Indsigt: Ansvar og presseetik

Ansvar og presseetik

KNRs nyhedsværter svigtede deres presseetiske ansvar, da de annoncerede 3. verdenskrig efter terrorangrebene på New York og Washington DC

Fredag d. 14. september 2001
Erik Holmsgaard
Emnekreds: Aviser, radio og TV.


"Han sidder ved sit Arbeidsbord; man kan neppe øine ham, i den Grad er han omgiven af eller fordybet i Papirer, Bøger, Skrifter, Aviser, Journaler, Akter, Breve, Konstværker. Saaledes sidder han ved sit Arbeidsbord, bøiet under den uhyre Anstrengelse af at bære Vægten, han har paa hovedet, at Intet, Intet, ikke det Ubetydeligste ikke det Betydeligste, Intet i Staden, i Landet, ja i hele Europa skeer uden at gaae igjennem Journalisten."
Sådan skrev Søren Kierkegaard i 1846 om journalister i et essay om pressens etik - og det var bestemt ikke beundring, han gav udtryk for.

Tværtimod. Han var fuld af mistro til journalisters evner, viden og moral, og han konkluderede ironisk:

"Journalisten maa være inde i Alt, maa strax, uden have hørt det Mindste om Sagen, forstaae den, kjende Lands Lov og Ret bedre end alle Jurister."

Journalisters omdømme er ikke blevet meget bedre siden da. Såvel større som mindre filosoffer - faktisk en meget stor del af befolkningen - mener, at journalisters ærlighed og arbejdsmoral kan ligge på et meget lille sted.

3. Verdenskrig
Her i landet må befolkningens tillid til journalister have lidt et endeligt grundskud i denne uge.

Tirsdag den 11. september 2001, den dag verden blev vidne til den ubegribelige terror i New York og Washington DC, annoncerede KNR, at 3. Verdenskrig var brudt ud.

At der ikke var tale om en tilfældig (men utilgivelig) bommert fra de to studieværters side ligger klart, for budskabet blev gentaget flere gange.

Her på redaktionen, hvor staben er uddannet til ikke at fæste lid til hvad som helst, brød kaos løs. Lamslået fulgte vi de første minutter i KNRs ekstraudsendelse tirsdag middag. Panikslagne kolleger ringede til deres familier. Billederne talte deres eget dybt alvorlige sprog.

Men hvorfor skulle de direkte TV-billeder af terroristernes perverse handlinger følges op med budskabet om, at en ny verdenskrig var brudt ud? Hvorfor skulle befolkningen have dette chok?

Vi fik aldrig forklaringen.

Ganske vist må forstandige mennesker have overbevist de to studieværter - begge ansat i journalistiske chefstillinger - om, at de skulle trække deres udtalelser tilbage. Det gjorde de så - forkølet og uden acceptabel forklaring - ved ekstraudsendelsens afslutning.

Da KNR tirsdag aften blændede op for endnu en ekstraudsendelse fra nyhedsstudiet i Nuuk, indledte de samme studieværter udsendelsen med et dementi af deres fatale budskab tidligere på dagen, men endnu engang et af den forkølede slags. En af den slags undskyldninger, hvor man frikender sig selv - og løber fra ansvaret: Det var presseforlydender, som havde bragt de rutinerede journalister ud på limpinden. Hvor var researchen?

Det var pinligt. Det var ynkeligt. Og utilgiveligt.

Pressefriheden
Vi journalister, pressen og medierne forveksler ofte pressens højt besungne uafhængighed med ufejlbarlighed.

Måske er denne indbildte ufejlbarlighed vores naturlige immunforsvar. Det kommer i funktion, når vi bliver kritiseret og angrebet. Med rette eller urette.

Kritik af medier og journalister er i mange situationer udtryk for et ønske om - eller reaktion på et afvist ønske om - at få indflydelse på indholdet i medierne.

Det ved man alt om på KNR, som flere gange har været under pres fra politikere, som var utilfredse med nyhedsdækningen i radio og TV. Vi så lignende tilbøjeligheder til pressekontrol, da medieansvarsloven for ikke så længe siden skulle gennemføres. Da ønskede flere politikere indflydelse på pressens etik.

Netop disse utidige krav og ønsker er væsentlige årsager til, at mange i den offentlige debat oplever, at deres kritik af og angreb på journalister bliver afvist. Men sådan skal det være, når den slet skjulte dagsorden er ønsket om kontrol med medierne. Sådan skal det være, fordi mediernes uafhængighed er en fundamental nødvendighed for vores demokratiske samfund.

Men det er farligt, hvis fagets indbildte ufejlbarlighed udvikler sig til en selvtilstrækkelighed i faget, hvor fejl, en skidt etik og halvgjort arbejde bliver retfærdiggjort af, at nu lyder der igen en frygtelig larm og kritik - så må vores arbejde da være godt nok.

Pressefriheden og den journalistiske uafhængighed er en tung byrde, fordi begge begreber forudsætter, at faget og den enkelte journalist selv påtager sig et presseetisk ansvar og selv er en aktiv deltager i den presseetiske overvejelse og debat.

Denne opgave svigtede de to studieværter tirsdag den 11. september. Travlhed og muligvis journalisternes egen angst undskylder ikke, at de skabte frygt i et helt lands befolkning.

De svigtede deres opgave og deres ansvar. Gør vi det, svigter vi også et vigtigt grundlag for pressefriheden.

Vi nærer samtidig den mistillid til journalisters evner, viden og moral.