Krags taktiske Thule-spil

Eisenhowers morsomhed var et venligt men sylespidst signal om, hvor USAs smertegrænse lå, når det gjaldt den militære tilstedeværelse i Grønland. En påmindelse om, at spørgsmålet om Danmarks suverænitet over den store ø på det amerikanske kontinent ikke nødvendigvis var en given sag.

Onsdag d. 27. marts 2002
Erik Holmsgaard
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie, Internationale spørgsmål, Politik, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse: H. C. Hansen fik besøg NATO-mødet i Paris H. C. vil dele ansvaret Krag pacificeret Krag tydelig anfægtet Niels Bohrs argument Krag fik en idé Dansk suverænitet Kongen: Vi sælger ikke USAs smertegrænse Krag forstod pointen Politisk versus militært Statsmand - posemand Jens Otto Krag løj næsten aldrig. Det konstaterer historikeren Bo Lidegaard i sit fremragende kæmpeværk om den tidligere danske statsminister, Men Krag kunne holde på en hemmelighed. Han kunne kunsten at udtale sig uden at lyve - men samtidig fortie de dele af sandheden, han ikke ønskede at tale om. Jens Otto Krags viden om H. C. Hansens hemmelige aftale med USA om atombomberne på Thule Air Base er et karakteristisk eksempel herpå. Der skulle gå fyrretyve år, før Danmarks dobbelte atombogholderi blev afsløret for offentligheden, for Jens Otto Krag holdt på H. C. Hansens hemmelighed. Alligevel formåede Krag at bruge sin viden i et usædvanligt taktisk betonet udenrigs- og sikkerhedspolitisk spil, da han var udenrigsminister i begyndelsen af 1960erne. H. C. Hansen fik besøg Det hele begyndte, da stats- og udenrigsminister H. C. Hansen en dag i november 1957 fik et uventet besøg af USAs ambassadør i København. Amerikanerne ville placere atomvåben i Grønland. Var det noget, danskerne kunne gå med til? Den socialdemokratiske stats- og udenrigsminister betænkte sig i tre dage. Så skrev han et brev, som han bad ambassadør Val Peterson om at holde yderst hemmeligt. I brevet lod H. C. Hansen ambassadøren forstå, at den danske regering ikke ville modsætte sig den amerikanske udlægning af den dansk-amerikanske forsvarsaftale om Grønland fra 1951. Amerikanernes udlægning af aftalen indebar, at USA kunne oplagre atomvåben på Thule Air Base. Efter alt at dømme orienterede H. C. Hansen kun Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, om brevet. Regeringen og dermed regeringspartneren Det Radikale Venstre fik ikke besked. Intet blev meddelt til Udenrigspolitisk Nævn. At ingen grønlændere blev orienteret var et indlysende udslag af den generelle danske holdning i koldkrigsårene efter grundlovsændringen, som formelt gjorde Grønland til en ligestillet del af det danske rige. NATO-mødet i Paris Da NATO i december 1957 havde topmøde i Paris, gik det for alvor op for H. C. Hansen, at hans indrømmelse om Grønland var yderst betydningsfuld for amerikanerne. At der var en nøje sammenhæng mellem hans tilsagn om atomvåben i Thule og de øvrige elementer i den danske sikkerhedspolitik, som kom op på mødet, som både præsident Dwight D. Eisenhower og udenrigsminister John Foster Dulles deltog i. Det var på dette møde, at NATO uden diskussion besluttede at udstationere mellemdistanceraketter i Europa. Norge og Danmark sagde nej tak, men de to små NATO-landes tilbageholdende politik forudsatte forståelse fra alliancepartnerne. Den viste sig at være til stede. Amerikanerne var fornøjede med Danmarks strategiske indrømmelse om Grønland. Den var i et amerikansk perspektiv mere vigtig end atombevæbning af den skandinaviske NATO-flanke. I Paris trak Dulles derfor H. C. Hansen diskret til side for under fire øjne at udtrykke sin taknemmelighed over "det hjælpsomme arrangement i Grønland." H. C. vil dele ansvaret Jens Otto Krag repræsenterede sammen med sin regeringschef Danmark på det siden så berømte NATO-topmøde i Paris. Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, og ambassadesekretær Eigil Jørgensen indtog centrale poster i deres følge. Efter skulderklappet fra den amerikanske udenrigsminister besluttede H. C. Hansen at dele ansvaret for det danske dobbeltspil med denne sluttede kreds af betroede medarbejdere. Samtidig ville han sikre sig mod et bagholdsangreb. Ud fra begge synsvinkler kom Krag ind i billedet, skriver Bo Lidegaard. Jens Otto Krag havde sin daglige gang i Udenrigsministeriet, han havde et stort internationalt kontaktnet og direkte adgang til centralt placerede beslutningstagere i Washington. Krag var den, der med størst sandsynlighed kunne opsnuse H. C. Hansens dobbeltspil, og H. C. Hansen konkluderede, at det ville være yderst farligt for ham selv, hvis Krag fik denne viden fra anden side. Det var en kendt sag, at regeringschefen og Krag havde et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden. H. C. Hansen besluttede derfor på stedet at tale med Jens Otto Krag om sagen for at forpligte Krag på regeringens, det vil sige H. C. Hansens linie. Krag pacificeret Her følger Bo Lidegaards skildring af H. C. Hansens fantastiske spil: "H.C. valgte at tage ambassadesekretær Eigil Jørgensen med til den samtale, der fulgte i et stille hjørne. Måske ville han blot have et vidne, men det kan også tænkes, at H. C. Hansen ønskede på denne måde at kanalisere en viden videre til De Radikale, regeringspartneren med det ømskindede forhold til forsvaret i almindelighed og atomvåben i særdeleshed. Fidusen kunne være, at han her kunne gøre det i en form - via personlige kanaler - som gjorde denne viden politisk uanvendelig og måske især, at underretningen kun ville filtrere videre til den ene af de to radikale ledere, Eigil Jørgensens far, den fungerende statsminister Jørgen Jørgensen, der muligvis i stilhed kunne leve med denne viden, og udtrykkeligt ikke til den mere doktrinære Berthel Dalgaard, der med stor sikkerhed ville lade regeringen falde på sagen. Endelig kan H. C. have haft i tankerne, at der måtte være én uden for politikernes snævre kreds, der kendte til, hvad der var passeret mellem ham og den amerikanske udenrigsminister. Underretningen skete i en form, der ikke direkte røbede "H. C. Hansen-brevets" eksistens. Men stats- og udenrigsministeren slog flere fluer med sit dristige smæk, herunder særlig, at Krag og delvis De Radikale var blevet pacificeret i det kildne spørgsmål, som de herefter ikke kunne rejse af egen drift." Krag tydelig anfægtet Ifølge Bo Lidegaard afslører kilderne intet om, hvorvidt H. C. Hansen siden havde en personlig samtale med Jørgen Jørgensen. Det kan heller ikke påvises, om han informerede de øvrige "NATO-partiers" ledere, Erik Eriksen fra Venstre og De Konservatives Aksel Møller. Men stats- og udenrigsministeren opnåede, hvad han ville: At gøre Krag og muligvis også den radikale regeringspartner medansvarlig for regeringens dobbelte bogholderi i atompolitikken. Tilsyneladende tog H. C. Hansen først et par år senere påny sagen op med Jens Otto Krag, som i mellemtiden var blevet udenrigsminister. På dette tidspunkt i 1959, da H. C. Hansen var dødsmærket af kræft, gik han skridtet videre og fortalte Krag om brevet til ambassadør Val Peterson. Straks blinkede Krags advarselslys. Ikke så meget over brevets substans, som han jo allerede kendte til, men over hemmeligholdelsen. Jens Otto Krags dagbog fra den 25. august 1959 afslører, at han var dybt anfægtet: "Jeg har sagt til H. C., at vi bør bringe det i orden. Han vil overveje det," skriver Krag til sidst i dagbogsnotatet. Krag vurderede, at fortielsen var et større problem for regeringen end selve oplagringen af atomvåben i Thule. Det egentlige problem var det parlamentariske, ikke det militær-strategiske. Det springende punkt var De Radikale - og at den grundlovsfæstede underretning af Udenrigspolitisk Nævn var tilsidesat. Krag overvejede ifølge dagbogen, om han mon kunne få oplysninger i Washington om, at "noget" var sket. Oplysninger, som regeringen kunne bruge som anledning til at underrette Udenrigspolitisk Nævn og derved hale ind på "efterslæbet" uden at afsløre, at det var en viden, regeringens absolutte inderkreds havde haft i flere år. Selv om Bo Lidegaards kilder er fremragende, foreligger der intet om, hvorvidt Krag forfulgte dette spor i den amerikanske hovedstad. Niels Bohrs argument I slutningen af 1959 og igen i april 1960 havde Jens Otte Krag lange samtaler med den verdensberømte danske atomfysiker og nobelpristager Niels Bohr. Niels Bohrs dybe tanker og skarpsynede udredninger om den åbne verden, og hans argumenter for det nødvendige i at forhindre en atomkrig ramte Krag. Først da begyndte han at spekulere over det voksende politiske og moralske problem i forbindelse med den vanvittige atomoprustning i øst og vest. Samtidig gik det op for Krag, at den eventuelle oplagring af atomvåben på dansk territorium, altså i Grønland, ikke længere var et pragmatisk politisk problem. Det var blevet absolut tabu og betød, at Krag ikke længere havde mulighed for at demontere den politiske bombe, han havde kendt til siden 1957. Krag fik en idé Da Krag i efteråret 1960 skulle på statsbesøg i USA sammen med kongeparret og for at deltage i FNs generalforsamling, havde han fået en idé: Han ville imødekomme et tilbagevendende tema under nedrustningsforhandlinger mellem stormagterne om inspektion. Han ville tilbyde at åbne hele Grønland for international inspektion, så man kunne forvisse sig om, at der ikke fandtes "offensive våben" på dansk territorium. For at skabe optimal opmærksomhed ville han komme med sit tilbud under FNs generalforsamling i New York. Jens Otto Krag luftede allerede i juli sin idé for amerikanerne vel vidende, at forslaget kunne være ganske ubekvemt for USA. Amerikanerne lugtede da også straks lunten, men de kunne, som Bo Lidegaard formulerer det, "vanskeligt myrde det danske initiativ, som de sikkert havde mest lyst til." Officielt samtykkede USA med det danske forslag, men i et afværgeforslag krævede Washington samtidig, at den sovjetiske modydelse i givet fald skulle være inspektion af arktiske områder af Sovjetunionen. Det forslag vidste amerikanerne, at russerne med sikkerhed ville afvise. USA var alt andet end begejstret for Jens Otto Krags idé, og embedsmænd i det danske udenrigsministerium forsøgte samtidig at belære deres politiske chef om, at den generelle støtte til det danske forslag ikke uden videre indebar en tilladelse til inspektion af de amerikanske baser. Dansk suverænitet Embedsmændene vidste imidlertid ikke, hvor nøje Krag havde gennemtænkt sit forslag, der havde aspekter, som udgjorde en reel dansk offensiv i forhold til USA. Embedsmændene betragtede Krags forslag som et uskyldigt dansk nedrustningsinitiativ. Krag, som vidste bedre, måtte antage, at forslaget kunne få meget konkret virkning, fordi det ville tvinge amerikanerne til at fjerne deres eventuelle atomvåben fra Grønland. Men efter at USA havde fået ændret det oprindelige danske forslag om modinspektion i et Warszawapagt- land til et krav om inspektion i arktisk Sovjet, var chancerne for at realisere det danske forslag nærmest lig nul. Det var kloge Krag helt klar over, og han gennemskuede let Washingtons manøvre. Men Jens Otto Krag fastholdt sit forslag. Bortset fra propagandagevinsten var den egentlige effekt en manifestation af, at Danmark ikke alene formelt, men også reelt kunne og frem for alt ville udøve sin suverænitet over Grønland, også når det gjaldt militære spørgsmål I en meget fængslende skildring af forløbet op til FNs generalforsamling får Bo Lidegaard forklaret læseren, at Krag ved at fremsætte sit umulige forslag fra FNs talerstol kunne demonstrere Danmarks overhøjhed i Grønland. Den var nemlig på ingen måde en given sag. Tværtimod havde H. C. Hansen jo netop anerkendt amerikanernes tolkning af 1951-aftalen. En tolkning, der gav USA ret til at disponere frit i Grønland. Også når det gjaldt atomvåben. Det var denne tolkning, Krag ville omgøre. Når det nu var en politisk umulighed at spille med åbne kort over for den danske offentlighed, så kunne han måske under dække af et nedrustningsforslag i FN så at sige ryge amerikanerne og deres eventuelle atomvåben ud af Grønland. Den 28. september 1960 gik Jens Otto Krag på talerstolen i FN-bygningen i New York og indviede alverdens statsmænd i det danske forslag. Kongen: Vi sælger ikke Den amerikanske reaktion kom. Hvordan det gik for sig, går der stadig frasagn om i det danske diplomati, for Krag blev bogstavelig talt fanget i et badekar. Han lå og boblede i badekarret i den danske ambassades gæstebolig, da kong Frederik IX skulle mødes med præsident Eisenhower. Der var ingen politiske emner på dagsordenen, så de to landes udenrigsministre havde fået fri. Lige indtil en telefonopringning lod Krag vide, at han var ventet i det ovale værelse i Det Hvide Hus. Kun Jens Otto Krag og de amerikanske værter vidste, hvad det var for et politisk spørgsmål, der pludselig nødvendiggjorde udenrigsministerens tilstedeværelse - og hvorfor amerikanerne stillede op med hele deres diplomatiske beredskab. Den joviale danske konge vidste derimod intet. Lad os som Bo Lidegaard give ordet til Jens Otto Krag, der beskriver det barokke forløb på dagbogsbladet for den 23. oktober 1960: "Klokken 9,05 blev der ringet og jeg og (ambassadør) Winterfeldt styrtede afsted. Eisenhower troede jeg havde sovet for længe og gjorde en bemærkning herom. Jeg kunne ikke retlede ham. Jeg fik nu ordet og fremførte vore anliggender: SAS, som han slet ikke havde forstået, vort ønske om våbenhjælp, som han forstod, samt vort ønske om danske firmaers adgang til entreprenørvirksomhed etc. på Grønland. Her gjorde Ike den "morsomme" bemærkning, at nogle amerikanere fandt, at det ville være lettere at købe Grønland på samme måde som de Vestindiske Øer. Kongen forstod først ikke, hvad der blev sagt. Da han fik det forklaret slog han mig ivrigt på armen og sagde: "Vi sælger ikke"." USAs smertegrænse Præsident Eisenhower, den glorificerede general og øverstkommanderende for USAs militære enheder i Europa under 2. Verdenskrig, vidste naturligvis, at Grønland ikke var til salg. Forslaget havde sidst været fremme kort efter krigsafslutningen, i 1946, og da skabte det voldsomt røre i Danmark. Eisenhowers "morsomhed" var et venligt men sylespidst signal om, hvor USAs smertegrænse lå, når det gjaldt den militære tilstedeværelse i Grønland. En påmindelse om, at spørgsmålet om Danmarks suverænitet over den store ø på det amerikanske kontinent ikke nødvendigvis var en given sag. Krag forstod pointen Ordspillet mellem USAs præsident, kong Frederik og udenrigsminister Krag blev slået hen som en spøgefuldhed. Men Krag forstod finten, og det er karakteristisk for Bo Lidegaards grundige research, at han genfinder episoden i Det Hvide Hus, da han er nået 13 år længere frem i granskningen af Krags liv og karriere. Efter Jens Otto Krags overrumplende sortie som statsminister den 3. oktober 1972, dagen efter folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF, underviste han i en kort periode på Århus Universitet. De unge statskundskabsstuderende skulle også lære om den udenrigspolitiske beslutningsproces, og Krag tog afsæt i USAs indædte modstand mod B&W-skibsværftets leverancer af tankskibe til Sovjetunionen i 1952, da den kolde krig var brudt ud. Den amerikanske Marshall-hjælp til Danmark var på spil, men præsident Truman valgte til sidst at se bort fra den danske skibsleverance og fortsætte hjælpen til Danmark. I kongressen argumenterede Truman med, at "Danmark udøver politisk herredømme over Grønland," og Jens Otto Krag noterer: "Man skal lægge mærke til, at Truman for Grønlands vedkommende bruger udtrykket politisk herredømme. Politisk versus militært Det var denne amerikanske tolkning af forsvarsaftalen om Grønland, Krag forsøgte at ændre på med sit FN-initiativ. Det politiske herredømme versus det militære. Truman udtrykte den amerikanske tolkning med list. H. C. Hansen accepterede tolkningen og førte alle i det danske rige bag lyset. Jens Otto Krag fik anfægtelser og udfordrede Eisenhower til hard ball, et spil som den amerikanske præsident kendte alt for godt. Og Eisenhower stod fast. Alligevel genfremsatte Jens Otto Krag sit forslag i FN, og først i 1962 blev det arkiveret. Da havde forslaget tjent sit formål, selv om det aldrig blev rigtig klart, om Krag ville have kunnet føre sit forslag igennem i praksis, hvis Sovjetunionen mod beregning havde sagt OK til gensidig militær inspektion. Først i forbindelse med det politiske oprydningsarbejde efter Thule-ulykken i 1968 lykkedes Jens Otto Krags bestræbelse. Trods højlydt amerikansk knurren. Statsmand - posemand Jens Otto Krag er blevet fremhævet som det 20. århundredes største danske statsmand - måske endda den eneste. Manden er blevet en myte i dansk politik. Eneren, kvindebedåreren, livsløgneren. Statsmanden, hvis liv endte i tragedie som posemand med klirreflasker. Jens Otto Krag døde af en blodprop i hjertet den 22. juni 1978, 63 år gammel. Krag døde i Skiveren, hans elskede fristed i nærheden af Skagen. Den tidligere statsminister skulle begraves i København. Hans sidste rejse blev en smuk og stilfærdig tur gennem det land, der havde været hans. Fra Frederikshavn til fødebyen Randers, hvor bilisterne standsede deres køretøjer og stod ud, da rustvognen kørte ind mod Rådhustorvet, hvor en tusindtallig skare tog en følelsesladet afsked. Overalt mennesker, der tog vemodig afsked med en mand, de aldrig helt havde forstået, men som alligevel på en sær akavet måde var blevet deres. Mange stod ved rastepladserne langs ruten til København og kastede blomster på vejen, da båren kørte forbi. Jens Otto Krag havde omsider fået fred. Hans selvvalgte afsked med politik var endt i katastrofe. Som den tidligere tyske forbundskansler Willy Brandt udtrykte det ved Krags båre: "Der blev så stille om Jens Otto i de senere år." Bo Lidegaards værk er et meget væsentligt stykke samtidshistorie, der giver os et dybt indblik i personen Jens Otto Krag og i tilblivelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat - og altså også lidt ny viden om den dansk-amerikanske dans om Grønland.Jens Otto Krag, bind 1 og 2 af Bo Lidegaard Gyldendal 2001 og 2002 Pris: 399 kroner pr. bind