Kald mig bare superliberalist

Mange har en tro på, at Grønland kan isolere sig fra resten af verden og undvige sig den hastige udvikling, der foregår overalt. Disse er overbeviste om, at Grønland skal være et frilandsmuseum.
Et frilandsmuseum, hvor turister fra hele verden kan komme og se på os ’De ædle vilde’. Denne vision for det grønlandske samfund er udtryk for en koloniherrementalitet, hvor grundkernen i dette grønlandsbillede er bygderne og det liv der associeres hertil. Som eksempler på fortalere for frilandsmuseumstanken kan nævnes Greenpeace, ICC og snævertsynede nationalister.

Mandag d. 13. september 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Min liberalisme
Rationel rekonstruktion
Tvangsforflytninger?


Fra tid til anden ytrer jeg, at jeg er liberalist. Enkelte har sågar kaldt mig superliberalist. Dette er i sig selv fint nok. Det er også fint nok, at ikke alle deler min liberale grundholdning. Med denne kronik vil jeg gerne redegøre for, hvordan jeg forstår det at være liberalist. Læseren må være opmærksom på, at der er forskellige variationer af liberalisme. Dette skyldes, at der har været en udvikling inden for den liberale tradition.

Tit og ofte kan jeg iagttage, at diverse samfundsagitører og menige borgere har en bestemt forståelse af liberalisme – en forståelse jeg ikke deler. Som liberalt tænkende tillægges jeg nogle værdier, jeg ikke deler. Kort fortalt har jeg hos nogle fået et mærkat, som jeg ikke kan nikke genkendende til.

Det er for mig at se desværre en gængs opfattelse, at liberalisme hos alt for mange alene forstås som det man i den politiske filosofi kalder for højreliberalisme. En position, der indiskutabelt vægter retten til ubetinget til at agere på et frit marked. Statsapparatets funktion bliver alene at sørge for at skabe sikre rammer omkring individernes frie udfoldelse og udnyttelse af deres talent og ejendom.

Denne version af liberalisme er for mig at se den kolde, kyniske og umenneskelige version af liberalisme. Det er samtidig min formodning, at jeg netop tillægges denne versions værdier, når enten jeg selv kalder mig for liberalist, eller når andre kalder mig for (super)liberalist.

Min liberalisme
Min forståelse af liberalisme går på, at ingen moralsk fortjener hverken sin arv eller miljø. Derfor må de, der er blevet forfordelt i disse henseender, kompenseres. Uligheder må arrangeres, så de bliver til alles fordel og ikke kun til fordel for de, der privilegeres gennem biologisk eller social arv. Dette indebærer et krav om social retfærdighed. Institutionelt betyder dette, at denne venstreliberalisme fordrer en interventionistisk stat, der kan tøjle markedskræfterne.
Det argument, som venstreliberale anvender mod den højreliberale position er, at det er unfair at stille alle op ved samme startlinje til livets løb, når nogle kommer til løbet med atletisk fysik, mens andre kommer med klumpfod. Et fair løb forudsætter, at hvis målstregen er fælles, så må startpositionerne kompensere for de handicap, som forskellige mennesker bringer til løbet.

Sagt anderledes går jeg ikke ind for, at alt ubetinget skal oppebæres på det frie markeds præmisser. For det første går jeg 100 procent ind for, at alle børn skal have lige muligheder for at få et godt liv. Dette medfører, at vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner skal være tilgængelige for alle og samtidig være på et niveau, hvor ingen får lyst til at drømme om et privat alternativ. De tidlige år er helt afgørende for et barns indlæring og udvikling, og jeg betragter det i den grad som et offentligt ansvar at sørge for de rette rammer for dette.

Udfordringen består derfor i, at vi som samfund skaber bedre rammer end de eksisterende for at vores børn og unge får de bedste muligheder for at få et godt og værdigt liv. Konkret betyder dette, at vi bør afsætte langt flere penge til de nævnte områder.

For det andet går jeg ind for, at der skal være et velfungerende sundhedsvæsen, der dækker befolkningens behov. Alle skal uanset pengepungens størrelse have krav på at få den nødvendige behandling – både for at sikre den enkelte et godt helbred og for at den enkelte hurtigst muligt igen kan bidrage til fællesskabet gennem sin indsats på arbejdsmarkedet.
For det tredje skal der være et socialt sikkerhedsnet, som skal være garant for, at alle har et forsørgelsesgrundlag. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at man skal finde en balance mellem på den ene side at skabe social sikring og på den anden side sikre, at der altid er et incitament til at være aktiv på arbejdsmarkedet.

Rationel rekonstruktion
Det som jeg anser som noget af det mest fascinerende ved liberalismen er distinktionen mellem eksisterende og ideel praksis. Det kan ses, at der er tale om en proces til noget, der anses for at være bedre end det eksisterende. Dette er især højaktuelt her i Grønland.

Mange har en tro på, at Grønland kan isolere sig fra resten af verden og undvige sig den hastige udvikling, der foregår overalt. Disse er overbeviste om, at Grønland skal være et frilandsmuseum.
Et frilandsmuseum, hvor turister fra hele verden kan komme og se på os ’De ædle vilde’. Denne vision for det grønlandske samfund er udtryk for en koloniherrementalitet, hvor grundkernen i dette grønlandsbillede er bygderne og det liv der associeres hertil. Som eksempler på fortalere for frilandsmuseumstanken kan nævnes Greenpeace, ICC og snævertsynede nationalister.

Det er en forkert antagelse af flere grunde. Bygderne, og det bosætningsmønster vi har i dag, er indlysende en koloniherre-opfindelse. Før kolonitiden overlevede vores forfædre ved at tilpasse sig omgivelserne. Og hvis dette betød, at man skulle flytte, så gjorde man det. Vores forfædres nomadeliv skabte problemer for kolonimagten – for hvordan skulle man finde vores forfædre, når de hele tiden flyttede rundt? Kolonimagtens løsning var opbygningen af mange små bygder. Hermed blev det muligt for kolonimagten at pleje sine økonomiske interesser. Man tvang altså vores forfædre til at bosætte sig i små bygder, hvor elendigheden blev fremherskende.

Men lad mig gøre det helt klart for alle fortalere for frilandsmuseumstanken: Vores forfædre tilpassede sig konstant omgivelserne for at overleve. De flyttede derhen, hvor eksistensgrundlaget var til stede. De var et stolt og stærkt folk, der ikke ville have ladet sig tyrannisere af pladderromantiske hippieforestillinger om, hvordan Grønland skal være et frilandsmuseum.

Vores forfædre ville have erhvervet sig de nødvendige kompetencer til at kunne tage udfordringen op i den internationale arbejdsdeling, hvor viden spiller en central rolle. Nøgleordet er uddannelse.

Tvangsforflytninger?
I forhold til spørgsmålet om tvangsforflytninger, skal der ikke være tvivl om, at jeg som liberalist sætter stor vægt på den enkeltes personlige frihed. Dette indebærer, at folk skal bo, hvor end de ønsker at bo. Om folk vil bo i byer eller bygder, er op til de enkelte at bestemme. Jeg vil aldrig gå ind for at tvangsforflytte folk.

Modsat vil jeg heller ikke gå ind for, at man skal overføre en unormal stor mængde af samfundets ressourcer til et fåtal i bygderne. Dette indskrænker flertallets personlige frihed. Sagt anderledes går jeg ikke ind for, at dem der bor i de større byer skal betale en unormal stor merpris for deres forbrug for, at bygdebefolkningen skal betale en unormal stor underpris for deres forbrug. Folk må tage ansvar for deres valg og betale derefter.

Jeg håber, at argumentationerne i denne kronik vil få folk langs hele kysten til at se med andre øjne på liberalisme som begreb. Jeg vedstår gerne, at jeg er liberalist og betragter det som en kompliment, når jeg bliver omtalt som sådan.