Når boligpendulet svinger

Denne socialpolitiske skævvridning blev der advaret om fra første færd, og den er øget gennem årene i takt med, at det er blevet billigere at bo i de mere velholdte andelsboliger, hvor den lille gæld er betalt af, mens huslejen i den almennyttige og stadigt ringere vedligeholdte boligmasse er begyndt at vokse - selvom den stadig er for lille til at dække omkostningerne.

Torsdag d. 24. maj 2012
Brian Buus Petersen, Direktør, Grønlands Erhverv
Emnekreds: Boliger.

Indholdsfortegnelse:
Den omvendte Robin Hood-politik begyndte for mange år siden
Og så trækker vi hårdt i bremsen – med fare for udskridning
Boligredegørelsen mangler præcision



(an 1998)

Ca. 2/3 af selvstyrets boliger er så dårlige, at det ikke er økonomisk forsvarligt at renovere dem, fordi renovering er næsten lige så dyr som at bygge nyt. Regningen for nyt erstatningsbyggeri bliver kolossal og er et sørgeligt bevis på en fejlslagen boligpolitik og på, at den boligpolitiske styring igennem årene har svigtet – trods tidlige og tydelige og advarsler.

Ingen kan være uenige i, at der skal gøres noget, og derfor lægger landsstyret op til en gennemgribende boligpolitisk reform med flere rigtige elementer i, bl.a. at sociale boligsikringsordninger gøres synlige, og at store tilskud, til dem der kan betale selv, skal fjernes. Der lægges imidlertid i boligredegørelsen op til så hurtige og gennemgribende ændringer i boligpolitikken, at GA kan frygte, at det private boligbyggeri kan risikere at gå i stå over hele landet – fra at være helt ude af ligevægt til venstre, kan boligpendulet komme helt ud af ligevægt til højre.

I for mange år har der ikke været politisk mod til at gennemføre en reform, der skabte tydelig sammenhæng mellem huslejen og omkostningen ved at bo. Det skjulte man nemt i de offentlige kasser, og alle fik lav husleje uanset økonomisk formåen. De fleste har ikke rigtigt kunne gennemskue, at når der blev lagt penge i højre baglomme (tilskud til husleje), så blev de bare taget op af venstre baglomme – nemlig som højere skat.

At mere af skatten så ikke blev brugt til nødvendig løbende vedligeholdelse af boligmassen, er en anden alvorlig sag. Nu kommer de mange års sløseri i boligpolitikken virkelig til at koste penge, når 4.500 af selvstyrets boliger skal nyopføres for at erstatte saneringsmodne boliger foruden, at 1.900 boliger skal renoveres. Vi taler om milliarder af kroner, uden at der sker en reel udvidelse af boligmassen, og boligredegørelsen giver desværre ikke et klart svar på, hvor de penge skal komme fra.

Den omvendte Robin Hood-politik begyndte for mange år siden
Første boligpolitiske skridt, der skulle øge andelen af privat byggeri, blev andelsboliglovgivningen fra begyndelsen af 1990´erne. Med 2/3 offentlig støtte kunne man erhverve en god ny bolig. Det fik mange til at gå i gang, og der er gennem årene bygget mange andelsboliger, men med det resultat, at det i virkeligheden var den økonomisk bedst sikrede del af befolkningen, som fik fordel af ordningen, for de mindre bemidlede kunne jo alligevel ikke finansiere deres egen tredjedel af finansieringen.

Denne socialpolitiske skævvridning blev der advaret om fra første færd, og den er øget gennem årene i takt med, at det er blevet billigere at bo i de mere velholdte andelsboliger, hvor den lille gæld er betalt af, mens huslejen i den almennyttige og stadigt ringere vedligeholdte boligmasse er begyndt at vokse - selvom den stadig er for lille til at dække omkostningerne.

For at hente lidt flere penge op af lommerne på dem, der havde økonomi til at betale mere til egen bolig, indførte man 10-40-50-ordningen (nu 20-20-60), som vel har været verdens mest fordelagtige boligfinansiering i privat boligbyggeri nogen sinde. Den blev oven i købet tilbudt til dem, der allerede havde haft glæde af andelsboligordningen – halløj hvor det går, nu bliver pendulet virkelig rykket helt op til venstre, for nu skal vi virkelig have privatfinansiering ind i byggeriet. Efterhånden aner næsten ingen, hvad det koster at bo, men endnu værre – nu begynder forfaldet i den almennyttige boligmasse at tage til, og presset mod de offentlige kasser vokser for ikke bare at rette op på vedligeholdelsesefterslæb, men også for at få boligventelisterne ned med nyt byggeri.

Og så trækker vi hårdt i bremsen – med fare for udskridning
Et opgør med den ”omvendte Robin Hood-politik” er efter GA´s opfattelse helt nødvendig. Men hvis man uden nøje hensyn til mekanismerne i boligmarkedet - og de mange geografiske variationer heraf - slipper det boligpolitiske pendul, og lader det svinge hurtigt til højre, så kan der også opstå alvorlige problemer.

Det kan der, fordi boligmarkedet i Grønland - måske bortset fra Nuuk - ikke fungerer under normale markedsmæssige betingelser. Det kan, med de boligpolitiske initiativer, som landsstyret lægger op til, indebære flere ting:

  • Når de (lukrative) offentlige finansieringsordninger fjernes på én gang samtidigt med en reduktion af rentefradraget, bliver der ikke bygget nyt privatfinansieret byggeri uden for Nuuk og måske ikke engang i Nuuk. Det kan man lige så godt erkende. Uden for Nuuk er der allerede stavnsbinding til private huse i byer som Qaqortoq, Sisimiut og Ilulissat, hvor mange ikke kan dække omkostninger ved eget nybyggeri ind, når der skal sælges – for slet ikke at nævne de mindre byer, hvor situationen er endnu vanskeligere.
    Det nytter derfor ikke noget at tro på, at privat boligbyggeri her på nogen måde kan kompensere for den planlagte nedgang i det almennyttige boligbyggeri - også selvom der lægges op til en reduktion af personskatten. Boligredegørelsens forudsætning om, at det private byggeri vil kompensere for en reduktion i det offentlige byggeri, tror GA ikke på.
  • I takt med at det almennyttige boligbyggeri begrænses til færre, som ikke har mulighed for at betale selv, vil behovet for privat boligfinansiering vokse hurtigt, og GA er meget bekymret ved udsigten til, at landskassen skal fungere som kreditforening uden for Nuuk, fordi det i realiteten er umuligt at få realkreditlån her. Med de dårlige erfaringer man har med inddrivelsen af offentlige fordringer, hvordan skal det så ikke gå med store boligkreditter? Det politiske pres for at få en offentlig kreditløsning til privat byggeri bliver enormt i takt med, at det offentlige almennyttige boligbyggeri reduceres til kun at dække dem med det mest akutte behov.
  • Med fraværet af almindelige markedsmekanismer for boligomsætning kan man frygte, at den landsdækkende mobilitet i arbejdsstyrken, som man netop nu har brug for, forsvinder og får arbejdsmarkedet til at stivne, fordi ingen har råd til at flytte. Markedsrisikoen for dem, der nu skal betale fuld pris for at bygge, er også blevet større i sammenligning med dem, der tidligere har fået billige lån, og som har større råderum, når der skal sælges.
  • Muligheden for at tiltrække og fastholde arbejdskraft reduceres, når muligheden for at få en personalebolig forringes. Ikke fordi man skal betale husleje for at bo i en vakantbolig, for det bør være helt naturligt, eller at huslejen i personaleboligen skal være rimelig. Man kan bare ikke ignorere, at meget få, der rekrutteres langt fra, har reel mulighed for og er villige til at købe en privat bolig i et usikkert boligmarked med den usikkerhed, det indebærer for mange tilkaldte, der ikke som udgangspunkt har tænkt sig en mangeårig binding til arbejdsmarkedet i Grønland.
  • Det er også naivt at tro, at store huslejestigninger på personaleboligområdet ikke udløser højere lønkrav. Selvom man tænker bolig- og skattepolitikken sammen, er det jo netop meningen, at en nedsættelse af personskatten med f.eks. 1 % skal finansieres fuldt ud på andre skatteområder m.v. En del af skattelettelsen tages altså op af borgernes lommer igen og kan ikke bruges til at betale højere huslejer.

Boligredegørelsen mangler præcision
Det er mange store håndtag der rykkes i på én gang og alt sammen under forudsætning af, at hele omlægningen finansierer sig selv, fordi det antages, at rigtigt mange af dem, der er lejere i dag, vil få store incitamenter til at blive ejere.

Den forudsætning tror GA ikke kommer til at holde pga. de vanskelige markeds- og finansieringsforhold i boligmarkedet. Derfor er der stor risiko for, at de boligpolitiske indgreb, der lægges op til, kan få ”pendulet” til at svinge helt til højre og ender med, at der ikke bliver bygget nyt, og at underskuddet i boligforsyningen blot vokser. Hvad sker der med beskæftigelsen i byggesektoren og skatteprovenuet herfra til de offentlige kasser? Og hvor skal pengene til bare den nødvendige renovering og sanering af boligmassen i øvrigt komme fra?

GA mener derfor, at boligredegørelsen lægger op til alt for drastiske virkemidler uden, at konsekvenserne er regnet godt nok igennem – helt ligesom da man indførte den omvendte Robin Hood-politik. Det kræver mere præcision og skarphed i analyserne, inden man lader boligredegørelsen udmønte i håndfaste og hurtige beslutninger, som hele markedet ikke har haft mulighed for gradvist at tilpasse sig.

Læs også
Boligpolitisk redegørelse 2012
Ro på: Boligredegørelsen er velgennemtænkt