Det skæve Grønland

Budgetlægning i Kangaatsiaq kommune er en lang drøftelse af, hvor der kan spares på vedligeholdelse, hvilke stillinger i kommunen man undlade at besætte, hvor lavt et tilskud man kan tillade sig at udbetale til dem, der står uden forsørgelse, og så videre. Det er vist ikke nær så sjovt at være politiker i Kangaatsiaq som i Nuuk. Kronik af Henrik Skydsbjerg, bragt i Atuagalliutit/Grønlandsposten 14. oktober 1997.

Tirsdag d. 14. oktober 1997
Henrik Skydsbjerg
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Økonomi.

Her i oktober måned hersker der stor travlhed på kommunekontorerne rundt omkring i landet. Det er den tid på året, hvor budgettet for det kommende år skal udarbejdes, og hvor politikere og embedsmænd arbejder på højtryk for at få indtægter og udgifter til at gå op i en højere enhed.

Det første spørgsmål, som den enkelte kommune må søge afklaret, er, hvor mange indtægter den kan regne med det kommende år. Disse indtægter består primært af skat fra personer og virksomheder, bloktilskud fra hjemmestyret og, for de fleste kommuner, den mellemkommunale skatteudligning. Størrelsen af skatteindtægterne fra personer og virksomheder er meget forskellig fra kommune til kommune, fordi befolkningens indkomster er meget forskellige. Herudover kan de svinge meget fra år til år, især i de kommuner, hvor man er meget afhængig af fangst og fiskeri. Bloktilskuddet fra hjemmestyret betales efter objektive kriterier, således at alle kommuner får en forholdsmæssig lige stor andel af tilskuddet.

Den tredje form for indtægt er den mellemkommunale skatteudligning, der skal sørge for, at de rigeste kommuner betaler en del af deres skatteindtægter til de fattigere kommuner. Udligningen er imidlertid kun delvis. En rig kommune skal kun betale til udligningen, såfremt den gennemsnitlige skat pr. indbygger ligger over 120 procent af landsgennemsnittet. De første 20 procent kan kommunen således selv beholde. På den anden side får de fattige kommuner først del i udligningen, hvis deres gennemsnitlige skat pr. indbygger ligger under 90 procent af landsgennemsnittet. Af en eller anden grund (læs: fordi sådan er det i Danmark) er disse kommuner blevet dømt til at ligge 10 procent under landsgennemsnittet. I de senere år har man dog trukket lidt i land og indført et "tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner", der fører disse lidt nærmere til landsgennemsnittet. Tilskuddet er i øvrigt en sjov størrelse, som kommunerne ikke må medregne i deres budget, da det (hvert år) skal komme som en positiv overraskelse.

KOMMUNERNE har, indenfor nogle rammer, fastsat af hjemmestyret, mulighed for at lade personskatten stige eller falde. Dette har ført til, at skatteprocenten er meget forskellig fra kommune til kommune, svingende fra 35 procent i Ivittuut til 44 procent i Narsaq og Qasigiannguit.

Grundlaget for de forskellige skatteprocenter er tanken om, at kommunalbestyrelserne skal have ret til selv at bestemme niveauet for kommunens service overfor borgerne. Filosofien er, at kommuner, der ønsker et højt serviceniveau, dvs. mange daginstitutioner, boliger og lignende, skal kunne udskrive høje skatter, mens kommuner, der mener, at borgerne selv bør klare en række af disse opgaver, skal kunne udskrive lave skatter.

Filosofien holder imidlertid ikke til en konfrontation med virkelighedens verden. Skatteprocenterne i Grønland i dag afspejler ganske vist kommunernes forskellige serviceniveau, men det er med det stik modsatte fortegn. De kommuner, der har den højeste skatteprocent, har typisk den laveste service og de kommuner, der har den laveste skatteprocent, har den højeste service. Skatteprocenten afhænger nemlig ikke af et politisk besluttet serviceniveau, men alene af kommunens økonomiske situation.

I landets rigeste kommune, Nuuk, er skatteprocenten 40 og den gennemsnitlige skattepligtige indkomst pr. indbygger var i 1994 på 127.000 kr. I landets fattigste kommune, Kangaatsiaq, er skatteprocenten 43 og den gennemsnitlige skattepligtige indkomst var samme år 55.000 kr.

Næsten hver uge læser vi om nye spændende (og dyre) initiativer, som politikerne i Nuuk tager for at gøre livet bedre for borgerne. Fastlæggelsen af kommunens budget er i Nuuk en leg, hvor alle næsten kan få deres ønsker opfyldt. Her senest har man meddelt, at kommunen uden hjemmestyrets hjælp vil bygge en svømmehal.

I Kangaatsiaq har skolen end ikke en gymnastiksal. Skoleeleverne må gennemføre indendørs gymnastik i det lille forsamlingshus, når de vel at mærke har ryddet op efter bingospillet den foregående aften. Kommunen har i over fem år haft en minihal øverst på ønskesedlen, men der har aldrig været penge til at bygge den. Udgifterne til at drive en sådan minihal, formentlig 1 million kroner årligt, ville i øvrigt svare til mere end to skatteprocenter i kommunen. Budgetlægning i Kangaatsiaq kommune er en lang drøftelse af, hvor der kan spares på vedligeholdelse, hvilke stillinger i kommunen man undlade at besætte, hvor lavt et tilskud man kan tillade sig at udbetale til dem, der står uden forsørgelse, og så videre. Det er vist ikke nær så sjovt at være politiker i Kangaatsiaq som i Nuuk.

DE STORE indtægtsforskelle kommunerne imellem skyldes ikke de lokale politikeres kompetence eller mangel på samme, men alene den meget skæve indkomstfordeling i landet. I Nuuk findes de mange gode jobs indenfor administration, sundhedsvæsen og uddannelse, hvor indkomsterne er høje og stabile. I Kangaatsiaq er man afhængig af fangst og fiskeri, der kan svinge meget fra år til år. I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne blev der årligt fanget mellem 1.000 og 2.000 tons torsk i kommunen. I dag fanges der mindre end 100 tons årligt. Der er ikke noget at sige til, at der er lavvande i kommunekassen.

Et andet eksempel på store udsving i skattegrundlaget kan hentes i Maniitsoq. I begyndelsen af 1990’erne havde kommunen store økonomiske vanskeligheder, men blev reddet da KNI-Pilersuisoq etablerede hovedkontor i byen. Det gav mange nye jobs med stabile og relativt høje indkomster. Nu er KNI-Pilersuisoq flyttet til Sisimiut og det bliver en krævende opgave for kommunalbestyrelsen i Maniitsoq, at få enderne til at mødes i det nye budget.

Når man gang på gang hører vore ledende politikere gøre rede for, hvor vigtigt det er, at udviklingen i Grønland kommer hele befolkningen til gode, er det umiddelbart mærkeligt, at der fastholdes nogle systemer, der er med til at give befolkningen i forskellige dele af landet, højst forskellige levevilkår. Der er ingen naturlov, der siger, at det skal være sådan. Det vil sige, bortset fra den særlige grønlandske naturlov, hvorefter al ting skal være lige som i Danmark, og hvorfra man har ideen om, at kommunerne selv skal fastsætte deres skatteprocenter.
DE URIMELIGE forskelle imellem kommunernes indtægtsmuligheder kan ændres meget enkelt. Ved centralt at fastlægge en ens skatteprocent i hele landet og fordele skatte-indtægten til alle kommunerne efter objektive kriterier (antal indbyggere, skolesøgende børn, pensionister, geografisk beliggenhed med videre), vil alle kommunalbestyrelseme i landet få lige vilkår. Samtidig vil det lette det administrative arbejde omkring budgetlægningen i kommunerne, og spare mange kræfter i KANUKOKA og Hjemmestyret med at fordele tilskud og redde akutte krisesituationer i de kommuner, hvor de faktiske indkomster ikke lever op til de budgetterede. Såfremt de samlede skatteindtægter skal ligge på samme niveau som idag, skal den landsdækkende skat være på 41 procent, hvoraf de 30 procent fordeles forholdsmæssigt til alle kommuner. Budgetlægningen i kommunerne vil herefter kunne koncentreres om at prioritere, hvilke opgaver der det kommende år skal søges løst. Og når vilkårene er blevet ens kommunerne imellem, vil borgerne for første gang reelt kunne vurdere, om deres politikere løser opgaverne lige så godt som i nabokommunen.

For en kommune som Nuuk ville omlægningen betyde, at den mistede omkring 60 millioner kroner i indtægter. Det er nok tvivlsomt, om der herefter ville være råd til at bygge og drive en svømmehal. På den anden side ville næsten alle andre kommuner i landet få øget deres indtægter og i Kangaatsiaq ville man, med ca. 3,5 millioner kroner ekstra, måske endelig få råd til at medfinansiere og drive den længe ventede minihal.