Pinlig indpakning

Den 1. Maj 2009 sendte DR1 Vita et dejligt interview med Niels Ole Jensen, der er souschef i det Grønlandske Hus i København. Niels Ole Jensen er grønlænder, men har efter eget valg bosat sig i Danmark.
Han fortæller om sin opvækst i Grønland og sit liv både i Grønland og i Danmark. Han er en god og tænksom fortæller.
OBS: Teksten på DRs hjemmeside er nu rettet, så den er kommet i god overensstemmelse med det, der siges i interviewet :-)

Lørdag d. 2. maj 2009
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Bosætning, Grønlands historie, Journalistik, Sådan set.

Indholdsfortegnelse:
Den rodløshed, som tvangsflytningen igangsatte
Påstande uden belæg
Kulminebyen blev ikke lukket af danskerne
En ansvarsbevidst lukning
Tvangsflytning - eller Grønlands geografi?
Ilulissat ligger centralt i Diskobugten
Om at få det sidste ord
Hvorfor skal det være så sølle?


Minen ©an

Den rodløshed, som tvangsflytningen igangsatte
Den 1. Maj 2009 sendte DR1 Vita et dejligt interview med Niels Ole Jensen, der er souschef i det Grønlandske Hus i København. Niels Ole Jensen er grønlænder, men har efter eget valg bosat sig i Danmark.
Han fortæller om sin opvækst i Grønland og sit liv både i Grønland og i Danmark. Han er en god og tænksom fortæller.

Desværre bringes udsendelsen i en pinlig indpakning. En DR-medarbejder, der er åbenlyst uvidende om Grønland og grønlandske forhold, fisker fordomme ud af sin journalistiske paratviden og starter i overskriften med at fortælle at Niels Ole Jensen er "Tvangsforflyttet fra Diskobugten".

Og i den efterfølgende tekst får vi at vide, at "Niels Ole Jensen er født ved Diskobugten i Grønland i en lille kulmineby, der blev lukket af danskerne, fordi minedriften ikke længere kunne betale sig, så da han var 8 år begyndte en lang rejse geografisk, kulturelt og psykologisk".

Og længere nede i teksten: "Da Niels Ole Jensen voksede op, var Grønland en koloni, hvor danskerne havde det sidste ord, og hvor resten af verden var meget langt væk".

Og til slut: "At vælge at bo i Danmark, og at lytte til den rodløshed, som tvangsflytningen igangsatte".

Minebyen ©an
Påstande uden belæg
Der er ikke belæg at hente for disse påstande i interviewet med Niels Ole Jensen. Hans liv er formet efter hans eget valg. Det fremgår af interviewet, at han næppe ville have valgt det meget anderledes. Han er tilfreds med sit liv. Der er glæder og der er afsavn, men sådan er det for de fleste mennesker.

Men det har åbenbart ikke været godt nok for journalisten. Hvad med kolonimagten og de brutale danske undertrykkere? – Når Niels Ole Jensen ikke vil, så kan hun heldigvis selv!

Jeg vil tage det fra en ende af:

Kulminebyen blev ikke lukket af danskerne
Niels Ole Jensen siger selv udtrykkeligt, at minen blev lukket af myndighederne, og begrundelsen var, at den ikke kunne løbe rundt.

Da minen blev lukket i 1972 havde den givet underskud siden midten af halvtredserne. Underskuddet startede, da mineselskabet blev pålagt at sælge kul til lokalbefolkningen til en kunstig lav pris.

Myndighederne pålagde dermed mineselskabet (som var ejet af de samme myndigheder) at yde et socialt tilskud til opvarmning af lokalbefolkningens huse. Hvis man havde holdt forretning og sociale tilskud adskilt, så havde meget set anderledes ud for mineselskabet.

Da minen nu gav underskud, begyndte man at overveje minens fremtid. Det betød at man stoppede med at investere i ny teknologi og sparede på udskiftning af det eksisterende udstyr. Det fik underskuddet til at vokse.
Man kom også under konkurrence af billige kul fra Polen, der producerede med massiv statsstøtte.

Alligevel tog det femten år, før man lukkede minen i Qullissat.

En ansvarsbevidst lukning
Og minen blev ikke lukket over en nat. Hver enkelt familie blev der sørget for, med flytning og genetablering i en anden by efter eget valg. Flytningen blev betalt og der stod en passende bolig klar det nye sted.

Hvad man ikke kunne gardere sig mod, og hvad Niels Ole Jensen også fortæller om, var den mobning både børn og voksne kunne blive udsat for på det nye sted.

Tvangsflytning - eller Grønlands geografi?
Journalisten kalder det en tvangsflytning. Men der var ikke tale om en tvangsflytning i juridisk forstand. Folk kunne vælge at blive boende, men når alt lukkes ned, så er der ikke meget at blive for.

Men det har altid været vilkårene i et land som Grønland. Når fangsten svigter, så må man flytte til et nyt sted. Anderledes kan det ikke være. Det gælder også, når en mine lukkes. Det ved man godt i Grønland. Kun en dansk journalist uden forståelse af Grønlands geografi kan finde på at kalde det en tvangsflytning, det er en selvvalgt overlevelsesflytning.

Ilulissat ligger centralt i Diskobugten
I første omgang valgte Niels Ole Jensens forældre at flytte til Danmark for at videreuddanne sig, men senere vendte de tilbage til Grønland. Og Niels Ole Jensen blev ikke "Tvangsforflyttet fra Diskobugten", som det skrives i overskriften. Familien bosatte sig i Ilulissat, midt i Diskobugten på fastlandssiden. Man kan faktisk se over til Qullissat fra Ilulissat.

Om at få det sidste ord
Der er heller ikke belæg at hente i interviewet for at skrive at "danskerne havde det sidste ord". Det havde de ikke, og slet ikke i Qullissat, hvor for eksempel Hansepaajuk Gabrielsen grundlagde den grønlandske arbejderbevægelse - det nuværende SIK.

Jeg har både kendt Hansepaajuk Gabrielsen og arbejdet sammen med tidligere kontorleder fra minen i Qullissat, Anda Nielsen, og i forhold til dem fik jeg kun meget undtagelsesvis det sidste ord - selv om jeg var dansker :-)

Men det er den velkendte "omvendte racisme", der er så almindelig i dansk journalistik. Man nedvurderer uden videre grønlændere til nogen, der viljeløst lader folk udefra få det sidste ord.

Hvorfor skal det være så sølle?
Hvorfor er journalistikken – ikke bare i DR, men i det meste af den danske presse - blevet så ringe, så skabelonskåret og så skuffende forudsigelig?

"Havnen" ©an