Nye forskelle i lærernes løn

År 2000 vil da blive husket som året, hvor forskelle i lønnen i praksis blev genindført i den grønlandske folkeskole! Det er en mærkelig måde at fejre, at det er knap ti år siden, at ligelønnen mellem danske og grønlandske lærere blev indført!

Fredag d. 5. maj 2000
Morten Birck
Emnekreds: Bygder, Løn og overenskomster, Politik, Uddannelse.

De sidste par år, har der overalt i Grønland hersket en glædelig og positiv stemning om projektet Atuarfitsialak, Den gode Skole.

Når talen falder på folkeskolen, virker alle - forældre, lærere, politikere og andre, der kommer til orde - yderst positivt indstillet på, at nu skal der gøres noget for, at børnene i skolen møder bedre rammer for udvikling og undervisning, der styrker deres kompetencer.

En af de største hæmskoer for realiseringen af Atuarfitsialak, er helt tydeligt den stigende lærermangel overalt i Grønland. Som på mange andre områder, er problemet med at tiltrække og fastholde uddannet arbejdskraft størst i bygder og yderdistrikter.

Dette har Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, KIIP, tilsyneladende nu villet gøre noget ved, og har derfor opslået en række stillinger på særlige åremålsvilkår. De lærere, der nu søger ansættelse i visse byer og bygder tilbydes feriefrirejse for hele familien (værdi i Upernavik: 18.500 kr. pr. person) samt et fastholdelsestillæg på godt 20.000 kroner om året. De lærere, der er ansat på stedet i forvejen, må nøjes med frirejse hvert andet år og intet tillæg. Til gengæld bliver de åremålsansatte kun på skolerne i mellem 3 og 6 år.

At en arbejdsgiver kun sætter lønnen op for nye, særligt udvalgte medarbejdere med samme kvalifikationer, arbejdsopgaver og ansvar som dem, der er ansat i forvejen, vil de fleste sikkert opfatte som en uretfærdighed. Og ingen kan vel være i tvivl om, at dit direktorat her har skabt grobund for murren i krogene.

For en lærer, der har lagt det meste af sit arbejdsliv i et yderdistrikt eller måske planlægger at gøre det, vil det være en oplagt kilde til undren, at KIIP kun er interesseret i at tiltrække de nye lærere og fastholde dem i få år.

Det glæder mig egentligt, at man fra centralt hold vil gøre noget ved lærermanglen, og jeg glæder mig til at modtage de nye kollegaer. At direktoratet vælger en kortsigtet løsning og tilsidesætter langt størstedelen af lærerne, medfører dog, at min tillid til de bagvedliggende hensigter er dalende. Er de almindelige overenskomstforhandlinger og andre spilleregler på det grønlandske arbejdsmarked blevet sekundære i fastsættelsen af lærerlønninger?

Det havde været udtryk for anstændighed og respekt for lærerne som en aktiv samarbejdspartner, hvis KIIP som offentlig arbejdsgiver havde gjort brug af de kommende overenskomstforhandlinger, der af uvisse årsager ikke allerede er i gang, til at løse folkeskolens rekrutteringsproblemer.

Og jeg undrer mig, når jeg så hører dig som øverste ansvarlige politiker sige, at nu skal vi udvikle folkeskolen. Gælder det alle eller også kun særligt udvalgte?

For de dårlige forhold for almindeligt tjenestemands- eller overenskomstansatte folkeskolelærere samt uddannelsen af alt for få grønlandske lærere, gør du tilsyneladende intet ved. I dit direktorat bruger man et par millioner til goder for omkring 40 lærere, der flytter til yderdistrikterne i et par år. Men den grundlæggende lærermangel er der stadig!

Hvordan skal de smukke tanker om Atuarfitsialak så føres ud i livet i HELE Grønland?

Hvor mange millioner bruger du i samme periode på at videreuddanne timelærere og gøre læreruddannelsen mere attraktiv?

Planerne om at lade kommunerne stå for læreransættelser er langt fremme, men kommunerne får nok ikke nemmere ved at rekruttere lærere. De kan selvfølgelig fortsætte med at tilbyde ansættelse på særlige åremålsvilkår, hvilket dog ikke bliver helt billigt. Som lærer kan jeg selvfølgelig være tilfreds, hvis udgifterne til lærerlønningerne stiger, men ikke, hvis dette betyder en ny forskelsbehandling af lærerne i Grønland.

Fortsat brug af åremålsansættelser i yderdistrikterne vil på langt sigt betyde, at der bliver en gruppe åremålsansatte lærere, der pendler rundt eller rejser væk efter kort tid og som belønnes med tillæg og frirejser. De lokale, fastboende lærere må se sig forbigået, og samtidig spørge sig selv, om de gider lægge skuldre til nye tiltag i folkeskolen.

År 2000 vil da blive husket som året, hvor forskelle i lønnen i praksis blev genindført i den grønlandske folkeskole! Det er en mærkelig måde at fejre, at det er knap ti år siden, at ligelønnen mellem danske og grønlandske lærere blev indført!

Det ironiske aspekt af sagen er, at KIIPs fornyede brug af åremålsansættelser ikke omfatter alle skoler med lærermangel, men ca. 40 stillinger ud af den ofte fremførte mangel på 400 lærere. Problemet er altså ikke engang løst på kort sigt, selvom metoden kan skabe voldsom uro blandt de ansatte. Der bliver altså skabt en situation i folkeskolen, hvor problemet med lærermanglen ikke bliver løst - og hvor mislydene på både kort og langt sigt kan stramme knuden yderligere til! Projektet Atuarfitsialak har derved fået et voldsomt skud for boven, allerede inden det er blevet søsat. Det kan du ikke være bekendt!