Indsigt: Tid til kvindekamp

Tid til kvindekamp

Da sekretæren for Fællesforeningen af Krisecentre, Aleqa Adolfsen, forleden måtte svare Radioavisen på, hvorfor kvinderne ikke gik på barrikaderne på den internationale kampdag, svarede hun, at de ikke har tid. - Kvinderne har jo arbejde, hjem, børn og desuden et privatliv at tage sig af, sagde hun.

Tirsdag d. 12. marts 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV.



UNDERTRYKKELSEN af kvinder i Grønland er åbenbart langt alvorlige, end vi (kvinder, mænd, hvem som helst) har troet. Den er så gennemført, at kvinderne ikke en gang lægger mærke til den.

Da sekretæren for Fællesforeningen af Krisecentre, Aleqa Adolfsen, forleden måtte svare Radioavisen på, hvorfor kvinderne ikke gik på barrikaderne på den internationale kampdag, svarede hun, at de ikke har tid. - Kvinderne har jo arbejde, hjem, børn og desuden et privatliv at tage sig af, sagde hun. De har simpelthen for travlt til at gå på barrikaderne.

Dét er en undertrykkelse, der er til at tage og føle på. Når kvinder selv siger, at de ikke har tid til sig selv, fordi de skal passe hus, hjem, børn og mand, så er der for alvor brug for at gå i kamp mod undertrykkelsen.

Masser af kvinder finder sig i tilværelsen med en uhyggelig selvfølgelighed - selvom de traditionelt placeres i bestemte roller med "kønsbestemte" opgaver og forpligtelser i forhold til mændene. De må oven i købet finde sig i, at det stadigvæk mandsdominerede samfund hidtil ikke har gjort noget videre for krisehjælpsbehandlingen af voldsramte kvinder. I Nuuk, hvor der er en kvindelig borgmester, løftes byrden imidlertid nu fra kvindernes overbebyrdede skuldre til det offentlige.

NU SIGER KVINDERNE, de ikke tid til at markere sig på Kvindernes Internationale Kampdag. Det er ren slavekultur at anerkende, at ens kønsrelaterede pligter og ansvar spænder ben for den personlige integritet og fastlåser kvinden i sin rolle som familiens, kontorets, arbejdspladsens tjenende og forpligtende ånd.

Den manglende kamp kan forlede mænd til at tro, at alt er i skønneste orden.

Og det er det jo ikke, når kvinden i frokostpausen både skal afsted til vuggestuen og give bryst og derefter ordne ugeindkøbet de sidste 10 minutter inden mødetid. Tag kampen op. Blæs på indkøbet, og lad personalet i vuggestuen give ungen en flaske. Og gå så på barrikaderne - i det mindste denne ene gang om året.

Slå dog et slag for ligestillingen både hjemme og på arbejde - og ved fronten på den internationale kampdag. Det er noget sludder, at kvinderne ikke har tid. Det er det samme som at sige, at man tjener for lidt til at kæmpe for at få noget mere i lønningsposen.

FÅ MANDEN til at forstå, at også han har ansvar for at få livet til at fungere. Og hvis han ikke vil, men tvært imod - måske med vold - vil slås for sine historiske "rettigheder", så organiser jer. Hold sammen. Brug kampdagen. Det her er da for ringe.