Indsigt: Grønland - Set fra Melvillebugten...

Grønland - Set fra Melvillebugten...

Hos alle aldersgrupper - lige fra de ældste klasser i skolen til pensionisterne - mærkes en levende interesse for Kullorsuaq's nutid og fremtid. Når der holdes borger- og andre møder, møder befolkningen talstærkt frem, og diskussionerne fortsætter i hjemmene bagefter. At leve heroppe er krævende - både fysisk og intellektuelt - men det er en stor gave at få lov at deltage i det arbejde, der udføres for at skabe de bedst mulige forhold.

Tirsdag d. 10. oktober 1995
Lone S. Kristiansen
Emnekreds: Bygder, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Varemangel
Byggeproblemer
En katastrofe
Spot til skade
Op med skatten
Den berømte dråbe


I Kullorsuaq er der i de senere år sket en eksplosiv befolkningstilvækst, som kan minde om den, vi så i hele Grønland igennem 60'erne. I mange år var Upernavik norddistrikt på mange områder uhyre forsømt - både af de kommunale og de statslige myndigheder. Med hjemmestyrets indførelse skete der en økonomisk opprioritering af bygder og yderdistrikter. Befolkningen fik op gennem 80'erne mulighed for at præge udviklingen. Der blev etableret elværker - i de fleste bygder på andelsbasis - og indhandlingsanlæg, såvel på anpartsbasis som i Royal Greenlands regi. Samtidig blev sundhedsvæsenets indsats forstærket og der blev i de fleste bygder installeret telefon til den omliggende verden.

Befolkningen selv er særdeles engagerede og interesserede i lokalsamfundenes udvikling. Det mærker man tydeligt her i Kullorsuaq, hvor befolkningens antal er steget brat - fra omkring 250 indbyggere i 1982 til 350 i dag. Hertil skal lægges et ikke-registreret antal fra andre bygder i Upernavik og Avannersuaq, der tager hertil på kortere eller længere ophold for at få del i de glimrende fangstmuligheder her i Melvillebugten. Her er en overflod af sæler, hvid- og narhvaler, isbjørne, fugle af alle slags og fisk - især hellefisk og havkat. Hos alle aldersgrupper - lige fra de ældste klasser i skolen til pensionisterne - mærkes en levende interesse for Kullorsuaq's nutid og fremtid. Når der holdes borger- og andre møder, møder befolkningen talstærkt frem, og diskussionerne fortsætter i hjemmene bagefter. At leve heroppe er krævende - både fysisk og intellektuelt - men det er en stor gave at få lov at deltage i det arbejde, der udføres for at skabe de bedst mulige forhold.

Varemangel
Men der er også problemer. Desværre er KNI og Royal Arctic Line efter omstruktureringen tilsyneladende fuldstændigt er holdt op med at fungere efter hensigten. Jeg, der første gang kom til Upernavik Kommune i 1969 og boede her fast i årene 1978- 89, kommet her jævnligt på ferier sidenhen og fra i sommer igen borger i Kullorsuaq, har aldrig været ude for en så ringe forsyningsituation, som den vi har oplevet i år.

Midt i besejlingssituationen, som her varer fra omkring begyndelsen af juli til begyndelsen af november, har hylderne i KNI-butikken stået gabende tomme. At der mangler toiletpapir, køkkenruller og kaffefiltre, kan man til nød leve med. Vi har også før - dog aldrig om sommeren - været vant til at klare os uden kaffe, juice, ost og æg, ligesom friske grøntsager altid har været mangelvarer.

Men at der i 14 dage ikke har været mælk - hverken som langtidsholdbar eller i pulverform, at der i en lang periode har manglet mel, gær og margarine, at man ikke har kunnet købe varme sokker (eller for den sags skyld strikkegarn) eller så meget som en brødkniv - for blot at nævne nogle eksempler - er bare for meget for os alle sammen. Skal vi virkelig enten ofre benzin til jollen eller en returbillet (214,00 kr.) til KNI-skibet for at købe ind i nærmeste butik, der ligger 75 kilometer væk? - Den har måske heller ingen varer.

Byggeproblemer
Også leverancerne af byggematerialer svigter. Flere af de stedlige selvbyggere har simpelthen ikke kunnet komme igang. Når materialerne efter måneders forsinkelser via Aasiaat omsider er nået frem, har de været behæftet med store mangler, at det har været umuligt at indlede byggeriet.

Hvor de manglende materialer er blevet af, ved tilsyneladende hverken Royal Arctic Line eller KNI- Service. Her to måneder efter er materialerne stadig forsvundet et eller andet sted i systemet.

Ydermere er det ene af KNI's to distriktsfartøjer - M/S Hvalen - som sædvanlig ude af drift på grund af motorskade og er i skrivende stund vist nok på vej på værft i Sisimiut. Det andet M/S Angaju Ittuk sejler i døgndrift alle ugens syv dage for at forsøge at forsyne butikkerne.

Hvordan vinterforsyningerne skal nå ud, inden isen lægger sig, er der ingen der tør tænke på. Hovedlageret i Upernavik er også underforsynet. Den eneste vare, der findes i rigelige mængder, er sodavand. Postvæsenet fungerer også på en højst ejendommelig måde. Her er det en stor overraskelse, hvis en pakke kommer samtidig med postopkrævningen eller fragtbrevet. Det er ganske normalt af betale på KNI- kontoret for umiddelbart efter at opdage, at varen stadig befinder sig i Upernavik. Heldigvis har de lokale KNI- medarbejdere dog en god hukommelse, så man kan få pakken udleveret, når den dukker op et par uger senere.

En katastrofe
Sammenfattende må jeg sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Og at befolkningen er utilfreds turde være indlysende. Men hvornår der bliver gjort noget effektivt ved det må stå hen i det uvisse, så længe Lars Emil Johansen & Co. ikke vil erkende offentligt, at KNI- omstruktureringen ikke blot er en fiasko men en katastrofe for det grønlandske samfund. Den har kostet millioner af kroner og forsyningsmæssigt bombet bygder og yderdistrikter adskillige årtier tilbage. Jeg har aldrig i min tid i Grønland oplevet at småbørnsfamilier i længere perioder ikke har kunnet skaffe mælk eller været i stand til at bage brød, fordi de mest basale fødevarer ikke er nået frem.

Meget er vi vant til at klare med et smil, men nu må det snart være nok!

Spot til skade
For at føje spot til skade har kommunalbestyrelsen - igen - været ude med sparekniven. Her lige op til efterårsferien blev det besluttet at spare en million kroner inden for kultur- og undervisnings forvaltningen. - En beslutning, der betød at al fritidsundervisning øjeblikkeligt og formentlig med virkning for resten af skoleåret blev indstillet.

Det er på en gang en skuffende og meget beklagelig situation. Skuffende for de mange, der allerede havde meldt sig til aftenskolen og beklagelig, fordi der er så få fritidsmuligheder for ungdommen i bygderne. Der er stort set kun sport i meget begrænset omgang, foreningsmøder og video.

Hvad har man fra kommunalbestyrelsens side med borgmester og landstingsmedlem Niels Mátâq i spidsen forestillet sig, at bygdeungdommen skal foretage sig i fritiden i den lange mørke vintertid? - Brygge imiaq? - Drikke kogesprit og begå selvmord bagefter? - Eller skal de kaste sig ud i hærværk eller anden kriminalitet, for desværre har vi lidt af begge dele i bygderne nu om dage?

Eller kunne man måske tænke sig f.eks. at spare lidt på borgmesterens rejseaktiviteter? - Eller måske skære ned i den helt grotesk overdimensionerede kommunale forvaltning? - Ja, vi spørger bare.

Op med skatten
Siden 1989 er alle forslag om skatteforhøjelser, der kunne bringe balance i den kommunale økonomi, stædigt blevet afvist. I stedet er der blevet rokeret rundt med bevillingerne mellem de forskellige konti og foretaget panikbesparelser for at få regnskabet til at gå op. Samtidig har vi oplevet en svulmende administration og en borgmester og kommunaldirektør, der farter land og rige rundt. Her er der aldrig blevet sparet.

I lighed med flere andre her i kommunen mener jeg, at den kommunale beskatning bør sættes op fra de nuværende 38 til 40- 41 pct. Blandt andet for at undgå de helt urimelige og pludselige panikbeslutninger, der betyder at fritidsundervisningen i et hug indstilles i en hel kommune, fordi der har været dårlig budgetmæssig styring og overforbrug på andre konti.

Den berømte dråbe
At vi så ovenikøbet kan forstå på pressen, at Lars Emil Johansen er indstillet på at nedlægge de bygder, der ikke kan betale sig, er lige dråben, der får bægeret til at flyde over.

Hans egen mor, Elisabeth Johansen stred i '60'erne og '70'erne som en løvinde for at undgå, at bygderne i Uummannaq og Upernavik området blev nedlagt. Og det er først og fremmest hende, vi kan takke for, at fangerbefolkningen i de to distrikter i dag stadig har deres bygder.

Naturligvis skal der være balance i økonomien - også i bygderne og yderdistrikterne. Men det vil der jo også være, hvis bygderne blot får chancen på lige fod med byerne, har vi også kunnet forstå via udtalelser i pressen.

Hvis KNI har underskud i bygderne, er det ikke så underligt. Man kan sige, at det havde været mere underligt, hvis der havde været overskud.

Lars Emil Johansen bør nok være noget mere varsom med sine udtalelser. Godt nok har han lovet at trække sig ved næste valg, mens hans politiske eftermæle kan meget let risikere at blive noget blakket, hvis ikke han snart tager sig selv i nakken ind imellem slagene med den danske regering i forbindelse med Thule-sagen.

Magter han ikke både udenrigs- og indenrigspolitik på en gang, må han afgive nogle af sine magtbeføjelser til andre mere kvalificerede politiske kolleger - f. eks. til Jonathan Motzfeldt, der altid i sin tid som landsstyreformand har haft interesse for og vist stor forståelse for problemerne i bygder og yderdistrikter.

Sådan er den almindelige stemning her i Kullorsuaq i skrivende stund, den 14. oktober 1995. At råbe op lokalt fører øjensynligt ikke til noget, så nu prøver vi at råbe lidt op i Sermitsiaq, idet vi forsagt håber, at nogen vil læse og forstå budskabet.