Indsigt: Forslag til Lov om Medieansvar

Forslag til Lov om Medieansvar

Udviklingen har vist at det er nødvendigt at afstikke retningslinier for pressens arbejde når det gælder god presseskik. Der blandt andet et behov for at sikre enkeltpersoner, virksomheder og institutioner en hurtig og fri adgang til genmæle, når de udsættes for en urimelig behandling i pressen.

Tirsdag d. 23. april 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Love og konventioner.

Indholdsfortegnelse:
På vegne af Atassut
Vejledende regler for god presseskik
Grundlæggende synspunkter
Reglernes indhold
Begrundet forslag til Lov om Medieansvar
Lov om Medieansvar
Forslag til Forretningsorden for Pressenævnet
Pressenævnet
Bemærkninger til Forretningsorden for Pressenævnet
Redegørelse for Landstingets lovgivningskompetence på medieansvarsområdet
Redegørelse for Pressenævnets forhold til forvaltningsloven og Landstingets Ombudsmand


På vegne af Atassut
Jeg vil gerne på Landstingets forårssamling have behandlet vedlagte forslag til Lov om Medieansvar.

Udviklingen har vist at det er nødvendigt at afstikke retningslinier for pressens arbejde når det gælder god presseskik. Der blandt andet et behov for at sikre enkeltpersoner, virksomheder og institutioner en hurtig og fri adgang til genmæle, når de udsættes for en urimelig behandling i pressen.

Det centrale element i forslaget til Lov om Medieansvar er derfor etablering af et Pressenævn, der kan tage klager op til hurtig behandling og afgørelse, ligesom nævnet får mulighed for af egen tilskyndelse at tage sager op til behandling, hvor god presseskik efter nævnets mening er ikke er overholdt.

Følgende bilag uddyber forslaget:
  1. Vejledende regler for god presseskik
  2. Begrundet forslag til Lov om Medieansvar
  3. Udkast til Lovtekst
  4. Forslag til forretningsorden for Pressenævn
  5. Bemærkninger til forslag til forretningsorden
  6. Redegørelse for Landstingets lovgivningskompetence på medieansvarsområdet
  7. Redegørelse for Pressenævnets forhold til forvaltningsloven og Landstingets Ombudsmand
Nuuk 11. februar 1996

Anders Nilsson


Vejledende regler for god presseskik
Fra Dansk Pressenævns Årsberetning

Grundlæggende synspunkter
Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse. Under varetagelse af disse opgaver bor massemedierne anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.

Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling. Brud på god presseskik foreligger endvidere, hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med nærværende presseetiske regler.

En journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning.

Reglerne omfatter det redaktionelle stof (tekst og billeder), som offentliggøres i den trykte periodiske presse, radio og fjernsyn samt i de øvrige massemedier.

Reglerne omfatter tillige annoncer og reklamer i den trykte periodiske presse og i de øvrige massemedier i det omfang, der ikke er fastsat særlige regler herom.

Reglerne omfatter omtalte og afbildede personer, herunder også afdøde personer, juridiske personer og lignende.

Reglernes indhold


A. Korrekte meddelelser
1. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

6. Overskrifter og mellemruhrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler.

7. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.

Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.

B. Adfærd i strid med god presseskik
1. Meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

2. Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være. så skånsom som muligt.

3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.

4. Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.

5. Andres lillid må ikke misbruges, Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges.

C. Retsreportage
1. De under A oq B anførte almindelige presseetiske regler gælder også for retsreportagen.

2. Reglerne for retsreportagen gælder også sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed.

3. Retsreportagen bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes - i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets - synspunkter. En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse.

4. Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre.

5. Sålænge en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.

6. Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet.

7. Der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelse herom bor som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side.

Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget.

8. En sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden nyhedssammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales.


Begrundet forslag til Lov om Medieansvar


Hvad er en lov om medieansvar?
Loven om medieansvar har til formål at afstikke rammerne for nyhedsmediernes udfoldelse uden at blande sig i, hvad der bliver bragt i nyhedsmediet.

Loven indeholder et sæt etiske bestemmelser - god presseskik - der giver personer, virksomheder, offentlige institutioner eller andre, der beskrives i pressen ret til en fair behandling.

Loven om medieansvar fastsætter, hvem der bærer ansvaret, hvis den gode presseskik overtrædes.

Loven om medieansvar giver hjemmel til at retsforfølge nyhedsmedier, når loven overtrædes.

Hvorfor en lov om medieansvar?
  1. En lov om medieansvar vil medvirke til at højne standarden i den grønlandske presse, idet de medie- og presseretlige etiske bestemmelser foreskriver visse adfærdsregler for pressen, som for eksempel i forbindelse med retsjournalistik (navnebeskyttelse) og pligten til i en vis grad at høre begge parter i en sag (objektivitet).
  2. En lov om medieansvar vil give en i pressen udhængt person ret til fair behandling. Det vil blandt andet sige
  1. ret til genmæle
  2. ret til berigtigelse, hvis det der blev bragt i mediet var positivt forkert.
  • Et medie- og pressenævn- nedsat efter Lov om Medieansvar - vil arbejde hurtigere end det almindelige domstolssystem. Det har stor betydning i medie- og presseretlig sammenhæng, da eventuelle berigtigelser skal bringes, medens den krænkende artikel stadig er i folks erindring.
  • Placering af ansvaret ved medie- og presseretlige overtrædelser. I dag finder kriminallovens bestemmelser anvendelse, herunder 9 om medvirken, der i yderste konsekvens kan medføre, at for eksempel. avisbude kan dømmes for medvirken til injurier. Ansvarssystemet i Lov om Medieansvar er indrettet således, at det er den pågældende navngivne journalist, der har ansvaret, og såfremt eksempelvis artiklen ikke er navngivet, da ledes ansvaret hen til redaktøren.
  • Der har ikke tidligere været egentlige presseretlige regler i Grønland. I Danmark har man siden 1932 haft en presselov, der i 1992 blev afløst af en lov om medieansvar. Der vil således med vedtagelsen af en lov om medieansvar blive tale om en delvis regelharmonering med Danmark på det medieretlige område.
  • Som det er i dag reguleres det medie- og presseretlige område alene af kriminalloven, der på dette område må anses som indholdsløs og ubrugelig.
Der er således behov for en Lov om Medieansvar.

Hvem vil være omfattet af Lov om Medieansvar?
Lov om Medieansvar vil i princippet gælde for enhver, der bringer nyheder til offentligheden, uanset form, størrelse og hyppighed.

Som udgangspunkt kan man dele medierne op i trykte og elektroniske nyhedsmedier. Hertil kommer nyheder formidlet via offentligt tilgængelige datanet, såsom Internet, der foreslås omfattet af Lov om Medieansvar.

De trykte nyhedsmedier
De trykte nyhedsmedier er aviserne, hvilket først og fremmest er Atuagalliutit/Grønlandsposten og Sermitsiaq, men naturligvis også lokalaviserne, samt diverse foreningsblade og andre periodiske udgivelser. Der tages ikke hensyn til oplagsstørrelsen.

De elektroniske nyhedsmedier
De elektroniske nyhedsmedier er fjernsyn og radio, hvilket først og fremmest er KNR, men loven vil også gælde for lokale radio- og fjernsynsstationer.

Nyhedsformidling via offentligt tilgængelige datanet
For nyheder udbredt via offentligt tilgængelige datanet er der først og fremmest tale om nyheder formidlet via Internet. For Internet gælder det specielle problem i forhold til Lov om Medieansvar, at nyhedenskildens geografiske placering er uden betydning for udbredelse af nyheden. Det er derfor nødvendigt at understrege at medieansvaret her omfatter nyheder på den konkrete adresse i datanettet her i landet samt alle dynamiske henvisninger til andre datanetadresser, der ikke har en ansvarlig redaktør i forhold til den grønlandske Lov om Medieansvar. (En dynamisk henvisning svarer til i en avis at bringe et udklip eller en pressemeddelelse).

Hvem kan klage?
Som klageberettiget vil være enhver person, virksomhed, institution etc., der er forulempet part i en overtrædelse af Lov om Medieansvar og har en interesse i sagens behandling og udfald. Endvidere kan pressenævnet af egen drift behandle sager af principiel betydning.

Hvem skal administrere Lov om Medieansvar?
Lov om Medieansvar skal administreres af et pressenævn, der foreslås sammensat af fem medlemmer. Ved udvalgets sammensætning bør der lægges vægt på medlemmernes uafhængighed af såvel det politiske system som af medierne selv.

Nævnets sammensætning:
  • Formand: Bør være jurist og udpeges af Landstinget.
  • 3 medlemmer, der repræsenterer offentligheden og udpeges af Landstinget.
  • 1 medlem, der repræsenterer nyhedsmedierne, og som udpeges af journalisternes faglige sammenslutning.
Der udpeges suppleanter for de enkelte medlemmer efter tilsvarende kriterier.

Suppleanten indkaldes i tilfælde af forfald eller inhabilitet.

Landstinget stiller de nødvendige kontor- og mødelokaler til rådighed, ligesom Landstinget yder sekretariatsbistand.

Pressenævnets økonomiske forhold
Det foreslås at Pressenævnets formand lønnes med et årligt honorar på 40.000 kr. mens de menige medlemmer honoreres efter reglerne for borgerligt ombud. Udgifterne afholdes af landskassen.

De samlede årlige udgifter er svære at forudsige, idet den største udgiftspost, når bortses fra formandens honorar og drift af sekretariat, kan blive rejseudgifter og dagpenge for tilrejsende medlemmer, og den udgiftspost kan først vurderes når Pressenævnet er sammensat og mødefrekvensen kan bedømmes.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.


Lov om Medieansvar
Kapitel 1
Lovens område

1. Loven gælder for følgende massemedier:
  1. Grønlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres.
  2. Lyd- og billedprogrammer, der spredes eller fordeles af en i det grønlandske territorium placeret radio- eller tv-station, der udøver radio- eller fjernsynsvirksomhed.
  3. Grønlandske periodiske opdaterede nyhedsformidlinger, der spredes via offentligt tilgængelige datanet.
  4. Tekst, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentlighed, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1, 2 eller 3, jfr. dog 8, stk. 1.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser

Grønlandske periodiske skrifter

2. Ved udgiver af et skrift forstås den, for hvis regning skriftet udgives.

Stk. 2. Et skrift anses for grønlandsk, såfremt udgiverens virksomhed udøves indenfor det grønlandske territorium.

Stk. 3. Et skrift anses for periodisk, hvis det er bestemt til at udkomme mindst to gange årligt.

3. I et grønlandsk periodisk skrift skal det være angivet, hvem der efter stk. 2 er skriftets ansvarshavende redaktør, herefter kaldet redaktøren.

Stk. 2. Ved redaktør forstås den, der er beføjet til at træffe endelig afgørelse om skriftets indhold. Der kan kun være en redaktør.

Stk. 3. Ansvar for manglende eller urigtig angivelse af redaktør påhviler udgiveren og redaktøren. En urigtigt angiven person er tillige ansvarlig, såfremt angivelsen er sket med den pågældendes samtykke.

4. Redaktøren skal efter anmodning give enhver, der har retlig interesse heri, oplysninger om identiteten af de personer, der er omfattet af 10, 10, jfr. 9, stk. 2 og 3, 14 og 27, stk. 1.

Radio og fjernsyn

5. En i det grønlandske territorium placeret radio- eller tv-station, der udøver radio- eller fjernsynsvirksomhed, skal på begæring oplyse, hvem der efter stk.. 2 er redaktør.

Stk. 2. Ved redaktør forstås den, der er beføjet til at træffe endelig beslutning om at udsende et program eller indslag. Der kan kun være en redaktør.

Stk. 3. Ansvar for manglende eller urigtig angivelse af redaktør påhviler radio- eller fjernsynsstationen og redaktøren. En urigtigt angiven person er tillige ansvarlig, såfremt angivelsen er sket med den pågældendes samtykke.

6. Redaktøren skal efter anmodning give enhver, der har retlig interesse heri, oplysninger, der kan identificere nærmere angivne udsendte programmer og identificere de personer, der er ansvarlig efter reglerne i 17, stk. 1, 18, stk. 1, 20, stk. 1, og 27, stk. 1.

Stk. 2. Redaktøren skal sikre, at der på forsvarlig måde opbevares en kopi af alle udsendelser i tre måneder.

Stk. 3. Uanset at den i stk. 2 nævnte frist er udløbet, skal kopi af udsendelser, om hvis indhold der er indgivet klage eller rejst sag, opbevares, indtil sagen er endelig afgjort.

Offentligt tilgængelige datanet

7. For enhver spredning af nyheder via offentligt tilgængelige datanet, skal det være angivet, hvem der efter stk. 2 er ansvarshavende redaktør på datanetadressen, herefter kaldet redaktøren.

Stk. 2. Ved redaktør forstås den, der er beføjet til at træffe endelig afgørelse om det, der skal gøres tilgængeligt på datanetadressen.

Stk. 3. Ansvar for manglende eller urigtig angivelse af redaktør påhviler den, for hvis regning datanetadressen opretholdes, kaldet udgiveren, samt redaktøren. En urigtigt angiven person er tillige ansvarlig, såfremt angivelsen er sket med den pågældendes samtykke.

Stk. 4. Redaktøren skal sikre, at der på forsvarlig måde opbevares en elektronisk lagret kopi af de tilgængelige data på datanetadressen i mindst 3 måneder. For data, der er gjort tilgængelige via dynamisk adressering til andre datanetadresser skal dog kun adresserne gemmes.

Stk. 5. Uanset at den i stk. 4 nævnte frist er udløbet, skal en kopi af pågældende udspredte nyheder, om hvis indhold der er indgivet klage eller rejst sag, opbevares, indtil sagen er endeligt afgjort.

Stk. 6. Lovens 4, samt 9-16 finder tilsvarende anvendelse for nyhedsformidling via offentligt tilgængelige datanet.

Andre massemedier

8. Foretagender, der udgiver de i 1, stk. 4 nævnte massemedier, skal for at være omfattet af lovens regler have indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

Stk. 2. For anmeldte foretagender gælder reglerne i 5-6.

Stk. 3. Pressenævnet kan fastsætte nærmere regler om anmeldelsens indhold og form.
Kapitel 3
Sanktionsansvar for mediernes indhold

Periodiske skrifter og offentligt tilgængelige datanet

9. Sanktionsansvar i henhold til denne lov kan kun pålægges forfatteren til en artikel, redaktøren eller udgiveren, jfr. dog 14, 25 og 27.

Stk. 2. Reglerne om ansvaret for artikler finder tilsvarende anvendelse på billeder og lignende fremstillinger.

Stk. 3. Løbesedler, plakater og opslag m.v. anses for bestanddele af det skrift, hvortil de henviser, eller hvorfra de hidrører.

Stk 4. For offentligt tilgængelige datanet omfatter ansvaret på den enkelte datanetadresse alle data, der gøres tilgængelige på datanetadressen ved hjælp af dynamisk adressering, i den udstrækning disse data ikke har egen ansvarshavende redaktør i forhold til denne lovs 1 stk 1, nr. 3.

10. Forfatteren til en navngiven artikel er ansvarlig for indholdet af artiklen efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. En artikel anses for navngiven, såfremt den med forfatterens samtykke offentliggøres under dennes navn eller billede. Det samme gælder, når artiklen offentliggøres under forfatterens pseudonym eller mærke og det er almen kendt, hvilken person der anvender det pågældende pseudonym eller mærke.

Stk. 3. Er der angivet flere forfattere til en navngiven artikel, uden at det fremgår, hvilken del de hver især er forfatter af, er de alle ansvarlige for artiklens indhold efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 4. Er forfatteren til en navngiven artikel et selskab, en forening, en selvejende institution eller lignende, er den pågældende juridiske persons ledelse ansvarlig for artiklens indhold efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 5. I de i stk. 4 nævnte tilfælde kan ansvar pålægges den juridiske person som sådan et bødeansvar.

Stk. 6. En tekst, der offentliggøres med angivelses af et nyhedsbureau som kilde, anses ikke for at være navngiven.

11. Redaktøren er ansvarlig for indholdet af en unavngiven artikel, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom.

Stk. 2. Redaktøren er tillige ansvarlig for indholdet af en navngiven artikel, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod forfatteren efter 10 på grund af den pågældendes manglende tilknytning til riget, eller fordi den pågældende mangler den til pådragelse af sanktionsansvar fornødne tilregnelighed. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom.

12. Redaktøren er endvidere ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Hvis forfatteren har givet sit samtykke til gengivelsen, omfattes artiklen eller udtalelsen af reglerne i 10 og 14.

13. Redaktøren er medansvarlig for indholdet af en navngiven artikel, hvis den med redaktørens vidende er skrevet af en fast medarbejder, hvis den er skrevet efter opfordring af eller under anden medvirken af redaktøren, eller hvis redaktøren vidste, at indholdet var urigtigt eller indebar en krænkelse af privatlivets fred.

14. Den, der i en artikel citeres for en navngiven udtalelse, er medansvarlig for udtalelsens indhold efter lovgivningens almindelige regler, såfremt udtalelsen er gengivet korrekt og den pågældende har godkendt, at udtalelsen gengives navngiven.

15. Udgiveren er ansvarlig for skriftets indhold, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren efter 11-13 enten på grund af manglende eller ukorrekt angivelse af redaktøren eller på grund af redaktørens manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes udgiveren som forsætlig eller uagtsom.

Stk. 2. Er udgiveren et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan det i stk. 1 nævnte ansvar pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er udgiveren en i Grønland værende offentlig myndighed, kan der pålægges den offentlige myndighed bødeansvar.

Radio- og fjernsynsudsendelser

16. Sanktionsansvar for indholdet af radio- og fjernsynsudsendelser som nævnt i 1, nr. 2, kan kun pålægges forfatteren til en tekst, den der fremsætter en udtalelse, redaktøren og radio- eller fjernsynsstationen, jfr. 20, stk. 2, 25 og 27.

Stk. 2. Reglerne om ansvaret for tekster og udtalelser finder tilsvarende anvendelse på film, billeder og lignende.

17. Forfatteren til en tekst, der udsendes, er ansvarlig for indholdet efter lovgivningens almindelige regler, såfremt den pågældende har givet samtykke til tekstens udsendelse. Dette gælder dog ikke, når der er givet forfatteren tilsagn om anonymitet, jfr. dog 20, stk. 2.

Stk. 2. I det i stk. 1, 2. pkt., nævnte tilfælde er redaktøren ansvarlig for tekstens indhold, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom.

Stk. 3. I forskudte udsendelser er redaktøren endvidere ansvarlig for indholdet af en tekst, såfremt forfatteren ikke har givet samtykke til, at teksten udsendes, eller ansvar ikke kan gøres gældende mod forfatteren på grund af dennes urigtige oplysning om identitet, manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom.

18. Den, der fremsætter en udtalelse i en forskudt udsendelse, er ansvarlig for udtalelsens indhold efter lovgivningens almindelige regler, medmindre
  1. den pågældendes identitet ikke fremgår af udsendelsen eller
  2. den pågældende ikke har givet samtykke til, at udtalelsen udsendes, eller
  3. der er givet den pågældende tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres og der er truffet rimelige foranstaltninger til sikring heraf.
Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte tilfælde er redaktøren ansvarlig for udtalelsens indhold, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Det samme gælder, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod den, der har fremsat udtalelsen, på grund af den pågældendes urigtige oplysninger om sin identitet, manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed.

19. Redaktøren er endvidere ansvarlig for indholdet af en tekst eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i en udsendelse fra den pågældende radio- eller fjernsynsstation. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Hvis forfatteren eller den, der har fremsat udtalelsen, har givet sit samtykke til gengivelsen, omfattes den pågældende af reglerne i 17, 18 og 20. En tekst, der offentliggøres med angivelse af et nyhedsbureau som kilde, anses ikke for at være navngiven.

20. Den, der fremsætter en udtalelse i en direkte udsendelse, er ansvarlig for udtalelsens indhold efter lovgivningens almindelige regler, medmindre der er givet den pågældende tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres og der er truffet rimelige foranstaltninger til sikring heraf. I dette tilfælde er redaktøren ansvarlig for udtalelsens indhold, selv om lovovertrædelsen til kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Det samme gælder, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod den, der fremsætter en udtalelse, på grund af dennes urigtige oplysninger om sin identitet, manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed.

Stk. 2. Sanktionsansvar for indholdet af tekster eller udtalelser, der fremføres eller fremsættes i direkte transmissioner i radio og fjernsyn af offentlige møder eller andre aktuelle begivenheder, ifaldes efter lovgivningens almindelige regler.

21. Redaktøren er medansvarlig for indholdet af en tekst eller udtalelse som nævnt i 17, stk. 1, 18, stk. 1, og 20, stk. 1, hvis
  1. den med redaktørens vidende er forfattet eller fremsat af en fast medarbejder ved radio- eller fjernsynsstationen, eller
  2. hvis den er forfattet eller fremsat efter opfordring af eller under anden medvirken af redaktøren, eller
  3. hvis redaktøren vidste, at indholdet var urigtig eller indebar en krænkelse af privatlivets fred, samt ved direkte udsendelser vidste, at teksten ville blive udsendt eller udtalelsen ville blive fremsat.
Stk. 2. Redaktøren er endvidere medansvarlig for indholdet af en tekst eller en udtalelse, hvis der trods tilsagn om anonymitet som nævnt i 18, stk. 1, og 20, stk. 1, ikke er truffet rimelige foranstaltninger til sikring heraf. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom.

22. Den, der oplæser eller på anden måde formidler en tekst eller udtalelse, er ikke ansvarlig for tekstens eller udtalelsens indhold.

23. Radio- eller fjernsynsstationen som sådant er ansvarlig for indholdet af en tekst eller en udtalelse, såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren på grund af manglende eller ukorrekt angivelse af denne eller på grund af redaktørens manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed. Dette gælder, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes radio- eller fjernsynsstationen som forsætlig eller uagtsom.

Stk. 2. Er radio- eller fjernsynsstationen et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan det i stk. 1 nævnte ansvar pålægges den juridiske person som sådan som bødeansvar. Er radio- eller fjernsynsstationen en i Grønland værende offentlig myndighed, kan der pålægges den pågældende offentlige myndighed bødeansvar.

Andre massemedier

24. Sanktionsansvar for indholdet af de massemedier, der er nævnt i 1, nr. 4, ifaldes efter reglerne i 9-15 eller 16-23 afhængig af massemediets karakter.

Fælles bestemmelser

25. Lovgivningens almindelige ansvarsregler finder anvendelse for lovovertrædelser, der begås gennem indholdet af et massemedie, og som kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

26. Et medieforetagende hæfter umiddelbart for bøder og sagsomkostninger, der idømmes efter reglerne i 9-25.

Stk. 2. Retten skal ved fastsættelse af bøde, der idømmes efter reglerne i 9-25, navnlig lægge vægt på lovovertrædelsens karakter og grovhed, det pågældende massemedies udbredelse samt den fortjeneste for massemediet, som er eller kunne være opnået ved lovovertrædelsen. Retten kan i stedet for dagbøder anvende anden sanktion end bøde.

27. Den, der har ladet en annonce indrykke, er ansvarlig for indholdet heraf efter lovgivningens almindelige regler. Det samme gælder den, der har bistået hermed.

Stk. 2. Redaktøren er medansvarlig for indholdet af annoncer efter lovgivningens almindelige regler. Opfylder redaktøren ikke sin oplysningspligt efter 4, 6 og 7, stk. 6, jfr. 4, er denne ansvarlig for annoncens indhold, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom.

28. Spørgsmålet om der af det offentlige skal rejses tiltale i anledning af indholdet af et massemedie, der er omfattet af loven, tilkommer den myndighed, der i følge lov om rettens pleje i Grønland har påtalekompetencen.
Kapitel 4
Erstatningsansvar for mediernes indhold

Grønlandske periodiske skrifter og offentligt tilgængelige datanetadresser

29. Erstatningsansvar for indholdet af et grønlandsk periodisk skrift eller en offentligt tilgængelig datanetadresse påhviler dem, der efter reglerne i 9-15, 9-15, jfr. 7, stk. 6, 25 og 27 kan ifalde sanktionsansvar.

30. Udgiveren af et grønlandsk periodisk skrift og den økonomisk ansvarlige for en offentlig tilgængelig datanetadresse hæfter umiddelbart for de erstatninger og sagsomkostninger, der idømmes efter 29.

Radio- og fjernsynsudsendelser

31. Erstatningsansvar for indholdet af radio- og fjernsynsudsendelser som nævnt i 1, nr. 2, påhviler dem, der efter reglerne i 16-25 og 27 kan ifalde sanktionsansvar.

32. Radio- eller fjernsynsstationen hæfter umiddelbart for erstatninger og sagsomkostninger, der idømmes efter 31.

Stk. 2. Hæftelsen omfatter dog ikke erstatningsansvar for skader forvoldt ved direkte transmission af offentlige møder eller anden aktuel begivenheder, medmindre skaden er forvoldt i tjenesten af en ansat i den pågældende institution eller virksomhed.

Andre massemedier

33. Erstatningsansvar for indholdet og udbredelsen af de i 1, nr. 4, nævnte massemedier ifalder ansvar efter regler i 29-32.
Kapitel 5
Presseetik

34. Massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Stk. 2. Klager over overtrædelse af stk. 1 kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet, jfr, dog stk. 3. I begge tilfælde er klagefristen 8 uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest 4 uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet.

Stk. 3. Klager over radio- eller fjernsynsstationers overtrædelser af stk. 1 skal senest efter 8 uger efter offentliggørelse indgives til disse. De pågældende virksomheders afgørelse kan senest 4 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet.

35. For indholdet af reklamer i radio- og fjernsyn og klager over indholdet af reklameindslag gælder reglerne i Landstingsforordning om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Kapitel 6
Genmæle

36. Anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Stk. 2. Anmodning om genmæle kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de nærmeste pårørende.

Stk. 3. Anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest 8 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået.

Stk. 4. For genmæle vedrørende indholdet af reklamer i radio og fjernsyn gælder reglerne i Landstingsforordningen om radio- og fjernsynsvirksomhed.

37. Pligten til at offentliggøre et genmæle påhviler redaktøren.

38. Genmælets indhold skal i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og indholdet må ikke være retsstridigt.

39. Genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes umiddelbart på en så fremtrædende måde, som efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges.

Stk. 2. Redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen skal indskrænkes til faktiske oplysninger.

40. Afslag på genmæle skal umiddelbart skriftligt meddeles den, der har anmodet om genmæle, med oplysning om, at afslaget kan indbringes for Pressenævnet senest 4 uger efter, at afslaget er kommet frem. Nævnets adresse skal samtidigt oplyses.

Stk. 2. Klage over et ufyldestgørende genmæle kan senest 4 uger efter dettes offentliggørelse indbringes for Pressenævnet.
Kapitel 7
Pressenævn

41. Der oprettes et Pressenævn bestående af en formand og fire medlemmer, der alle beskikkes af Landstinget. Formanden skal være jurist. Et medlem udpeges af Landstinget efter indstilling fra journalisternes faglige sammenslutning. De øvrige medlemmer må ikke have erhvervsmæssig tilknytning til medierne og de må ikke være folkevalgte.

Stk. 2. Der udpeges en suppleant for hvert medlem af pressenævnet efter tilsvarende regler.

Stk 3. Af hensyn til kontinuiteten i nævnets arbejde beskikkes det for periode af 4 år, dog således at 2 menige medlemmer første gang beskikkes for en periode af kun 2 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

42. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden mindst to andre medlemmer eller disses suppleanter.

43. Pressenævnet træffer afgørelse i sager om,
  1. hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik, jfr. 34, og
  2. hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, herunder om genmælets indhold, form og placering.
Stk. 2. Formanden kan afvise
  1. klager, som åbenbart ikke hører under nævnets kompetence, jfr. stk. 1, eller som er åbenbart grundløse, og
  2. klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.
Stk. 3. Formanden kan afvise sager, hvor klagefristen i 34, stk. 2, eller 40 ikke er overholdt.

44. Klage til nævnet skal indgives skriftligt.

Stk. 2. Nævnet kan af egen drift optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. I tilfælde heraf indhentes en udtalelse fra den forurettede. Den forurettedes navn nævnes kun, såfremt tilladelse hertil foreligger.

45. Nævnet indhenter en skriftlig udtalelse fra det massemedie, som klagen vedrører, og kan under sagens behandling indhente supplerende oplysninger hos parterne.

Stk. 2. Nævnet kan endvidere kræve udleveret et eksemplar af skriftet, en udskrift eller diskettelagring af offentligt tilgængelige data fra en datanetadresse og en båndoptagelse af den radio- eller fjernsynsudsendelse, som klagen vedrører.

46. Sager for nævnet skal fremmes mest muligt.

Stk. 2. Undlader vedkommende massemedie inden 7 dage efter modtagelse af nævnets henvendelse at fremsende sine kommentarer til nævnet, kan sagen behandles på det foreliggende grundlag.

Stk. 3. Nævnet kan indkalde sagens parter til mundtlig forhandling. Såfremt klageren uden lovligt forfald udebliver fra sådan forhandling, kan nævnet afvise klagen eller behandle den på det foreliggende grundlag. Hvis det indklagede massemedie udebliver, behandles sagen på det foreliggende grundlag.

47. Et medlem kan ikke deltage i behandling af en klage, der vedrører det massemedie, den pågældende er tilknyttet, eller når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

48. Nævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterede tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Jfr 43 stk 1 nr 2.

50. Nævnets kendelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

51. Nævnet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til Landstinget. Beretningen skal offentliggøres.

52. Landstinget fastsætter Pressenævnets forretningsorden efter forhandling med nævnet.

Stk. 2. Landstinget yder sekretariatsbistand til nævnet.

Stk. 3. Udgifter til nævnets virksomhed afholdes af Landskassen
Kapitel 8
Sanktioner m.v.

53. Den, der overtræder 3, stk. 1, jfr. stk. 3, 4, 5, stk. 1, jfr. stk. 4, 5, stk. 3, 6, 7, stk. 3, 4 og 5, og 8, stk. 2 idømmes foranstaltninger efter kriminalloven.

Stk. 2. Undladelse af at efterkomme pålæg om offentliggørelse efter 49 og 54 sanktioneres efter kriminalloven.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan et bødeansvar. Er overtrædelsen en i Grønland værende offentlig myndighed, kan der pålægges den offentlige myndighed bødeansvar.

54. I en dom, hvorved nogen findes skyldig til sanktioner efter kriminalloven, erstatninger eller mortifikation for indholdet af et massemedie, kan retten bestemme, at indholdet af dommen snarest muligt skal offentliggøres i mediet i et af retten nærmere fastlagt omfang. Pligten til offentliggørelse påhviler redaktøren.

Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske uden vederlag og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.
Kapitel 9
Ikrafttræden m.v.

55. Loven træder i kraft den XX.XX.XX


Forslag til Forretningsorden for Pressenævnet
I medfør af kapitel 7 i Landstingslov om medieansvar og efter forhandling med Pressenævnet:

Pressenævnet
1. Pressenævnet består af en formand og fire medlemmer, samt suppleanter for disse, jfr. lovens 41.

Stk. 2. Nævnets formand, samt dennes suppleant skal være juridisk uddannet. De udpeges og beskikkes af Landstinget.

Stk. 3. Nævnets medlemmer samt disses suppleanter, udpeges og beskikkes af Landstinget. Heraf udpeges og beskikkes det ene medlem samt dennes suppleant efter indstilling fra journalisternes faglige sammenslutning.

Stk. 5. Såfremt formanden og dennes suppleant er forhindret i at behandle en sag, jfr. 10 og 11, udpeges det nævnsmedlem, der har deltaget i flest afgørelser, som fungerede formand.

2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden, eller dennes suppleant, og mindst 2 andre medlemmer, eller disses suppleanter.

3. Nævnet træffer afgørelse i sager om:
  1. hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik, jfr. lovens 34, og
  2. hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, herunder om genmælets indhold, form og placering.
4. Nævnets formand tilrettelægger nævnets arbejde og fastlægger mødedagene. Formanden leder møderne.

Stk. 2. Nævnets formand udarbejder en præliminær afgørelse til hver sag til forelæggelse i nævnet.

5. Nævnet bistås af et sekretariat, jfr. 16.

6. Formanden kan afvise klager, som åbenbart ikke hører under nævnets kompetence, eller som er åbenbart grundløse, og klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold. Formanden kan afvise sager, hvor klagefristen i lovens 34, stk. 2 eller 40 ikke er overholdt.

En sags forberedelse

7. Klage til nævnet skal indgives skriftligt.

Stk. 2. Nævnet kan af egen drift optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. I tilfælde heraf indhentes en udtalelse fra den forurettede. Den forurettedes navn nævnes kun, såfremt tilladelse hertil foreligger.

8. Når en klage er indbragt for nævnet, indhenter nævnet en skriftlig udtalelse fra det massemedie, som klagen vedrører, og kan under sagens behandling indhente supplerende oplysninger hos parterne.

Stk. 2. Nævnet kan endvidere kræve udleveret et eksemplar af skriftet, udskrift eller lagret kopi af data fra offentlig tilgængeligt datanet, henholdsvis en båndoptagelse af den udsendte radio- eller fjernsynsudsendelse, som klagen vedrører.

Stk. 3. Undlader vedkommende massemedie inden 7 dage efter modtagelse af nævnets henvendelse at fremsende sine kommentarer til nævnet, kan sagen behandles på det foreliggende grundlag.

Stk. 4. Nævnet kan indkalde sagens parter til mundtlig forhandling. Såfremt klageren uden lovligt forfald udebliver fra sådan forhandling, kan nævnet afvise klagen eller behandle den på det foreliggende grundlag. Hvis det indklagede massemedie udebliver, behandles sagen på det foreliggende grundlag.

En sags afgørelse

9. Nævnets møder er ikke offentlige.

10. Et nævnsmedlem kan ikke deltage i behandling af en klage, der vedrører det massemedie, den pågældende er tilknyttet, eller når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

11. I de i 10 nævnte tilfælde samt i de tilfælde, hvor nævnsmedlemmet af andre grunde er forhindret, deltager nævnsmedlemmets suppleant i behandling af klagen.

12. Nævnets afgørelse træffes efter stemmeflerhed ved begrundet kendelse, medmindre en forligsmæssig løsning er opnået mellem parterne. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller dennes suppleants stemme afgørende.

Stk. 2. De nævnsmedlem, der har afgjort en sag anføres i kendelsen ved navns nævnelse.

Stk. 3. Hvis en kendelse ikke er enstemmig, skal dissensen anføres i kendelsen. Navnene på dissentierende medlemmer anføres ligeledes i kendelsen.

Stk. 4. Har et mindretal voteret for udsættelse af sagens afgørelse, men skal der ifølge flertallets bestemmelse træffes afgørelse i det pågældende møde, deltager mindretallet i afgørelsen.

13. Umiddelbart efter voteringens afslutning indføres kendelsens konklusion og begrundelsen herfor i en forhandlingsprotokol. En dissens og begrundelsen herfor skal ligeledes indføres i protokollen.

Stk. 2. Kendelsen udfærdiges snarest muligt skriftligt og underskrives af formanden eller dennes suppleant for det pågældende møde eller af den, formanden bemyndiger hertil.

Stk. 3. Kendelsen sendes til redaktøren for den indklagede massemedie.

Stk. 4. Nævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie umiddelbart at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

Stk. 2. Et genmæle skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen skal indskrænkes til faktiske oplysninger.

14. Nævnet er undergivet Landstingets ombudsmands kompetence.

15. Der påhviler nævnets medlemmer tavshedspligt, jfr. Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

Nævnets sekretariat

16. Landstinget stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

17. Sekretariatet modtager indgående post til nævnet og foreligger den umiddelbart for formanden.

Nævnets økonomi

18. Udgifter til nævnets virksomhed, herunder udgifter til nævnets sekretariat og vederlag til nævnets medlemmer, jfr. 18, afholdes af landskassen.

Stk. 2. Nævnets sekretariat varetager regnskabsfunktionen.

20. Nævnets Formand modtager et årligt honorar, hvis størrelse fastsættes på finansloven. Indtil arbejdets omfang er nærmere kendt, foreslås et honorar på 40.000 kr. der udbetales kvartalsvis bagud. Suppleanten for formanden honoreres forholdsmæssigt efter det omfang vedkommende indkaldes.

Stk. 2 De menige medlemmer og deres suppleanter honoreres efter reglerne for borgerligt ombud.

21. Nævnet afgiver årligt en beretning om sin virksomhed til Landstinget. Nævnet offentliggør sin beretning.

22. Bekendtgørelsen træder i kraft den XXXX.


Bemærkninger til Forretningsorden for Pressenævnet
Ad 1. Det foreslås, at Pressenævnet for Grønland kommer til at bestå af fem medlemmer, hvoraf een udpeges som formand. I Danmark består Pressenævnet af 7 medlemmer, hvoraf een er udpeget som formand. Nævnets medlemsantal bør fastsættes efter en vurdering af sagsbehandlingsmængden sammenholdt med et minimumstal af medlemmer til en forsvarlig sagsbehandling. I henhold til forslaget til forretningsordenen 2, foreslås det, at der altid medvirker mindst tre medlemmer i en hver sagsbehandling.

Der lægges vægt på, at nævnets formand er juridisk uddannet. Dette begrundes med formandens arbejdsområder i henhold til forslaget til forretningsordenen 4, stk. 2, hvor det fastsættes at formanden skal fremkomme med en præliminær indstilling til afgørelse, der forelægges nævnet til beslutning. Endvidere skal formanden kunne overskue, om en indgået klage kan behandles af nævnet, eller om klagen skal afvises. Endelig vil nævnets arbejde være underkastet forvaltningsloven og offentlighedsloven, hvorfor nævnet bør ledes og administreres i overensstemmelse hermed. Det betyder, at nævnet pålægges en vis vejledningspligt overfor klagere, f.eks. om hvilket andre klageinstanser klageren har mulighed for at benytte. I henhold til den danske medieansvarslov 41, stk. 1, er der fastsat lignende krav til formanden.

Pr. januar 1996 bestrides formandskabet i det danske pressenævn af to højesteretsdommere og to advokater.

Offentlighedens repræsentanter i nævnet bør fortrinsvis udpeges uden for personkredsen af pressefolk, politikere og højtplacerede embedsmænd.

Mediernes repræsentant bør til forskel fra de andre af nævnets medlemmer udpeges af medierne selv. I Danmark har valget af mediernes repræsentant været kernen til en lang række uoverensstemmelser blandt medierne. I henhold til den dagældende presselov 10 var der alene bestemt, at pressen havde to pladser i berigtigelsesnævnet. I den nugældende medieansvarslov er det bestemt, at journalisterne har to pladser i nævnet, ligesom redaktørerne har to pladser. En stiltiende aftale har bestemt, at der for henholdsvis journalister og redaktører skal være en repræsentant for den trykte presse og en fra de elektroniske nyhedsmedier.

For ikke at komplicere valget af mediernes repræsentant unødigt, foreslås det at journalisternes faglige sammenslutning udpeger et medlem og en suppleant som efterfølgende beskikkes af Landstinget.

Ad 2. For at nævnet skal være beslutningsdygtigt, bør der altid være mindst tre medlemmer af nævnet, der deltager i afgørelse af en sag.

Ad 3. Svarer til den danske tilsvarende bestemmelse.

Ad 4. Bestemmelsen svarer til den danske bestemmelse, dog således, at det foreslås, at der tilføjes et stykke 2, hvor formandens opgave nøjere defineres. I Danmark bistås Pressenævnet af et sekretariat, hvor der er fastansat en jurist på fuld tid. Den pågældende jurist udarbejder en præliminær indstilling til afgørelse til Pressenævnet. Den funktion kan ikke forventes varetaget af en sekretær tilknyttet det grønlandske pressenævn, hvorfor denne funktion foreslås tillagt nævnets formand.

Ad 5. Svarer i det store hele til den danske tilsvarende bestemmelse.

Ad 6. Svarer til den danske tilsvarende bestemmelse.

Ad 7. Svarer til den danske tilsvarende bestemmelse.

Ad 8. Svarer til den danske bestemmelse, dog således, at mediet offentligt tilgængelige datanet er indført i bestemmelsen.

Ad 9-15. Afsnittet om sagens behandling svarer i det store hele til de danske tilsvarende bestemmelser, dog med undtagelse af 14. I den danske 14, foreskrives det, at de medlemmer, der har afgjort en sag, også træffer afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen. Denne bestemmelse findes af hensyn til inhabilitet at være uhensigtsmæssig.

Den foreslåede 14 foreskriver, at Landstingets Ombudsmand har kompetence overfor nævnet. Denne bestemmelse er indført bl.a. med henblik på at få afgrænset andre myndigheders kompetence overfor Pressenævnet, ligesom bestemmelsen indikerer, at lov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning (forvaltningsloven) og lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) er gældende for Pressenævnet.


Redegørelse for Landstingets lovgivningskompetence på medieansvarsområdet
Medieansvarsloven i Danmark er et ressort, der henligger under Justitsministeriet. Derfor er det naturligt at rejse spørgsmålet, om Grønlands Landsting har lovgivningskompetence i overensstemmelse med Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre.

Det lovgivningsmæssige udgangspunkt findes i hjemmestyrelovens 7 med henvisning til henholdsvis 4, med dertil hørende bilag og 5.

For så vidt angår 4, stk. 1, må det erkendes, at medie- og presseretsområdet ikke er eksplicit udtrykt i bilaget, at bilaget til hjemmestyreloven er meget bredt formuleret, og at medieansvarsloven hidrører et afgrænset område, hvorfor den eventuelle lovgivningshjemmel i 4 i givet fald skal søges i hjemmestyrelovens generelle principper og i henhold til lovens ånd.

Det må dog lægges til grund, at man fra Folketingets side formentlig ikke har ønsket at tilføre Intern trafik og kommunikation til hjemmestyrelovens bilag beroende på de komplekse forhold på skibs- og lufttransport mellem Grønland og Danmark. Hjemmestyrekommissionen behandlede dog ikke spørgsmålet om kommunikation i detaljer, men henviser til, at sagsområdet bør kunne overgå til hjemmestyret.

Princippet i hjemmestyreloven er, at sagsområder, der alene vedrører Grønland, men ikke angår riget eller dele af riget, kan henlægges til Landstingets lovgivningskompetence. Hovedreglen er således at hjemmestyret selv kan bestemme overtagelse af sagsområder, som hjemmestyret samtidig overtager finansieringen af.

I denne forbindelse skal det erindres, at der ikke med Lov om Medieansvar overføres opgaver, personel, økonomi eller lignende fra Danmark, da Grønland på det medieansvarsretlige område hidtil har været ureguleret. Der er således tale om, i lovteknisk forstand, et nydannet - og ikke overført - sagsområde for Grønland.

Det medie- og presseretlige område kan tillige overtages i henhold til hjemmestyrelovens 5

I relation til tidligere og lignende lovgivning, skal det nævnes, at lov om radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland blev gennemført før hjemmestyrelovens ikrafttræden, og derfor ikke giver megen vejledning. Imidlertid overgik radio- og fjernsynslovgivningskompetence officielt til Grønlands hjemmestyre i henhold til hjemmestyrelovens 5. Netop i spørgsmålet om Grønlands Radio, blev dette særskilt behandlet i forbindelse med gennemførelse med hjemmestyreordningen, således at Grønland kunne overføre eneretten på radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland. Tilsvarende diskuteredes Atuagagdliutit/Grønlandsposten og Sydgrønlands Bogtrykkeri. Imidlertid diskuterede kommissionen den statsretlige betydning af institutionerne, herunder den statslige repræsentation i de respektive bestyrelser.

Lovgivningsformen vil for Landstinget være Landstingslov, da sagsområdet søges selvfinansieret.

Konklusion:
Grønlands hjemmestyre bør i relation til en medieansvarslov føre forhandlinger med Rigsmyndighederne, der ved lov kan bestemme, at medie- og presseansvarsområdet i Grønland overgår som sagsområde til Grønlands hjemmestyre. Dette er tidligere sket uden nævneværdige problemer, f.eks. i forbindelse med gennemførelse af lovgivning vedrørende flag og stednavne, sommertid og ekspropriation.


Redegørelse for Pressenævnets forhold til forvaltningsloven og Landstingets Ombudsmand
Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning gælder for alle dele af den offentlige forvaltning under Grønlands hjemmestyre og kommunerne.

Pressenævnet vil som en offentlig instans være underlagt forvaltningslovens bestemmelser, omend forvaltningslovens 1 ikke entydigt giver hjemmel til også at omfatte offentlige nævn.

At Pressenævnet er omfattet af forvaltningsloven betyder
  • at nævnets medlemmer er underlagt bestemmelserne om inhabilitet
  • at nævnet har en vejledningspligt
  • at parterne i en sag har ret til aktindsigt
  • at der for sagsbehandlingen er høringspligt
  • at nævnet skal begrunde sin kendelse
  • at nævnets medlemmer er undergivet en tavshedspligt
For så vidt angår forvaltningslovens 25, så er det ikke muligt at give sagens parter en klagevejledning, idet nævnets kendelse ikke kan påklages. En part vil i så fald være henvist til at anvende domstolene med hensyn til klagens materielle indhold, og Landstingets Ombudsmand for så vidt angår klagens processuelle indhold.

Nævnet vil utvivlsomt være underlagt Landstingets Ombudsmands kompetence, hvilket eksplicit fremgår af Pressenævnets forretningsorden 14. Om Landstingets Ombudsmand gælder Landstingslov nr. 7 af 13. juni 1994 om Landstingets Ombudsmand.

Pressenævnet i Danmark er underlagt samme normer. Indtil videre har der ikke været konflikter i relation hertil. Folketingets Ombudsmand har ikke haft klager for så vidt angår det danske Pressenævn.

Udover forvaltningsloven gælder Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen for nævnets virksomhed.
Ved dynamisk adressering forstås en hypertekst-henvisning, der kan gøre tekster og billeder etc. fra andre databaser over hele kloden til en integreret del af de tilgængelige data på datanetadressen RETUR