Indsigt: Omvendt Robin Hood-strategi i hjemmestyret

Omvendt Robin Hood-strategi i hjemmestyret

Det er svært at bevare den positive indstilling til hjemmestyrets politikere, når de den ene gang efter den anden - hæmningsløst - forgriber sig på love, værdier og anstændighed. Nu vil de altså stjæle boligerne fra de mennesker, der har mest behov for dem

Tirsdag d. 3. oktober 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Etik, Politik, Sociale spørgsmål.

REDAKTIONSMØDET her til morgen (mandag) satte sindene i kog. I en af bladets artikler fortælles, at hjemmestyret nu foreslår, at boliger, der i Nuuk stilles til rådighed efter sociale kriterier, skal overgå til det offentliges personaleboligpulje.

15 procent af de fraflyttede lejligheder i byen stilles i dag til rådighed til såkaldt boligsociale formål. Det tal skal nu reduceres til et par procent.

Sagen er naturligvis, at det offentlige ikke har boliger nok til de ansatte. Men det er et problem, alle kender. Heller ikke erhvervslivet har boliger nok til medarbejderne, og unge og boligløse borgere venter i dag 10-15 år med at få en familiebolig.

Det var naturligvis nedprioriteringen af socialt tildelte boliger, der bragte sindene i kog på AG. Endnu en gang blev vi konfronteret med en holdning, der blæser på menneskelige hensyn til fordel for materielle.

Når erhvervslivet mangler boliger til medarbejderne, henvises det til at bygge eller købe. Erhvervslivet må altså selv skaffe sig boliger, mens det offentlige snubber dem fra nødlidende.

Det er svært at bevare den positive indstilling til hjemmestyrets politikere, når de den ene gang efter den anden - hæmningsløst - forgriber sig på love, værdier og anstændighed. Nu vil de altså stjæle boligerne fra de mennesker, der har mest behov for dem.

DET ER DEN "almindelige", generelle boligmangel, der skaber problemet omkring personaleboligerne. Hvis der var boliger nok i det hele taget, eksisterede begrebet personaleboliger ikke.

Derfor er det nødvendigt at bygge boliger. Ikke bare boliger til personale på det offentlige arbejdsmarked, men til alle. Det har vi herfra foreslået flere gange. Vi har påpeget, at det er vigtigt hurtigst muligt at skaffe boliger nok til alle, men det har affødt en del indvendinger. Arbejdsgiverne mener ikke, tempoet skal være højere, end at de lokale mestre og entreprenører kan klare det. Og planlæggerne mener, byudviklingen skal have en indbygget træghed i sig for at undgå slum- og ghettobyggeri.

Arbejdsgivernes krav er forståelige, men uacceptable, når vi iagttager boligmanglens alvorlige følger, og planlæggernes betænkeligheder kan vel imødekommes af en dygtig og fremsynet planlægning.

Når der imidlertid ikke kan skabes tilstrækkelig forståelse for, at den generelle boligmangel skal afskaffes, så må det mindste krav da være, at det offentlige bygger boliger til deres ansatte i stedet for at stjæle dem fra mennesker i nød.

Den holdning, der ligger til grund, vidner blandt megen dårligdom om, at hjemmestyrepolitikerne er ligeglade med vælgerne. Boligproblemer er ikke noget, de selv kender til, og derfor regner de dem ikke for noget. Det er også derfor, der ikke bygges noget videre. I Nuuk er byggeriet indenfor en overskuelig årrække stort set gået i stå - i alt fald, når man vurderer det på baggrund af boligproblemernes og de sociale problemers omfang.

Hjemmestyrets omvendte Robin Hood-forslag om at tage boligerne fra de nødlidende og give dem til offentligt ansatte - lokale og tilkaldte - vidner om total mangel på vision og på viljen til at løse problemer konstruktivt og anstændigt.

BOLIGMANGLEN og arbejdsmarkedets deraf følgende behov for personaleboliger skaber et andet alvorligt problem, som efterhånden har skabt et urimeligt forhold på arbejdsmarkedet.

Arbejdstagerne i Nuuk er i lommen på deres arbejdsgivere. Deres bolig er en del af jobbet, og hvis arbejdsforholdene er utilfredsstillende, hjælper det ikke noget at sige op, for så står de uden bolig - med mindre det er muligt at finde et andet job med bolig. Og det er ikke nemt. Resultatet bliver blandt andet, at det er mindst ligeså vigtigt at finde et job med gode boligforhold som et med gode arbejdsforhold. Faget, jobbet, arbejdsmiljøet får mindre betydning, og risikoen for utilfredsstillende ansættelsesforhold for store dele af arbejdsstyrken er derfor stort.

Samtidig binder det den enkelte medarbejder til jobbet. Man er nødt til at makke ret, hvis man vil bevare sin bolig. Det er en usund, grotesk situation, som naturligvis bør ændres. Job og bolig skal skilles ad. Boligen er et grundlæggende behov for alle mennesker og bør ikke knyttes til et job, fordi det giver arbejdsgiveren magt over familiens boligsituation.

DET ER DENNE umenneskelige magtfordeling, som hjemmestyret nu prøver at cementere - og styrke. De offentlige arbejdsgivere skal åbenbart have håndsret over arbejdskraften. Så ved de, hvor de har deres medarbejdere.

Mindelser om lænker og slaveri ligger lige for. Og det offentliges middel til at styrke denne herrementalitet er altså at inddrage boliger fra mennesker, der har socialt påtrængende behov for et sted at bo.

Så det skal de altså ikke regne med at få.