Bosætningsmønsteret koster årligt milliarder ikke millioner

For at vurdere omfanget af bosætningsmønsterets økonomiske rationalitet skal den økonomiske støtte til virksomheder, der driver markedsmæssigt urentable aktiviteter i bygder og yderdistrikter virksomhed, medtages. Ifølge Grønlands Statistik androg overførsler fra offentlig forvaltning og service til grønlandske virksomheder 848 mio.kr. i 2006. Dette betyder i korthed, at IA’s udsagn er falsificeret. Bosætningsmønsteret koster altså ikke 200 mio.kr., som Kuupik Kleist påstår.

Tirsdag d. 26. maj 2009
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Landstingvalg juni 2009.

Indholdsfortegnelse: Tilskud til virksomheder Smådriftsulemper og langtidstab Bosætningsmønsteret koster milliarder! Diskussionen af hensigtsmæssigheden af bosætningsmønsteret har længe været tabubelagt. I dag er der heldigvis taget hul på diskussionen, men følelserne dominerer fortsat debatten og overskygger de saglige argumenter. I dette læserbrev vil jeg forsøge at redegøre for nogle af de parametre, der skal indgå i en beregning af prisen for det nuværende bosætningsmønster. Listen er ikke udtømmende. Nogle siger, at det er for dyrt, mens andre siger, at det ikke koster særligt meget. For eksempel siger IA’s formand Kuupik Kleist, at de har regnet sig frem til, at Landskassens direkte og indirekte udgifter til bygderne og yderdistrikterne udgør et sted mellem 200 og 300 millioner kr. På den baggrund påstår han, at ”vi med vores økonomi har råd til at støtte såvel bygderne som byerne”. Jeg vil gerne have en forklaring på hvordan IA er kommet frem til deres udsagn. Hvilke parametre har de taget med i deres beregninger? Medmindre IA har regnet forkert eller glemt nogle betydningsfulde variable, forsøger IA, at manipulere befolkningen til at tro, at bosætningsmønsteret ikke væsentligt udgør noget kritisk for økonomien i Grønland. Jeg vil påstå, at Kuupik Kleist har glemt et stort 0 i sine resultater. Vi taler ikke om millioner. Vi taler om milliarder. Derudover vil jeg sige, at vi ikke har råd til at bevare bosætningsmønsteret, hvis vi vil udvikle en selvbærende økonomi (med de muligheder for selvstændigheder der ligger heri). Tilskud til virksomheder For at vurdere omfanget af bosætningsmønsterets økonomiske rationalitet skal den økonomiske støtte til virksomheder, der driver markedsmæssigt urentable aktiviteter i bygder og yderdistrikter virksomhed, medtages. Ifølge Grønlands Statistik androg overførsler fra offentlig forvaltning og service til grønlandske virksomheder 848 mio.kr. i 2006. Dette betyder i korthed, at IA’s udsagn er falsificeret. Bosætningsmønsteret koster altså ikke 200 mio.kr., som Kuupik Kleist påstår. Smådriftsulemper og langtidstab Det er ikke entydig let at beregne, hvor meget driftsomkostningerne er dyrere ved at producere pr. enhed. Et er dog helt sikkert: at producere i mange og små enheder er dyrere, end hvis man producerer i få og store enheder. Hvad præcist merprisen er, er kompliceret at fastslå. Alle kan dog være enig i, at vi i Grønland har ekstreme smådriftsulemper, som skyldes bosætningsmønsteret. I tillæg til udgifterne til tilskud til virksomhederne, meromkostningerne ved produktion i små enheder er der yderligere en central dimension som glemmes. Denne dimension vedrører det samfundsmæssige tab, der er ved, at en stor del af den produktive arbejdsstyrke i bygder og yderdistrikter ikke tilstrækkeligt bidrager til vores egenproduktion (BNP). Således er en stor del af arbejdsstyrken beskæftiget i traditionelle erhverv inden for bl.a. fangst, fiskeri og fiskeindustri. Disse erhverv bidrager med meget lidt til den nationale produktion. I denne henseende vil der givetvis være modargumenter, som bl.a. vil påpege, at en væsentlig del af vores eksportvare, jf. hellefisk, opfiskes i de nordgrønlandske bygder. Dette er en sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, at en væsentlig del af hellefisken opfiskes i bygderne. Dette betyder dog ikke, at dette vil være således for fremtiden. I denne henseende må man erindre, at Fiskerikommissionen har udarbejdet en betænkning, hvor konsekvensen ved en implementering af forslagene vil være, at opfiskning fra mindre enheder vil unødvendiggøres for at effektivisere fiskeriet. En effektivisering der udover at sikre biologisk bæredygtighed og skabelse af grundlag for at inddrive en såkaldt ressourcerente vil frigive arbejdskraft til fremtidens væksterhverv. Hvor meget dette produktivitetstab eksakt løber sig til kan jeg ikke eksakt sige. Der skal dog ikke være tvivl om, at der er tale om et beløb, der alene langt overstiger Kuupiks beløb på 2-300 mio.kr. Bosætningsmønsteret koster milliarder! Jeg startede med at påstå, at Kuupik Kleist’s udmelding om, at Landskassens direkte og indirekte udgifter til bygderne og yderdistrikterne udgør et sted mellem 200 og 300 mio.kr., er udtryk for manipulation. Dette vil jeg fastholde. Jeg har påvist, at vi årligt bruger mere end 800 mio.kr. på at drive virksomhed for bygder og yderdistrikter. Derudover bruger vi antageligt et stort beløb på smådriftsulemper. Dertil er der det produktivitetstab, der skal lægges til regnestykket. Det samlede beløb kan jeg ikke på nuværende fod belyse. Det er dog påvist, at der er grundlag for at sige, at bosætningsmønsteret årligt koster milliarder. Disse penge kunne anvendes til mange gode formål. Børn- og unges vilkår skal forbedres, man kunne bygge boliger og institutioner, mange faggrupper vil gerne have en påtrængende lønstigning osv osv. Vi kunne sågar hjemtage alle områder fra staten i henhold til selvstyreaftalen. Jeg vil endda vove og påstå, at vi kunne skabe forudsætninger for, at opnå politisk selvstændighed gennem økonomisk selvbårenhed i en overskuelig tidshorisont. Måske endda før landsstyreformandens pension og vel og mærke uden at skulle skide i en spand.