Indsigt: Østgrønland under Hjemmestyret

Østgrønland under Hjemmestyret

Grundet den fordelagtige beliggenhed tæt på Island og distriktets store turisttiltrækning eksisterer der en betydelig turisme i Ammassalik kommune. Sektoren udvikler sig løbende i et fornuftigt tempo, "hvor alle kan følge med". Den fortsatte udvikling trues på længere sigt af de nye hjemmestyrefinansierede subsidieordninger til andre grønlandske destinationer.

Mandag d. 25. august 1997
Laurits Bloch
Emnekreds: Bygder, Grønlands historie, Politik, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse:
Indledning
Den offentlige sektors organisation
Østgrønlands unge folkestyre
Det Østgrønlandske lokalstyres vilkår under Hjemmestyret
Sammenfatning
Den østgrønlandske befolkning, demografisk og kulturelt
Materielle ressourcegrundlag
Infrastruktur - anlæg
Økonomi
Traditionelt erhverv
Nye erhverv
Udviklingstendenser
Anvendte kilder:
Orientering om Ammassalik Kommune
Historisk:
Befolknings-statistik:
Areal:
Infrastruktur:
Økonomi:


1997 by Forlaget Neriusaaq and Ammassalik Kommune.
Eftertryk uden kildeangivelse forbudt.
ISBN 87-984438-0-2.

Bringes her i Atagu med tilladelse fra Laurits Bloch
  • Sammenfatning
  • Den østgrønlandske befolkning, demografisk og kulturelt
  • Materielle ressourcegrundlag
    • Infrastruktur - anlæg
    • Økonomi
    • Traditionelt erhverv
    • Nye erhverv
  • Udviklingstendenser
  • Kilde/litteraturliste
  • Oplysninger om Ammassalik Kommune



Indledning

Med beskrivelsen af Østgrønland under hjemmestyret har jeg taget udgangspunkt i samfundets organisation og sammenholdt dette med det menneskelige og materielle resssourcegrundlag for at opstille disse 3 faktorers samspilsopgave for under Hjemmestyret at bære udviklingen i landsdelen.

Dette virksomhedssyn anvender jeg, fordi jeg er fortrolig hermed fra min daglige kommuneledelse, hvor jeg i rådgivningsfunktionen for kommunalbestyrelsen og gennemførelsen af de her besluttede målsætninger og handlinger anvender denne virksomhedsmodel for fortløbende at opretholde et overblik over kommunens aktiviteter og deres virkning i lokalsamfundet.

De 2 østgrønlandske kommuner fordeler sig med ca. 3.000 indbyggere i Ammassalik og ca. 500 i Ittoqqortoormiit. Da jeg - med afbrydelser - har boet i Ammassalik kommune siden 1970, vil efterfølgende også som hovedregel tage udgangspunkt i forholdene i Ammassalik kommune.

Den offentlige sektors organisation


Østgrønlands unge folkestyre
Ved hjemmestyrets indførelse stod Østgrønland i en noget anden situation end Vestgrønland, idet man manglede den vestgrønlandske tradition for formelle styrelsesordninger involverende lokalbefolkningen, der i Vestgrønland startede med Forstanderskabernes etablering i 1857-62 efterfulgt af de små kommuneråd i 1911 og sysselrådene i 1925, der erstattes af kommunalbestyrelserne i 1950.

Østgrønland har sammen med Thule/Avernarssuaq haft en langt kortere kolonitid end resten af landet - det gamle opdelte Nord- og Sydgrønland.
Den første samfundsordning i Østgrønland, der organiserede østgrønlændernes distriktsråds varetagelse af social-, rets- og fangstområdet var de " Administrative bestemmelser for Østgrønland ".

Disse bestemmelser var i det væsentlige en afskrift af " Kap York Stationen Thules Love af 7. juni 1929 ", der af Knud Rasmussen var indført i kraft af dennes ejerskab af stationen. " Thuleloven " blev senere stadfæstet af statsminister Th. Stauning og med bekendtgørelse fra det danske Ministerium for Søfart og Fiskeri fastsat at være de bestemmelser, efter hvilke Statsministeriet den 8. september 1931 bemyndigede Knud Rasmussen til med et lokalt fangerråd at udøve den danske stats myndighed og forvaltningen i distriktet.

I redigeret form ikraftsattes regelsættet gældende for Østgrønland af statsminister Knud Kristensen den 16. september 1947 i form af "Administrative bestemmelser for Østgrønland".

Ordningen indebar nedsættelse af "Østgrønlændernes Raad ved Angmagssalik" og "Østgrønlændernes Raad ved Scoresbysund". Præst, læge og kolonibestyrer var faste medlemmer af fangerrådet - i Østgrønland gjaldt det de "fastansatte tjenestemænd". Hertil udpegedes en række "gode og dygtige mænd" repræsenterende alle fast beboede steder med mindst 10 beboere. Valget foretoges for det enkelte sted af de øvrige rådsmedlemmer. I Østgrønland kunne befolkningen - med underskrift fra over halvdelen af lokalitetens befolkning over 21 år - indstille 3 personer, og i så fald skulle rådet foretage valget mellem disse. I realiteten var det stedets storfangere, der havde plads i rådet. Bopladsens rådsmedlem havde en række forpligtelser til at skride ind overfor bopladsfællernes forhold og foretage de fornødne indberetninger til de årlige rådsmøder.

Regelsættene gav rådene pligt til fortsat at administrere i overensstemmelse med de traditioner, der havde vist sig hensigtsmæssige for overlevelsesmulighederne og i øvrigt på mange områder havde opnået en retsvirkende karakter på social- og dyrefredningsområdet, men indførte straffeforanstaltninger for kriminalitet. Socialområdet skal her opfattes bredere end i dag, således også omfattende boligforsyning, erhvervsstøtte og sygetransport m.v. Rådene besad både regelfastsættende, udøvende og dømmende myndighed uden nogen magtdeling.

Rådenes aktiviteter finansieredes af statens tilskud ("med 10 kr. pr. individ") til en grundfond, hvis afkast suppleredes med 18 % af indhandlingen samt 0,9 % af bestillings- og tjenestemændenes lønsum. Senere blev afgiftsindtægterne den væsentligste finansieringskilde.

En del af de "retsvirkende traditioner" anvendes stadig på fangst- og fiskeriområdet. Bedst kendt er retten til et bjørneskind for den, der først får øje på byttedyret, men også en række ikke formelt beskrevne fiskeri- og fangstrettigheder på bestemte lokaliteter respekteres endnu i det omfang rettighedshaverne og deres arvtagere opretholder dem. Nyordningen fra 1950 afledt af Grønlandskommissionens betænkning indebar en hensigt om en kraftig affolkning af fangerkommunerne, og alle reformerne - inklusive retsplejereformen - blev kun gennemført i Vestgrønland. Thule og Østgrønland opretholdt deres råds-ordninger.

Først fra 1961 indførtes nord- og østgrønlandsk repræsentation i landstinget, og med virkning fra 1. januar 1963 fik rådene kommunalbestyrelsesbeføjelser og i april samme år gennemførtes første valg til kommunalbestyrelsen, og med kredretsetablering og nord- og Østgrønlands medinddragen i landsrådsbeslutninger og lovgivning m.v. var nu - 10 år efter grundlovens indførelse - magtdelingen formelt gennemført også i Østgrønland.

Til trods for alle nyordninger og reformer har man således i Thule og Østgrønland i 10 år efter Grundloven med dens sikring af kommunestyret og indtil 16 år før hjemmestyrets indførelse haft et kolonistyre, der i befolkningens egne anliggende ganske formelt baserede sig på det traditionelle høvdinge-styre på de enkelte bopladser.
Kommunalbestyrelserne i Østgrønland fulgte den kommunale organisation i resten landet. Der blev således i hver valgkreds - by og bygder - nedsat både forsorgsudvalg og børneforsorgsudvalg, der i bygderne bestod af kommunalbestyrelsesmedlemmet, skolelederen, jordemoderen og kommunefogeden, en menighedsrepræsentant og yderligere et særligt udpeget kvindeligt medlem, og en tilsvarende tværfaglighed gjaldt byernes udvalgssammensætning. Denne konstruktion var gældende indtil hjemmestyrets indførelse, dog således, at kommunerne fra 1975 kunne vælge at udelukke de professionelle og lade bygderådene varetage funktionerne på socialudvalgets vegne.

Konstruktionen havde sin store styrke ved, at der med den fastsatte sammensætning i de lokale udvalgs afgørelser var indbygget en sikring af tværfaglige synspunkter i grundlaget for de konkrete afgørelser. Det siden 1971 fastsatte tværfaglige arbejde med dets dokumentationskrav har - til trods for dets store regeludbygning indtil nu - ikke i Østgrønland opnået samme effektivitet, hvorfor den tilsigtede retssikkerhed i vidt omfang er en illusion på grund af mængden af tunge socialsager og det heraf afledte groteske omfang, som de socialadministrative funktioner i alle berørte sektorer måtte antage for at leve op hertil. Desuden er det ej heller muligt, at tilvejebringe de fornødne personelle ressourcer.

Kommuneordningen medførte ikke en reel afskaffelse af det traditionelle høvdinge-styre uden for byen. Selv om det sjældent var høvdingetyperne, der lod sig vælge til kommunalbestyrelsen, var det fortsat klart, at hver bygd havde sine stærke personligheder, der fortsat opretholdt en ledende indflydelse på alle bygdens forhold og beslutninger. Det kunne i øvrigt i flere tilfælde ses at være kvinder - typisk enker, der havde overtaget positionerne efter ægtefællens død.

Med det efter G-60 nedsatte Grønlandsråds centrale og magtfulde position overfor alle aktiviteter i såvel Grønlandsministeret, KGH og GTO var det enkelt for en kommunalbestyrelse at opnå indflydelse. Grønlandsrådet opretholdt under hele sin virksomhed en tæt kontakt til kommunalbestyrelserne, og havde disse noget rimeligt at fremføre, blev der af Grønlandsrådet taget hensyn hertil, og i den statslige organisation var der sikret gennemslagskraft for gennemførelse af de linjer, Grønlandsrådet som investeringsstyrer og rådgiver for ministeren fastlagde. Sammenspillet mellem kommunalbestyrelserne og Grønlandsrådet sammenholdt med de lokale statsinstitutioner og deres organiserede samspil sikrede sammenhæng mellem de forskellige sektorers aktiviteter i lokalsamfundene.

Det Østgrønlandske lokalstyres vilkår under Hjemmestyret
Med hjemmestyreetableringen kompliceredes kommunalbestyrelsernes indflydelse på samfundsudviklingen.

Grønlandsministeriets ressortområder blev splittet ud på en række landsstyreområder, der som nye organisationer i en opbygningsfase hver især havde behov for at vise sig funktionsdygtige. Dette skete dels på bekostning af samarbejdet og dermed sammenhængen med andre landsstyreområders aktiviteter og dels ved en bedreviden, der oplevedes som undertrykkelse og desavouering af kommunernes kompetente tilkendegivelser og kompetence. Disse opbygningsvanskeligheder har haft uheldige virkninger på bl.a. investeringsområdet.

Eksempler herpå er den politisk besluttede etablering af en rejefabrik i Aasiaat, der dels blot overflødiggjorde den eksisterende fabrik i Qasigiannguit og dermed en velfungerende by og dels, demonstrerede en total mangel på koordinering af de berørte sektorers investeringer i forbindelse med byggeriet. Diplomatisk konstateredes det, at nu måtte man ved anlægsarbejder også medtage afledte anlægs- og driftsudgifter.

Tilsvarende manglede der også koordination mellem den bygdeproduktionsanlægsvirksomhed, der forestods af Landsstyreområdet for Bygder og Yderdistrikter og den udbygning, Royal Greenlands forgængere PRO-EKS/KTU forestod, således at der i en enkelt bygd kunne opstå to fabriksanlæg. Der manglede koordination mellem fabriksbygning og el- og vandforsyningsudbygningen. Erhvervsuddannelsens elevkrav hænger ikke sammen med folkeskolens formåen, således at uddannelsesmålene ikke opfyldes og den grønlandske erstatning af dansk arbejdskraft, der kunne medvirke til at skabe økonomisk baggrund for en væsentlig levevilkårsforbedring, forsinkes betydeligt.

Den løbende overdragelse af en række funktioner til landsdækkende selvstændige selskaber accelererer denne udvikling til stadig mindre sammenhæng i lokalsamfundet af den landsdækkende virksomhed.

En række konkrete forhold i Angmagssalik illustrerer vanskelighederne med at få fornuftige resultater i sagstyper, der berører flere direktorater/selskaber i hjemmestyreregi.

Den imponerende investering i Nuuk Imeq og hele den omkostningstunge returembalageordning berørte ikke Nord- og Østgrønland. Her anvendes fortsat importerede produkter i engangsemballager.

Beskæftigelsesfordelen ved håndtering af returemballagen findes ikke, der svares en importafgift for hver eneste emballage på 2 kr. til landskassen og de berørte kommuner belastes med et betydeligt miljø-problem. Kommunen har siden 1986 i stedet ønsket, at der blev organiseret en pant-ordning kombineret med effektiv destruktion og bortskaffelse af emballagerne, men en sådan ordning fordrer lovhjemmel for at kunne binde handelsstanden hertil. Sagen berører både skattedirektoratets importafgiftsområde og Erhverv-, trafik og Forsyningsdirektoratets øl- og vandproduktion, så til trods for kommunens forsøg med også at få miljø-direktoratet til at udvirke en tværdirektoral fællesforståelse, er alle bestræbelser hidtil forgæves.

Et kombineret pleje-, handicap- og pensionistboligkompleks i forbindelse med sygehuset, som alle involverede parter er enige om at betegne som et snusfornuftigt projekt, lader sig heller ikke gennemføre - her er både sundhedsdirektorat, socialdirektorat og økonomidirektoratets boligafdeling involveret.

Finansieringsbelastningen for mindre offentlige og private arbejdsgivere i forbindelse med ansattes barselsorlov er en særlig belastning for de mindre virksomheder, som der er forholdsvis mange af i Østgrønland. Arbejdsgiverbyrden kan simpelthen bringe en lille virksomhed til fallit, såfremt den ansætter fødedygtige kvinder, der på et tidspunkt kommer i en barselssituation. Kommunen ønsker en fondslignende eller anden mere indirekte finansiering af arbejdsgiverbyrden således, at den ikke slår så hårdt i det enkelte tilfælde. Kommunen har gennem de senere år flere gange forsøgt at få rejst problemet ved henvendelse til personaledirektoratet, der styrer overenskomstområdet, socialdirektoratet, der varetager ligestillingsområdet og dagpengeordningerne samt erhvervsuddannelsesdirektoratet, der administrerer STI-praktikanternes barselsorlovsregler. Det er ikke lykkedes at få rejst en drøftelse heraf. (OBS!)

I oktober 1996 blev der i Landstinget som en miljøforanstaltning rejst forslag til ændringer i reguleringen af snescooterkørselen. Forslaget mundede i tinget ud i begrænsninger, der i stedet tog udgangspunkt i beskyttelse af de traditionelle fangstmetoder, og resultatet blev en forordningsvedtagelse, der dels satte de tidligere gældende kommunale vedtægter herom ud af kraft og dels bevægede sig ind på rigsmyndighedernes trafikreguleringskompetence. Resultatet er, at siden 1. november 1996 hersker der total uklarhed om hvilke forbud, der gælder på området.

Indtil 1985 omfattede kommunerne i Nord- og Østgrønland byerne med tilhørende bygder og beboede pladser. Der besluttedes en ny kommunal inddeling, således også disse kommuner blev afgrænset ved skel til nabokommunerne. For Ammassaliks vedkommende blev landsdelsgrænsen gjort til kommunegrænsen imod vest og syd og imod nord, blev der lagt en grænse på halvvejen mellem Ittoqqortoormiit og Tasiilaq uden hensyn til, at Ammassalikkerne boede og drev fangst i området helt op til den ikke-passérbare Blosville-kyst. Dette indebar, at Ammassalik kommune i en årrække har drevet folkeskole og ydet sociale ydelser til et større antal borgere der ikke var registreret, men retteligt boede i en anden kommune. Forholdet har ikke bekymret kommunen, men burde dog optage kommunernes tilsynsmyndighed.

Med landstingslov nr. 22 af 1994 afskaffedes kommunernes traditionelle adgang til at yde mindre erhvervslån til fiskere og fangere. Der skal ikke stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at fjerne denne långivning fra kommunerne. Men det skete efter en høring via De Grønlandske Kommuners Landsforening, hvor alle kommuner udtrykte sig positivt, da det eneste høringen beskrev var en åbning til en permanent hjemmel til kommunernes mulighed for at engagere sig direkte i erhvervsvirksomheder med ansvarlig indskudskapital i fortsættelse af en forsøgsordning fra 1981. Den traditionelle erhvervslåneordning var ikke i nogen kommuner opfattet at skulle udgå.

Tilsvarende besluttede Landstinget i midten af 80'erne at fratage kommunerne deres mangeårige adgang til indenfor visse begrænsninger at regulere salg af stærke drikke. Dette skete også imod kommunalbestyrelsernes holdning, men De grønlandske Kommuners Landsforening havde i et delegeretmøde tilsluttet sig ændringen.

De Grønlandske Kommuners Landsforening - til dagligt benævnt med den gamle telegramadresse KANUKOKA - udtrykker ofte holdninger der enten ikke er tilslutning til i kommunalbestyrelserne eller holdninger, der går imod indlysende kommuneinteressevaretagelse. Eksempelvis tilsluttede foreningen sig kommunalreformkommissionens forslag til, at folkeskoleområdet organiseres helt uden om kommunalbestyrelsernes indflydelse, og det tog kommunalbestyrelserne næsten 2 år, at få foreningens kurs lagt om.

Årsagen til denne manglende fælles kommuneinteressevaretagelse kan henføres til kommunalbestyrelserne selv. Foreningen ledes af en delegeretforsamling, hvor kommunalbestyrelserne udpeger delegerede ved hver konstitution. Der er opstået en beklagelig tradition i de fleste kommunalbestyrelser, hvor posten går til en perifer kommunalpolitiker - der ikke har opnået formandsposter eller lignende - som en art trøstepræmie. Når en kommunalbestyrelse en sjælden gang søger at binde sin delegerede op på en egentlig delegation, så føler den delegerede sig ikke bundet heraf under selve delegeretforsamlingens forløb. Endvidere arbejder delegeretforsamlingen i partiopdelte grupper således, at et lille flertal i forsamlingens dominerende partigruppe grundet partidiciplinen kan få gennemtrumfet beslutninger, der går imod, hvad der ellers kunne kaldes de samlede kommunalbestyrelsers ønsker.
Kommunalbestyrelsens arbejdsform i Tasiilaq har undergået en stor udvikling under hjemmestyret. Samtidigt med hjemmestyrets indførelse blev skole- og brandvæsenets udgiftsafholdelse fra 1980 overført til kommunerne, og dette slog kommuneøkonomien i stykker. Resultatet blev iværksættelse af et skærpet tilsyn og en efterfølgende hestekur, der først med 1984 bragte kommunens økonomi på fode. Kommunalbestyrelsen var nødsaget til at indgå tæt i de økonomiske styringsopgaver, og dette skete ved at der gennem årene arbejdedes med et meget detaljeret budget, der hen ad vejen dog er faldet en hel del i detaljeringsgrad. Dette var medvirkende til etablering af forenklede beslutningsprocesser og fra 1989 var der nedlagt 10 udvalg og truffet principbeslutning om en enhedsforvaltning. Kommunalbestyrelsens og de 3 udvalgs arbejdsform undergik en løbende udvikling fra detaljeret sagsbehandling til principielle og generelle drøftelser kulminerende med kommuneplanen fra 1994 og de siden udarbejdede årlige planredegørelser og den heraf afledte planstyring. Der er et politisk overblik over lokalsamfundet, som kun sjældent ses i landet, og forudsætningen herfor er den meget store anciennitet i kredsen af folkevalgte og i administrationens ledelses- og medarbejderskare. En af gevinsterne herved er, at kommunens forvaltning i det væsentlige har formået at nedbryde de meningsløse mure mellem de enkelte forvaltningsgrene. Herudover er opnået, at forvaltningen i 90'erne har administreret billigere pr. borger end nogen anden kommune i landet.




Bygderådenes arbejdsform har udviklet sig fra hovedsageligt udelukkende at udarbejde indstillinger i socialsager til nu at kunne omfatte den daglige forvaltning af alle sektorer folkeskolen undtaget. En væsentlig årsag til at bygderådene virkelig har kunnet tiltage sig kompetence, er kommunalbestyrelsens sammensætning, hvor 8 medlemmer kommer fra bygderne og 5 fra byen. Dette har givet et respektfuldt samarbejde.

Der er store variationer fra bygd til bygd. Nogle bygderåd administrerer fornuftigt og efterlever de gældende spilleregler, og kan således tiltage sig hele den umiddelbare kommunale forvaltning, da de stående udvalg ingen interesse har i at indgå i detaljerne så længe, at de varetages seriøst af bygden selv. Andre bygderåd evner ikke at overholde lovgivne og budgetmæssige begrænsninger, og bliver fortsat i det væsentlige forvaltet fra byens administration og udfører således reelt kun virksomhed som kommunens lokale høringspart. Til trods for ændringen af bygderådene til bygdebestyrelser og de hensigter om forøget selvforvaltning der ligger heri, kan det ikke forventes, at der vil ske nogen hurtige reelle ændringer i dette billede.

Det er ikke bygdestørrelserne der afgør bygderådenes selvforvaltningsevner, men ud fra iagttagelser i de dårligst fungerende bygder kan det konstateres, at disse ikke længere har de betydningsfulde stærke høvdingetyper. Der er derfor en begrundet formodning om, at alle skal en art systemskifte igennem, der i hvert fald i en årrække medfører, at bygden tilsyneladende går i opløsning og henfalder til håbløshed med massivt tiltagende sociale problemer, der først efter en fælles erkendelse på stedet tages hånd om således, at der herefter kan ses forhåbninger om mere positive tendenser i bygden.

Sammenfatning
Landstingets finanslov 1997 anfører, at de hjemmestyreejede selskaber skal have den nødvendige autonomi til at handle markedsøkonomisk rationelt, men samtidig skal ejeren sikres indsigt i, at selskaberne handler i overensstemmelse med de overordnede politiske retningslinier. Det er med den største bekymring, at kommunen nu konstaterer den tiltagende autonomi, der forstærker tendensen i selskabernes aktiviteter hvad angår deres manglende sammenhæng og helhedshensyn i lokalsamfundene. Der ses også svigt i ejerens samfundsstyring gennem utilstrækkelige retningslinier eller kontrol med disses efterlevelse.

Samtidigt står kommunalbestyrelserne i en situation, hvor de mener sig udviklet til at være fuldt kompetente til at varetage de hidtidige kommunale opgaver og samtidigt har et reelt overblik over alle væsentlige forhold i kommunen.

Sammenfattende tegner der sig en udvikling i landet fra det af staten effektivt koordinerede offentligt styrede samfund, der sikrede både lokal og central helhedsorienterede opgaveløsninger, til den nuværende situation med meget detailstyrede selvstændige hjemmestyreejede og -støttede virksomheder, hvis aktiviteter ikke - hverken lokalt eller centralt - er sikret samfundsmæssig sammenhæng, og hvis omkostningsniveauer for øvrigt er uden effektiv kontrol.

Med de noget ukendte forhold i Østgrønland sammenholdt med de vanskelige vilkår for også at østgrønlandske synspunkter bliver hørt, nærer kommunalbestyrelserne alvorlig bekymring for fremtiden. Der kan allerede konstateres en fremmedgørelse overfor hjemmestyrevirksomhederne i lokalbefolkningen og en tiltagende skepsis overfor, at samfundet vil kunne udvikle sig hensigtsmæssigt med henblik på at tackle fremtiden.

Den østgrønlandske befolkning, demografisk og kulturelt
Da Hanseeraq - Johannes Hansen - og Gustav Holm i 1894 "opdagede" stammen ved Ammassalik, talte den 413 individer fordelt på 12 beboede vinterpladser. Ved koloniseringen 10 år efter var der 243. 118 var rejst til sydgrønland og 107 var døde.

Siden koloniseringen og indtil nu har det været bosætningspolitikken, at søge befolkningen spredt mest muligt langs kysten med henblik på bedst mulige fangstvilkår.

I 1925 blev Scoresbysund befolket ved en udflytning af 70 personer fra Ammassalik, der med den senere udflytning fra Nordgrønland blev blandet og for en stor del opgav den østgrønlandske egenart. Der var i lang tid ingen væsentlig forbindelse mellem de to kommuner - og først i 80'erne er der løbende kontakt og jævnlige flytninger de to kommuner imellem.

Det har gennem tiderne været antaget, at nogen degeneration ved indavl måtte kunne forekomme, men reglerne for slægtsskabsforbindelser har været de mest restriktive man kender i verden. Forbud mod pardannelse med nogen ud i 5. led kender man en del steder, men et forbud som i det tidligere Østgrønland gående ud i 7. led er enestående. Med at de gamle normer ikke længere efterleves er risikoen større nu end tidligere.

I Tasiilaq foreligger komplette genealogiske fortegnelser ajourført til 1955, og den franske forskning har videreført disse, men hvor langt vides ikke. Under alle omstændigheder må det være muligt at supplere med folkeregisterregistreringen fra 1963 og den efterfølgende CPR-registrering fra 1972 således, at der kan tilvejebringes en fuldstændig beskrivelse, såfremt dette måtte have betydning for nogen.
I 1955 var der i kommunen 1.532 personer og i dag tæller befolkningen 2.966 personer - af disse er 2.643 Ammassalikfødte, ca. 120 er født i Vestgrønland og 203 udenfor Grønland. I byen bor 1.684 og i bygderne 1.282. I 1970 talte byen 885 og bygderne 1574.

Med Grønlandskommissionen fra 1950 blev der lagt en politik, efter hvilken Østgrønland skulle affolkes. Der mentes ikke at være erhvervsgrundlag for mere end 500 personer. Fra begyndelsen af 50'erne forsøgte man at flytte familier til vestkystbyerne, men alle familierne vendte tilbage. Siden tilkaldte man fabriksarbejdere til både Nuuk og Qasigiannguit, og denne trafik var ej heller den store succes, idet der med den organiserede flytning opstod mulighed for at også personer uden den fornødne robusthed flyttede, hvilket ofte endte i katastrofale sociale situationer. Så sent som i 1970 blev der i Landsrådet spurgt til, hvorledes det gik med affolkningen af Østgrønland, og fra Grønlandsrådets sekretariat udarbejdedes en redegørelse herom. Men der har fra 70'erne og med stigende tendens i 80'erne været en uorganiseret flytning til Vestgrønland, af et for Østgrønland betydeligt omfang.

Denne fraflytning omfatter også en stor del af de østgrønlandske bedst uddannede.

En opgørelse heraf er meget vanskelig at foretage præcist. Men ud fra fødsels- og dødshyppighed sammenholdt med befolkningsudviklingen i Østgrønland skønnes det forsigtigt, at der er mellem 4.050 og 4.150 Ammassalik-fødte, hvoraf ca. 250 opholder sig i Danmark og ca. 1300 i Vestgrønland.

Den ledige arbejdsstyrke i Ammassalik er ofte overvurderet. Til trods for de store tal for arbejdsløse og forsørgede ved overførselsindkomster, så har det gennem de seneste 3 år været kommunens skøn, at der ikke vil kunne findes mere end 150 personer, der vil være i besiddelse af de fornødne elementære kvalifikationer til at kunne påtage sig en ufaglærts beskæftigelse. Såfremt der skabes mere beskæftigelse vil fraflytningshyppigheden ændres, og tallet vil stige.

Grønland har valgt et samfund, der kræver en kartesiansk samfundsmodel, men befolkningen besidder traditionelt en holistisk verdensopfattelse. Processen med at erhverve sig det nødvendige verdensbillede med tilhørende etik og værdiskalaer pågår langt hurtigere end i Vestgrønland, og det gennem processen ofte opstående følelsesmæssige kaos kan synes meget voldsomt i Østgrønland. For hele landets vedkommende udgør selvmord ca. 10 % af dødsfaldene. I Østgrønland bevæger tallet sig rundt omkring de 20 %.
Fra før koloniseringen eksisterede de traditionelle forsørgelsesholdninger, der bestod i en naturlig familieansvarsbevidsthed, hvor man åbnede hjemmet for enker med forsørgelsesløse børn og i det hele taget har det som første sociale forpligtelse, at hjælpe husfæller og nærmeste slægtninge. Selv Hanseeraq gjorde dette samfundsmønster stort indtryk på. Særligt viste det sig sidst i 30'erne, at holdningen til at tage ansvaret for andres børn var exceptionel stor. Grundet epidemier i 1935-36 stod 130 børn forsørgelsesløse, og de blev alle anbragt uden de nukendte offentlige ydelser, men med hjælp til redskaber med videre voksede de op og klarede sig godt. Først i midten af 1960'erne ændrede dette sig ved indførelse af de samme sociale regelsæt, som var gældende i Vestgrønland. Disse medførte, at gamle og invalider blev offentligt forsørget, og omkring 1970 fremtrådte en invalids fangers hus nymalet og hans børn velklædte samtidig med, at naboen, der fangede fra morgen til aften, ikke havde økonomisk formåen til at købe maling eller nyt tøj til sine børn. Siden er den traditionelle forsørgelsesforpligtelse forsvundet, og kommunen står i dag med det største børneforsorgsproblem i landet. Tilsvarende eksisterede indtil 1971 en arbejdsløshedskasse, hvortil sæsonarbejderne på bl.a. havn og lagre indbetalte et beløb pr. arbejdsdag. Efter sæsonen kunne der så dagligt hæves det tredobbelte beløb, for hvilket den enkelte kunne klare sig indtil slædesæsonen kunne give indtægter fra transport af passagerer, post og fragt m.v. Ordningen forsvandt med indførelse af helikoptertrafik og den takstmæssige hjælp i 1971.
I over 100 år har østgrønlændernes særegenhed været kendt i Vestgrønland - fra Hanseeraqs refererede kannibal- og drabsberetninger til de senere opfattelser: meget fremmedartede, har lange ansigter, har et andet - meget melodisk - sprog. På den anden side mødte østgrønlænderne gennem lang tid kun bedre uddannede vestgrønlændere som præster, kateketer og handelsfolk, hvilket ikke styrkede nogen østgrønlandsk selvtillid. Siden midten af 1960'erne udviklede forholdet sig til nu i dag hos de unge at forekomme ligeværdigt - dog med en forståelig rest af fordomme, der forudsætter en robust personlighed hos østgrønlændere, der flytter til Vestgrønland, og hos unge Vestgrønlændere kan medføre nogen forskrækkelse, når de - gået tæt på klingen - må erkende disse fordomsrester.

Med tre-sprogsbelastningen og de ovenfor nævnte barrierer er det ikke lykkedes at løfte opdragelses-, skole- og uddannelsesniveauet tilstrækkeligt til, at dette giver sig udtryk i en uddannelsesgrad hos den tilbageværende Østgrønlandske arbejdsstyrke, der når niveauet i de Vestgrønlandske byer. Eksempelvis er det en undtagelse at se østgrønlandske ledere i Ammassalik og studenter, hvor begge forældre er østgrønlændere, kan i nogle år endnu tælles på en hånd.


Materielle ressourcegrundlag


Infrastruktur - anlæg
Når holdningen indtil hjemmestyrets indførelse var affolkning af fangerkommunerne, så skete der naturligt nok ikke den samme udbygning af byerne i disse kommuner som der fandt sted i de øvrige kommuner.

Der var således ikke gennemført noget byggeri af boliger til udlejning bortset fra pensionistboliger. Kloaknet fandtes ikke, da det kun var institutioner som sygehus, alderdomshjem, børnehjem og skole der havde kloak, hvortil boliger tæt på kunne være tilsluttet. Vejnet og renovationsforhold i øvrigt var primitive. Den tekniske standard i fangerkommunernes byer blev derfor betegnet som "bygdelignende".
Hjemmestyret har medvirket til at indhente en del af efterslæbet på boligområdet, men der er fortsat et stort efterslæb, og nybyggeriet i den "bygdelignende" by udgøres dels af selvbyggerhuse, positivt betegnet "af meget varieret kvalitet", og dels udlejningsbyggeriet med en teknisk standard, der ligger noget under Vestgrønlands. Efterslæbet fra 1970 på de øvrige områder er der ikke gjort noget for at indhente, hvorimod der er opstået nye anlægsbehov for folkeskolen og kirkegårde.

Situationen er noget vanskeligere for Tasiilaq sammenlignet med andre fangerbyer i samme situation. Befolkningen i Tasiilaq er fordoblet siden 1970, mens stigningen i Upernavik og Uummannaq andrager det halve.

I bygderne mangler fortsat faciliteter til en sikker vinteropbevaring af fiskefartøjer ligesom kirkegårdsinvesteringer presser sig på.

Økonomi
Den altovervejende offentlige økonomi i Østgrønland er fuldstændig afhængig af overførslerne fra landskassen, hvorfor en vurdering af mulighederne for fortsatte overførsler nødvendiggør en summarisk gennemgang af landsøkonomien.

Indtil nyordningen med Grønlandskommissionen af 1950 hvilede Grønlands økonomi i det væsentlige i sig selv. Styrelsens udgifter opvejedes af kryolit-indtægterne.

Kommissionens reformer fulgtes op af G-60 opbygningen af landet med henblik på at tilvejebringe en anstændig levestandard sammenlignet med den vesteuropæiske. Økonomien indrettedes således, at den grønlandske produktion kunne indtjene til et lønniveau, der skulle dække denne standard. Statskassen sørgede så for, at der gennem investeringer, tilskud og andre kapitaloverførsler skete en sådan subsidiering af leveomkostningerne for den grønlandske befolkning, at den produktionsafhængige løn muliggjorde en tilværelse som ønsket.

I næsten 15 år holdt denne politik, hvorefter den grønlandske fagbevægelse gennem Landsrådet og Grønlandsrådet fik gjort op med modellen. Lønfastsættelsen blev frigjort fra fiskeindustriens formåen, og indkomstskatten blev indført. Til gengæld blev den økonomiske ramme, som staten anvendte på Grønland fastlåst, hvad den har været lige siden.
Op gennem 70'erne og videre frem fortsatte opbygningen stort set med samme fart som G- 60-opbygningen af landet, og der foretoges fortsat store investeringer, der alle medførte en tiltagende og vedvarende driftsudgiftsbyrde til de aktiviteter, der skulle ske i disse anlæg. Den besluttede fastlåsning af kapitaltilskuddet til Grønland var derfor vanskelig at leve med. Grunden til, at det overhovedet lykkedes så længe uden større vanskelighed skyldtes visse af tilskuddene fra EF, nye lånemuligheder i de danske realkreditinstitutioner og forøgede eksportindtægter især hidrørende fra rejefiskeriet. Grønland frigjorde sig fra EF, overinvesterede voldsomt i fiskerisektoren, låneoptagelsen steg, landskassen tømtes og pengeforbruget blev bremset. Der blev ikke gennemført store nye tiltag, og der låntes yderligere et milliardbeløb for at klare krisen. Der gjordes lidt indhug i de meget rummelige offentlige driftsbudgetter og de opsamlede kommunale midler. Da der først i 90'erne mistedes en milliard på eksporten, klaredes dette ved yderligere opstramninger og især ved at lade de kommunale økonomier betale en stor del af regningen.

Der er således ikke grund til nogen forventning om, at landskassen vil øge de generelle tilskudsoverførsler til kommunerne, hvorfor de østgrønlandske kommuner kun kan håbe på en ændret fordeling af disse tilskud kommunerne imellem.
Økonomien internt i Ammassalik kommune er meget stram. Der er kun udarbejdet selvangivelsesundersøgelser for 1986, 89 og 93. Det gælder fortsat, at Ammassalik kommune har det største antal fattige blandt nogen kommune i Grønland, når der ses bort fra uddannelsessøgende. Antallet overgår hovedstadens, og forskellen fra de sammenlignelige kommuner Upernavik og Uummannaq skyldes, at disse har gode fiskeriindtægter sammenlignet med Ammassalik. Kommunen fastholder et langt lavere niveau på alle understøttelsesordninger hvor dette er legalt, og kommunen har ikke nogen mulighed for at på afgørende vis at forbedre den offentlige økonomi ved større skatteudskrivning.

Det er således kun muligt for kommunen at indhente investeringsefterslæbet ved at skaffe enten større tilskudsmidler udefra eller nye erhvervsmuligheder med afledt gevinst for kommuneøkonomien.

Traditionelt erhverv
Fangererhvervet i Grønland er, som et erhverv der kunne forsørge en familie, erkendt at være historie siden 1960'erne. Med nyordningernes økonomiske indsprøjtninger i landet fra århundredets midte er den levestandard, som erhvervet kunne give, faldet til langt under alle andre erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder - endda også offentlig forsørgelse. Grønlandsrådet og efterfølgende hjemmestyret har gjort alt for at få udnyttet de tidligere ikke-udnyttede muligheder omkring erhvervet gennem indsatsen for produktion af andre fangstprodukter end de, der stammer fra sælfangsten. Til trods for meget forhøjede subsidier til erhvervet er der alligevel ingen udsigt til, at der vil kunne blive tale om et bærende erhverv uden, at der skal økonomiske tilskud til i en størrelsesorden, som ingen vil kunne acceptere. Internationalt er det allerede vanskeligt at forsvare erhvervets eksistensberettigelse, og med den nødvendige subsidiering for dets opretholdelse, vil det være ganske umuligt. Med de forventninger til levestandard, der nu er opbygget, er erhvervet som eksistensgrundlag således en umulighed.

Siden midten af 1960'erne og indtil 1995 har man langs østkysten hver sommer sat fangerfamilier ud, der så levede isoleret på en fangstplads indtil afhentningen efterfølgende sommer. Finansieringen skete ved kommunale lån til indkøb af redskaber og et års forsyning. Med forbudet mod kommunal långivning er denne rest af den egentlige fangertilværelse også elimineret.

Den bærende sælfangstkultur i Østgrønland er reduceret til alene at udgøre et fangsterhverv, der kun kan drives ved at andre end fangeren i familien har fast lønarbejde, eller som et bierhverv, hvor forsørgelsesgrundlaget tilvejebringes på anden måde. Fangererhvervets stolte traditioner og vor opfattelse af, at fangertilværelsen udgør vor væsentligste kulturarv og er bærer af den grønlandske identitet, medfører at landet må erkende nødvendigheden af en opretholdelse af erhvervet - men det vil være som et bi- eller fritidserhverv. Alt andet vil kun medføre bristede forhåbninger for de resterende erhvervsfangere og specielt deres opvoksende sønner.

Nye erhverv
Ammassalik Kommune har siden Hjemmestyrets indførelse fokuseret meget på erhvervsmulighederne i kommunen. Det har i perioden stået klart, at der er økonomisk betydelige erhvervsudviklingsmuligheder i fiskeri, husflidsproduktion, turisme og antageligt også i råstofudnyttelse. Hertil kommer visse muligheder inden for servicefagene.

Generelt ligger forhindringerne i et utilstrækkeligt uddannelsesniveau, mangel på fysiske rammer og de nye hjemmestyreorganisationsstrukturers skabelse af en række monopoler, der umuliggør nye virksomhedsetableringer.
For fiskeriet er situationen, at der findes kystnære forekomster, men de varierer voldsomt både sæsonmæssigt og år til år hvortil kommer problemerne med den lange islægsperiode. Der er i 1995 ibrugtaget et moderne multifunktionelt produktionsanlæg i Kuummiut, og samtidigt er der anskaffet 5 fiskefartøjer mellem 27 og 35 fod. Med årlige besøg af et par kuttere fra Vestgrønland i sommermånederne foregår der nu en udvikling i udnyttelsen af de fiskeforekomster, der findes i fjordene omkring Ammassalikfjorden.

Det havgående fiskeri ved Østgrønland - hovedsageligt udført af vestgrønlandske fartøjer - har en værdi for landet på ikke under ca. 420 mill.kr. ud af landets samlede fiskerieksport på ca. 1.900 mill.kr. Der er i denne beregning ikke taget højde for, at en stor del af de østgrønlandske rejer udgør den meget givtive store "Japan-reje", så fangstværdien for de østgrønlandske forekomster kan være betydeligt større. Hjemmestyret sælger fiskerirettigheder til EU for ca. 250 mill.kr. To østgrønlandske selskaber deltager i det østgrønlandske havfiskeri, og kommuneskatteindtægterne for Ammassalik Kommunes vedkommende udgør typisk 2,5 til 3 mill.kr. Der er en forholdsvis høj østgrønlandsk beskæftigelse i de lokale selskaber, men det ene selskab mangler rimelige kvoter for at opretholde en fornuftig økonomi. En udvidelse af den østgrønlandske andel i dette fiskeri vil skulle ske på bekostning af vestgrønlandske fartøjer, og dette er politisk uønsket i Vestgrønland.

Ved en sammenligning med husflidsproduktionen i Nordamerika skønnes det, at denne i Ammassalik kunne udvides til en omsætning på 20 mill.kr. Forudsætningen er, at kunstnerne indgår i en organisation, der giver deres produktion karakter af en industrialisering. Som gældende for fangerne, er husflidsproducenterne individualister, der siden 1960'erne har opgivet det traditionelle sammenhold og den fællesskabsfølelse, der var en forudsætning for det gamle samfunds opretholdelse. Tiltag med henblik på en organisering af kunstnerne er altid faldet til jorden, og det er ikke realistisk inden for en kort tidshorisont at få ændret holdningerne i nødvendige omfang.

Grundet den fordelagtige beliggenhed tæt på Island og distriktets store turisttiltrækning eksisterer der en betydelig turisme i Ammassalik kommune. Sektoren udvikler sig løbende i et fornuftigt tempo, "hvor alle kan følge med". Den fortsatte udvikling trues på længere sigt af de nye hjemmestyrefinansierede subsidieordninger til andre grønlandske destinationer.

Der er en række mineralforekomster i Østgrønland, der med tiden må forventes at medføre minevirksomhedsetableringer til gavn for landets nationaløkonomi. Virkningerne for lokalsamfundene anses ikke for attraktive. Generelt har periodevis minedrift aldrig gjort nogen befolkning lykkeligere. Kun kunne simplere small-scale virksomheder af karakter som "familiebrug" have en chance for at give et harmonisk erhvervstiltag i landsdelen. Man bør søge større mineaktiviteter holdt langt væk fra den beboede del af kysten, og tilsyneladende vil dette også lykkes, da de kendte interessante mineralforekomster ligger langt fra beboede steder.

Udviklingstendenser

Det samlede indbyggertal i Ammassalik kommune svinger en del fra år til år. Renses tallene for fødte udenfor Grønland viser der sig imidlertid en jævn og konstant stigning i antal fødte i Grønland. Der finder en mindre afvandring sted af fødte udenfor landet. Der må gøres op med holdningen om at Ammassalik er en affolkningskommune, og det konstaterede investeringsefterslæb må nødvendigvis rettes op.

Kommunalbestyrelsen i Ammassalik har med de sidste 4 års gennemførte planprocedurer fastholdt en stærkt forøget indsats på skole-, uddannelses- og opdragelsesområdet. Efter en række temadebatter ruller nu en række mål- og handleplaner på børn og ungeområderne, der fortløbende holdes op imod en række meget konkrete måltal. I kraft af at Ammassalik til forskel fra alle andre byer driver STI-uddannelserne kommunalt ved en forvaltningskontrakt med hjemmestyret, er det lykkedes at samle alle aktiviteter for unge indtil 25 år i et AMU-center, dækkende STI-uddannelse, 12. kl. folkeskolegang, ungdomstjeneste, beskæftigelsesforanstaltninger og erhvervsmæssig kursusvirksomhed. Der er således en udvikling, der indebærer langt bedre mulighed for at fastholde den enkelte i et fornuftigt forløb, der giver de bedste muligheder for at kunne klare sig selv i erhvervslivet/på arbejdsmarkedet. Med denne lokale organisation har det vist sig, at der foregår en bedre kommunikation AMU-center og folkeskole imellem, og dermed er koordinationen for det videre forløb for de børn, der forlader folkeskolen også forbedret.
Ammassalik kommunes målsætning for økonomien er, at den skal være stabil og rumme tilstrækkelige midler til at finansiere de kommunale udviklingsmål.

Kommunen står i en udsat position, hvor økonomien er meget påvirkelig af de ude fra kommende økonomiske påvirkninger forårsaget af svingningerne i de landspolitiske dispositioner. Der er risiko for, at generelle økonomiske udviklinger vil slå lokaløkonomien i stykker, idet der med den økonomiske lavaktivitet i kommunen ikke findes økonomiske muligheder for lokalt at finde yderligere finansielt spillerum ud over de ikke anvendte skatteudskrivningsmuligheder.

En tryghed for opretholdelse af den minimalt nødvendige økonomi kan ligge i fordelingsnøglerne for bloktilskud m.v. Der pågår overvejelser mellem De grønlandske kommuners Landsforening og hjemmestyret om en forenkling, hvor de nuværende 13 tilskud samles til 3 tilskud, nemlig et konjunkturafhængigt, et demografisk og et strukturelt tilskud. En sådan gennemskuelig fordelingsnøgle anvendt med fornuft, vil sikre et stabilt økonomisk minimumsniveau for kommunen.

I tiden indtil et sådant sikkerhedsnet findes, vil kommunen i økonomiske krisesituationer være henvist til at påberåbe sig det uantagelige i, at et enkeltområde af landet undertrykkes økonomisk.

Kommunens økonomiske indsatsområder kan groft skitseres i følgende 4 punkter:
  1. Tilvejebringelse og opretholdelse af en likviditet, der kan tjene som beredskab og forsvar til sikring af, at belastende samfundsøkonomiske dispositioner på landsplan får mindst mulig effekt på kommuneøkonomien.
  2. Bekæmpe de vanskeligheder, der fortløbende hæmmer bestræbelserne for at sikre kommunen rimelig andel i bloktilskudsmidler og øvrige finansieringsordninger for kommunen.
  3. Fremme fornuftige erhvervsaktiviteter i kommunen i takt med, at der findes/udvikles personer med det fornødne initiativ, uddannelsesniveau og realitetssans samt søge "infrastrukturelle" barrierer herfor nedbrudt.
  4. Opretholde en effektiv kommunal økonomistyring i bygder så vel som i byen.
Gennem det nu af Landsstyret etablerede Erhvervsforum for Ammassalik kommune ser det ud til, at det er lykkedes at skabe et organ, der vil have mulighed for at koordinere hjemmestyredirektoraternes og hjemmestyreselskabernes indsats for en udvikling i kommunen.

Med den tiltagende planstyring, der i 1997 medførte, at kommunen udnævntes til " ÅRETS KOMMUNE ," må det imødeses, at kontinuiteten i hele den offentlige sektors udviklingsindsats vil blive bedre og mere uafhængig af de forhindringer og afsporinger magtfulde enkeltpersoner og familier i lille-samfundet kan forårsage gennem påvirkning til afvigende ressourceforbrug. En særlig opmærksomhed bør der rettes på kommunalbestyrelsens virke, idet reduktionen i antal medlemmer fra 13 til 9 kan give større mulighed for kurssvingninger, da en forsamling på 9 kan være lettere at afspore end en på 13.

Det er mærkbart, at planstyringens fornuftige resultater allerede har medført en spirende optimisme, der ser ud til at kunne give bedre baggrund for den nødvendige indsats på udviklingen af de menneskelige ressourcer.


Anvendte kilder:
  • Konebådsekspeditionen, Gustav Holm, Rhodos 1972 (Meddelelser om Grønland, bind IX 1888 og bind X, 1889).
  • Hanseeraqs Dagbog, Nordiske Landes bogforlag, 1982
  • Kundgørelser, Grønlands Styrelse
  • Grønlands Lovsamling
  • Grønland i Fokus, Nationalmuseet 1969
  • Grønlandsrådets dokumenter (1971-78).
  • Ret og Reformer, Agnete Weis Bentzon, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København 1979
  • Arbejdsstyrken i Grønland 1975-95, Ministeriet for Grønland 1978-80.
  • "Nogle årsager til, at udviklingen i Grønland ofte medfører følelsesmæssigt kaos", af Søren Basbøl i tidsskriftet Grønland, nr. 8/9 1990.
  • Ammassallip Kommunia, En analyse af erhvervsmulighederne i Kommunen, Bolø Management, Februar 1994.
  • Resumé af Red Barnet og Foreningen Grønlandske Børns Seminar i Tasiilaq, Direktoratet for Sociale anliggender og arbejdsmarked/Atuakkiorfik, Nuuk 1996
  • Ammassalik Erhvervsforum, Rapport, Januar 1997, Direktoratet for Erhverv, Trafik og Forsyning, og bilaget "Notat af 26. september 1996 til erhvervsforum" om monopolsituationen i Ammassalik af Laurits Bloch.
  • Ammassalik Kommunes regnskaber og Beretninger fra 1975 til 1996.
  • KANUKOKAs Nøgletal for de grønlandske kommuners regnskaber 1992-95
  • Årlige planredegørelser for Ammassalik kommune af 22. november 1994, 29. november 1995 og 21. november 1996.
  • KANUKOKAs beretninger og delegeretmødereferater (1982-95)
  • Beretninger fra det rådgivende udvalg vedrørende grønlands økonomi om den økonomiske udvikling i Grønland for årene 1991 - 1996.
  • Indkomst, forbrug og priser, 1988-1, Statistiske meddelelser fra Grønlands Hjemmestyre, Q-data, Grønlands EDB- og statistikcenter.
  • Indkomst, forbrug og priser, 1996:1, Opgørelser fra Grønlands Statistik,
  • Selvangivelsesundersøgelse, Skattepligtig indkomstfordeling i perioden 1989-1993.
  • Nyt fra Grønlands Statistik, 1996:12, Skattepligtig indkomst 1989-1993.



  • Orientering om Ammassalik Kommune


    Historisk:
    Kommunen blev oprettet med sin første kommunalbestyrelse den 1. januar 1963, og den indeværende kommunalbestyrelse er således nummer 9 i rækken.

    Befolknings-statistik:
    Der var pr. 1. Januar 1997 ialt 2.943 indbyggere i kommunen fordelt med 1.724 i byen Tasiilaq og 1.219 i de syv bygder Kuummiut, Kulusuk, Tiniteqilaaq, Sermiligaaq, Isertoq, Ikatteq og Qernertuarsuit. 2.745 er født i Grønland, og dette tal stiger jævnt hvert år.

    Areal:
    Kommunens samlede areal andrager 243.000 km2, eller mere end 5 gange Danmarks størrelse.

    Kommunen grænser i Nord mod Ittoqqortoormiit kommune, og i vest mod kommunerne fra Ilulissat til Nanortalik i syd, og vi har 11 nabokommuner.

    Infrastruktur:
    Der er 6 ugentlige flyforbindelser til kommunen, dels via Nuuk og Kangerlussuaq og dels via Keflavik og Reykjavik, Island.

    Besejlingssæsonen strækker sig fra primo juli til ultimo oktober.

    Udenfor besejlingssæsonen er der endvidere ugentlige taxaflyvninger til bygderne bortset fra Ikatteq og Qernertuarsuit.

    Økonomi:
    Kommuneskatteprocenten er i 1997 fastsat til 27, og der forventes skatteindtægter på cirka 31 mill. kr.

    Kommunens samlede driftsudgifter i 1997 forventes at blive 142 mill. kr. mod forventede indtægter på 141 mill. kr.

    Cirka 750 personer modtager løn fra kommunen, og omregnet til fuldtidsstillinger vil antallet i gennemsnit andrage 275.
    Laurits Bloch, født på Amager i 1946, er bankuddannet 1963-68. Ansat i Ministeriet for Grønland oktober 1968 og tjenestegørende i Godthåb, Ammassalik, Thule, Holsteinsborg og Frederikshåb. Overgik til kommunernes tjeneste i 1975 med ansættelse i Nuuk kommune, fra 1980 i Ammassalik Kommune og siden 1983 kommunaldirektør samme sted. Har i flere perioder i 70'erne været formand for HK Grønland. Underviser på merkonomstudierne 1975-80. Medlem af brancheudvalget for HK-uddannelserne 1979. 1990-92 formand for kommunaldirektørforeningen. Fra 1987 engageret i kommunernes styring af EDB-anvendelsen og fortsat medlem af det Fælleskommunale EDB-udvalg, Fra 1993 skolenævnsformand i Tasiilaq. Har deltaget i en række arbejdsgrupper og seminarier i statens, hjemmestyrets og kommunernes regie hovedsagligt dækkende fagområderne administration, økonomi, samt bolig- og folkeskoleområderne.
    OBS: Efter forslag fra landstingsmedlem Anders Nilsson har Socialdirektoratet siden medio 1996 arbejdet med et forslag om at indføre en lovpligtig barselforsikring, der skal erstatte/supplere de overenskomsaftalte barselsordninger. Barselsforsikringen skal - ligesom den lovpligtige arbejdsskadeforsikring - tegnes af alle arbejdsgivere for alle ansatte. Skønsmæssigt vil forsikringen koste et par kroner pr ansat pr måned. Til gengæld vil den holde arbejdsgiverne skadesløse ved at dække lønudgifter under barselsorlov.