Indsigt: De to avisers "ikke-angrebspagt"

De to avisers "ikke-angrebspagt"

Nedenstående artikel vil hverken AG eller Sermitsiaq tage som indlæg i den løbende debat. Det skyldes tildels, at AG og Sermitsiaq har en "ikke-angrebspagt".

Onsdag d. 17. februar 1999
Kristian Poulsen
Emnekreds: Aviser, radio og TV.

Nedenstående artikel vil hverken AG eller Sermitsiaq tage som indlæg i den løbende debat. Det skyldes tildels, at AG og Sermitsiaq har en "ikke-angrebspagt".

Det betyder: Selv om AG’s og Sermitsiaqs ledere eller andre artikler er bygget op på fejlbedømmelser og direkte fejl så må den anden avis ikke påpege sådanne indhold! På denne måde får "de dumme grønlændere" fejlbefængt viden uden nogen GIDER at påpege, at det forholder sig således. Konsekvensen af dette er, at mange mennesker har fået ukorrekte grundlag for meningsdannelse og grundlag for forkert viden. "Det er jo ligegyldigt, for det drejer sig jo kun om grønlænderne"!

Det er denne mentalitet, racismens skinbarlige tankegang, AG og Sermitsiaq lægger for dagen: "De indfødte besidder ikke den menneskelige fornuft". Såfremt bestyrelsesmedlemmerne i både AG og Sermitsiaq ellers har den fornødne viden om kravene til deres arbejde netop som sådanne og såfremt de AF EGEN DRIFT graver i de ting, de SKAL vide - også i form af lektielæsning, såfremt de da er istand til at læse! - i stedet for bare at være bange for at binde an - så VILLE de vide besked. Men de er så store kujoner, at de ikke engang magter at sige tingene som de er overfor deres ansvarlige medarbejdere.

Det mest eklatante eksempel på nepotisme dyrkes åbenlyst og fuldt accepteret i AG, da den ansvarshavende redaktørs kone jo er en "skattet" medarbejder i redaktionen! Derfor ville hverken AG eller Sermitsiaq snakke seriøst om begrebet nepotisme. Det ved de to bestyrelser for både AG og Sermitsiaq!

Da formanden for AG påstås at være psykolog, så må han også have almindelig viden om begrebet nepotisme, men da han nu har demonstreret sin enorme tungnemhed, så ville han skjule den ved sin larmende tavshed på skrift og i tale om disse fakta! Atassut-politikere som Aqqalo Abelsen tør jo ikke at påpege sådanne fejl overfor de "store danskere" - som han åbenbart kun betragter som nogen, man skal smigre. De to avisers "ikke-angrebspagt" er også kendt af landsstyreformanden - for det fik han at vide sidste år af mig - efter at både AG’s og Sermitsiaqs ansvarlige redaktører, Jens Brønden og Poul Krarup, samt bestyrelsesmedlem, forfatter Hans Anthon Lynge, har bekræftet over for mig, at en sådan pagt findes mellem de to redaktioner.

På denne baggrund er borgerne i dette vort land ikke længere istand til at udøve deres fulde ytringsfrihed uden at blive kontrolleret og censureret af de to ansvarshavende redaktører, som åbenlyst er begyndt at tro, at deres sølle synspunkter er guddommelige orakler, der ikke må anfægtes og som man ikke må have meninger om og slet ikke andre meninger om!