Vort hjem skal være trygt og rart - og ikke mindst egnet som menneskebolig

Vi kæmper helt generelt med, at vores samlede boligmasse er nedslidt. Det skyldes primært, at vi gennem mange år har undladt at renovere og vedligeholde vores boligmasse.

Mandag d. 5. marts 2012
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Boliger, Bosætning, Erhverv, Socialt ansvar.

Helt overordnet arbejder landsstyret ud fra en overbevisning om, at det er en menneskeret at have en ordentlig og tidssvarende bolig uanset, hvor mange penge man tjener. En boligredegørelse indeholdende en fremtidig boligstrategi vil med dette som baggrund blive fremlagt for Landstinget på den kommende Forårssamling – fokus vil blandt andet være på at nedbringe ventelisterne samt på en renoveringspakke, der skal bringe boligmassen op på et tidssvarende niveau.

Vi tager hjem fra arbejde. Vi kommer hjem fra ferie. Vores børn kommer hjem fra skole. Vort hjem er noget ganske særligt. Det er det sted, hvor vi føles os trygge og veltilpasse. Der, hvor vi er sammen med dem, vi elsker. Der, hvor vi har det godt.

Det ligger landsstyret meget på sinde, at alle i vort land har et hjem, hvor der er rart og trygt at være. Men jeg skal gerne være den første til at erkende, at sådan er det ikke i dag. Jeg hører selv til blandt de mange, der sammen med min familie er flyttet meget rundt de sidste par år, fordi der har været skimmelsvamp i de boliger, vi har haft. Jeg er sikker på, at vi næsten alle kender mennesker, der er havnet i samme situation som mig og min familie. Skimmelsvamp er et stort problem, men det er desværre ikke det eneste.

Vi kæmper helt generelt med, at vores samlede boligmasse er nedslidt. Det skyldes primært, at vi gennem mange år har undladt at renovere og vedligeholde vores boligmasse. Vores boliger er ganske enkelt blevet vedligeholdt for dårligt, og derfor er mange af dem i en sørgelig forfatning. Den aktuelle tilstand af vore boliger er således langt fra tilfredsstillende.

Kunstig lav husleje
Det helt store problem i denne forbindelse er, at huslejeniveauet i mange år har været kunstigt lavt. Historisk skal vi et godt stykke tilbage i tiden for at forstå, hvorfor det er sådan. I 1997 indgik det daværende Hjemmestyre en aftale med SIK om, at huslejen ikke måtte stige. Dette huslejestop blev reelt først ophævet den 1. januar 2002, og det har betydet, at huslejeniveauet fra da af har været for lavt, da aftalen betød, at huslejerne blev holdt i ro i en periode på fem år. For at gøre ondt værre besluttede det daværende landsstyre i 2008, at huslejen i 2009 ikke måtte stige. Denne beslutning forstærkede problemet med den kunstigt lave husleje, og konsekvenserne ser vi som tidligere skrevet lige i øjeblikket, hvor boligafdelingerne ikke har penge til det helt nødvendige vedligehold såsom at løse skimmelsvampsproblematikken.

Det er et ubestrideligt faktum, at vores boligmasse lider under et stort renoveringsefterslæb. Dette efterslæb er så stort, at vi er nødt til at aktivt at gøre noget ved det. Den boligredegørelse, som jeg fremlægger på Landstingets Forårssamling vil indeholde en renoveringspakke, der betyder, at vores boligmasse bliver bragt op på et tidssvarende og sundhedsmæssigt acceptabelt niveau. Mange tror fejlagtigt, at de kommende huslejestigninger skal dække denne renovering, men det er ikke tilfældet. Huslejestigningen skal sikre, at boligmassen ikke forfalder igen. Den skal sikre, at boligafdelingerne fremadrettet får en økonomi, så der bliver råd til at vedligeholde de nyrenoverede boliger.

Det er med andre ord særdeles vigtigt, at huslejerne kommer op på et niveau, der betyder, at boligafdelingerne kan overholde lovens krav om, at den samlede lejeindtægt for alle boliger i en boligafdeling skal være på et niveau, der giver boligafdelingen mulighed for at afholde samtlige udgifter til drift herunder vedligeholdelse, administration, bidrag, henlæggelser og kapitalafkast til ejeren.

Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvor meget huslejen kommer til at stige. Det afhænger helt og holdent af de budgetter, som boligafdelingerne har pligt til at udarbejde, og som danner baggrund for huslejeniveauet. Men jeg vil godt garantere, at ingen borgere med betalingsvilje kommer til at gå fra hus og hjem. I forbindelse med huslejestigningerne vil der nemlig komme en tilpasning af boligsikringen, således at de enkelte familier/den enkelte lejer kommer til at sidde med en afbalanceret husleje, der er til at betale.

Når det er sagt, så vil jeg dog ikke lægge skjul på, at lejerne set over en bred kam kommer til at bruge en større del af den månedlige indkomst på at betale husleje. Til gengæld får man som lejer også et hjem, der er sundhedsmæssigt acceptabelt og egnet som menneskebolig. Det ligger landsstyret meget på sinde at skabe ordentlige rammer for alle borgere, og derfor vil vi ikke ryste på hånden i denne sag – uanset hvor upopulær den fremstår i befolkningen. Vi er her ikke for at vinde en popularitetskonkurrence, men for at skabe et bedre samfund. Et ordentligt sted at bo er i min verden en meget væsentlig del af det at leve i et godt samfund.

Ned med ventelisterne
Den nedslidte boligmasse er dog langt fra det eneste problem på boligområdet. For landsstyret er det helt nødvendigt at få nedbragt ventelisterne til en lejebolig i Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Qaqortoq. De lange ventelister er problematiske på flere fronter. Det kan betyde, at unge mennesker tvinges til at blive boende hos far og mor, og det kan betyde, at par, der ikke længere ønsker at bo sammen er tvunget til at gøre det alligevel. Derudover er det vanskeligt for udefrakommende at flytte til de pågældende byer, hvilket kan være med til at bremse vækstpotentialet, idet virksomhederne i den nuværende situation har svært ved at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Der er således ingen tvivl om, at vi står i en situation, der skriger på at blive taget endog meget seriøst.

På den baggrund er det vigtigt, at det offentlige (Selvstyret og kommunerne) konstant råder over en boligmasse til den del af befolkningen, der har et ønske om at bo til leje, men det skal samtidig være et mål, at så stor en del af befolkningen som muligt får et fornuftigt incitament til at købe sin egen bolig. Det kan blandt andet ske ved at købe sin nuværende lejebolig eller ved at udskifte sin nuværende lejebolig med en ejerbolig. Ved sidstnævnte metode bliver der frigjort en lejebolig til en fra ventelisten, hvilket i sagens natur vil bidrage til at nedbringe denne.

Bygger efter behov
Landsstyrets fremtidige boligstrategi kommer fremover til at bygge på det princip, at vi bygger boliger på grund af boligmangel, og ikke for at holde folk beskæftiget med at bygger boliger, som der ikke er behov for, og som ikke kan udlejes. Helt grundlæggende betyder det, at der fremover bør være en form for businesscase bag enhver investering i boligbyggeri. Det giver ganske enkelt ingen mening at bygge nyt de steder, hvor der ikke er et erhvervsmæssigt potentiale.

Med dette in mente vil landsstyret arbejde benhårdt for at nedbringe ventelisterne gennem en dobbeltrettet strategi. For det første vil vi forsøge at animere så mange som muligt til at flytte i ejerbolig i de fire største byer. Dette vil i sig selv være med til at nedbringe ventelisterne. Herudover vil vi prioritere at bygge offentlige udlejningsboliger disse fire steder, således at boligpolitikken kommer til at matche efterspørgslen på boligmarkedet.

Dermed siger jeg ikke, at der kun vil blive bygget i de fire største byer. Hvis andre steder på kysten kan påvise et reelt behov for boligbyggeri, så er det naturligvis noget vi vil se på, men de dage, hvor boligbyggeriet blev spredt rundt omkring på kysten ud fra et misforstået solidaritetsprincip er endegyldigt forbi. Fremover skal der kunne påvises et reelt behov, og dette behov vil herefter indgå i en samlet prioritering på hele boligområdet.