Indsigt: Betonslum

Betonslum

Paratviden har sit eget liv - uafhængigt af tilværelsens klamme kendsgerninger, men den trives naturligvis bedre og mere frejdigt, jo længere væk den er fra den dagligdag den hævdes at stamme fra. Det er derfor vi ved så meget om årsagerne til hungersnød i Afrika og så lidt om de hundredevis af tomme boliger i Grønland

Mandag d. 10. marts 1997
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Thule Air Base.


Betonslum i lange lige rækker - et af de huse, der blev bygget som erstatning for de jordhytter man flyttede fra i det gamle Thule (2000 an)

En dag talte jeg med en ny journalist - ny i grønlandsk sammenhæng - og vi kom ind på det med tvangsforflytningen af beboerne fra det gamle Thule, da han udbryder:

- Jamen de blev jo også tvunget til at flytte ind i noget betonslum!
Han var så ung, at hans forældre endnu gik i børnehave da disse ting skete, så han har ingen førstehåndsviden om begivenhederne. Han ved bare på forhånd at det var noget skidt der skete dengang og at det var noget med at blive tvunget til at flytte. Og i Danmark er det det værste, der kan ske - at havne i betonslum.
- Nej, hver familie fik sit eget nye hus som erstatningsbolig for de jordhytter de flyttede fra.

- Nå, men det var jo sådan nogle huse, der lå på lige rækker!
Og det er jo så det næstværste der kan ske i Danmark - at bo i ens huse, der ligger på lige rækker.

- Hvad mener du? Skulle de have bygget husene sådan lidt hulter til bulter?
Hans tro var ikke til at rokke - troen på at der var sket grove overgreb mod befolkningen dengang i Thule. Konkret viden havde han ikke. Han fyldte bare hullerne ud med forestillinger fra sin egen verden, så synspunkterne kunne føres hurtigt frem - i lange lige rækker.


En af de sidste jordhytter i det gamle Thule (2000 an)

Og hvis han under sit ophold her i landet ikke får erstattet sin tro med viden, så vil han vende tilbage til Danmark og skrive kronikker og fremføre de synspunkter han havde om Grønland allerede før han kom herop - men da som Grønlandsspecialist.

Det er på den måde han selv har fået sin egen paratviden om Grønland.

Paratviden har sit eget liv - uafhængigt af tilværelsens klamme kendsgerninger, men den trives naturligvis bedre og mere frejdigt, jo længere væk den er fra den dagligdag den hævdes at stamme fra. Det er derfor vi ved så meget om årsagerne til hungersnød i Afrika og så lidt om de hundredevis af tomme boliger i Grønland. For der kan jo ikke være tomme boliger i et land med stor boligmangel?

I både Danmark og Grønland har vi altid haft masser af paratviden om verden uden for.

Da jeg kom til Grønland - til Godthåb - i 1969, forventede jeg et fattigt land med et underkuet folk i små usunde boliger. I Godthåb skulle især Myggedalen være et forfærdeligt sted. Ja, blandt lokale danske blev det ligefrem anset for et farligt sted at færdes!

Myggedalen viste sig at være et spraglet og muntert byafsnit, med god plads og masser af liv. Børn løb og legede mellem husene, og når dagen sluttede sad der folk hist og pist og snakkede hyggeligt mens latteren sprang.

Og folk var ikke fattige og slet ikke underkuede.

Hvoraf kom denne kløft mellem dansk paratviden og grønlandsk dagligdag?

På det tidspunkt læste jeg sociologi og var meget analytisk. Jeg fandt frem til to forklaringer, der gensidigt forstærkede hinanden:
  • For det første var de fleste danske, der kom tilbage fra et ophold i Grønland, relativt veluddannede folk, som var vant til at give deres erfaringer videre på tryk og i tale. Og en god uddannelse var dengang ensbetydende med en opvækst i relativ velstand. Det var folk, der aldrig havde set Nørrebro i København, endsige boet der eller vokset op under sådanne kumre forhold. For dem var mødet med dagligdagen i Grønland det første møde med beskedne menneskers levevilkår. De troede, det var et specielt grønlandsk fænomen - de vidste ikke bedre.
  • For det andet var min egen baggrund meget beskeden. Født i en arbejderfamilie, der hurtigt blev et fattigt skilsmissehjem, vokset op på forskellige børnehjem og kostskoler, arbejdet på fabrikker, når mine klassekammerater holdt sommerferie, og med adresse ved søerne i København i en stuelejlighed på størrelse et af de mindste huse i Myggedalen - forskellen var en halvt meter råddent vand i kælderen under lejligheden og så naturligvis den friske luft, det åbne land og det flotte lys i Myggedalen. I mine øjne var tilværelsen i Grønland paradisisk.

Men det var et problem - og er det stadigt - at folk i Grønland bedst kender Danmark fra de relativt velstillede mennesker, der kommer herop som tilkaldte. Det har skabt vrangforestillinger om livets lethed i Danmark og misundelse og hos nogen en ublufærdig krævementalitet.

At nogen af de penge der hvert år tilflyder Grønland, er tjent af unge familier, truet af arbejdsløshed - med en dag der starter ved solopgang med at cykle børnene til diverse institutioner, før turen går videre til en fjern fabrik med hårdt og monotont arbejde, der kulminerer lige før butikkernes lukketid i en kamp for at nå både børnehentning og indkøb af vaskepulver, bleer og aftensmad, for at ende med at far putter børnene mens mor står i vaskeriet nede på hjørnet og prøver at holde sig vågen trods maskinernes søvndyssende og endeløse rumlen.

At nogen af disse penge er temmeligt surt tjente - det er vi mange i Grønland, der ikke er klare over.

Det har derfor været en stor glæde - hvad jeg flere gange har oplevet - at unge mennesker er kommet tilbage til Grønland efter længere tids ophold i Danmark eller USA eller andre fjerne lande og har sagt: - Vi ved ikke, hvor godt vi har det i Grønland.

Det var lidt den samme holdning, der kunne registreres under den nylige debat om placering af atomvåben under sikre former i Grønland. Mens gamle politikere som en rygmarvsrefleks sagde nej, så var meldingen fra de fleste unge, at det må vi da lige se på. Hvad indebærer det af medansvar, af risiko for uheld og hvad ligger der af muligheder for beskæftigelse og indtægter i sådan en ordning?

De unge i Grønland har også en paratviden - den er heldigvis anderledes fordomsfri og åben. De ved, at de ikke ved nok, og vil gerne vide mere. Det lover godt for fremtiden.