Unge i Grønland: sociale problemer er den enkeltes ansvar

Ansvaret for sociale problemer ligger i højere grad hos enkelte personer end i det grønlandske samfund. Det er holdningen blandt en gruppe grønlandske unge i projektet NAKUUSA.

Torsdag d. 19. juni 2014
SFI Det nationale forskningscenter for Velfærd  
Emnekreds: Børns vilkår, Samfundsforhold, Sociale spørgsmål.

Ansvaret for sociale problemer ligger i højere grad hos enkelte personer end i det grønlandske samfund. Det er holdningen blandt en gruppe grønlandske unge i projektet NAKUUSA. Der er brug for, at de unge forstår mulighederne for forandringer gennem politiske reformer, mener SFI-forsker.

SFI følger udviklingen i projekt NAKUUSA, der siden 2011 har arbejdet med forholdene for grønlandske børn og unge. En ny rapport fra SFI om projektet beskriver 37 unge grønlænderes viden og holdninger til de sociale problemer i Grønland.

Udviklingen fra 2011-2013
Det er de færreste unge, der mener, at ansvaret for at håndtere sociale problemer ligger hos landspolitikere eller kommunalpolitikere. I 2011 var holdningen, at politiet havde et stort ansvar for at handle, men i 2013 mener de unge i højere grad, at de selv har et ansvar. Desuden peger de også på et ansvar hos psykologer, skoler, ansatte i departementer og kommuner og ikke mindst forældrene.

Sæt fokus på mulighed for forandring
Ifølge seniorforsker Else Christensen, der har forfattet rapporten, er der et behov for at oplyse de unge om veje til løsninger på de sociale problemer.

”En forsigtig tolkning af de seneste undersøgelsesresultater tyder på, at det kan være relevant at oplyse de unge mere om samspillet mellem samfund og individer, når det drejer sig om at forstå, hvordan problemer opstår, og hvordan de kan løses. På den måde kan der igennem debat og undervisning opbygges en tro på, at løsninger på sociale problemer kan findes i form af politiske reformer og beslutninger,” fortæller Else Christensen.

Projektet NAKUUSA gennemføres af Departementet for Familie og Justitsvæsen, Selvstyret i Grønland og UNICEF i Danmark. SFI udgiver fire rapporter om NAKUUSA’s arbejde, og denne rapport er den tredje. Rapporten udkommer også i en grønlandsksproget udgave.

Hent rapporten her
2 år efter starten af Nakuusa