Indsigt: Kan det virkelig være sandt?

Kan det virkelig være sandt?

Vi hører måske til blandt de mange, der har købt båd ved at optage store banklån, inden vi har bygget hus, og anstrenger os stadig med at tilbagebetale lånet. Vi har i dag en meget dyr dagligdag, hvilket er anstrengende især for os børnerige familier

Tirsdag d. 6. november 2001
Gustav Poulsen
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål.

Jeg fremsætter følgende som udtryk for min uenighed med den forestående indførelse af den nye boligsikringsordning, som skal være indtægtsreguleret, og som efter sigende indføres for at afhjælpe lavindkomstgruppen.

Som bekendt arbejdes der i disse dage i Landstinget for at indføre en ny boligsikringsordning, der indebærer ændring i boligbørnetilskuddet, efter sigende fordi et ægtepar med en indtægt på over 440.000 kroner hører til de bedrestillede i økonomisk henseende.

Jeg mener at sådan en politik er et udtryk for mål og handlinger der er selvmodsigende. Da vi var børn under hjemmestyrets indførelse blev den grønlandske befolkning opfordret til at uddanne sig så vi med tiden kunne udskifte de tilkaldte. I de seneste år har der været røster fremme i Landstinget om at grønlænderne ikke længere må være så afhængige af det offentlige og bør begynde at spare op med henblik på at bygge huse selv.

Dette er i sig selv i orden og sundt. Men lad os lige kigge på de faktiske forhold. Vi kan se på vores egen økonomi i familien som eksempel.

Jeg har en kone og har fem - mere eller mindre hjemmeboende børn - der er under 18 år og den yngste er stadig i vuggestue. Det skal bemærkes at taksten for vuggestuepladsen er fastsat efter vores indtægter, således at vi betaler omkring 2.500 kroner om måneden. Hvor mange gange mon i forhold til taksten for lavindkomstgruppen? Vi bor i en fem-rums offentlig udlejningsbolig. Huslejen, eksklusive depositum, men inklusive boligbørnetilskud og varmebidrag, er på omkring 4.000 kroner om måneden. I øjeblikket andrager de samlede boligbørnetilskud omkring 2.500 kroner for os. Det betyder at vi kommer til at miste 2.500 kroner i boligbørnetilskud om måneden i 2002.

Så kan man regne ud hvor meget vi kommer til at betale mere i husleje om måneden og på årsbasis. Vi hører måske til blandt de mange, der har købt båd ved at optage store banklån, inden vi har bygget hus, og anstrenger os stadig med at tilbagebetale lånet. Vi har i dag en meget dyr dagligdag, hvilket er anstrengende især for os børnerige familier. Er det ikke blevet sådan, at vi, der blot tjener lidt mere end lavindkomstgruppen, er blevet ofre og straffes gennem prisforhøjelser - således at vore muligheder for at spare op til eget hus udhules endnu mere? Ud fra de faktiske forhold er det nemlig ikke sådan at vi har råd til at forringe vore vilkår yderligere blot fordi vi har indtægter på over 440.000 kroner. Man får derfor lyst til at spørge: Hvad er det landstingspartierne ønsker at opnå idag?

Skal vi kræve at befolkningen skal uddanne sig, og samtidig straffe og forringe deres vilkår i samme øjeblik de har uddannet sig lidt? Er det virkelig det samfundet ønsker? Er det ikke sådan at Landstinget endnu engang er ved at tage en beslutning med bind for øjnene om noget, de ikke har forstået til bunds - eksempelvis i stil med de tidligere fejltagelser som ørredprojektet i Qorlortorsuaq, Puisi A/S og lignende? Kommer vi ikke på den måde til at opfordre folk der ikke gider bestille noget og vore efterkommere til at forblive passive og ikke uddanne sig, da de lidt mere lærde vil blive ofret til at yde dem bistand? Er det en sund udvikling?

Derfor er det yderst ønskeligt, at Landstinget foretager en grundig vurdering om det er en rigtig beslutning, det er ved at tage. Der er nemlig grund til at være bange for at de ringere stillede efterhånden begynder at finde det naturligt, at de hidtil bedre uddannede ofres til at give dem bedre økonomiske vilkår. Det vil nemlig ikke bane vejen for at flertallet af landets befolkning tager sig en højere uddannelse for at opnå bedre vilkår.