Renovering er ikke nok

Hjemmestyret skubber en kolossal regning foran sig, som bliver sværere og sværere at betale. Faktisk bør den regning indgå i en vurdering af Grønlands økonomi og bør stå som en gæld på landskassens regnskab. Det vil tvinge landsstyret til konstant at vurdere, hvor meget man er kommet bagud med disse fundamentale samfundsopgaver.

Fredag d. 26. juni 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Boliger, Politik, Økonomi.

Socialdemokratiet og Venstre er parate til at give økonomisk støtte til det grønlandske behov for renovering. Finansminister Mogens Lykketoft og Venstres formand Anders Fogh Rasmussen siger klart ja til at støtte. En sej kamp, siden vi for et år siden kritiserede Jonathan Motzfeldt for at gå tiggergang til den danske regering, har resulteret i et ja fra folketingets to største partier. Det er også en sejr for de grønlandske folketingsmedlemmer, som har opnået støtte i deres respektive partier. Resultatet viser dels, at der er vilje i Socialdemokratiet og Venstre til at hjælpe Grønland, dels at de grønlandske folketingsmedlemmer har fået indflydelse. Resten af det danske samfund er - under indflydelse af Berlingske Tidendes ensidige og unuancerede kampagne om Grønlands økonomi - forargede over, at Grønland skal have tilskud til renovering, fordi de påstår, at Grønland allerede har fået penge til at løse de pågældende opgaver. Men det passer ikke. Hverken da Grønland overtog de respektive områder eller siden, har der fulgt penge med til renovering og vedligeholdelse. Som i private virksomheder hensætter staten ikke penge til den slags opgaver, men finansierer dem over driften. Hvis staten havde haft ansvaret for Grønland i dag, havde staten haft de pågældende udgifter. Debatten om boligerne udspringer imidlertid af den kendsgerning, at hjemmestyret og kommunerne ikke bygger nok boliger. Desværre er dette alvorlige problem på grund af berlingerens journalistik og danske politikeres hovsa-opfattelse af Grønland endt i en diskussion om, hjemmestyret bruger bloktilskuddet til boligområdet til boliger eller om pengene går til alt muligt andet. De har tilsyneladende den forkvaklede opfattelse at bloktilskuddet til boligområdet er nok til at løse problemet. Som påvist et andet sted bruger Grønland mere end de 290 millioner kroner om året (I 1987 kroner), som vi får i bloktilskud til boligerne. Men det er ikke nok. Der er et kolossalt behov for renovering og nybyggeri. Behovet koncentrerer sig i de store byer. De steder, det er nødvendigt at skabe vækst, hvis Grønland skal opnå øget uafhængighed og selvstændighed. Som beskrevet tidligere er uddannelse og boliger nødvendige forudsætninger for befolkningen og beskæftigelse. Men der er også et stort behov for renovering af elværker og ledningsnet, samt skoler, sygehuse, alderdomshjem og havneanlæg. Hjemmestyret skubber en kolossal regning foran sig, som bliver sværere og sværere at betale. Faktisk bør den regning indgå i en vurdering af Grønlands økonomi og bør stå som en gæld på landskassens regnskab. Det vil tvinge landsstyret til konstant at vurdere, hvor meget man er kommet bagud med disse fundamentale samfundsopgaver. Løsningen af uddannelsesproblemet, boligproblemet og renoveringen er Grønlands største problemer i dag, og landstinget bør tvinge landsstyret til at udarbejde en plan for, hvordan disse problemer løses. Alle andre nye tiltag bør stoppes, så længe de grundlæggende problemer for landet ikke er løst. Statens hjælp til renovering er en lille del af Grønlands store problemer.