Indsigt: Uengageret grønlandsk boligpolitik

Uengageret grønlandsk boligpolitik

Så længe KNR’s kameraer og mikrofoner er åbne i landstingssalen, snakkes der gerne og længe om problemerne, men når samlingen fløjtes af, og vinduet ud til vælgerne lukkes, vender politikerne borgerne ryggen. Og bolignøden fortsætter

Tirsdag d. 23. maj 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål, Økonomi.

HVIS VI sammenligner de ledende landstingspolitikeres løfter og handlinger på boligområdet, må vi kalde dem hyklere og løgnhalse. Redaktionen ved godt, at politikerne bliver rasende over den anklage, men de kan jo prøve at argumentere for et dementi.

Offentligt siger de, at enhver borger har ret til et sted at bo, men de giver ham ikke mulighed for det. De har deres på det tørre (beklager den billige sammenligning, men den er uundgåelig - red.). Landsstyremedlemmerne sidder i deres tjenesteboliger, og hvis venner og gode støtter mangler noget at bo i, fikser hjemmestyret en direktørbolig som i tilfældet Mikael Petersen, der imod gældende regler fik stillet en bolig til rådighed. Toppolitikerne har ingen boligproblemer og regner heller ikke med at få det. Det er virkelig til at brække sig over!

LANDSTINGSDEBATTEN er fuld af "korrekte holdninger", men lytter man ordentligt efter, er det meste noget forvrøvlet sludder.

Tag for eksempel Siumuts boligordførers (Ruth Heilmanns) forsikring om, at partiet mener, at enhver arbejdsfør borger skal anvises en bolig!? Og partiets forbløffende afsløring af, at yngre og yngre unge vil flytte hjemmefra!? Hvor har Siumut det fra, og hvad skal vi med sådan en oplysning, når ingen unge under tredive år i Nuuk kan få lejlighed, selvom de skriver sig på ventelisten på deres 18 års fødselsdag?

Politikerne er enige om, at enhver samfundsborger har ret til en bolig. Men alene i Nuuk mangler der mindst 1.200 boliger, og der gøres intet for at bringe boligventelisten ned. Det byggeri, politikerne allernådigst afser penge til, gør ikke ventelisterne kortere, men sikrer en konstant og påtrængende bolignød som den, vi kender i dag.

PÅ EN KONFERENCE med emnet Nuuk, Grønlands Hovedsta d, sagde flere ledende politikere, at alle borgere i dette land har ret til at bosætte sig, hvor de vil. Og landsstyreformand Jonathan Motzfeldt understregede, at de folkevalgte ikke skal stille sig hindrende i vejen for mennesker, der ønsker at flytte til Nuuk.

Men det er jo slet ikke den virkelighed, vi kender. I dag flytter mennesker væk fra Nuuk, fordi der ikke er boliger. Nogle flytter til andre byer, og nogle helt til Danmark, hvor de får en ordentlig behandling.

De politiske synspunkter har så lidt med den grønlandske virkelighed at gøre, at vi her på redaktionen fristes til at tro, at de fremsættes til ære for verden udenfor - det internationale samfund, med hvem vi har indgået en pagt om menneskerettigheder, som vi ikke overholder. For eksempel retten til at have et sted at bo...

I DISSE LANDE mener man, at boligen er en nødvendig forudsætning for at være menneske i vor tid. Og det hænger blandt andet sammen med, at rimelige boligforhold er anerkendt som en betingelse for, at mennesket udvikler sig godt - socialt, følelsesmæssigt, kulturelt, menneskeligt og hvad det nu hedder alt sammen.

I Grønland vedkender politikerne sig de samme værdier, som bare aldrig bliver skabt. Her hersker de værst tænkelige boligforhold for et meget stort antal mennesker, og den sociale, kulturelle, følelsesmæssige, menneskelige udvikling fører for mange til den rene elendighed. Skole, uddannelse og arbejde kikser, og tilværelsen kuldsejler.

Så længe KNR’s kameraer og mikrofoner er åbne i landstingssalen, snakkes der gerne og længe om problemerne, men når samlingen fløjtes af, og vinduet ud til vælgerne lukkes, vender politikerne borgerne ryggen. Og bolignøden fortsætter.

NU SKAL DER BYGGES! Og der skal bygges meget. Atassut taler om at udbyde 1.500 boliger på én gang, og hvor vildt det end lyder, så er det noget i den retning, der skal til. Ellers kommer vi ingen vegne. Og så må vi undvære på andre områder. Pengene skal skaffes, for vi kan ikke leve uden tag over hovedet.

Desuden skal vi ikke lade os bremse af, at den grønlandske byggebranche måske ikke er i stand til at bygge så mange boliger så hurtigt, som vi har brug for. Vi skal ikke vente på, at den får rustet sig til at klare det helt alene. Det er slet ikke ønskeligt, for det vil efterlade en slags goldrush-effekt og en abnorm kapacitet, der ramler fra hinanden den dag, byggeriet er færdigt (men det bør være grønlandske entreprenører, der både hyrer og styrer den nødvendige tilkaldte arbejdskraft).

Hovedsagen er, at vi får vores boligbehov imødekommet nu. Ikke om ti år, men nu! Det er nu, vor folkeskole skal forbedres. Det er nu, vore unge skal uddannes. Det er nu, Grønlands vigtigste byggesten - familien - skal trives for at etablere det nødvendige miljø omkring den udvikling, ungdommen - og dermed vi alle - er afhængige af.