Langsigtet løsning påkrævet

Det korte af det lange er, at vi har ca. 6.400 selvstyreejede boliger i hele landet. Heraf er de ca. 4.500 boliger i en tilstand, hvor det hverken ud fra rene økonomiske betragtninger kan betale sig at renovere dem eller vil være politisk forsvarligt. Alt i alt er vores boligmasse i en miserabel tilstand.

Mandag d. 19. marts 2012
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Boliger, Politik, Socialt ansvar, Økonomi.

”Siumut raser over boligforhold”. Det var overskriften, da Siumuts politiske næstformand skældte ud på landsstyret i sidste uge omkring boligsituationen i Aasiaat. Karl Lyberth forlangte endda, at landsstyret skulle sige undskyld til de berørte ejere.

Jeg er fuldstændig enig med Karl Lyberth i, at den situation, som lejere i Aasiaat er i, er uacceptabel. Det er derfor vi nu forsøger at udrede problemet for at få en løsning.

Jeg overvejede kraftigt, om jeg skulle undlade at kommentere Siumuts angreb på landsstyret, da jeg synes at selve sagen var for vigtig.

Men jeg vil nu alligevel kommentere på den ansvarsforflygtigelse, som udmeldingen fra Karl Lyberth er et udtryk for.

Faktum er, at landsstyret har arvet et stort fallitbo på boligområdet fra vore forgængere. For at kunne lave en ordentlig og fremtidssikret renoveringsstrategi, har det været nødvendigt at få skabt et overblik over hele boligområdet og den tilstand, som de selvstyreejede boliger er i. Derudover har vi lavet forskellige analyser på, eksempelvis, hvor mange, der er i stand til at boligforsyne sig selv blandt vores lejere.

I Efteråret 2011 uddelte jeg til Landstinget en gennemgribende faktarapport på boligområdet, hvor de enkelte byer og bygder blev beskrevet. Heri indgik oplysninger om husstandenes gennemsnitsindkomst, demografiske forhold, antal boliger og boligernes tilstand inddelt i 4 kategorier.

Jeg kan anbefale Karl Lyberth at læse den.

Det korte af det lange er, at vi har ca. 6.400 selvstyreejede boliger i hele landet. Heraf er de ca. 4.500 boliger i en tilstand, hvor det hverken ud fra rene økonomiske betragtninger kan betale sig at renovere dem eller vil være politisk forsvarligt. Alt i alt er vores boligmasse i en miserabel tilstand.

Det er faktisk, hvad landsstyret har arvet fra diverse Siumut-ledede regeringer, der ikke for alvor har gjort noget ved renoveringsproblemet. De har heller ikke afsat penge nok til genopretning af forrige års manglende vedligeholdelse, hvilket har betydet, at problemet er blevet større og større fra år til år.

Så hvis der er nogen, der bør undskylde, er det Siumut, der bør undskylde for, at de som øverste ansvarlige har ladet stå til i så mange år, at vores boligmasse er forfaldet.

Landsstyret har nu færdiggjort størstedelen af vidensindsamlingen på området, hvilket betyder at vi på forårssamlingen fremlægger en boligredegørelse, der indeholder strategier for boligsanering, erstatningsbyggeri, langsigtet renoveringsplan for alle byer, huslejeniveau og forbedret boligsikring. For første gang en samlet og sammenhængende plan for at rette op på den ødelagte boligmasse.

Som landsstyremedlem for Boliger har jeg gennem det seneste års tid forsøgt at få sparket en ordentlig debat i gang om dette alvorlige emne. Senest ved et indlæg i Sermitsiaq, der kan læses her Vort hjem skal være trygt og rart - og ikke mindst egnet som menneskebolig

Til orientering kan jeg i den forbindelse oplyse, at der i 2011 blev skimmelrenoveret 101 boliger i og uden for Nuuk. Ud over denne indsats har landsstyret lige ansøgt om 16 millioner kroner til en ekstraordinær indsats mod dette meget akutte og store problem.

Jeg glæder mig rigtig meget over, at Karl Lyberth på vegne af Siumut skriver, at der skal findes en langsigtet løsning på problemet. Det tolker jeg som om, at Siumut er klar til at tage ansvar, når vi fremlægger boligredegørelsen på forårssamlingen.

Efter ønske fra landsstyret har Landstinget allerede afsat et 2-cifret millionbeløb til renovering i 2012 for at kunne komme i gang med indsatsen med det samme.

Lige præcis de omhandlende boliger i Aasiaat var i forvejen udpeget til at være pilotprojekt i renoveringsstrategien. Så hvis ellers de videre undersøgelser viser, at det er økonomisk forsvarligt at renovere dem, vil det blive gjort i år. Derudover gør vi naturligvis, hvad vi kan for at afhjælpe det akutte problem omkring varme i boligerne.