Grønlands politiske historie 1939-1979

Starten på grønlændernes politiske indflydelse skete med landsrådsvalget i april 1971, da tre unge mennesker, som senere fik stor politisk indflydelse: Jonathan Motzfeldt, Otto Steenholdt og Lars Emil Johansen valgtes ind i rådet. Og samme år i september valgtes Moses Olsen ind i folketinget

Fredag d. 15. november 2002
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie.

Tupaarnaq Rosing Olsen fortjener ros for sin bog om Grønlands politiske historie i perioden 1939-1979.

I de senere år er grønlændere begyndt at tage del i deres lands historieskrivning.

Den nye bog er ganske usædvanlig. Det er første gang, at en periode i Grønlands politiske historie er behandlet på en så udtømmende og klar måde.

Bogen er særlig interessant ved, at den skildrer grønlændernes politiske bevidstgørelse, som gør sig udslag i, at autoritetstroen forsvinder, og folk ikke mere er bange for at sige deres mening.

Bogens grønlandske titel er "Qaannat alannguanni" (I skyggen af kajakker).

Det er et værk på 308 sider i stort format og med mange til dels aldrig offentliggjorte illustrationer.

Det må have være et kæmpearbejde at samle stof til værket, hvis styrke ligger i, at det bringer samtaler med de involverede politikere.

Ungdomsoprøret
Bogen starter med at skildre den politiske situation under den anden verdenskrig, dengang Grønland søgte handelsforbindelse til vest, og der blev indgået en forsvarsaftale mellem Grønland og USA, hvor stormagten fik tilladelse til at etablere militærbaser i Grønland.

Under krigen samledes landets to landsråd i Nuuk og fik derved større indflydelse. Og i den periode skete der en ændring i grønlændernes syn på autoriteter. Nu nærede man ikke mere ærefrygt for myndighederne.

Ungdommens fører, seminarielærer Augo Lynge startede i Nuuk en ungdomsforening, som dannede grundlaget for ungdommens bevidstgørelse.

Og dengang skete Grønlands første ungdomsoprør, som resulterede i, at to studerende blev bortvist fra seminariet.

Skuffelsen
Gennem den dansksprogede avis "Grønlandsposten" var der under krigen megen debat om, at der burde ske en ændring i de bestående forhold efter krigen.

Besøget af statsminister Hans Hedtoft i 1948 resulterede i nedsættelse af en stor grønlandskommission, hvis betænkning førte til nyordningen af 1950, hvor de to landsråd blev slået sammen.

Verdslig vækkelse begyndte også dengang at gøre sig gældende, og i den periode stiftedes forskellige faglige foreninger.

Ved kolonitidens ophør i 1953 fik Grønland to repræsentanter i det danske folketing, da Frederik Lynge og Augo Lynge valgtes som folketingsmænd.

Kolonitidens ophør gav håb om, at nu var det slut med forskelsbehandlingen. Men det skete ikke, og skuffelsen var stor. Forskelsbehandlingen blev oven i købet understreget ved, at Grønlandsudvalget af 1960 indførte aflønning efter fødested.

Opstandelsen
Det gav udslag i en stor opstandelse, og som følge heraf stiftedes i 1964 det første grønlandskskabte parti "Inuit".

I partiet trådte Jonathan Motzfeldt sine politiske barnesko. Ved folketingsvalget i 1968 stille han op fra partiet, men tabte med kun 300 stemmer.

Starten på grønlændernes politiske indflydelse skete med landsrådsvalget i april 1971, da tre unge mennesker, som senere fik stor politisk indflydelse: Jonathan Motzfeldt, Otto Steenholdt og Lars Emil Johansen valgtes ind i rådet. Og samme år i september valgtes Moses Olsen ind i folketinget.

Disse unge politikere er fædre til hjemmestyret, og de har været med til at udforme hjemmestyret.

Dagens politiske partier stiftedes i 1970'erne. Disse partier og deres mål skildres indgående. Slutningen af bogen handler om det første landstingsvalg, indførelse af hjemmestyret, samt hjemmestyrets indhold og organisering.

Der er ingen tvivl om, at det velskrevne værk om grønlænderens politiske bevidstgørelse, som førte til hjemmestyre, vil vække interesse. Værket er desuden velegnet som historiebog i de højere skoler.Tupaarnaq Rosing Olsen
Qaannat alannguanni
Atuagkat
308 sider,
kr. 248,-