G-60 politik i ny forklædning?

Under vælgermøde i Ilimmarfik udtalte Demokraternes Landstingskandidat Niels Thomsen helt utvetydigt, at han hellere vil bruge diverse tilskud til bygder og yderdistrikter på rundt regnet 800 mio. kr. til erhvervsudvikling i vækstområderne. Aldrig før er det sagt så klart og tydeligt: bygderne skal lukkes.

Torsdag d. 28. maj 2009
Kaali Olsen
Emnekreds: Bosætning, Landstingvalg juni 2009.

Hvad mon G-60 politikken har kostet samfundet i menneskeliv?

Under vælgermøde i Ilimmarfik udtalte Demokraternes Landstingskandidat Niels Thomsen helt utvetydigt, at han hellere vil bruge diverse tilskud til bygder og yderdistrikter på rundt regnet 800 mio. kr. til erhvervsudvikling i vækstområderne. Aldrig før er det sagt så klart og tydeligt: bygderne skal lukkes.

Men hvilket menneskesyn eller værdisæt ligger bag sådan en udtalelse, og kan man virkelig gøre menneskeliv op på denne måde? Bygdeliv er dårligere end byliv – derfor må vi lukke bygderne.

Mennesker i bygder og yderdistrikter gives derfor ikke de samme rettigheder som mennesker i byerne – de kan bare flyttes efter magtelitens forgodtbefindende. Vi lever altså i en verden, hvor der er aftalt en række menneske- og frihedsrettigheder. At true mennesker til at gå fra hus og hjem ud fra simpel økonomisk rentabilitetsberegning hører ingen steder hjemme i et demokratisk land.

Jeg tror mere på en samfundsmodel, der bygger på demokrati, respekt og tolerance, hvor solidaritet og lighed skal være det styrende princip i udviklingen. Hvis vi skal give bygdebefolkningen de samme muligheder for at vælge deres eget liv, må det ske gennem øget satsning på skole- og uddannelsesområdet. Vi må med andre ord uddanne os ud af vore problemer, frem for at tvinge folk ud i et liv, som de ikke selv har indflydelse på.

Mennesker, der udsættes for tvang og sættes uden for indflydelse og ansvar, kan få alvorlige psykiske mén. Historien har allerede lært os, at det kan tage generationer at reparere på sådanne skader. Vi må ALDRIG glemme de menneskelige smerter, vi allerede kæmper for at overvinde. Vi overvinder ikke vore sociale problemer med trusler eller umenneskeliggørelse – vi må derimod skabe håb og vilje gennem ligeværdig dialog med alle grupper i samfundet.