Indsigt: I ringer, vi spiller

I ringer, vi spiller

Fra mandag 29. april sendes de grønlandske radioaviser i Danmarks Radio fra redaktionen i Nuuk - De to journalister på Københavns-redaktionen er fritstillet pga. illoyalitet og brud på de retningslinjer, hvorunder de var isat. (Pressemeddelelse fra KNR-direktør Jens Lyberth, 28. april 1996.)

Onsdag d. 8. maj 1996
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV.

Nej desværre, det kan vi ikke klare. Musikalske ønskeprogrammer og anden lignende underholdning må være forbeholdt radioen.

På AG er telefonsamtalerne normalt mere kontante. Det handler om kendsgerninger, om konkret information, nyhedstips eller håndfast kritik af forhold, læserne ønsker afdækket.

Siden AG kom på gaden tirsdag morgen har redaktionen imidlertid fået adskillige telefonopringninger med et mere forsigtigt budskab. Mennesker med en eller anden tilknytning til KNR ringede og sagde samstemmende, at det er godt, vi har skrevet om den stækkede pressefrihed i KNR, og de var mere end villige til at give interne informationer, men ingen af dem ville citeres for noget af det.

Hver og en af skulderklappeme fra KNR opfordrede os til at skrive en masse skidt om institutionen, ledelsen, om arbejdsforholdene, og meget andet, men ingen ville lægge navn til. Nogle var så bange for samtalen, at de sad og hviskede ind i røret.

Det virkede noget mærkeligt, at vi her i Grønland har journalister og mediefolk, der er hundeangst for at tale med kollegerne fra en anden avis. Hvad er det for tilstande?

Her på redaktionen har vi snakket lidt frem og tilbage om det, og vi er enige om, at vore anonyme telefongæster næppe ringer op for at sige ingenting, så vi interviewede dem alligevel. Nu er det bare sådan, at vi ikke kan lade en kilde rakke ned på andre uden at han eller hun vedgår sig sine udtalelser. Derfor er der en masse interessante oplysninger og synspunkter, som vi ikke bringer.

- Det her er ikke noget interview, sagde de alle.

Eller: - Du må søge disse oplysninger bekræftet andre steder. De andre steder ville de heller ikke give interview, men føjede endnu en række påstande om rævekager til listen af anklager mod KNR.

Vor første gæst snerrede fælt over, at rammerne omkring den journalistiske frihed nu ikke mere var sat af faget og af den professionelle håndværker. Nu var grænsen for den journalistiske virketrang sat af dem, der bestemmer på arbejdspladsen, og det var ikke nogen garanti for, at indslagene blev sat sammen med et journalistisk objektivt og vågent blik.

- Men sig endelig ikke til nogen, at jeg har ringet. Jeg er nemlig ikke illoyal. Det er ikke min opgave at påtale disse forhold, det har vi en tillidsrepræsentant til. Men jeg synes bare lige, du skulle vide det...

- Joh, tak.... - Jamen så farvel, og husk nu, at jeg har ikke sagt noget...

- Hej, vent lidt. Hvorfor aktionerer I ikke mod det, I kalder ulovlige fyringer?

- Ja, det kan jeg godt sige dig. Hvis det havde været op til mig, så havde vi nedlagt arbejdet øjeblikkeligt. Men det er jo ikke min afgørelse. Og lad nu være med at sige det her til nogen...

Telefongæst nr. to var meget oprevet. - Men sig ikke til nogen, at jeg har ringet, sagde vor kollega.

- Nej-nej, naturligvis...

- Nogen bør altså gøre noget ved det, sagde gæsten. - Det kan ikke blive ved at gå. Det er så sammenspist altsammen. Det er venner, der får de gode stillinger, og der er jo ikke sparet en krone på strukturændringen i KNR. Måske er der færre chefer, men de kaldes bare noget andet, og de får oven i købet mere i løn. Så er det sgu da klart, at den journalistiske produktion skal beskæres.

Men du hu det ikke fra mig! Der er sprængstof i det her forstår du, og jeg vil ikke miste jobbet. Jeg kan bare ikke længere holde det tilbage.

- Nå. - Den behandling Københavns-redaktionen har fået, er skandaløs, fortsætter telefongæsten, - og det vil gå ud over udsendelserne.

- Hvorfor aktionerer I ikke?

- Ja, hvis det var op til mig, så havde vi nedlagt arbejdet øjeblikkeligt. Men det er jo ikke mig, der er tillidsrepræsentant for journalisterne.

- Javel... - Huske nu, at du ik... - Ja, det skal jeg nok huske.

DEN TREDIE ANONYME telefongæst var ligesom flere andre, der ringede i dagens løb skuffet over, at der ikke blevet sat hårdt mod hårdt overfor arbejdsgiveren.

- Hvis det havde været op til mig, så skulle arbejdet være nedlagt på stedet. Men det er det jo ikke.

- Alle problemer opstår ved, at medarbejderne ikke er med i udviklingsarbejdet i huset, sagde telefongæsten. Trods samarbejdsudvalg og medarbejderrepræsentation i flere organer, har vi reelt ingen indflydelse. Udviklingen bliver trukket ned om ørerne på os, og samarbejdet indskrænker sig til en ensidig orienteringsprocedure.

- Må jeg citere dig for at sige det her?

- Nej, er du tosset. Jeg synes bare, det er godt, det I skriver, så bliv ved med det. Der er nok at tage fat på, for det er i virkeligheden kun toppen af isfjeldet, den her sag.

- Men I vil altså ikke være med til at gøre noget ved det?

- Nej, vi må nøjes med at arbejde internt. Ellers falder der brænde ned. Nej, jeg ville bare ringe. Ringe og sludre.

Vi kommer uundgåeligt til at tænke på Inuugujoq, det populære radioprogram I ringer, vi spiller. Men her kan vi trods alt ikke være med. Vi trykker ikke sangtekster i avisen på opfordring fra læserne.

Men ellers var det da hyggeligt at snakke. Og andet er der vel ikke at sige om det. For hvem kan bruge de anonyme oplysninger og angsten iblandt medarbejderne til noget? Nej, vel?