Grønland - 20 år med hjemmestyre

Blandt andet den meget ambitiøse erhvervsudviklingsplan af socialistisk tilsnit i begyndelsen og midten af 1980'erne, primært udtænkt i Lars Emil Johansens daværende landsstyreområde, der i 1987 medførte en de facto bankerot af landskassen.

Mandag d. 5. juli 1999
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Historien
Hjemmestyret på vej
Det levende hjemmestyre
Økonomisk historie


/////"De der ikke husker deres fortid er dømte til at gennemleve den igen" Santayana.
I år er det som bekendt 20 år siden, hjemmestyret blev indført og i den anledning har Henrik Skydsbjerg skrevet en samtidshistorie, udgivet på det lille uafhængige forlag Atuagkat.

Historien
Henrik Skydsbjerg har valgt en kronologisk tilgang til de første 20 år med hjemmestyret, hvor han relevant nok starter med et (måske for kort) historisk afsnit. Blandt andet har Bo Lidegaards disputatsarbejde om den danske diplomat Henrik Kaufmann tydeligt vist, at den danske interesse for nyordningen i Grønland efter 2. verdenskrig primært, for ikke at sige næsten udelukkende, var motiveret af danske sikkerhedspolitiske interesser i forhold til USA og NATO. Den danske suverænitetshåndhævelse over Grønland kunne bedst varetages ved at gøre Grønland til en regelret del af Danmark og dermed sikre det grønlandske kort overfor USA. Disse forhold berøres slet ikke i Henrik Skydsbjergs bog, hvorimod Grønlands kolonistatus og krav fra FN om rapportering nævnes. Det har måske nok også spillet en rolle, men var helt underordnede de sikkerhedspolitiske interesser.

Hjemmestyret på vej
Til gengæld behandles forløbet op til dannelsen af hjemmestyret indgående, først med nedsættelsen af hjemmestyre-udvalget, dernæst hjemmestyrekommissionen. Grønlands forhold til EF, senere EU, spillede en central rolle, både før og umiddelbart efter hjemmestyrets indførelse. Ved afstemningen i 1972 havde over 70% stemt nej til Grønlands optagelse i EF, men på grund af ja-flertallet i Danmark, blev Grønland altså trukket med ind. Det forstærkede kravet om en revision af forholdet mellem Grønland og Danmark, først ved det rent grønlandske hjemmestyreudvalg, dernæst ved den egentlige dansk-grønlandske hjemmestyrekommission. Da forholdet til Danmark var det altafgørende politiske spørgsmål i disse år, var det kun naturligt at partidannelserne tog udgangspunkt i dette spørgsmål. Således Siumut, hvis 3 fremtrædende politikere Jonathan Motzfeldt, Lars Emil Johansen og Moses Olsen, må betragtes som hjemmestyrets egentlige fædre og som pressede på for en revision af forholdet mellem Danmark og Grønland. Atassut var derimod, som navnet antyder, indstillet på i langt højere grad at bekende tilhørsforholdet til Danmark. Inuit Ataqatigiit tog derimod udgangspunkt i anti-imperialistiske og socialistiske strømninger i omverdenen, til at kræve en langt højere grad af selvstændighed. Det anbefalede som det eneste parti at stemme mod hjemmestyreordningen ved folkeafstemningen i januar 1979, da man mente at forslaget ikke var vidtgående nok. Disse partidannelser, hvor spørgsmålet om forholdet til Danmark var afgørende, er jo den dag i dag de vigtigste politiske partier i Grønland. Henrik Skydsbjerg registrerer kun, at der senere kom andre partidannelser som Issittut Partiaat, Akulliit Partiaat og nu Kandidatforbundet, men en egentlig analyse af disse partidannelser mangler.

Efter nogle år med hjemmestyret er fokus i grønlandsk politik jo flyttet fra forholdet til Danmark, til mere almindelige indenrigspolitiske forhold som uddannelser, økonomi, boliger og sundhed. Det har åbenbart løbende medført et behov for partidannelser, hvor spørgsmålet om forholdet til Danmark ikke er det afgørende. Samtidig har de etablerede partier til en vis grad formået at omstille sig, således at de har fulgt med tiden og koncentrerer sig primært om indenrigspolitiske forhold i Grønland. Man savner her, men også i andre kapitler af bogen, en dynamisk tilgang til emnet, hvor man foruden at registrere som en god bogholder, også forsøger at analysere begivenhederne og fortælle historien bag historien. Derfor kan bogen stedvist fremtræde relativt blodfattig og støvet, med tabel på tabel, der alligevel ikke rigtig bruges til at fortælle historien.

Det levende hjemmestyre
På trods af startvanskeligheder og økonomiske problemer i slutningen af 1980'erne, er der ingen tvivl om, at hjemmestyret har været en succeshistorie, specielt fordi fejltagelserne nu er vore egne fejltagelser. Blandt andet den meget ambitiøse erhvervsudviklingsplan af socialistisk tilsnit i begyndelsen og midten af 1980'erne, primært udtænkt i Lars Emil Johansens daværende landsstyreområde, der i 1987 medførte en de facto bankerot af landskassen. Likviditetskrisen blev først løst året efter med optagelse af langfristede lån på det internationale lånemarked. Lån vi i dag til en vis grad trækkes med, nu overført til de hjemmestyreejede selskaber, i øvrigt i samme Lars Emil Johansens landsstyreformandsperiode i 1990'erne. Dén historie har Henrik Skydsbjerg godt fat i og får fortalt sagligt og overbevisende. Det er således specielt på det økonomiske område, at Henrik Skydsbjergs bog står stærkt.

Bogen er som nævnt svagest i analysen af de politiske forhold i Grønland, hvorfor det også kun registreres, at Lars Emil Johansen i 1991 for åben tv-skærm begik "kongemord" ved at opstille mod sit eget partis kandidat til landsstyreformandsposten Jonathan Motzfeldt. Et opgør, der som bekendt endte med at Lars Emil Johansen blev landsstyreformand med en stemmes flertal i Siumuts hovedbestyrelse. Da Henrik Skydsbjerg på intet tidspunkt har analyseret den interne magtkamp og brydninger i Siumut, fremtræder begivenheden som et lyn fra en klar himmel. Vi skal blandt andet allerede tilbage til 1978, hvor Jonathan Motzfeldt i en kort periode var afsat som partiformand på grund af nogle EF-venlige udtalelser og igen i 1987, hvor Jonathan Motzfeldt var en hårsbredde fra at miste landsstyreformandsposten.

Økonomisk historie
Beskrivelsen af overtagelsen af de store områder som KGH og GTO og den senere omstrukturering af disse statslige mastodonter, er til gengæld spændende læsning, hvori det klart fornemmes, at her ligger Henrik Skydsbjergs egentlige interesse og følges helt op til i dag med dannelsen af de hjemmestyreejede aktieselskaber og tankerne om privatisering af udvalgte områder. Vi er meget langt væk fra erhvervsdirektoratets socialistisk inspirerede erhvervsudviklingsplan fra begyndelsen af 1980'erne.

Vi har savnet en samtidshistorie om hjemmestyrets første 20 år, blandt andet for at kunne se udviklingen i et lidt længere perspektiv og drage vores erfaringer på et lidt mere solidt grundlag. Men da analysedelen af Henrik Skydsbjergs bog ikke er særligt fremtrædende og dynamikken i udviklingen ikke trækkes mere frem, er man som læser til en vis grad ladt i stikken til at nøjes med Henrik Skydsbjerg righoldige tabelmateriale. Henrik Skydsbjerg har med andre ord registreret udviklingen, men bortset fra specielt det økonomiske område, er der rum for en mere anlyserende og konkluderende samtidshistorie. Den mangler vi stadig, for med den første grønlandske hjemmestyredirektør Aqissiaq Møllers ord at kunne spørge:"Den evige undren
spørgen.
Barnets før og nu
det evige spørgsmål.
Hvad laver I
Er I lykkelige
Hvor langt er I kommet"