Indsigt: Landsstyret skal overholde loven

Landsstyret skal overholde loven

Landsstyreformanden slog allerede i maj flot ud med hånden og lovede, at hjemmestyret ville doble op. Da det ikke var fra landsstyremedlemmernes egne penge eller deres repræsentationskonti, var han nødt til at få bevillingen igennem Finansudvalget.

Fredag d. 25. juni 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Love og konventioner, Politik.

"Sådan plejer vi at gøre"- holder ikke mere. Nye tider er på vej. Landsstyret skal respektere landstinget. Det vil sige landsstyret kan ikke love penge ud til højre og venstre, før de er bevilget.

Check’en med flygtningepengene var derfor dækningsløs, indtil finansudvalget havde sagt ja. Og det skete først i sidste øjeblik.

Samtidig fik landsstyret en næse fra finansudvalget, der klart sagde, at man ikke mere vil finde sig i, at landsstyret lover penge væk, som ikke er bevilget.

landsstyret og landsstyreformanden må finde sig i, at det er landstinget, som bestemmer. Det er ikke længere som i gamle dage, hvor landsstyret bare kunne bruge løs på forventet efterbevilling i landstinget.

Landstingsmedlemmerne er ikke længere dikkende lammehaler, der hopper, når landsstyreformanden brøler.

En gang var landsstyreformanden og landstingets formand den samme person, og landsstyret gjorde som det ville. Det var også dengang repræsentationskontoen blev sprængt på grund af landsstyremedlemmernes umådeholdende privatforbrug. Det var også lovstridigt, men dengang sagde man ikke noget, for landstinget kendte ikke sin kontrollerende funktion.

Men siden 1988 har man adskilt den udøvende og lovgivende magt og har haft både en landstingsformand og en landsstyreformand. Siden er landstinget langsomt blevet stærkere og har i højere grad markeret sig over for landsstyret. Vi har fået parlamentarisme.

Efter det seneste valg er der sket et klart magtskifte, hvor finansudvalget, som landstingets forpost i kontrollen med landsstyret, absolut ikke vil finde sig i forbrug, der ikke er lovgivet for. Finansudvalget stiller nu krav til landsstyret, som landsstyret må rette sig efter.

I den gode sag om flygtningeindsamlingen, hvor hele befolkningen deltog og med de store hjemmestyreejede virksomheders hjælp, nåede vi op på næsten 1.250.000 kroner.

Landsstyreformanden slog allerede i maj flot ud med hånden og lovede, at hjemmestyret ville doble op. Da det ikke var fra landsstyremedlemmernes egne penge eller deres repræsentationskonti, var han nødt til at få bevillingen igennem Finansudvalget.

Det blev først besluttet på landsstyrets møde den 10. juni, og ansøgningen blev først behandlet i finansudvalget den 11. juni som en hastesag, hvor finansudvalget blev sat ud at spillet og var tvunget til at sige ja.

På det tidspunkt havde landsstyret nemlig allerede aftalt med statsministeren, at han skulle modtage pengene på vegne af Dansk Flygtningehjælp.

Landsstyreformanden skriver i ansøgningen, dateret fredag den 11. juni, til finansudvalget, hvor han beder om 1,3 mill. kr.:

"Idet sagen har hastende karakter, idet landsstyreformanden forventer at aflevere pengene til Dansk Flygtningehjælp, onsdag den 15. juni, skal landsstyret herved venligst anmode Finansudvalget om at hastebehandle sagen". Underskrevet af Jonathan Motzfeldt.

Ansøgningen er skrevet så hurtigt, at man skriver forkert, der er tale om onsdag den 16. juni.

Samme dag, fredag den 11. juni, behandler finansudvalget ansøgningen og udvalget svarer:

"Et enigt Finansudvalg skal over for landsstyret påtale det meget uheldige i, at der over for offentligheden afgives tilsagn om afholdelse af udgifter - inden der ses at være skabt bevillingsmæssig dækning for disse. Et ligeledes enigt udvalg skal dog godkende den fremsendte ansøgning".

I det indviklede embedsmandssprog er der tale om en meget kraftig næse til landsstyret.

Dette har noget at gøre med parlamentarisme, og hvem der har magten i landet. Landsstyret har klart overskredet sine beføjelser ved at love noget uden først at have spurgt Landstinget.

Sermitsiaq ønsker på ingen måde at ødelægge den gode sag, som landsindsamlingen er udtryk for. Det var ikke det artiklen i sidste uge handlede om. Sermitsiaq ønsker med sin journalistik heller ikke at skade Grønland, men at fortælle offentligheden, når landsstyret går over stregen og misbruger sin position. Det er jo ikke landsstyreformandens egne penge han forærer væk, det er skatteborgernes - og så må han først spørge dem, der repræsenterer skatteborgerne, om han må bruge pengene - og det er altså Landstinget repræsenteret ved Finansudvalget.

Det er ikke journalisterne på Sermitsiaq, som skader Grønland i denne sag. De gør deres pligt og udfører deres arbejde. Det er landsstyret, som skader Grønland med sin udemokratiske handling.

Det kan godt være, man gjorde sådan i gamle dage, men derfor var det ikke rigtigt, og det viser kun, at dengang var landstinget svagt.

Som finansudvalgets formand siger. Der er kommet nye tider i Grønland - parlamentarismen er indført.

Det er vi glade for. Og vi er overbevist om, at vælgerne er glade for det.
P.S. I øvrigt er der grund til at spørge om, hvor resten af pengene er blevet af. Der blev indsamlet: 1.242.909,69 kr. og der blev overført 1,3 millioner - ialt 2.542.909,69. Men check’en var på 2.436.272,94 kr.
Der mangler 106.636,75 kroner - gik de til festen i Hjemmestyrets Danmarkskontor den 16. juni?