Indsigt: Siumut vil have god presse, hver dag!

Siumut vil have god presse, hver dag!

SIUMUTS UTILFREDSHED med den nuværende presse skyldes først og fremmest, at magten over medierne er gledet partiet af hænde. AG er ikke mere en Siumut-avis, som den var det i alt for mange år. Og heller ikke de øvrige medier lader sig længere tryne til hvad som helst.

Tirsdag d. 14. september 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik.

SIUMUT-PARTIET er træt af den grønlandske presse og har været det længe. Tidligere på året fik AG skylden for, at Siumut ikke klarede sig godt nok ved landstingsvalget. Senere har de danske avisredaktører den ene gang efter den anden fået, så hatten passer. Og for at fuldende vendettaen mod pressen, blev hele den grønlandske journaliststand i forsommeren beskyldt for at have adopteret dansk tankegang i udførelsen af deres journalistiske arbejde. Siumut-formand og landsstyreformand Jonathan Motzfeldt gik selv i forreste række, da de her i landet uddannede grønlandske journalister blev hængt ud for noget, der næsten blev sammenlignet med landsforrædderi.

Men nu skal det være slut. Det velklingende "Siumut Summer Summit II" har været forum for en debat om den Siumut-fjendske presse. Her har deltagerne udtalt, at der er stærkt behov for et landsdækkende dagblad, der "respekterer befolkningens synspunkter og interesser". Sagen kommer op på næste landsmøde, og landsfaderen synes, den skal fremmes.

UDGANGSPUNKTET for Siumuts ønske om en ny avis er en påstand om, at mediernes alsidighed og upartiskhed gennem flere år er blevet kritiseret og betvivlet, "og stemningen har ikke vendt sig til det bedre", lyder det fra sommermødet (læs side 6).

Det er en uhørt påstand. Ved sidste debatrunde i forsommeren, hvor de grønlandske journalister stod for skud, reagerede AG’s læsere med en massiv opbakning af journalister og presse. De gav klart udtryk for, at de føler sig trygge ved mediernes - og især avisernes - kritiske arbejde.

Der er ingen vidnesbyrd om, at "befolkningens synspunkter og interesser ikke respekteres". Aviserne, der bortset fra et lille distributionstilskud, som svarer til de fleste andre landes, må klare sig selv, har ingen særinteresser at varetage. Stoffet bestemmes af tidens hændelser, og udvælgelsen sker efter objektive eller ressourcebestemte kriterier. Ingen læsere og borgere udelukkes fra at deltage i debatten, hvis de da ellers respekterer bladets beskedne krav om ikke at brede sig for meget.

MEN VI KAN IKKE udelukke, at Siumut alligevel kan have god grund til at ønske en ny avis på gaden. Det er nemlig sjældent, partiet kan være helt glad, når de grønlandske aviser udkommer, og det skyldes ikke almindelige sprog- eller stavefejl, men en vedholdende kritik af, at partiernes politiske og administrative samfundsopgaver ikke altid løses ordentligt og pålideligt. Sådan mener AG, at avisen respekterer "befolkningens interesser".

Siumut-folket skal forresten ikke tro, at en ny og tredje avis vil lede den kritiske opmærksomhed bort fra partiet. En ekstra avis vil blot betyde, at den samlede presse bliver endnu mere vågen og afdækker endnu flere politiske fejl og mangler. Og det vil ramme Siumut som en hvilken som helst anden. Det er bare ikke den sensommervise, de Siumut-delegerede synger ved partistævnet i Sydgrønland, og de næste betragtninger må derfor være, om de har en eller anden trumf i ærmet:

EN NY AVIS, især et dagblad, vil ikke kunne realiseres uden et massivt tilskud fra landskassen. Hverken bladsalget eller annoncesalget vil blive overvældende - bladsalget, fordi avisen med det indhold, Siumut lægger op til, ikke er pengene værd, og annoncesalget, fordi et dagblad (smid-væk-hver-dag) er mindre attraktivt som annoncemedie. Hertil kommer, at produktionsomkostningerne til et dagblad med udelukkende grønlandsrelevante nyheder bliver tårnhøje.

Der skal altså tilskudsmidler til - ikke bare et økonomisk skulderklap, men en donering på 10-20 millioner kroner om året.

Nu er det bare sådan, at Siumut Summer Summit-deltagerne ikke forestiller sig, at den ny avis skal være en Siumut-avis. Det siger de i alt fald. Men hvad har de ellers tænkt sig? Det havde været hæderligt og ordentligt at sige, at vi her i landet har brug for nogle partipolitisk engagerede aviser, deciderede parti-aviser. Ikke fordi vi her på avisen nødvendigvis er enige i det synspunkt, men fordi det er det, det handler om.

SIUMUTS UTILFREDSHED med den nuværende presse skyldes først og fremmest, at magten over medierne er gledet partiet af hænde. AG er ikke mere en Siumut-avis, som den var det i alt for mange år. Og heller ikke de øvrige medier lader sig længere tryne til hvad som helst.

Det er der, konflikten mellem Siumut og medierne tager sit udspring. Det er ikke mere politikerne, der sidder på pressen, og det beklager de. Ved nu at forsøge sig med en tilskudsavis med politiske betingelser for tilskuddets størrelse kan de tilbageerobre noget af det tabte land. Men det er en uærlig kamp, hvor magtmisbrug og landskassemidler bliver løftestang og vælgerne tabere.

Længe leve AG og den frie presse!