Tilbage til jordhytterne

VED AT ACCEPTERE de meget tårnhøje lejepriser på vakantboliger påtager landsstyret sig ansvaret for en lang række groteske følgevirkninger. Der er eksempler på, at offentligt ansatte med tjenestebolig i ferietiden udlejer boligen til det offentlige til de aktuelle vakantpriser.

Tirsdag d. 18. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Politik.

VI BEHØVER ikke blive ved med på denne plads at beskrive boligsituationen i Grønlands største by, Nuuk. Mange gange nok har vi fortalt, hvor elendig den er, og hvor fortvivlende fremtidsudsigterne er for især de unge, der står uden boligmulighed i mange, mange år fremover.

Der er heller ingen mere, der er uvidende om situationen i Nuuk og et par andre større byer. Det planlagte byggeri kan ikke følge med den øgede tilgang af borgere, og ventelisterne bliver længere og længere.

Sidste gang, vi her i avisen forsøgte at få det ansvarlige landsstyremedlem ud af busken med en boligpolitik, der kunne skabe håb for fremtiden, fik vi at vide, at landsstyret var tilbageholdende med at forcere byggeriet, fordi det blot ville overophede markedet og fordyre byggeriet.

Det er godt et år siden. Det var et andet landsstyremedlem og et andet landsstyre, sådan da. Men der er endnu ikke kommet nogen ny og fremadvendt boligpolitik på bordet.

Politikerne er stadig bange for overophedning af bygge- og boligmarkedet.

MEN HVAD ER det så, der sker i dag? Boligprisernes himmelflugt kender ingen grænser, og menige borgere har ikke mere råd til at skaffe sig en lejebolig på det private marked.

Det er boligmanglen og de kilometerlange ventelister, der bærer skylden. Der er nu halvandet års ventelister for tjenesteboliger (reserverede bolignumre) og en venteliste for offentlige vakantboliger. Det er ganske enkelt ikke til at få noget at bo i, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. Indfødte Nuummiut får først en bolig længe efter, at ungerne er konfirmeret.

Og nu kan de ikke engang forsøge at klare sig selv ved at søge husly på det private boligmarked. Her er priserne nemlig tvunget i vejret af en ansvarsløs boligpolitik i landsstyret.

Og ikke nok med det. Landsstyret overbyder den almindelige borger på boligmarkedet og betaler ukritisk 20.000 kroner for en møbleret vakantbolig på 35-37 kvadratmeter. Et hus, der for et halvt års tid siden blev handlet for 2,9 millioner lejes i dag af hjemmestyret for 90.000 kroner om måneden.

I DAGENS AVIS har vi en samtale med en familie, der kostes rundt fra det ene sted til det andet, uden deres personlige ejendele - kvartal efter kvartal - mens det koster deres arbejdsplads flere hundrede tusinde i vakantboligudgifter for hvert år, der går.

Priserne for vakantboliger påvirker priserne på både byggeri og boligmarked. Et klubværelse kan let koste 5.000 kroner i Nuuk. Det har for eksempel ingen studerende råd til.

VED AT ACCEPTERE de meget tårnhøje lejepriser på vakantboliger påtager landsstyret sig ansvaret for en lang række groteske følgevirkninger. Der er eksempler på, at offentligt ansatte med tjenestebolig i ferietiden udlejer boligen til det offentlige til de aktuelle vakantpriser.

Byggepriserne er en anden følgevirkning. Med det høje bidrag til vakantbolighajerne er det landsstyret selv, der skaber det overophedede marked. Det er stadig dyrere at købe et brugt hus end bygge et nyt, men også byggepriserne stiger. I dag koster det 19.000-20.000 kroner pr. kvadratmeter at bygge et godt standardhus i Nuuk, og det bliver dyrere endnu.

KÆRE LANDSSTYREPOLITIKERE!

HVAD vil I gøre ved det? Hvordan vil I forklare, at I gør livet surt for borgerne? Og spænder ben for dem, der i mangel af en særlig offentlig indsats på boligområdet prøver at klare sig selv?

Skal vi tilbage til jordhytterne?