være skammeligt for Danmark, hvis de også ser stort herpå. Det er jo immervæk os og kun os, der løber en stor miljørisiko ved en mineral- og olie-, og gasudvinding!

En ny indtægsfordelingsaftale vil sikre Grønland en langsigtet mulighed for en tryg økonomisk udvikling - også til fordel for vore efterkommere og de næstfølgende generationer. Alt dette er ikke muligt i den nuværende situation sådan som rigsfællesskabet i dag er konstrueret. Et rigsfællesskab, der i forvejen bygger på en 45 år gammel og utidssvarende grundlov. Det er også derfor at IA nu siger, at tiden er moden til et nyt partnerskab - hvor Færøerne og Grønland kan sikres en egen penge- og valutapolitik. Derfor er en grønlandsk Nationalbank så nødvendig - indenfor de næste 15 år!

I øvrigt vil jeg sige - at min tillid til en vis bankdirektør kan ligge på et meget lille sted, når Bank- og Sparekasselovens bestemmelser omkring bankfortroligheden kan tilsidesættes så groft - sådan som vi jo så det i efteråret 1997. Denne udtaler nu at det er en rigtig dårlig idé med en Grønlandsk Nationalbank - gud herre bevares. Fej for egen dør først!