Indsigt: Børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt i Danmark – fra danske kommuner

Børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt i Danmark – fra danske kommuner

Den højere anbringelsesprocent blandt børn med grønlandsk baggrund i Danmark skal ses i sammenhæng med anbringelsesprocenten i Grønland, hvor 4,5 % af alle børn er anbragt uden for hjemmet i plejefamilie eller på døgninstitution. Børn med grønlandsk baggrund i Danmark er altså meget oftere anbragt uden for hjemmet sammenlignet med børn med dansk baggrund – men kun lidt oftere anbragt uden for hjemmet, når de sammenlignes med børn, der bor i Grønland. Undersøgelsen kan ikke vise, i hvilken grad familier med grønlandsk baggrund ligner familier, der bor i Grønland. De høje anbringelsestal i begge grupper tyder dog på, at en del familier med grønlandsk baggrund har svære betingelser for at få deres familieliv til at fungere, og at en del familier med grønlandsk baggrund i begge lande har brug for hjælp, inden børnene ender med at blive anbragt uden for hjemmet

Tirsdag d. 24. maj 2022
Jakob Trane Ibsen
Karen Margrethe Dahl
Maliina Grønvold Olsen
Mette Lausten
Emnekreds: Børns vilkår, Foder til læseheste, Grønlændere anbragt i Danmark.

Indholdsfortegnelse:
Forord
Sammenfatning
Børn med grønlandsk baggrund er oftere anbragt
Grønlandske forældre til anbragte børn i Danmark er vanskeligt stillede
Sprogvanskeligheder vanskeliggør inddragelse
Oplevelse af kulturelle forskelle og gensidige fordomme
Forskelle på det grønlandske og danske sociale system skaber misforståelser
Børnefaglige undersøgelser dækker et bredt spektrum af udfordringer og ressourcer, men forældrekompetenceundersøgelser bør tilpasses sprog og kultur
Forløb med forebyggende foranstaltninger præges af samarbejdsudfordringer
Mange hensyn i valg af anbringelsessted – sjældent fokus på sproglig og kulturel kontinuitet
Praktiske og sproglige begrænsninger i samværet
Anbragte børn med grønlandsk baggrund trives bedre end andre anbragte børn
Få børn taler grønlandsk
Perspektivering
Datagrundlag
1 Indledning
1.1 Børn med grønlandsk baggrund i Danmark – og deres forældre
1.2 Børn og familiers rettigheder
1.2.1 Oprettelse af en sag
1.2.2 Undersøgelse – og barnets og forældrenes ret til at blive hørt
1.2.3 Afgørelse og klage
1.2.4 Frivillighed (samtykke) eller tvang (uden samtykke)
1.2.5 Handleplan og valg af foranstaltning
1.2.6 Regler om samvær
1.2.7 Regler om hjemgivelse
1.2.8 Bisidder og oversættelse
1.2.9 Hensyn til kultur i børnekonventionen
1.3 Grønlandsk og dansk familiekultur
1.3.1 Træk ved familiekultur i Danmark og Grønland
1.3.2 Forskellige kulturopfattelser
1.4 Læsevejledning


© VIVE og forfatterne, 2022
e-ISBN: 978-87-7582-055-9
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE
Projekt: 301917
Finansiering: Midler fra Nordatlantpuljen afsat på Finansloven for 2021

VIVE
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Herluf Trolles Gade 11
1052 København K

www.vive.dk
VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.
Forord
Børn med grønlandske forældre, der bor i Danmark, anbringes 5-7 gange oftere uden for hjemmet end børn med danske forældre. Dette forhold vækker bekymring i Grønland og Danmark og har ført til, at der på finansloven for 2021 blev afsat midler til at afdække baggrunden for, at børnene anbringes, processen, når det sker, og trivslen hos de børn med grønlandsk baggrund, der anbringes fra danske kommuner. Dette er formålet med denne rapport, der bygger på registerdata fra Danmarks Statistik, spørgeskemadata indsamlet blandt børn, der bor i en plejefamilie eller på døgninstitution, samt kvalitative sagsog interviewdata om 17 familier med grønlandsk baggrund, der har et eller flere børn, der er anbragt uden for hjemmet. De kvantitative data er fra perioden 2014-2020, mens de kvalitative interviews er indsamlet i 2021.

Forhåbningen er, at rapporten kan hjælpe professionelle i de danske kommuner og grønlandske forældre til en større grad af gensidig forståelse og danne baggrund for, at det danske system bedre kan hjælpe grønlandske familier, der får brug for hjælp til at håndtere deres familieliv.

VIVE ønsker at rette en stor tak til forældre, børn og unge, plejeforældre og kommunale myndighedsrådgivere for at fortælle om deres oplevelse af anbringelsesprocessen og til de grønlandske forældre for at lade os læse om anbringelsesforløbet i børnenes anbringelsessager.

Rapporten er udarbejdet af Karen Margrethe Dahl, Maliina Grønvold Olsen, Mette Lausten og Jakob Trane Ibsen. Karen Margrethe Dahl har været projektleder på undersøgelsen.

Rapporten er finansieret af midler fra Nordatlantpuljen afsat på Finansloven for 2021. Den er blevet fulgt af en følgegruppe med repræsentanter for det grønlandske miljø i Danmark, myndighedsrådgivere og ledere fra danske kommuner og forskere. Der er foretaget eksternt og internt review af rapporten – vi takker for konstruktive kommentarer fra alle.

Kræn Blume Jensen
Forsknings- og analysechef for VIVE Social

Sammenfatning

Børn med grønlandsk baggrund er oftere anbragt

Børn med grønlandske forældre, der bor i Danmark, anbringes oftere uden for hjemmet end børn med danske forældre. Tal fra Danmarks Statistik viser således, at 5 ud af 100 børn, der er født i Danmark af grønlandske forældre, og 7 ud af 100 børn, der er født i Grønland af grønlandske forældre, er anbragt uden for hjemmet. Blandt børn med to danske forældre er omtrent 1 ud af 100 anbragt uden for hjemmet.

Opdeles familierne på forældres og børns fødested, ser vi, at forældre, der selv er født i Grønland, men hvor børnene er født i Danmark, har den højeste sandsynlighed for at få anbragt deres børn (16 %). Over for dette er anbringelseshyppigheden omkring 4 % blandt børn, der har en grønlandsk og en dansk forælder, og som selv er født i Danmark.

Disse markante tal er udgangspunktet for denne undersøgelse af børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark med deres familier. Undersøgelsen beskriver således ved hjælp af kvantitative og kvalitative data:
  1. Hvad der kendetegner de grønlandske familier, der oplever en anbringelse, og om børn med grønlandsk baggrund har en højere sandsynlighed for at blive anbragt, når man tager højde for familiernes kendetegn (fx beskæftigelse, psykisk sygdom, misbrugsbehandling, kriminalitet og evt. boligforhold)
  2. Hvordan sagsbehandlingen og anbringelsesprocessen foregår, når et barn med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet
  3. Hvordan børnene og de unges trives, og hvordan de oplever deres relationer til henholdsvis anbringelsessted, forældre og grønlandsk kultur.

Undersøgelsen fokuserer på alle børn, der har mindst en forælder, der er født i Grønland. Da den grønlandske identitet kan spille en varierende rolle for disse børn, omtales børnene som ”børn med grønlandsk baggrund” frem for fx ”grønlandske børn”.

Grønlandske forældre til anbragte børn i Danmark er vanskeligt stillede

Undersøgelsen viser, at grønlandske forældre, hvis børn anbringes uden for hjemmet i Danmark – ligesom danske forældre til anbragte børn – ofte står i en vanskelig situation i forhold til fx beskæftigelse, psykisk helbred og kriminalitet. I begge grupper er mindre end en fjerdedel af mødrene i beskæftigelse, omtrent halvdelen af mødrene har en psykiatrisk diagnose, og næsten halvdelen af fædrene har fået en betinget eller ubetinget dom for kriminalitet. På flere af disse parametre er de grønlandske mødre og fædre til anbragte børn ifølge de statistiske registerdata gennemsnitligt mere udsatte end de danske mødre og fædre: De er i højere grad eneforsørgere (66 % mod 55 %), i højere grad på kontanthjælp (66 % mod 55 %), ligesom forekomsten af misbrugsbehandling er højere (20 % af de grønlandske mødre mod 11 % af danske mødre til anbragte). Det kvalitative datamateriale bekræfter, at livet for en del af de grønlandske forældre til anbragte børn er præget af vold, misbrug, hjemløshed eller økonomisk usikkerhed. For nogle er denne situation opstået før flytningen til Danmark. Andre oplever først vanskeligheder i mødet med det danske samfund, der for en dels vedkommende fører til social isolation og ensomhed. I nogle af anbringelsessagerne spiller den sociale isolation sammen med andre risikofaktorer i familien og betyder, at helbredsvanskeligheder, misbrug eller økonomiske problemer får større betydning for familielivet, end disse risikofaktorer ville have fået, hvis der havde været et netværk omkring familien.

Forældrenes svære situation viser sig ved, at børn med grønlandsk baggrund i højere grad end børn med dansk baggrund anbringes på grund af deres forældres situation og i mindre grad på grund af deres egne individuelle vanskeligheder.

Sammenlignes den samlede gruppe af grønlandske forældre i Danmark med en dansk gruppe forældre med samme karakteristika (ifølge registerdata), reduceres forskellen på anbringelseshyppigheden mellem børn med dansk og grønlandsk baggrund væsentligt. Der er dog stadig en forskel – og en overrepræsentation – af børn og unge med grønlandsk baggrund på 1,7 procentpoint, idet vi i den sammenlignelige gruppe af børn med dansk baggrund finder 3,9 %, der er anbragt uden for hjemmet, mod 5,6 % af alle børn med grønlandsk baggrund i Danmark. Det vil altså sige, at børn med grønlandsk baggrund har 1,4 gange højere sandsynlighed for at være anbragt end børn med dansk baggrund, når der korrigeres for forskelle på familiernes baggrundsforhold. Den tilbageværende forskel kan sandsynligvis forklares med forhold i familierne, der ikke findes viden om i registrene, men som træder frem i det kvalitative datamateriale og i tidligere undersøgelser af grønlændere i Danmark.

Det kan fx handle om forældrenes traumereaktioner efter turbulente opvækstforhold, hjemløshed eller voldelige konflikter i familierne. Derudover kan det handle om en dårligere sagsbehandlingsproces i sagerne med de grønlandske familier, der fx betyder, at man i mindre grad lykkes med de forebyggende tiltag, der iværksættes forud for anbringelsen.

Sprogvanskeligheder vanskeliggør inddragelse

Sagsbehandlere og forældre er enige om, at det er befordrende for samarbejdet, at der deltager en tolk ved møderne, når forældrenes hverdagssprog primært er grønlandsk. I nogle anbringelsessager er der tolk på alle møder – i andre sker det ikke, selvom forældrene ikke fuldt ud forstår, hvad der bliver sagt. Når der ikke altid bruges tolk, handler det i nogle sager om, at sagsbehandlerne ikke ser et behov for tolk, fx fordi de har svært ved at aflæse, hvor meget forældrene forstår. Det kan også handle om praktiske udfordringer med at skaffe (uvildige) tolke. Nogle forældre oplever, at deres ønske om brug af tolk ikke imødekommes af sagsbehandlerne, men der er også eksempler på, at forældrene selv afviser tolkebistand, fordi de oplever at tale godt dansk, selvom det måske ikke rækker til at forstå fx lovgivning og andre ikke-hverdagslige emner på møderne. I forhold til skriftlig oversættelse af væsentlige dokumenter kræver lovgivningen, at der i hver sag foretages et konkret skøn af behovet hos de involverede borgere. Der er dog i de anbringelsessager, der indgår i det kvalitative data, ikke eksempler på, at skriftlige dokumenter er blevet oversat til grønlandsk.

Oplevelse af kulturelle forskelle og gensidige fordomme

Kulturelt opstår der forståelsesvanskeligheder mellem sagsbehandlerne og de grønlandske forældre, der både handler om forskellige måder at fremstille sig selv på og om forskellige værdier i opdragelse og familieliv. Det kan handle om, at sagsbehandlerne i mødesituationen oplever forældrene som passive, mens forældrene selv ser en tilbageholdende og lidt ydmyg selvfremstilling som et tegn på respekt. Det kan også handle om, at forældrene oplever at blive kritiseret for praksisser, som de oplever som normale blandt grønlændere. Det kan handle om kritik for ikke i tilstrækkelig grad at indtage en aktiv og styrende rolle i arbejdet med barnets udvikling, for ikke i tilstrækkelig grad at have en-til-en samtaler med barnet eller for ikke i tilstrækkelig grad at sikre barnet en fast struktur i hverdagen. De kulturelle forskelle er i sagsmaterialet ikke afgørende for beslutningen om anbringelse, men kan være med til at skabe et dårligt samarbejde i sagsbehandlingen og gøre, at forældrene har vanskeligt ved at indtage en positiv rolle i samværet med børnene.

Mange grønlandske forældre har desuden oplevelser af forskelsbehandling på grund af den grønlandske baggrund. Det kan være oplevelser, de har i mødet med det offentlige system eller i andre dele af samfundet, men handler ikke nødvendigvis om konkrete oplevelser i de børnesager, som undersøgelsen kigger på. Når forældrene møder sagsbehandlerne, er det dog i de mere konfliktfulde sager med en stærk forventning om at møde forskelsbehandling og ringeagt på grund af den grønlandske baggrund. En forventning, der hurtigt omsættes til beskyldninger om racisme, når sagsbehandlerne prøver at komme i dialog om situationen i hjemmet og omsorgen for børnene. En udbredt fortælling blandt grønlændere i både Danmark og Grønland om, at grønlandske forældre har stor risiko for at få anbragt deres børn i Danmark, kan derudover betyde, at nogle venter for længe med at bede om hjælp, og at man derfor ikke får gang i en konstruktiv forebyggende proces.

Forskelle på det grønlandske og danske sociale system skaber misforståelser

Ud over de sproglige og kulturelle forskelle er der også mulighed for misforståelser mellem forældre og sagsbehandlere, der handler om, at det faglige system er forskelligt for grønlandske børn og børn med dansk baggrund, og at forældrene derfor misforstår centrale begreber og oplever at blive vurderet væsentligt anderledes, og hårdere, som forældre i det danske system. I Grønland er der i en del områder en høj andel familier, der er udsatte. Da sagsbehandlere i Grønland derudover typisk har flere sager end en typisk dansk sagsbehandler, kan der være forskellige tærskler for, hvornår man griber ind i familien, og hvad der skal til, for at man anbringer et barn i Danmark og Grønland. Nogle forældre fortæller således, at de før flytningen til Danmark ikke havde været i kontakt med de sociale myndigheder og blev opfattet som en relativt normalt fungerende familie. De bliver derfor overraskede over, at deres familieliv bliver set som problematisk for børnene i Danmark og har ikke umiddelbart samme forståelse af, hvad der udgør en risikofaktor i et børneliv i Danmark som sagsbehandlerne. Derudover ser vi, at forældrene har svært ved at forstå, hvad fx et frivilligt samtykke til anbringelse betyder og har af konsekvenser. Det kan handle om, at der i Grønland er/har været en mere fleksibel tilgang til anbringelse, hvor forældrene selv har kunnet indgå aftaler om midlertidige anbringelser af deres børn hos familie og netværk – og ophæve aftalen, når de igen kunne have børnene boende. Misforståelser af begrebet frivillighed betyder, at nogle grønlandske forældre føler sig pressede til at acceptere et samtykke.

Børnefaglige undersøgelser dækker et bredt spektrum af udfordringer og ressourcer, men forældrekompetenceundersøgelser bør tilpasses sprog og kultur

Forud for en anbringelse skal der gennemføres en børnefaglig § 50-undersøgelse af barnets individuelle forhold og familiesituation. I nogle sager med børn med grønlandsk baggrund rejses der tvivl om, hvorvidt de gennemførte § 50-undersøgelser er egnede til at opfange de grønlandske familiers udfordringer og ressourcer, da især de anvendte psykologiske test i forældrekompetenceundersøgelserne mistænkes for kulturelle og sproglige bias (skævheder). VIVEs undersøgelse viser, at de gennemførte forældrekompetenceundersøgelser i sagsmaterialet bygger på et bredt spektrum af informationskilder og metoder samt flere forskellige typer af test. Der er således ikke eksempler på, at forældrene vurderes på et enkelt testresultat eller en enkeltstående kilde. Der er dog grund til at øge opmærksomheden omkring de kulturelle og sproglige bias, der kan være i testinstrumenterne, og arbejde mod, at psykologen, der tester forældrene, har forståelse for den grønlandske kulturbaggrund. Derudover påpeger undersøgelsen et behov for, at de anvendte test oversættes til grønlandsk og valideres på personer med grønlandsk baggrund.

Nogle forældre oplever, at forældrekompetenceundersøgelserne har for stort fokus på udfordringerne i hjemmet og kun i mindre grad har blik for ressourcerne. Den øgede brug af forældrekompetenceundersøgelser er indført for at styrke forældrenes retssikkerhed i tvangsanbringelsessager. I nogle af sagerne med de grønlandske familier oplever forældrene dog i stedet, at deres position som forældre svækkes, ved at problemerne i familien bliver tydeliggjort af en autoriseret psykolog, som de oplever står på samme side i sagen som den kommunale sagsbehandler. Dette forhold understreger et behov for at sikre, at undersøgelserne ikke har indbyggede kulturelle bias, og at undersøgelserne ikke opleves som et redskab, der primært har til formål at underbygge en tvangsanbringelsesbeslutning, der er taget på forhånd.

Derudover giver nogle forældre i undersøgelsen udtryk for, at der er oplysninger på deres barns sag, som de ikke mener er korrekte eller kan genkende. For eksempel kan der stå i en sag, at forælder har depressive symptomer, uden at der er stillet en egentlig diagnose. Eller der kan stå, at der har været mistanke om alkoholmisbrug, selvom mistanken ikke længere er aktuel. Nogle beder derfor om at få slettet eller rettet sådanne oplysninger, og det kan opleves frustrerende, når sletning eller rettelse ikke sker. Ifølge lovgivningen har forældrene ret til at kommentere på sagsbehandlernes beskrivelse, og deres kommentarer skal noteres på sagen. Men af hensyn til dokumentation af sagens gang – herunder forskellige vurderinger fra personer omkring familien – har de kun ret til at få slettet eller rettet forhold, der er faktuelt forkerte, såsom navne eller adresser.

Forløb med forebyggende foranstaltninger præges af samarbejdsudfordringer

Børn med grønlandsk baggrund modtager i højere grad end børn med dansk baggrund forebyggende foranstaltninger. I sagsmaterialet ser det dog ud til, at det problematiske samarbejde i sagsbehandlingen også kan betyde problemer i det forebyggende arbejde. Det kan føre til meget langstrakte forebyggende forløb, hvor kommunen afprøver forskellige tiltag uden at opnå et konstruktivt samarbejde med forældrene, samtidig med at barnets trivsel forværres. Vi ser også eksempler på forløb, hvor det ser ud til, at kommunen relativt hurtigt griber til en anbringelse på baggrund af et begrænset indblik i familiens ressourcer og udfordringer, fordi der er et højt konfliktniveau i sagen. I sagsmaterialet ser vi dog også eksempler på veltilrettelagte forebyggende forløb, hvor man gradvist bevæger sig op ad indsatstrappen og lykkes med en inddragende og afklarende proces undervejs.

De interviewede sagsbehandlere foreslår, at man i højere grad laver forebyggende tiltag direkte rettet mod grønlandske familier. Det kunne fx være mere helhedsorienterede indsatser, der samtænker familiebehandling med beskæftigelse eller øget brug af parallelanbringelse på forælder-barn-hjem, der er tilpasset personer med grønlandsk kulturbaggrund.

Mange hensyn i valg af anbringelsessted – sjældent fokus på sproglig og kulturel kontinuitet

Anbragte børn og unge med grønlandsk baggrund bor oftere end børn med dansk baggrund i plejefamilie og lidt sjældnere på institution. Der er næsten udelukkende tale om danske plejefamilier, hvilket skyldes, at der er meget få grønlandske plejefamilier i Danmark. I valget af plejefamilie spiller nærheden til de biologiske forældre, mulighed for, at søskende kan bo sammen og kemien mellem barn, forældre og plejeforældre en vigtig rolle, mens kulturel og sproglig kontinuitet spiller en mindre rolle. Forældrene føler sig i mindre grad inddragede i valget af anbringelsesstedet. Blandt børnene er der dog samme oplevelse af involvering i valg af anbringelsessted som blandt danske anbragte børn.

En del af forældrene og plejeforældrene oplever samarbejdsvanskeligheder. For nogle fortsætter vanskelighederne i store dele af anbringelsen. Andre oplever dog en bedring i samarbejdet, i takt med at der opbygges et tillidsforhold mellem forældre og plejeforældre, og hvis forældrene oplever, at børnene trives hos plejeforældrene, og hvis de selv oplever at få rum til at være forældre på egne præmisser.

Praktiske og sproglige begrænsninger i samværet

Børn med grønlandsk baggrund har lige så hyppigt som børn med dansk baggrund samvær med mor, men mindre med far. For mange er samværet dog støttet eller overvåget, hvilket opleves ufleksibelt og kunstigt af forældrene og nogle gange af plejeforældrene. Det begrænsede samvær begrundes typisk med begrænsede forældreressourcer, forældrenes ustabilitet, risiko for overgreb, samarbejdsvanskeligheder – og at barnet har negative reaktioner efter samvær.

Nogle forældre får at vide, at de ikke må/bør tale grønlandsk i samværet. Dette begrundes med, at mange af børnene kun i begrænset omfang taler og forstår grønlandsk, og at børnene derfor får mere ud af samværet og får mulighed for en tættere relation til forældrene, hvis kommunikationen sker på dansk. I de tilfælde, hvor samværet er overvåget eller støttet, kan begrundelsen dog også være, at støttepersonerne skal kunne bistå og kontrollere samværet

Hvis børn og forældre skal have mulighed for en god kontakt i samværssituationen, er det ikke hensigtsmæssigt, at kommunikationen mellem børn og forældre foregår med tolk. I de tilfælde, hvor både forældre og børn har det bedst med at kommunikere på grønlandsk, og hvor den sproglige begrænsning handler om, at kommunens samværskonsulenter skal have mulighed for at støtte samværet, bør det dog undersøges, om det i højere grad er muligt at bruge grønlandsksprogede samværskonsulenter, så samværet i så høj grad som muligt er på børns og forældres præmisser.

Anbragte børn med grønlandsk baggrund trives bedre end andre anbragte børn

Børn og unge med grønlandsk baggrund, der er anbragt, trives på flere parametre bedre end andre anbragte børn i Danmark. Det gælder både, når vi ser på deres individuelle trivsel og adfærd, deres skolegang, deres oplevelse af muligheder i fritiden, og når vi ser på deres oplevelse af at blive holdt af på anbringelsesstedet. Den relativt gode trivsel blandt børn med grønlandsk baggrund kan handle om, at de i mindre grad end børn med dansk baggrund er anbragt på grund af egne adfærds- og trivselsvanskeligheder.

De kvalitative interviews bekræfter, at børnene med grønlandsk baggrund for det meste trives og føler sig hjemme på deres anbringelsessteder. De interviewede børn og unge oplever at være velintegrerede i deres lokalområde og at have gode venskaber og fritidsliv. En del af sagerne beskriver dog børn, der især i starten af anbringelsen har tilknytningsforstyrrelser, grænseløshed og vanskeligheder med at mærke egne behov. Der er også børn, der viser sig at have væsentlige sprog- og indlæringsproblemer. Derudover ser vi ligesom blandt anbragte børn med dansk baggrund, børn med grønlandsk baggrund, der efter en barndom med god trivsel i løbet af teenageårene udvikler store adfærds- og trivselsproblemer.

Børnene med grønlandsk baggrund føler i lige så høj grad som anbragte børn med dansk baggrund, at deres forældre holder af dem, og oplever, at anbringelsesstedet støtter deres kontakt til forældrene. De føler dog i mindre grad end andre anbragte børn, at de kan få hjælp og støtte hos forældrene, og de føler en mindre grad af tilknytning til forældrene end andre anbragte børn. Dette kan både hænge sammen med forældrenes udsathed og med sproglig og kulturel afstand mellem børn og forældre.

Få børn taler grønlandsk

Kun få af de anbragte børn i det kvalitative datamateriale taler grønlandsk. En del har aldrig lært det, fordi de var små, da de blev anbragt, eller fordi deres forældre ikke har lært dem grønlandsk. Andre har mistet deres grønlandske sprog i løbet af anbringelsen. På dette område ligner de anbragte børn andre børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark, idet kun få børn med grønlandsk baggrund ifølge tidligere undersøgelser taler og forstår grønlandsk. En del af de grønlandske forældre til anbragte børn har dog et ønske om, at børnene lærer og fastholder deres grønlandske sprog, idet den sproglige forskel mellem børn og forældre er med til at forstærke en følelsesmæssig afstand.

Blandt børnene og de unge ser vi, at ønsket om at kunne tale grønlandsk eller fastholde en stærk tilknytning til grønlandsk kultur varierer og ser ud til at hænge sammen med, hvorvidt de har kunnet tale grønlandsk, og hvor meget grønlandsk kultur har fyldt i deres opvækst. De halvstore nuværende anbragte børn, som er interviewet i undersøgelsen, ser det at være grønlandsk som en af flere identitetsparametre i deres liv og vægter ofte samvær med venner og deltagelse i fritidsaktiviteter højere end undervisning i grønlandsk og deltagelse i grønlandske kulturaktiviteter. Flere sagsbehandlere ser dog, at en del anbragte børn viser en større interesse for – og glæde ved – aktiviteter sammen med andre med børn med grønlandsk baggrund, når de kommer op i teenageårene. Ligeledes ser vi, at de tidligere anbragte unge i undersøgelsen, der selv er delvist opvokset i Grønland, oplever et behov for at genetablere en tilknytning til deres grønlandske baggrund og vedligeholde deres grønlandske sprog som voksne.

Perspektivering

Undersøgelsen afdækker således ved hjælp af flere forskellige datakilder årsagerne til, at de grønlandske familier ender med at få anbragt deres børn, og sagsprocessen, når det sker. Generelt viser undersøgelsen, at forskellen i anbringelseshyppigheden blandt børn med grønlandsk og dansk baggrund delvis skyldes, at grønlandske familier i Danmark gennemsnitligt befinder sig i en mere udsat position. Derudover er der indikationer på, at samarbejdet mellem de grønlandske familier og de danske sagsbehandlere ikke altid lykkes, og at det betyder, at man ikke lykkes med at hjælpe børnene med forebyggende tiltag, mens de bor i hjemmet.

Den højere anbringelsesprocent blandt børn med grønlandsk baggrund i Danmark skal ses i sammenhæng med anbringelsesprocenten i Grønland, hvor 4,5 % af alle børn er anbragt uden for hjemmet i plejefamilie eller på døgninstitution. Børn med grønlandsk baggrund i Danmark er altså meget oftere anbragt uden for hjemmet sammenlignet med børn med dansk baggrund – men kun lidt oftere anbragt uden for hjemmet, når de sammenlignes med børn, der bor i Grønland. Undersøgelsen kan ikke vise, i hvilken grad familier med grønlandsk baggrund ligner familier, der bor i Grønland. De høje anbringelsestal i begge grupper tyder dog på, at en del familier med grønlandsk baggrund har svære betingelser for at få deres familieliv til at fungere, og at en del familier med grønlandsk baggrund i begge lande har brug for hjælp, inden børnene ender med at blive anbragt uden for hjemmet.

I undersøgelsen fremkommer der forskellige løsningsforslag, som måske kan forbedre samarbejdet mellem sagsbehandlere og grønlandske forældre i Danmark. Det handler om at øge sagsbehandlernes viden om grønlandske forhold og udvikle mødeformer og forebyggende tiltag, der er sensitive over for, at grønlænderes selvfremstilling og familieværdier kan være anderledes end danskeres. Det er dog vigtigt, at man i udarbejdelsen af særlige grønlandske tiltag ikke skærer alle grønlændere over en kam, men er opmærksom på, at grønlandsk kultur og sprog spiller forskellige roller for de grønlændere, der bor i Danmark. Undersøgelsen peger også på, at det er væsentligt af hensyn til både borgernes retssikkerhed, vidensgrundlaget i sagen og samarbejdet mellem sagsbehandler og familie at prioritere ressourcer til fx tolkebistand – også tidligt i sagsforløbet, og i sager, hvor forældre taler nogenlunde dansk. Det kan både dreje sig om tolkebistand ved møder og tolkning af væsentlige dokumenter i sagen.

Undersøgelsen viser, at de grønlandske familier, der har børnesager i Danmark, som oftest står i en meget udsat position og viser også til dels noget af forklaringen på, at familierne er endt der. Der er dog brug for mere viden om, hvorfor så mange grønlændere i Danmark ender i en udsat position, og brug for mere opmærksomhed omkring grønlændernes oplevelse af mødet med Danmark.

Undersøgelsen lægger således op til at undersøge, hvilken situation de grønlandske forældre står i, inden de flytter fra Grønland til Danmark, og hvordan de integreres i arbejde, uddannelse og civilsamfund, når de flytter til Danmark. Undersøgelsen peger også på et behov for mere viden om det konkrete møde ’mellem system og klient’ for borgere med grønlandsk baggrund. Den kvalitative del af vores undersøgelse har belyst dette gennem interviews med flere parter i dette møde. Denne kunne beriges af kvantitative og kvalitative undersøgelser, der følger børn, unge og familier via registerdata og kvalitative studier over en længere periode, herunder i flere møder med sagsbehandlere og foranstaltningspersoner. På baggrund af sådanne undersøgelser kan der udvikles informationsmateriale, der kan styrke sagsbehandleres viden om særligt de familier, hvor forældrene har opholdt sig kort tid i Danmark, og hvor deres kulturelle tilknytning til Grønland er størst. Derudover kan informationsmaterialet forberede forældre (og andre grønlændere) på mødet med det danske samfund og system. Der kan desuden udarbejdes initiativer målrettet nyankomne grønlændere i enten kommunalt regi eller i de grønlandske organisationer i Danmark. Derudover kan der måske udvikles nogle samarbejdsmodeller mellem danske og grønlandske kommuner, der sikrer, at familier, der allerede er i kontakt med det sociale system i Grønland, hurtigt får hjælp, når de flytter til Danmark.

Undersøgelsen viser desuden, at der er brug for en øget opmærksomhed på børnenes sproglige og kulturelle kontinuitet og på at modvirke fremmedgørelse mellem forældre og børn. En øget adgang til viden om grønlandske forhold for børn og plejefamilier og en øget adgang til positive fællesskaber med andre børn med grønlandsk baggrund kan give børnene en mere positiv forståelse af den grønlandske baggrund og hjælpe børn og forældre til en højere grad af gensidig forståelse. Igen er det dog vigtigt, at man ikke skærer alle børn med grønlandsk baggrund over en kam, men respekterer, at de kan have forskellige ønsker til, hvor meget den grønlandske identitet skal fylde hos dem, og hvad den skal indeholde.

Datagrundlag

Undersøgelsen bygger på kvantitative register- og spørgeskemadata samt kvalitative data i form af børnenes anbringelsessager og interviews med forældre, børn og unge, plejeforældre og sagsbehandlere.

De kvantitative registerdata dækker den samlede børnepopulation i Danmark i 2020, hvoraf 7.113 børn og unge i denne undersøgelse kategoriseres som børn og unge med grønlandsk baggrund, fordi de har en eller to forældre, der er født i Grønland. Børnene kan både være født i Grønland og i Danmark. Ud af de 7.113 børn med grønlandsk baggrund er 396 børn anbragt uden for hjemmet. Disse 396 børn og unge med grønlandske forældre sammenlignes med 9.821 børn og unge med danske forældre, der ligeledes er anbragt uden for hjemmet. Registerdataene bruges til at afdække forældrenes situation og dækker således fx forældrenes socioøkonomiske situation, psykiske helbredsforhold og kriminalitet.

Spørgeskemadataene er hentet fra Trivselsundersøgelsen blandt Anbragte Børn og Unge, der har undersøgt trivslen blandt 11-, 13-, 15- og 17-årige anbragte børn i 2014, 2016, 2018 og 2020. Når vi puljer data fra de 4 år, kan vi analysere på 127 børn, der ifølge registerdataoplysninger har en eller to forældre, der er født i Grønland. Disse børn holdes op imod 4.345 børn med dansk baggrund, der ligeledes var anbragt uden for hjemmet i de 4 indsamlingsår. Trivselsundersøgelsen bruges til at afdække børnenes trivsel og oplevelse af relationer til forældre og anbringelsessted.

Det kvalitative sags- og interviewdata indeholder data om 17 familier med beskrivelser af i alt 29 anbragte børns sagsforløb. I 13 af sagerne har vi modtaget sagsakter fra børnenes anbringelsessager, der fx består af børnefaglige § 50-undersøgelser, statusnotater og handleplaner. Derudover er 14 forældre, 7 børn og unge samt 6 plejeforældre, der optræder i de 17 sager, interviewet individuelt eller i par om: 1) oplevelsen af sagsbehandlingen, 2) anbringelsesprocessen, 3) børnenes trivsel og relationer mellem børn, forældre og anbringelsessted og 4) børnenes sproglige og kulturelle tilknytning til Grønland. 7 af interviewene med forældrene er gennemført på grønlandsk. Endelig er der gennemført fokusgruppeinterviews med sagsbehandlere og supplerende interviews/ samtaler med aktører i det grønlandske miljø om barrierer og muligheder i sagsbehandlingen af anbringelsessager med grønlandske familier.

1 Indledning

Børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark, anbringes 5,6 gange oftere uden for hjemmet end børn med dansk baggrund. Denne store forskel er anledningen til denne undersøgelse af baggrunden for, at børn med grønlandsk baggrund anbringes, og af processen omkring anbringelsen.

At være anbragt uden for hjemmet er et stort indgreb og en stor omvæltning i ethvert barns og families liv – ja, faktisk det mest vidtgående indgreb, man som myndighed kan foretage i en familie. Der er derfor en række betingelser, der skal være opfyldt, og procedurer, der skal følges for at sikre, at barnets problemer ikke kan løses ”under barnets fortsatte ophold i hjemmet” og for at sikre, at barnet får bedre mulighed for trivsel og udvikling på anbringelsesstedet end i hjemmet (Social- og Indenrigsministeriet, 2018). Det betyder fx, at der er særlige krav til den børnefaglige undersøgelse, der afdækker barnets og forældrenes situation forud for anbringelsen (§ 50-undersøgelsen), at forældre og børn inddrages i sagsbehandlingen, at anbringelsen sker på et sagligt, ikke-diskriminerende og proportionalt grundlag, at man vælger det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, og at kommunen løbende fører tilsyn med, at anbringelsesstedet er i stand til at opfylde barnets behov (Svendsen, 2017; Svendsen & Hartoft, 2013).

Nogle børn og familier deler myndighedernes opfattelse af årsagerne til anbringelsen og oplever en lettelse ved at få hjælp. Andre forældre er uenige i anbringelsen og modsætter sig indgrebet. Uanset om anbringelsen sker med eller uden forældrenes samtykke, vil der i de fleste familier være følelser af sorg, savn og frustration over situationen. Følelser af ikke at slå til og af tvivl om, hvad anbringelsen vil føre med sig – for barnets trivsel og udvikling og for relationen mellem barnet og forældrene.

For familier med grønlandsk baggrund er der særlige problemstillinger i den adskillelse, der opstår med anbringelsen, og vilkårene for at bevare en relation mellem det anbragte barn og forældrene, da børnene som oftest anbringes i plejefamilier eller institutioner, der ikke taler eller forstår grønlandsk. Det betyder, at børnene har sværere ved at tilegne sig og bevare deres grønlandske sprog og tilhørsforhold, hvilket kan skabe distance til forældrene og danne grundlag for en identitetsmæssig rodløshed hos børnene. Det kan også være svært for forældre, anbringelsessted og sagsbehandler at have en fælles forståelse af, hvad barnets behov er, og hvilke aftaler, man har indgået med hinanden.

Det høje anbringelsestal blandt børn med grønlandsk baggrund og de særlige omstændigheder, der knytter sig til processen i anbringelsessager med grønlandske familier, er udgangspunktet for denne undersøgelse af børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark med deres familier og som (med få undtagelser) anbringes i danske plejefamilier og institutioner. Undersøgelsen har således til formål at belyse
  1. Hvad der kendetegner de grønlandske familier, der oplever en anbringelse, og vise, om børn med grønlandsk baggrund har en højere sandsynlighed for at blive anbragt, når man tager højde for familiernes karakteristika (fx socioøkonomiske ressourcer, psykisk sygdom, misbrugsbehandling, kriminalitet og evt. boligforhold).
  2. Hvad der kendetegner sagsbehandlingen og anbringelsesprocessen, når et barn med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet med særligt fokus på, hvilke forhold der har ført til beslutningen om anbringelse, hvordan børn og forældre er blevet involveret i sagsforløbet, samt i hvilken grad grønlandsk sprog og kultur har spillet en rolle i sagsforløbet og ved valg af anbringelsessted og støtteforanstaltninger.
  3. Hvordan børnene og de unges trives ud fra deres egne udsagn i henholdsvis spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews.

Undersøgelsen indeholder både kvantitative og kvalitative analyser. De kvantitative analyser giver mulighed for at sammenlige anbragte børn med grønlandsk baggrund med andre anbragte børn i Danmark med hensyn til deres familiesituation og deres trivsel. De kvalitative analyser formidler erfaringer og perspektiver fra både børn og unge, forældre, plejeforældre og sagsbehandlere om sagsbehandling, anbringelse og trivsel.

Undersøgelsen fokuserer på alle børn, der har mindst en forælder, der er født i Grønland. Da den grønlandske identitet kan spille en varierende rolle for disse børn, omtales børnene som ”børn med grønlandsk baggrund” frem for fx ”grønlandske børn”. På samme måde omtales sammenligningsgruppen af børn med to danske forældre som ”børn med dansk baggrund”, da en del af børnene med grønlandsk baggrund formodentlig også oplever sig selv danske.

Som ramme for undersøgelsen redegør vi indledende kort for nogle generelle træk ved borgere med grønlandsk baggrund, som lever i Danmark, men er opvokset i Grønland. Dernæst beskrives den danske lovgivning på anbringelsesområdet, der jævnføres med den grønlandske anbringelseslovgivning på principielt plan. Derefter tegner kapitlet et billede af nogle typiske træk ved grønlandsk og dansk børne- og familiekultur, som ofte trækkes frem i den generelle debat og i de sager, der indgår i denne undersøgelse. Endelig beskriver kapitlet forskellige teoretiske kulturforståelser, som anvendes i de efterfølgende analyser.

1.1 Børn med grønlandsk baggrund i Danmark – og deres forældre

I 2021 boede der i Danmark 16.740 personer, der var født i Grønland. Denne gruppe af grønlændere i Danmark er en mangfoldig gruppe, som ikke kan sættes på en enkelt formel. Nogle har boet i Danmark, siden de var børn. Nogle er flyttet til Danmark for at studere og flytter måske tilbage til Grønland efter deres uddannelse. Nogle flytter til Danmark, fordi de bliver kæreste eller gifter sig med en, der bor i Danmark, mens andre igen flytter for at opnå bedre levevilkår for dem selv eller deres børn, end de havde i Grønland (Christensen, 2010; Baviskar, 2015; Rådet for Socialt Udsatte, 2013; Økonomisk Råd, 2013).

Størstedelen af grønlændere i Danmark er velfungerende og velintegrerede i det danske samfund. En kortlægning af levevilkårene blandt grønlændere i Danmark fra 2015 viser dog, at andelen af socialt udsatte blandt grønlændere i Danmark er højere end i den øvrige danske befolkning på en række områder. Det gælder fx i forhold til beskæftigelse, hvor 37 % af de 25-50-årige grønlændere er registrerede som lønmodtagere eller selvstændige mod 80 % af den danske befolkning. Det gælder i forhold til hjemløshed, hvor 6 % har været indskrevet på et herberg eller forsorgshjem mod 0,13 % af danskerne. Og det gælder i forhold til andelen, der er indskrevet i offentlig behandling for alkoholmisbrug, hvor 2,4 % grønlændere mod 0,2 % øvrige danske befolkning havde været i behandling for et alkoholmisbrug inden for et år (Baviskar, 2015).

Den nyeste opgørelse fra Grønlands Statistik fra 2021 viser, at næsten halvdelen af grønlænderne i Danmark har boet i Danmark i en sammenhængende periode på mere end 20 år (Grønlands Statistik, 2022a). Det samme har tidligere undersøgelser vist, og det betyder ifølge Togeby (2002) og Christensen (2010), at mange af de grønlændere, der bor i Danmark, oplever en form for dobbeltidentitet, hvor de opfatter sig selv som både grønlændere og danskere. De kan have en positiv tilknytning til Grønland (landet, naturen, kosten, familie, venner, aktiviteter), men deres livsform afviger meget lidt fra andre borgere i Danmark (Christensen, 2010).

Generelt viser Togebys undersøgelse, at grønlændere oplever at have gode muligheder for at vedligeholde deres grønlandske identitet og kultur. I mødet med det danske samfund oplever grønlænderne dog ofte kulturelle og sproglige barrierer, og næsten halvdelen af grønlændere har oplevet at blive mødt med fordomme af danskere (Togeby, 2002; Laage-Petersen, 2015).

Fokuserer vi udelukkende på børn med grønlandsk baggrund og forældrene til disse børn, finder vi i 2020 7.113 børn, der havde mindst en forælder, der var født i Grønland, og hvor børnene enten selv enten var født i Grønland eller var født i Danmark. Langt størstedelen af disse (81 %) er født i Danmark, og langt størstedelen er børn, hvor den ene forælder er født i Grønland, mens den anden typisk er født i Danmark (90 %). Christensen (2010) viste, at der i familier, hvor kun den ene forælder er dansk, oftest er tale om en grønlandsk mor og en dansk far.

Tabel 1.1 Børn med grønlandsk baggrund fordelt på eget fødested og på forældres fødested. 2020. Procent og antal.


Christensen (2010) viste endvidere, at flertallet af mødrene til børn med grønlandsk baggrund opfatter deres barn som dansk (65 %) eller både grønlandsk og dansk (28 %), mens kun få ser barnets identitet som udelukkende grønlandsk (7 %). I gruppen, hvor begge forældre er født i Grønland, er der dog 24 %, der opfatter børnenes identitet som udelukkende grønlandsk. Spørgsmålet om identitet og forældres fødested hænger tæt sammen med børnenes sproglige kompetencer på dansk og grønlandsk. Således viser Christensen, at næsten alle børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark, ifølge deres mødre taler godt dansk, mens kun 8 % er gode eller nogenlunde gode til grønlandsk. I gruppen med to grønlandske forældre er der dog en tredjedel, der er gode eller nogenlunde gode til grønlandsk, en tredjedel, der ikke er gode til grønlandsk, og en tredjedel, der slet ikke taler grønlandsk.

Generelt udgør børn med grønlandsk baggrund en meget lille del af børnebefolkningen i Danmark. I alt har 0,6 % af alle børn i Danmark grønlandsk baggrund. Ser vi på Danmarkskortet i Figur 1.1, finder vi, at børn med grønlandsk baggrund udgør en lidt større andel af børnebefolkningen i Nord- og Midtjylland, det sydlige Fyn, på Bornholm og flere ø-kommuner. Omvendt bor der kun få børn med grønlandsk baggrund på Sjælland. Knap halvdelen af kommunerne har mindre end 0,5 % børn med grønlandsk baggrund i kommunen, mens de udgør 4 % af børnebefolkningen i den kommune, hvor der bor flest.

Figur 1.1 Geografisk fordeling af børn med grønlandsk baggrund i Danmark


Som det gælder den generelle grønlandske befolkning, har størstedelen af børn med grønlandsk baggrund et velfungerende børneliv i ressourcestærke familier. Der er dog lidt flere børn med grønlandsk baggrund, der ifølge Christensen (2010) har adfærds- og trivselsproblemer, end vi ser blandt børn med dansk baggrund. Derudover er der en mindre gruppe børn med især enlige grønlandske forældre, der oplever at føle sig uden for det sociale fællesskab med jævnaldrende. Tabel 1.2 og Tabel 1.3 viser på baggrund af registeroplysninger fra 2020, at lidt flere familier med grønlandsk baggrund befinder sig i en udsat position sammenlignet med familier med dansk baggrund. Både mødre og fædre til børn med grønlandsk baggrund er således i lidt mindre grad end forældre til børn med dansk baggrund beskæftigede og har i mindre grad uddannelse ud over grundskoleniveau. Derudover har forældrene oftere modtaget behandling for et misbrug af alkohol, hash eller stoffer.

Tabel 1.2 Baggrundskarakteristika for mødre, særskilt for børn med grønlandsk og dansk baggrund i Danmark, 2020. Procent.


Tabel 1.3 Baggrundskarakteristika for fædre, særskilt for børn med grønlandsk og dansk baggrund i Danmark, 2020. Procent.


Christensen (2010) finder også, at grønlandske forældre, der bor i Danmark, har lidt svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og færre uddannelsesressourcer, men viser i øvrigt, at grønlændere i Danmark er bedre stillede end grønlændere, der bor i Grønland, i forhold til omsorgsressourcer i hjemmet. Sammenlignet med familier, der bor i Grønland, oplever færre grønlændere i Danmark aktuel vold i hjemmet eller misbrugsproblemer. En del af de enlige grønlandske forældre i Christensens undersøgelse angiver dog, at årsagen til bruddet med den anden forælder var enten vold eller misbrug af alkohol eller hash.

Da mange af de grønlandske forældre er flyttet til Danmark som voksne, har vi kun i begrænset omfang adgang til præcise statistiske informationer om deres opvækstforhold og levekår, før de flyttede til Danmark. I Larsen et al.’s grønlandske befolkningsundersøgelse fra 2019 får vi dog et fingerpeg, idet denne undersøgelse belyser 15-94-årige grønlænderes nuværende levekår og opvækstforholdene for forskellige fødselskohorter. Her ser vi, at personer, der ligesom de grønlandske forældre i Danmark er omkring 40-45 år, dvs. født i perioden 1970-1980, i relativt høj grad har oplevet belastninger i barndomshjemmet i form af alkoholproblemer (60-70 %), vold (50-60 %) og seksuelle overgreb (35-40 %). Endvidere viser flere undersøgelser af det sociale område i Grønland en høj forekomst af sociale problemer, selvmordstanker og selvmordsforsøg blandt voksne grønlændere, og at tanker om selvmord er sammenhængende med oplevelsen af belastninger i barndommen (Christensen et al., 2009; Larsen et al., 2019).

Den høje forekomst af sociale problemer i de grønlandske familier betyder, at anbringelseshyppigheden blandt børn i Grønland er høj sammenlignet med andre nordiske lande. VIVEs undersøgelser af henholdsvis døgninstitutionsområdet og plejefamilieområdet fra 2019 og 2020 viser således, at 4,5 % af alle grønlandske børn er anbragt af de grønlandske kommuner i plejefamilie eller på institution. Dertil kommer et ukendt antal privat-arrangerede plejeanbringelser, hvor forældrene selv aftaler en midlertidig eller permanent anbringelse af barnet hos familie eller netværk. Ifølge VIVEs opgørelser drejer det sig om 0,5-1 % af den grønlandske børnebefolkning (Dahl et al., 2020; 2021). Til sammenligning er 1 % af børnebefolkningen i Danmark, som beskrevet tidligere, anbragt uden for hjemmet.

1.2 Børn og familiers rettigheder

For mange familier – grønlandske som danske – kan det være svært at møde et kommunalt børne- og familie-sagsbehandlingssystem, som på den ene side er indrettet til at yde hjælp til borgere, som er i en svær situation, men som på den anden side indebærer en pligt for systemet til at handle, i særlige tilfælde imod forældres ønske, hvis barnets behov vurderes at kræve det. I dette afsnit gengives kort de overordnede principper omkring børn og forældres rettigheder og de konkrete krav, disse stiller til sagsforløb i kommunerne i situationer, hvor der er tale om en mulig anbringelse uden for hjemmet. Reglerne er forskellige, alt efter om anbringelse sker med eller uden samtykke fra forældrene, og om barnet er over 15 år. Juridisk skelnes der klart mellem forældremyndighedsindehaver og forældre, men for nemheds skyld skriver vi her forældre, også når vi mener forældremyndighedsindehaver .(1)

De grundlæggende menneskeretlige principper om børn og forældres rettigheder er formuleret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention og fastslår, at alle børn har ret til en tryg opvækst, samt at familien er det naturlige udgangspunkt for barnets opvækst. Der er endvidere fastslået en række grundlæggende principper, herunder ligebehandlingsprincippet, som bl.a. skal beskytte borgere mod diskrimination. Set fra et børne- og ungeperspektiv er det også et helt centralt princip, at børn og unge har ret til medbestemmelse og indflydelse på eget liv. Det betyder, at der i sagerne skal ske en reel inddragelse af både forældrene og barnet eller den unge, hvor både forældre og barnet eller den unge får mulighed for at give udtryk for ønsker og synspunkter. Da anbringelse uden samtykke er særligt indgribende, er der en række særlige sagsbehandlingsregler, som skal give forældre og børn nogle særlige retssikkerhedsgarantier, som skal overholdes i disse sager. Nedenfor beskrives kort de enkelte skridt, for så vidt angår Danmark. Det er dog væsentligt at nævne, at der angående de overordnede principper og retssikkerhedsgarantier er meget stor lighed mellem børne-familieområdet i Danmark og i Grønland (Naalakkersuisut, 2017; 2020; og Børne- og Socialministeriet, 2019).
-----------------
(1) Det er forældremyndighedsindehaver, som skal give samtykke og har de øvrige rettigheder i forhold til at blive hørt. En forælder uden forældremyndighed har dog også rettigheder i forhold til samvær (afsnit 1.2.4).

1.2.1 Oprettelse af en sag

En sag oprettes typisk enten ved, at socialforvaltningen, fx familieafdelingen, modtager en underretning om mistrivsel hos et barn eller en ung eller en direkte henvendelse fra forældre eller barn/ung med ønske om hjælp. Alle borgere i Danmark har en almindelig underretningspligt, når personen har kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling (Hartoft, 2021a). Underretning skal ske, hvis der er kendskab til, at barnet eller den unge udsættes for forhold, som er til fare for dets sundhed og udvikling. Personer, som udøver offentlig tjeneste eller hverv, har en skærpet underretningspligt, hvilket betyder, at der skal underrettes, når det må antages, at et barn eller ung har behov for særlig støtte. En underretning fra borgere kan ske anonymt, men sker ofte fra en professionel, som har kendskab til barnet, fx en pædagog i en daginstitution, en skolelærer eller en læge. Kommunen har pligt til at registrere underretninger, foretage en akutvurdering, om der skal foretages noget straks, og til at foretage en vurdering af, om der kan være behov for særlig støtte. I så fald skal der gennemføres en børnefaglig undersøgelse.

1.2.2 Undersøgelse – og barnets og forældrenes ret til at blive hørt

Hvis sagsbehandleren går videre med sagen, skal forældrene orienteres om, at der iværksættes en børnefaglig undersøgelse af deres barns forhold (§ 50- undersøgelse), og typisk vil man blive indkaldt til en samtale om familiens situation. I det tilfælde vil samtalen have karakter af en høring i forvaltningslovens forstand (Hartoft, 2021b). Hartoft forklarer følgende om forældresamtalen:

Det er i sagens natur meget forskelligt, hvilket lys forældresamtalen kaster over problematikken. Forældrene kan opleve sig som udsatte for urimelig kritik eller forfølgelse og kan gå i forsvarsposition. Den rejste bekymring kan vedrøre forhold, der er strafbare eller tabubelagt, og som forældrene derfor lægger afstand til. Forældre, der skal forholde sig til forskellige former for mistanker, kan således af flere årsager være tilbøjelige til at benægte problemernes eksistens enten i egen interesse eller af hensyn til andre familiemedlemmer osv. Det kan være en barriere for samarbejde, idet forældrene kan føle en mistillid til forvaltningen. Omvendt kan der jo også være situationer, hvor forældrene deler den rejste bekymring og ønsker at samarbejde om løsninger (Hartoft, 2021b, s. 227).

Den børnefaglige undersøgelse skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehavere og den unge, hvis denne er fyldt 15 år. Der er ikke krav om samtykke til selve gennemførelsen af en undersøgelse. Lovgivningen stiller en række krav til, hvad § 50-undersøgelsen skal belyse, men det er op til forvaltningen, hvordan det gøres. Kommunen kan fx bede om udtalelser fra daginstitution, læge, privatpersoner eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog. Barnets ret til at blive hørt indebærer et krav om en børnesamtale i undersøgelsesfasen og også en ret til at have en bisidder (Hartoft, 2021b). Undersøgelsen kan i øvrigt indebære, at man indhenter oplysninger og vurderinger fra andre parter, og at man forsøger at afdække ressourcer i familien og dens netværk. Det er et krav, at undersøgelsen afdækker både problemer og ressourcer i familien (Hartoft, 2021b). Undersøgelse skal generelt foretages så skånsomt som muligt over for familien.

Oplysningerne, som indhentes, giver løbende anledning til vurderinger fra sagsbehandler, og både de indhentede oplysninger og sagsbehandlers vurderinger skal som følge af notatpligten registreres på sagen, så det er muligt for forældre og barn eller ung at blive hørt herom eller få aktindsigt deri. Det forekommer til tider, at forældre eller barnet eller den unge mener, at indkomne oplysninger og vurderinger er uvæsentlige eller direkte urigtige, hvilket også skal noteres på sagen, men netop fordi der ikke nødvendigvis er enighed mellem de vurderinger, som indkommer fra fx skole, læge eller andre, og de involverede forældre og barn, kan disse ikke slettes. Det betyder, at borger som udgangspunkt ikke kan kræve, at indhentede oplysninger helt udgår og slettes fra sagen, men det skal fremgå, hvis borger er uenig og mener, at der er fejl i de indhentede oplysninger. Dette forekommer ofte. Hvis borgerens navn er stavet forkert eller en forkert skole er angivet, skal det rigtige noteres i sagen. Derimod kan vurderinger foretaget af andre, uanset om de fx handler om et eventuelt misbrug, diagnoser eller andre forhold, som borger benægter, ikke kræves berigtiget, selvom forældre eller barnet eller den unge ikke er enig i disse vurderinger. Hvis fagpersonen ændrer sin vurdering som følge af borgers indsigelse, skal dette fremgå, når det sker, men hensynet til, at sagsmaterialet afspejler sagens gang, betyder, at sletning af tidligere indhentede og noterede oplysninger normalt ikke forekommer.(2)
-----------------
(2) Ret til sletning gælder kun, hvis artikel 17 Persondataforordningen er opfyldt (EU, 2016).

1.2.3 Afgørelse og klage

Når der træffes en afgørelse, skal der som nævnt ovenfor være hjemmel til afgørelsen, der skal være truffet på baggrund af en konkret, individuel vurdering på et sagligt, ikke-diskriminerende grundlag. Der gælder en række forskellige forvaltningsretlige principper og særlige sagsbehandlingsregler, der skal sikre, at borgernes rettigheder respekteres, og at afgørelsen bliver korrekt. En børnefaglig undersøgelse kan enten føre til, at man træffer afgørelse om at lukke sagen, eller at man træffer afgørelse om at iværksætte en foranstaltning. Hvis man iværksætter en anbringelse uden for hjemmet, kan denne gennemføres med eller uden samtykke. Inden der træffes afgørelse, skal der udarbejdes en handleplan. Forældre og barn eller ung har ret til at få forklaret grundlaget for sagsbehandlers vurderinger, så de har et informeret grundlag at give eller nægte samtykke efter. Forældrene og barnet eller den unge har krav på at kende konsekvenserne af afgørelsen. Ved den høring, der foregår, har forældrene også krav på at få indskrevet deres bemærkninger til den vurdering, som myndigheden er nået frem til. Herunder om de er enige eller uenige i vurderingen. I sidste ende skal der også, hvis forældrene og barnet eller den unge samtykker, træffes en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. Denne afgørelse træffes som udgangspunkt af sagsbehandleren.

1.2.4 Frivillighed (samtykke) eller tvang (uden samtykke)

Hvilken instans, der træffer afgørelsen, beror som nævnt på, om afgørelsen sker frivilligt, dvs. med forældrene eller den unges informerede samtykke, eller uden samtykke. Hvis forældrene eller den unge er enige i afgørelsen – samtykker – er det kommunen, der træffer afgørelsen. Kommunen kan træffe en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, når barnet har et væsentligt behov for støtte.

Hvis forældrene eller den unge over 15 år ikke samtykker, følges dels en anden og mere krævende proces, dels gælder der strengere krav til grundlaget for anbringelsen. I forhold til proces er det ikke længere kommunen, men en selvstændig forvaltningsenhed – børn og unge-udvalget – der træffer afgørelsen. Børn og unge-udvalget består af en dommer, to børnesagkyndige og to kommunalbestyrelsesmedlemmer for at sikre, at forældrenes retssikkerhedsgarantier er imødekommet. Desuden har forældre ret til advokatbistand uden at skulle betale for det, og de har ret til at udtale sig i udvalget. Sammenlignet med en anbringelse med samtykke er kravene til problemets omfang strengere, idet man kun kan anbringe uden samtykke, når barnet er i væsentlig risiko for alvorlig skade.(3) Det er desuden en betingelse, at der er en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge fortsat bor hjemme (Ankestyrelsen, 2021).

I indstillingen fra kommunen til børn og unge-udvalget skal der være en særskilt vurdering af forældrenes kompetencer for selv at drage omsorg for deres barn. Reglerne herom blev skærpet i 2020, hvor der kom et krav om særskilt dokumentation for vurdering af forældrekompetencerne. Formålet var at understøtte retssikkerheden ved at styrke oplysningsgrundlaget, så det er klart for forældrene, hvad der ligger til grund for afgørelsen (Schulz, 2021).

Det er også muligt for Ankestyrelsen at træffe afgørelse om anbringelse uden familiens samtykke (Svendsen, 2017). Når der træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, skal der samtidig fastsættes en frist for sagens genbehandling.

I sagerne uden samtykke har barnet over 12 år og forældremyndighedsindehaver ret til at klage over afgørelsen. Det er Ankestyrelsen, som er klageinstans på området. Ankestyrelsens afgørelser kan indbringes for retten.
-----------------
(3) For eksempel, at forælderen ikke formår at drage tilstrækkelig omsorg for barnet, at forælderen udsætter barnet for vold eller overgreb, eller at barnet eller den unge udviser misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller har andre svære sociale vanskeligheder (Ankestyrelsen, 2021).

1.2.5 Handleplan og valg af foranstaltning

Kommunen skal udarbejde en handleplan, der beskriver formålet og målene med den valgte indsats. Kommunen har pligt til at følge op på indsatsen, senest 3 måneder efter at den er sat i værk, og herefter følge op løbende med højst 6 måneders mellemrum. Det kan give anledning til justering af den valgte foranstaltning.

I forhold til valget af foranstaltning stiller den gældende lovgivning krav om formålsorientering og egnethed, og man skal vælge ”den eller de foranstaltninger, der bedst kan imødekomme de problemer og behov hos barnet, som er afdækket i den børnefaglige undersøgelse” . Denne formulering er indført i forbindelse med Barnets Reform i 2009-2010. Den tidligere formulering herom angav, at kommunen skulle vælge den ”mindst indgribende formålstjenstlige indsats” (Svendsen, 2017). I de sagsforløb, som vi har undersøgt, er der både eksempler på, at de er startet under den nyere og den ældre formulering.

I et typisk forløb afprøves mindre indgribende tiltag, før man griber til en anbringelse, da barnets stabile tilknytning til gennemgående omsorgspersoner ses som afgørende for dets udvikling. Desuden kan forebyggende indsatser, såsom familiebehandling, anvendes til at arbejde med og undersøge forældrenes kompetencer. Anbringelse kan finde sted akut eller planlagt, når behovet er der, og udredningen har sandsynliggjort, at forebyggende indsatser ikke vil være nok til at gøre forældrene i stand til at udfylde omsorgsrollen. I praksis er det dog ofte den sidste udvej, som sættes i værk, når relevante forebyggende indsatser er afprøvet og har vist sig at være utilstrækkelige. Der arbejdes i kommunerne i forskelligt omfang med omfattende støtteformer som alternativ til eller forebyggelse af en anbringelse, fx igennem såkaldte sikkerhedsplaner (Socialstyrelsen, 2019).

Når der træffes afgørelse om anbringelse, skal kommunen, som reglerne er i dag, tilbyde forældremyndighedsindehaver en støtteperson, der kan være med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse, og styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet (Børne- og Socialministeriet, 2019).
1.2.6 Regler om samvær

Selvom et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, er det derfor kommunens pligt at sørge for, at forbindelsen mellem barn og forældre/netværk holdes ved lige, både gennem samvær og ved fx at forældremyndighedsindehaver får information om barnets eller den unges hverdag (Social- og Indenrigsministeriet, 2018). Samvær kan begrænses eller eventuelt helt afskæres, hvis hensynet til barnet taler for det. Hvis der er tale om overvåget samvær eller samvær mindre end en gang om måneden, træffes afgørelsen om dette af børn- og ungeudvalget (Svendsen, 2017).

1.2.7 Regler om hjemgivelse

Kommunen skal som nævnt løbende følge op på sagen og vurdere, om der er grundlag for at fortsætte anbringelsen med udgangspunkt i barnets bedste. Anbringelsen skal som udgangspunkt ophøre, når anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, når anbringelsens formål er nået, eller når det anbragte barn er fyldt 18 år. Forældre, som har fået anbragt deres barn, har normalt krav på hjemgivelse af barnet, når anbringelsesgrundlaget ikke mere er til stede, og fx forholdene i hjemmet har ændret sig til det bedre. Der kan dog være situationer, hvor anbringelsen videreføres, fordi dette er til barnets bedste, selvom det oprindelige anbringelsesgrundlag ikke længere er gældende. I hvert tilfælde er der tale om en konkret og individuel vurdering.

Ifølge Ankestyrelsen kan en forbedring af forældrenes forhold fx handle om, at en ”forælder har udviklet sig positivt under barnets anbringelse for eksempel efter samtaleterapi hos psykolog” , ”en forælder med psykiske problemer har gennem længere tid haft en stabil adfærd” , eller ”forælderen erkender sine eller barnets vanskeligheder og er villig til at modtage støtte til sig selv eller barnet” , og at ”samværet med barnet foregår roligt og harmonisk” (Ankestyrelsen, 2021).

I 2020 gennemførtes en ændring af reglerne om hjemgivelse, sådan at der nu skal være tale om ”væsentlige ændringer”, før en forælder kan få behandlet en anmodning om hjemgivelse af et barn anbragt uden samtykke. Baggrunden for denne ændring var, at en del kommuner oplevede, at anbringelsessagerne nærmest kontinuerligt var under behandling på baggrund af anmodning om hjemgivelse fra forældre, hvilket de har set som en stor belastning for de berørte børn og unge (Schultz, 2020). Dette kan ses som en væsentlig indgriben over for forældrene. Schultz fremhæver da, at det er helt afgørende for retssikkerheden i sager om anbringelse uden samtykke, ”at de er tilstrækkeligt oplyst, og at de skærpede krav efterleves” (Schultz, 2020).

1.2.8 Bisidder og oversættelse

For at sikre, at forældre og barn eller ung kan forstå, hvad der sker, og give dem reel og ikke kun formel mulighed for at blive hørt om sagen, har alle ret til at have en bisidder fx i forbindelse med møder hos kommunen. Dette gælder for både børn og unge og for forældre. Kommunen har pligt til at oplyse forældre, unge og børn om denne ret, og har også pligt til at hjælpe barnet med at finde en bisidder. Hvorvidt dette sker, viser vores undersøgelse ikke noget om.

Generelt gælder der desuden en pligt for kommunen til at foretage en konkret vurdering i den enkelte sag, om der er behov for tolkebistand (Social- og Indenrigsministeriet, 2019). Vejledningen på området siger, at vurderingen skal ”tage hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at sætte sig ind i sagens akter, bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advokat” . Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at myndigheden skal sikre, at de bliver forstået af udlændinge, hvis sager de behandler. Dette indebærer, at kommunen skal være opmærksom både på tolkebehov i forhold til møder og samtaler og i forhold til oversættelse af dokumenter i sagen.

1.2.9 Hensyn til kultur i børnekonventionen

Børnekonventionen og menneskerettighedskonventionens regler om ligebehandling og respekt for familieliv peger på, at der ved etniske minoritetsbørns og unges anbringelser skal tages hensyn til etnisk, religiøs, kulturel og sproglig baggrund, og deres mulighed for at udøve sin egen kultur (jf. faktaboks).


Det er ikke entydigt fastslået, hverken i konventionerne eller i den nationale lovgivning, hvad der nærmere ligger i en ret til at ”udøve sin kultur”, eller hvordan man skal prioritere ”ret til at bruge sit eget sprog”. Der skal foretages en konkret vurdering af, hvad det består i, og hvor vigtigt det er for den enkelte familie. I den vurdering er der på den ene side nogle faktiske forhold for borgere med grønlandsk baggrund, der gør sig gældende, og på den anden side forskellige opfattelser af kultur, som påvirker vurderingen.

1.3 Grønlandsk og dansk familiekultur

I det kvalitative datamateriale i kapitel 4-6 ser vi en række eksempler på forståelsesvanskeligheder og konflikter mellem grønlandske forældre og danske professionelle. Disse forståelsesvanskeligheder ser dels ud til at have rod i forskellige kulturelle måder at udtrykke sig på/ leve sit familieliv på, dels forskellige opfattelser af, hvornår en bestemt forældreadfærd er udtryk for legitime kulturelle forskelle, og hvornår der er tale om adfærd, der er uhensigtsmæssig eller risikabel for et barn. For at have en ramme at diskutere disse oplevelser af kulturforskelle ud fra, beskriver vi i dette afsnit ud fra tidligere undersøgelser nogle typiske træk ved grønlandsk og dansk familiekultur – uden at underkende, at man både blandt grønlændere og danskere finder en rig variation i værdier og måder at leve sit familieliv på. Og uden at underkende, at kultur er en meget dynamisk og relationel størrelse. Dernæst præsenterer vi forskellige teoretiske kulturforståelser, der ligeledes danner ramme om de empiriske analyser.

1.3.1 Træk ved familiekultur i Danmark og Grønland

Beskrivelser af forskellen på dansk og grønlandsk (familie)kultur tager ofte udgangspunkt i spørgsmålet om individets rolle over for kollektivet, idet den grønlandske familiekultur beskrives som mere kollektivistisk end den danske. Konkret viser dette sig ved en større tilbøjelighed til at brede ansvaret for omsorg og opdragelse ud til den udvidede familie/lokalsamfundet i Grønland, mens ansvaret i Danmark i højere grad tillægges forældrene (4) (Navne, 2008; Elixhauser, 2018). Derudover ses forskellen i børneopdragelsen, hvor man i Grønland ser barnet som fysisk kompetent i en ung alder (det grønlandske begreb nammineq), men samtidig værdsætter lydighed, artighed, stilfærdighed og tilbageholdende adfærd i samvær med voksne (de grønlandske begreber naalanneq og ittoorneq) hos børn (Flora, 2007; Langgård, 2007; Jensen, 2012; Elixhauser, 2018). Over for dette ser vi i undersøgelser af danskernes opdragelsesværdier et relativt stærkt fokus på barnet som individ, idet danskerne i lighed med andre skandinaviske lande typisk vægter evne til at agere selvstændigt uden for familien og ligestilling mellem børn og voksne højt og omvendt vægter en værdi som lydighed lavt i forhold til andre nationaliteter (seEVALUE, 2022; Dahl, 2014; Skytte, 2016).

Derudover spiller beskrivelserne af dansk og grønlandsk kultur ofte på spørgsmålet om tid, udvikling og planlægning, hvor den grønlandske kultur beskrives som mere spontan og optaget af nutiden, mens den danske kultur (i forenklet form) er mere optaget af fremtiden, udvikling og planlægning. I Grønland er det således mere almindeligt at arrangere socialt samvær spontant, mens man i Danmark i højere grad planlægger sine aftaler uger og måneder frem i tiden. Derudover er der i dansk børneopdragelse en relativt stor optagethed af barnets fremtidige udviklingspotentiale og de risici, der kan betyde, at barnet ikke kommer til at klare sig godt i fremtiden (Dahl, 2019; Dahl & Ottosen, 2018). I Grønland er der som følge af en mere kollektivistisk familiekultur større fokus på, at barnet her og nu tilpasser sig kollektivets normer og praksisser og lidt mindre fokus på barnets individuelle fremtidige udviklingsmuligheder. Derudover kan der være forskel på, hvor meget man i Grønland og Danmark dyrker verbal interaktion mellem børn og forældre over for mere fysisk og handlingspræget samvær. Den grønlandske børne- og familiekultur vægter således i højere grad aktiviteter og fysisk samvær, der gerne involverer en større gruppe familiemedlemmer, mens den danske børne- og familiekultur har mere fokus på en-til-en verbalt samspil mellem børn og forældre (Flora, 2007).

Forskellene på dansk og grønlandsk børne- og familiekultur afspejles i nogen grad i sociolog Anette Lareaus idealtyper om på den ene side en opdragelsespraksis, der målrettet arbejder mod at styrke barnet som individ (concerted cultivation), over for en tilgang, der lægger vægt på, at barnet tilpasser sig den gruppe, det er en del af (accomplishment of natural growth) (Lareau, 2003; Gilliam & Gulløv, 2012). Ifølge Lareau giver disse to praksisser børnene forskellige vigtige kompetencer, men da vestlige samfund er domineret af middelklassens præferencer for ”concerted cultivation”, kommer børn og forældre, der praktiserer ”accomplishment of natural growth” sommetider til kort (Lareau, 2003). Det kan fx betyde, at nogle grønlandske forældre oplever at få påtaler eller undrende spørgsmål fra lærere, daginstitutionspersonale eller sagsbehandlere, hvis børnene leger meget alene, hvis børnene virker stille, eller hvis der ofte er andre end forældre og børn til stede i hjemmet. Og det kan betyde, at nogle professionelle tolker både forældres og børns mere tilbageholdende adfærd som manglende interesse, manglende ansvar eller manglende forståelse, mens forældrene selv ser deres tilbageholdenhed som udtryk for respekt.
-----------------
(4) Både i Danmark og Grønland er en høj andel af børnene i daginstitutioner i løbet af dagen, så forskellen skal i højere grad ses i inddragelsen af den udvidede familie og netværket i den omsorg, der ligger uden for institutionstiden, og i hvilken grad man forventer, at forældrene tager ansvar for børnenes udvikling

1.3.2 Forskellige kulturopfattelser

Som beskrevet findes der både blandt grønlandske og danske familier en rig variation i måder at leve sit familieliv på, og der er i begge grupper masser af eksempler på familier, der praktiserer såvel ”concerted cultivation” og ”accomplishment of natural growth”. I det hele taget påpeger forskere og praktikere, der arbejder med familier med forskellig baggrund, vigtigheden af at være bevidst om at tage udgangspunkt i den enkelte families, barns og forældres konkrete hverdagspraksis frem for at tillægge dem en bestemt kollektiv identitet (Mørck, 1998; Hammen & Jensen, 2010). En sådan konkret og kontekstbaseret kulturforståelse gør op med forestillingen om kultur som noget naturgivent for i stedet at betragte forskelle mellem kulturelle og etniske grupper som noget, der skabes i de kontekster, som personer indgår i. Særlige træk ved etniske grupper anses i denne kulturopfattelse som betinget af den specifikke sociale og lokale kontekst og dermed ikke som noget fundamentalt ved en bestemt kultur (Hammen & Jensen, 2010).

Den kontekstuelle kulturopfattelse skal ses i kontrast til henholdsvis en evolutionistisk kulturforståelse og en relativistisk/essentialistisk kulturforståelse.

I en evolutionistisk kulturforståelse anses den kulturelle og samfundsmæssige udvikling som en entydigt fremadskridende proces, hvor nogle kulturer (typisk den vesteuropæiske og nordamerikanske) anses som højere udviklet end andre. Ifølge denne opfattelse er personer fra ”højtudviklede kulturer” i stand til at afgøre, hvad der er bedst for personer fra ”lavere udviklede kulturer”. Det er dermed legitimt at tilbyde eller tvinge ”laverestående mennesker” til at tillære sig de ”højtståendes” kulturelle og sociale værdier, traditioner og normer (Hammen & Jensen, 2010; Hagen & Qureshi, 1996).

Den relativistiske kulturforståelse går ud fra, at alle kulturer har deres unikke historie og logik. I den relativistiske kulturforståelse er der dermed ingen kulturer, der er bedre eller højere udviklede end andre, og forskellige kulturer skal forstås ud fra deres egne præmisser med det udgangspunkt, at der findes flere løsninger på grundlæggende problemer om, hvordan en gruppe skal forstå sig selv som et fællesskab. Alle kulturelle praksisser kan inden for denne kulturforståelse være legitime i enhver kontekst (Hammen & Jensen, 2010).

Den relativistiske kulturforståelse bygger på en essentialistisk kulturopfattelse, hvor kultur ses som afgrænsede universer med værdisæt, der mere eller mindre statisk videreføres fra generation til generation. Der kan derfor være en tendens til, at kultur opfattes som homogen inden for denne tradition (Skytte, 2016).

I det kvalitative materiale i kapitel 4-6 ses flere eksempler på, at både sagsbehandlere, forældre og aktører omkring de grønlandske familier trækker på forskellige kulturopfattelser – både i udredningen af familiernes udfordringer og i forsøget på at støtte børn og familier til bedre forhold. Når der i dette samspil opstår konflikt, handler det ofte om en diskussion om, hvorvidt en bestemt praksis er udtryk for en legitim kulturel forskel eller ud fra et børnefagligt synspunkt udgør en risiko for børnene i familien. Her føler forældrene sig i nogle tilfælde mødt med et evolutionistisk kultursynspunkt og føler, at deres normalitet tillægges mindre værdi end sagsbehandlernes, plejeforældrenes og andre danske støttefunktioners normalitet. De professionelle oplever omvendt, at de støtter sig op ad børnefaglig teori, når de fx opfordrer forældrene til at skabe mere struktur for børnene, når de opfordrer forældrene til i højere grad at stimulere deres børn sprogligt, eller når de opfordrer forældrene til at begrænse antallet af omsorgspersoner for at styrke børnenes tilknytning til forældrene.

1.4 Læsevejledning

Resten af rapporten indeholder en beskrivelse af undersøgelsens fremgangsmåder og datagrundlag – Kapitel 2 – samt fire analysekapitler:

Kapitel 3 beskriver grønlandske familier, der får anbragt deres børn, ved hjælp af primært kvantitative data og beregner ved hjælp af statistisk matching, hvorvidt børn med grønlandsk baggrund er overrepræsenterede i anbringelsesstatistikken, når man tager højde for de grønlandske familiers karakteristika.

Kapitel 4 beskriver ved hjælp af primært kvalitative data mødet mellem grønlændere og danske myndighedsrådgivere i sagsbehandlingen i anbringelsessager. Kapitlet ser overordnet på oplevelsen af sproglige, kulturelle og systemiske forståelsesvanskeligheder og på oplevelsen af fordomme i mødet mellem grønlændere og danske myndighedsrådgivere. Derudover viser kapitlet, hvilke elementer der indgår i udredningen af børnesagerne, og hvilke typer af forebyggende indsatser, familierne typisk deltager i forud for anbringelserne.

Kapitel 5 fokuserer på selve anbringelsen og viser således ved hjælp af kvalitative og kvantitative data, hvad der begrunder anbringelserne i sagerne med børn med grønlandsk baggrund. Derudover viser kapitlet, i hvilken grad der er tale om frivillige anbringelser kontra tvangsanbringelser, og hvor børn med grønlandsk baggrund anbringes. Endelig viser kapitlet, hvordan samarbejdet mellem forældre og plejeforældre opleves af begge parter, og hvordan forældre, børn og plejeforældre oplever samværet mellem børn og forældre.

Endelig belyser Kapitel 6 børnenes og de unges trivsel, skolegang og oplevelse af anbringelsesstederne ud fra kvantitative og kvalitative data.

Du kan læse disse kapitler i den samlede rapport Børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt i Danmark – fra danske kommuner