Den medie- og presseretlige situation i Grønland

Den medie- og presseretlige situation i Grønland er væsentlig forskellig fra det, som kendes i Danmark. Det beror bl.a. på, at Grønland har egen kriminallov, der med danske øjne må synes at være indholdsfattig. Endvidere har Grønland ikke fået gennemført særlove indenfor det medie- og presseretlige område.

Søndag d. 17. december 1995
Nicholas Symes
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Love og konventioner.

Indholdsfortegnelse:
1. Lovgrundlaget
2. Grundloven
3. Kriminalloven
4. Medieansvarsloven
5. Den europæiske menneskerettighedskonvention
6. Sammenfatning


Den medie- og presseretlige situation i Grønland er væsentlig forskellig fra det, som kendes i Danmark. Det beror bl.a. på, at Grønland har egen kriminallov, der med danske øjne må synes at være indholdsfattig. Endvidere har Grønland ikke fået gennemført særlove indenfor det medie- og presseretlige område.

1. Lovgrundlaget
I flere sammenhænge er Grønland et meget lille land i forhold til Danmark, ialtfald når samfundsforholdene sammenlignes. Befolkningstallet svarer til ca. 1% af Danmarks befolkning, og Grønland har kun tre væsentlige nyhedskilder, nemlig KNR (Kalaallit Nunaata Radioa - Grønlands Radio), der er en Hjemmestyreejet radio- og fjernsynsvirksomhed, samt to selvejende, dobbeltsprogede aviser AG og Sermitsiak. Endelig findes der en række lokalaviser, der primært kun indeholder annoncer og tv-programmer, og er derfor mindre relevant i nærværende sammenhæng. Lovgivningsmæssigt er det tilsvarende kendetegnende, at det samlede grønlandske lovkompleks er betydeligt mindre, og at konsekvensen heraf er, at der i lovgivningen findes huller, som i Danmark forlængst er udfyldt. Et af disse huller findes indenfor det medie- og presseretlige område.

I Grønland reguleres medie- og presseretten reelt kun af kriminalloven. Grundloven og Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) har kun en marginal rolle, hvor imod det tilsvarende område i Danmark foruden straffeloven tillige reguleres af medieansvarsloven, og tildels af EMRK i henhold til lov om Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

2. Grundloven
Grundloven gælder for alle dele af Danmarks Rige, jf. Grundlovens 1. Det betyder, at Grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed (§ 77) finder tilsvarende anvendelse i Grønland. Imidlertid er den herskende statsretlige teori om Grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse, at den alene sikrer mod forudgående censur. Beskyttelsen af ytringsfriheden er kun af formel, og ikke af materiel karakter, hvorfor ytringens retsstilling skal søges i de love, der direkte eller indirekte beskytter eller begrænser ytringsfriheden.

3. Kriminalloven
Før gennemførelse af den grønlandske kriminallov i 1954 (og for Nord- og Østgrønlands vedkommende i 1966) fandtes der ingen bestemmelser om freds- og husfredskrænkelser. Dette kunne bl.a. finde sin begrundelse i den stærke solidaritetsfølelsen mellem beboerne i de små grønlandske samfund, således at begreber som f.eks. "husfred" og "privat ejendomsret" fik en ganske anderledes betydning i forhold til den danske opfattelse. Man kom ofte på besøg, eventuelt i pleje, hos andre, og lån af forskellige genstande, f.eks. fangstredskaber var ganske udbredt, og til tider nødvendigt for at kunne overleve.

Anderledes forholdt det sig med ærefornærmelse. I inuitkulturen har ærebegrebet stor betydning, hvilket går igen i flere af de grønlandske sagn. Mindre tvister kunne udrydde de små samfund, og af samme grund måtte man omgå hinanden med dyb respekt. En konfliktløsningsinstitution var de såkaldte sanglege, hvor to stridende parter på skift sang nidviser, hvis indhold kunne nedgøre modparten i andres agtelse. Ved hjælp af de omkringstående personers hån og latter udfandtes en vinder.

Ordet udgjorde den største magt i det østgrønlandske samfund, og såfremt man undslog sig en sangkamp, var der betydelig risiko for, at man ville blive ramt af trolddom, foruden den skam man påførte sig ved kujonagtigt at trække sig ud af en duel. En nidvise hedder på grønlandsk " iverpaa ", der samtidig betyder "at åbne, tage ud eller gennemtrænge". Hermed menes, at ordet gennemtrænger modparten og fanger " ivigap ", den som nidvisen er rettet imod.

Til trods for ærebegrebets centrale betydning blev kapitel 20 i kriminalloven besynderligt nok ikke tillagt nogen væsentlig betydning ved lovens gennemførelse. Dette beror nok på, at udformningen af kriminalloven var forestået af danske embedsmænd, der i overensstemmelse med dansk kultur og retstradition sandsynligvis ikke kunne anse blotte skældsord, som trussel mod ens gode navn og rygte.

Kriminallovens kapitel 20 om freds- og ærekrænkelser omfatter relativ få bestemmelser, der beskytter borgeren mod uretmæssig indtrængen i privatlivet, hvor det tilsvarende kapitel i straffeloven (27) er væsentligt bedre udbygget.

3.1. Freds- og husfredskrænkelse
Straffelovens bestemmelser om freds- og husfredskrænkelse, samt hæleri til disse bestemmelser findes i § 263-264 d. Disse bestemmelser er med enkelte mindre ordlydsforskelle parallelt overført til kriminallovens § 68-69 b. Tilsvarende er straffelovens § 265 om forulempelse overført til kriminalloven i § 68, stk. 2.

Til trods for den mere eller mindre identiske ordlyd er retstilstanden ingenlunde ens i Danmark og Grønland. Det beror bl.a. på de principper, hvorpå henholdsvis kriminalloven og straffeloven bygger. Medens man i sanktionsudmålingen i dansk strafferetspleje tager udgangspunkt i den begåede gerning, tages der den i grønlandske kriminalretspleje udgangspunkt i gerningsmanden, hvilket vil sige, at foranstaltningsvalget bør lede til restitution af gerningsmanden uden større skelen til det eventuelle offer. Således skal foranstaltningen træffes med særligt henblik på gerningsmandens personlighed og på, hvad der efter de foreliggende oplysninger må skønnes at være nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser, jf. kriminallovens § 87, 2. led. Materielt betyder det, at f.eks. retspraksis ikke må anvendes i kriminelle sager, idet sagerne skal bedømmes på individuelt grundlag. Imidlertid må det nøgternt erkendes, at præjudikater og intern praksis i ganske vidt omfang anvendes i kriminelle sager, og ikke mindst ved Grønlands Landsrets behandling af sagerne.

3.2. Ærefornærmelser
Som et udgangspunkt i grønlandsk og dansk ret, findes der ikke æreløse personer. Selvom en person i almindeligheden er ganske ringe agtet, har vedkommende retskrav på beskyttelse mod ærefornærmelser.

Medens kriminallovens § 71, stk. 1 vedrører ærefornærmelser, omhandler straffelovens § 267, stk. 1 ærekrænkelser. Udover denne lille sproglige forskel, er der i overensstemmelse med det bærende princip i kriminalloven ikke tilknyttet nogen sanktion til bestemmelsen. Det betyder samtidigt, at der i kriminalloven ikke findes nogen parallel til straffelovens § 267, stk. 2 og 3, der vedrører kvalificerede ærekrænkelser (skærpende omstændigheder).

Kriminalloven har ligeledes heller ikke en bestemmelse om politisk ærekrænkelse, jf. straffelovens § 267 a. En parallel bestemmelse i Grønland kunne have været relevant, da avisen Sermitsiak i en stærkt krænkende artikel med tilhørende forsidebillede udpegede Landstingsmedlemmet Kaj Egede som løgnhals. Sagens omstændigheder var, at et landstingsmedlem, der samtidig var Grønlands repræsentant i Nordisk Råd, offentligt udtalte, at han havde afgivet en stemme til fordel for Nordskandinaviens oprindelige folk under en afstemning i Nordisk Råd, hvor imod stemmeprotokollen viste, at han ikke havde afgivet stemme. Dette misforhold mellem udtalelsen og virkeligheden fulgte avisen op, bl.a. med et stort billede af Kaj Egede på forsiden af avisen, samt med fed skrift:"Kaj lyver!". Kaj Egede truede herefter avisen med politianmeldelse for injurier. Anmeldelsen blev aldrig indgivet, men var årsag til flere spaltepladser i avisen. Artiklen var utvivlsomt ærefornærmende, og som sådan en overtrædelse af kriminallovens § 71, stk. 1. Men i henhold til kriminallovens § 71, stk. 2, der svarer til straffelovens § 269, ville Sermitsiak's artikel om Kaj Egede være sanktionsfri, når dens sandhed bevises og når avisen har handlet til berettiget varetagelse af åbenbare almene interesser. Derfor kunne det i denne sammenhæng have været særdeles relevant at have fået afprøvet sandhedsspørgsmålet for retten, samt få afprøvet grænserne for, hvad en politiker kan udsættes for af pressen.

Men idet sagen ikke blev prøvet ved domstolen, kan man kun gisne om, hvorledes udfaldet af en eventuelt sag ville have været. For så vidt angår prøvelse af sandheden, kunne avisen på den ene side dokumentere, at Kaj Egede mod sin påstand ikke havde afgivet stemme, medens avisen på den anden siden sandsynligvis ville have betydeligt sværere at godtgøre, om avisen med sine artikler og krænkende forsidebillede og tekst har handlet i berettiget varetagelse af almene interesser, jf. § 71, stk. 2, ligesom artiklen ikke er utilbørlig fornærmende, jf. § 71, stk. 3, 1. led (svarer til straffelovens § 270, stk. 1), og at Sermitsiak havde rimelig anledning til at bringe artiklen, jf. § 71, stk. 3, 2. led.

I et moderne demokratisk samfund er den politiske ytringsfrihed fundamental, hvor enhver bør være berettet til, i endog særdeles kritiske vendinger, at udtale sig om politikere, forvaltning, samfundsforhold og deslige. Derfor er det evident, at der på dette område bør være adgang til at føre sandhedsbevis over de forhold, kritikken er baseret på.

Væsentligt i denne sammenhæng er det at bemærke, at den "grove sandhed" kan bringes ind i det strafbare område i henhold til § 71, stk. 3 når sigtelsen har været utilbørlig fornærmende eller ikke har givet gerningsmanden rimelig anledning til fremsættelse af sigtelsen. Herved er der en klar adskillelse til straffelovens § 270, stk. 1, hvor sigtelsen både skal være utilbørlig fornærmende og ikke give gerningsmanden rimelig anledning til fremsættelse af sigtelsen.

Modsat af Danmark, kan der i Grønland ikke siges hvilken tendens der er i injuriesager. Dertil er der alt for få sager. I Danmark synes tendensen at være, at beskyttelsen for den almindelige borger langsomt går i retning af en udvidelse, medens retsudviklingen for en bestemt type borgere, først og fremmest politikere går i modsat retning. Denne udvikling vil sandsynligvis have indflydelse på udviklingen i Grønland, hvorfor det må antages, at mediernes ytringsfrihed udvides i forhold til de ledende politikere. Begrundelsen for den begrænsede privatlivsbeskyttelse for de ledende politikere - uanset om disse befinder sig i Danmark eller Grønland - er, at det demokratiske grundlag, vælgerne, har et behov for at kende så meget som muligt om politikerne, før de tager stilling til politikernes anmodning til borgerne om at lade sig repræsentere af disse. Sandheden er, at politikere næsten ikke er at komme af med igen, når først de er blevet valgt, hvorfor et større kendskab til politikerens politiske og personlige forhold giver borgeren et bedre beslutningsgrundlag, når beslutning om valg eller forkastelse skal tages.

I sagen vedrørende Kaj Egede må det således antages, at han som politiker må finde sig i overordenligt meget, og at en parallelbestemmelse til straffelovens § 267 a kun i begrænset omfang ville have ydet ham beskyttelse. Bestemmelsen synes imidlertid ikke at være et stort savn for den grønlandske kriminalretspleje, ligesom den i Danmark kun synes at have antikvarisk relevans.

3.3. Bagvaskelse
I kriminalloven er der ikke gennemført en særlig bestemmelse om bagvaskelse. Det beror bl.a. på, at der i kriminalloven ikke er foretaget en nuanceret gradsinddeling af delikterne. Straffelovens § 268 om bagvaskelse beskrives som fremsættelse af urigtige kvalificerede sigtelser. En sådan adfærd i Grønland vil umiddelbart kunne henføres til kriminallovens § 71, stk. 1 om ærefornærmelser.

Bagvaskelse overfor døde, jf. straffelovens § 274, er ligeledes heller ikke medtaget i kriminalloven. På dette punkt lider kriminalloven en betydelig mangel, idet der ikke eksisterer bestemmelser om ærefornærmelser overfor døde, samt at kriminallovens § 25 om gravfred ikke yder den afdøde nogen beskyttelse overfor bagvaskende eller ærefornærmende ytringer. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at inuitkulturen opererer med særlige moral- og ærekodeks for så vidt angår afdøde. I de gamle myter og sagn kan man læse om slægtsfejder, hvor døde skal hævnes, og om døde, der er blevet genoplivet ved hjælp af åndemaning. Den dag i dag har man stadig den smukke tradition, at man navngiver børn efter en nylig afdød slægtning. Det er min opfattelse, at afdødes ære bør være en værnet interesse, og krænkelse af denne bør være anført som et særskilt delikt. Dog kan pålægges ansvar efter kriminallovens § 69, 2. pkt. for uberettiget viderebringelse af meddelelser eller billeder vedrørende afdødes private forhold eller billeder af afdøde under omstændigheder, der åbentbart kan forlanges unddraget af offentligheden.

I udkastet til kriminalloven (s. 91) bemærkes det, at en parallelbestemmelse til straffelovens § 274 ikke er medtaget i kriminalloven, idet kriminallovens § 71 yder de ved den danske bestemmelse værnede interesser tilstrækkelig beskyttelse. Ud fra en stringent ordmæssig fortolkning er denne bemærkning kun tvivlsom korrekt.

3.4. Diskrimination
Kriminallovens § 71 a er en parallelbestemmelse til straffelovens § 266 b. Imidlertid er der ikke sket "regelharmonering" efter gennemførelse af lov nr. § 357 af 3. juni 1987 om ændring af straffeloven for så vidt angår forbud mod diskriminering på grund af seksuel orientering. Modsætningsvis betyder det, at diskrimination i Grønland på grundlag af seksuel orientering ikke er forbudt. Kuriøst kan det nævnes, at lov om registreret partnerskab heller ikke er blevet gennemført i Grønland.

Tilstedeværelsen af kriminallovens § 71 a er i dag mere af formel end reel betydning. Grønland er et bi-etnisk samfund, der bl.a. er kendetegnet ved stor tolerence overfor diversiteten indenfor race, hudfarve og tro. Danmark har hele vejen gennem sin tilstedeværelse i Grønland forsøgt at respektere inuits kulturelle arv, og inuit har ikke været afvisende overfor den danske kultur. Imidlertid har der været politisk trommeslåen, hvor hovedbudskabet har været, at problemerne i Grønland var forårsaget af danskerne, og at "de dumme danskersvin skal ud af Grønland". Disse manisfestationer har indtil videre været betragtet som billig politisk valgflæsk, uden reelt indhold. Den eneste sag, der har været afgjort efter denne bestemmelse vedrørte en dansk håndværker, der fremsatte nedværdigende udtalelser om det farvede amerikanske lufthavnspersonel i Thule.

3.5. Mortifikation
Såvel i straffelovens § 273, stk. 1 og i kriminallovens § 71, stk. 4, er der adgang til at forlange mortifikation i dommen. Imidlertid er der ikke adgang med hjemmel i kriminalloven til at forlange berigtigelse på gerningsmandens bekostning. Manglen på denne institution er ganske væsentlig, idet medieansvarslovens § 54 om berigtigelse ikke finder anvendelse i Grønland. I bemærkningerne til Kriminalloven (s. 33) anføres det, at en parallelbestemmelse til straffelovens § 273, stk. 2 i kriminalloven ikke anses for nødvendig, idet bestemmelse kun vil få ringe praktisk betydning.

3.6. Påtale
I henhold til kriminallovens § 82 eksisterer der kun offentlig påtale i kriminalsager i Grønland, hvor imod kapitel 27 i straffeloven som udgangspunkt er undergivet privat påtale, jf. straffelovens § 275. Denne høje grad af officialmaxime genses i den grønlandske retsplejelov, og har sit naturlige udspring i kodificeringen af kriminal- og retsplejeloven, hvor man forudså et behov for at have hånd i hanke med den kriminalretlige udvikling, jf. bemærkninger til loven (s. 35). Endvidere anvendtes straffelovens § 25 (ophævet i 1961) som model for kriminallovens påtalebestemmelse.

4. Medieansvarsloven
Grønland har ingen medieansvarslov, ej heller en presselov, og der er ingen lovbestemmelser, der dækker et retligt spørgsmål om medieansvar.

I Danmark blev presseloven fra 1938 afløst af lov nr. 348 af 6. juni 1991 om medieansvar. Baggrunden for ændringen var, at den teknologiske udvikling havde overhalet presseloven indenom. Presseloven omhandlede kun den trykte presse, og var ikke længere tidssvarende, idet de elektroniske massemedier udgjorde en ganske anselig del af medie- og pressemarkedet. Der var således et retligt behov for, at navnlig radio og tv tilsvarende skulle undergives et presseretligt ansvarssystem.

Medieansvarsloven omfatter først og fremmest placering af ansvar i såvel strafferetlig som erstatningsretlig henseende (henholdsvis kapitel 3 og 4), om presseetik (kapitel 5), om retten til genmæle (kapitel 6), om pressenævn, der behandler sager om presseetik og genmæle (kapitel 7), og om sanktioner (kapitel 8).

Mediebillede i Grønland minder i nogen grad om det danske. De væsentligste nyhedskilder kommer fra såvel den trykte presse som fra de elektroniske massemedier. Alligevel er der endnu ikke gennemført en medieansvarslov i Grønland, og da der samtidigt aldrig har været gennemført en presselov, står man her overfor et stort retligt hul.

I mangel af en medieansvarslov/presselov kan kriminallovens 9 om medvirken finde anvendelse. Imidlertid synes denne situation at være ganske absurd, idet detailledet i så fald kan være omfattet af bestemmelsen om medvirken til overtrædelse af kriminallovens kapitel 20, når avisen indeholder elementer af freds- og ærekrænkelser. Ydermere synes avisbude, købmanden, trykkeren og så fremdeles at kunne gøres ansvarlige for overtrædelse af kriminallovens § 69 om uberettiget videregivelse af meddelelser og billeder, ligesom køberen af avisen gør sig skyldig i meddelelseshæleri, jf. kriminallovens § 69 b. Denne situation er imidlertid ikke et korrekt billede af gældende grønlandsk medie- og presseret. Når påstande om freds- og ærekrænkelser rejses, sigtes først og fremmest artikelforfatteren og subsidiært "ansvarshavende" redaktør, hvis artiklen ikke er navngivet. Således minder den medie- og presseretlige situation i Grønland om den danske, til trods for, at der ikke er lovgivet på området. Således følger medie- og presseretten i Grønland, som de andre ulovgivne områder i grønlandsk ret, den danske retstilstand, og i særdeleshed de normer, der gælder for pressen, herunder god presseskik.

Under landstingets efterårssamling i 1994, var gennemførelse af en medieansvarslov på dagsordenen. Imidlertid fjernede man dette punkt før det kom til behandling i tinget, idet der ikke var skabt tilstrækkelig klarhed om omkostninger, rammer for et pressenævn og deslige.

5. Den europæiske menneskerettighedskonvention
EMRK med tilhørende protokoller er gældende I Grønland, jf. kongelig resolution af 31. marts 1953,hvor Danmark den 13. april 1953 på vegne af Danmark, Færøerne og Grønland ratificerede Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), efter at Rigsdagen havde meddelt sit samtykke (se i øvrigt Bet. 1220/1991, s. 41).

Ved lov nr 285 af 29. april 1992 om EMRK, blev EMRK inkorporeret i dansk ret, hvorefter konventionens tekst kan påberåbes i danske retssale. Af § 5 i samme lov fremgår det, at loven ikke gælder for Grønland. Der er derved skabt en retlig forskel mellem Danmark og Grønland i forhold til EMRK. For Danmarks vedkommende betyder inkorporeringen af EMRK, at ytringsfriheden nyder en materiel retlig beskyttelse ved konventionens artikel 10 (1), medens ytringsfriheden i Grønland stadig kun nyder formel beskyttelse ved Grundlovens § 77. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at udvalget foreslog, at loven umiddelbart skulle være gældende for Grønland. Imidlertid fandt Justitsministeriet det rigtigst, at lovens ikrafttræden for Grønland skulle gøres til genstand for sædvanlige forhandlinger med Grønlands Hjemmestyre. Spørgsmålet er blot hvornår disse forhandlinger påtænkes at finde sted.

Hvor umuligt det af og til må synes i det grønlandske retssystem, tilstræbes opfyldelse af de folkeretlig mål, og i særdeleshed i disse tider, hvor der er global fokus på de oprindelige folkeslag. Det er således et spørgsmål om reel efterlevelse af EMRK, der må anses for centralt, og ikke hvorvidt den grønlandske borger kan påberåbe sig EMRK ved de grønlandske domstole.

I medie- og presseretligt sammenhæng er EMRK artikel 10 om ytringsfrihed særdeles relevant, hvilket bl.a. sagen om Bjørn Barfod viste.

Omstændighederne i sagen vedrørende Bjørn Barfod var, at Barfod kritiserede en dom, der vedrørte retlige spørgsmål om hjemmel til opkrævning af skat. Sagen var anlagt af det danske personale på Thule Airbase mod Grønlands Hjemmestyre. Domstolens sammensætning bestod af to lægdommer, der til dagligt var ansat under Grønlands Hjemmestyre, samt en juridisk dommer. Afgørelsen i sagen blev to stemmer mod een i hjemmestyrets favør, hvorfor Barfod i sin artikel skrev:" ...landstingets medlemmer kunne holde øje med, at de to grønlandske lægdommere nu også gjorde deres pligt, og det gjorde de da! Dommerstemmerne stod to imod een i hjemmestyrefavør, og med det dommerpanel skal der ikke meget fantasi til at gætte, hvem der har stemt hvad... ". Det foranledigede landsdommeren for Grønland til at indgive politianmeldelse mod Barfod for ærefornærmelser (jf. kriminallovens § 71, stk. 1), og i kredsretten i Narsaq og ved senere stadfæstelse i Grønlands Landsret blev Barfod idømt en bøde på kr. 2.000. Sagen blev indklaget til Den europæiske Menneskerettighedskommission, der med 14 stemmer mod een fandt, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 10 (Barfods ytringsfrihed). Sagen blev efterfølgende bragt for domstolen (EMRD 145), der omvendt af kommissionen frifandt Danmark med 6 dommerstemmer mod een. Domstolen fandt, at der var foretaget et indgreb i Barfod ytringsfrihed, men at domsmagtens integritet måtte beskyttes i overensstemmelse med, hvad der anses for nødvendige i et demokratisk samfund, jf. artikel 10 (2).

6. Sammenfatning
Karakteristisk for Grønland om sager om ærefornærmelser er, at de for første sjældent bliver anmeldt til politiet, og for det andet sjældent fører til domfældelse. Dette beror måske på, at begrebet ære er et svært definerbart begreb, og at det kan befrygtes, at man fra de udsendte danske embedsmænd i anklagemyndigheden og i landsretten har svært ved at skue ud over egne kulturnormer. Netop fordi ærebegrebet er svært håndtérbart, er det min fornemmelse, at retssystemet vægrer sig mod sager om ærefornærmelser. Et eksempel her på var, da en tidligere retsassessor ved Grønlands Landsret blev anmeldt for injurier for i radioens lørdagsmagasin i maj 1986, ubegrundet og mod bedre vidende havde udtalt, at bestyrelsen i Nuuk TV ApS havde en personlig økonomisk interesse i opløsning af en TV-forening. Sagen blev henlagt uden tiltale med den begrundelse, at retsassessoren ikke havde forsæt til krænkelse. Et andet ikke uvæsentligt problem er behandlingen af ærefornærmelsessager i Grønlands Landsret, hvor retsformanden ikke behersker det grønlandske sprog, og hvor sagen således må foretages under medvirken af tolk, hvorved de ærefornærmende ytringer kan miste eller tillægges en anderledes betydning, når den ærefornærmende ytring oversættes.

Som eksempel kan nævnes en af de få trykte domme om ærefornærmelser (TfGR 1981 s. 16f.), hvor tiltalte i Aasiaat kredsret blev dømt for ærefornærmelser for at have sagt: " ârdlerinartokarmat ernutáka pisiniartitaraluardlugit, sapingajagkaluardlunga nangminek pisiniarfiliartalerpunga ". Såfremt sagen var blevet anket til Grønlands Landsret skulle denne sætning tolkes til dansk, og hvem kan garantere, at visse nuancer ikke ville gå tabt ved tolkningen; anklagemyndigheden, der består af en dansk udsendt embedsmand, bisidderen, der meget ofte kun er dansktalende, eller dommerpanelet?

Grønland har sit eget demokrati, egne folkevalgte organer og politiske partier. Den politiske debat er lige så vigtig i Grønland, som den er i Danmark eller noget andet sted i verden. Derfor er ytringsfriheden i Grønland et de vigtigste midler i den demokratiske proces og for udvikling af det grønlandske samfund. Men begrebet ytringsfrihed får kun mening, hvis man ser på de begrænsninger der findes i ytringsfrihed, ligesom pressefriheden tilsvarende skal modholdes med personlighedsretten (privatlivets fred).

De grønlandske medier er langt hen ad vejen underlagt en vis form for ensidig politisk styring. Som i Danmark har de to eksisterende aviser i Grønland deres politiske observans. Men på grund af, at der kun er meget få medier, har de partier, der ikke nyder mediernes gunst meget svært ved at komme til orden. Således har Landstingets næststørste parti, Atassut, til landstingsvalget i foråret 1995 været nødsaget til at udgive sin egen separate valgavis, idet nyhedsmedierne ikke loyalt har gengivet deres valgoplæg, ligesom nyhedsmedierne blev væk, da partiet afholdt pressemøde forud for valget.

TV-stationen, KNR, har Jens Lyberth som direktør, der er en tidligere frontfigur i Siumut, samt tidligere landsstyremedlem for kultur mv. Denne politisering af medierne skaber nogle reelle problemer, hvor grænsen mellem politisk agitation og objektiv nyhedsformidling udviskes. Senest optrådte TV-journalisten John Lynge i politisk reklame, hvor partiet Siumut brugte hans billede og det program, hvor han fungerer som oplæser. Budskabet i den politiske agitation var, at et bestemt grønlandsksproget program (Qanorooq) skulle være på dansk. Ud over, at der kan være et reelt retligt problem i at anvende personbilleder uden forudgående tilladelse, jf. bl.a. UfR 1986 428 Ø, så må ligeledes anses for ganske problematisk, at ledende politiske partier i deres valgoplæg dikterer programfladen i det eneste landsdækkende TV-medie.

I modsætning til Grønland føres der i England fra politisk hold "en arms længde politik" til medierne, hvor man ikke tillader en direkte indblanden fra det poltiske styre i medierne. Enhver forbindelse mellem det politiske styre og medierne foregår på et sagligt objektivt grundlag, der på ingen måde kan relateres til politik. Denne politik var begrundet i før-krigstidens europæiske regimers (mis)brug af medierne til ensidig politisk agitation. Resultatet har været, at man i medierne har haft en meget vid politisk kritik, hvor kun kongehuset (indtil for nyligt) har nydt en vis form for immunitet. I Grønland har situationen været omvendt. AG fik indtil for nogle år siden subsidier fra Hjemmestyret, og Sermitsiaq blev for nogle år siden frosset ude fra Hjemmestyrets pressemøder og fik ingen pressemeddelelser, sandsynligvis fordi avisen havde været for kritisk overfor den daværende landsstyreformand Jonathan Motzfeldt.

Under anden verdens krig oplevede grønlænderne propaganda. Ved Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940, stoppede den daglige radioavis sendt fra København-Kalundborgsenderen. Derefter var grønlænderne henvist til udenlandske radiostationer, herunder BBC, London, der hver dag havde en 5 minutters udsendelse på dansk, men sandsynligvis under en stærk engelsk censur. Ikke desto mindre var det imponerende, at landsfoged Aksel Svane allerede to dage efter Danmarks besættelse udsendte presse på baggrund af de meldinger, der kunne modtages via radio. Hverken dengang eller i dag er nyheder, der er underlagt en militær eller politisk censur troværdige.

Derfor er der et grundlæggende behov for, at retstilstanden indenfor det medie- og presseretlige område opgraderes, om ikke på højde med amerikanske eller europæiske retlige tilstande, så i det mindste til et dansk niveau. Og der er ved at ske noget. I foråret 1994 nedsattes den store retsvæsenskommission, der har til opgave at granske kriminal- og retsplejen i Grønland. En af opgaverne bliver bl.a. at sørge for, at det grønlandske samfund kan leve op til kravene i EMRK. Som led i dette retsvæsensarbejde, kan kommissionen passende drøfte den medie- og presseretlige situation. Højesteretsdommer Per Walsøe, der er formand for kommissionen har i alfald givet udtryk for, at man i kommissionen er åben overfor forslag, der kommer fra det grønlandske folk, jf. TfGR 1995, s. 10ff. Imidlertid er kommissionens arbejde ikke færdigt før 1997, måske senere. Inden da, må det anses som sandsynligt, at medie- og presseretten i Grønland allerede har været undergivet en gennemgribende revision, bl.a. ved gennemførelse af en medieansvarslov.

Den sidstnævnte situation er ganske symptomatisk på lovgivningsproblemet vedrørende Grønland. Lovgivningskompetencen er dualistisk. På den ene side kan Grønlands Hjemmestyre lovgive på kulturområdet (medierne), medens kriminal- og retsplejeloven stadig er undergivet Justitsministeriets resort, og lovgivningskompetancen på dette område fortsat er hos Folketinget.