Hvad skal der til for at lukke gabet?

Og så er det en morsom bog, manden har en sjælden humor, et godt øje for livets inkonsekvenser og et sprog, der må få enhver journalist til at overveje et kursus i udviklingsøkonomi, alene for at blive en bedre skribent.

Tirsdag d. 17. januar 1995
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Erhverv, Politik, Økonomi.

Uge 49/94 blev den uge hvor en indtil da ukendt person sprang ind og erobrede den lille grønlandske mediescene. Personen er Martin Paldam, professor i udviklingsøkonomi, og det blev med et slag Martin Paldam i Radioavisen morgen, middag og aften. Martin Paldam havde en mening om Grønland, der gav genlyd, og det viste sig lynhurtigt, at mange, mange mennesker havde modsatte meninger. Endda helt uden at have læst bogen, hvad vistnok kun Lars Emil Johansen og Daniel Skifte var så redelige at gøre opmærksom på, da de blev bedt om kommentarer til bogen. Det var helt tydeligt i Lise Lycks kommentarer, at hun i hvert fald ikke havde læst Martin Paldam bog - hun kritiserede blandt andet Martin Paldam for ikke at kende til forholdene i områder der ligner Grønland og nævnte som eksempel Inuit i Canada. Men faktisk indeholder Paldams bog en meget grundig gennemgang af de canadiske Inuits økonomi. Heller ikke Kuupik Kleist synes at have læst bogen, før han i Radioavisen mistænkte Martin Paldam for at gå Fremskridtspartiets ærinde i sin analyse af Grønlands økonomi. Interessen samlede sig straks om Martin Paldams forslag om at nedlægge bygderne. Men Martin Paldam foreslår ikke bygderne nedlagt! Han beregner blot, hvad det koster at holde bygderne igang, men det er altså også rigeligt provokerende. Martin Paldam nævner bygderne mange gange i sin bog, men der er kun et sted (side 197), hvor Paldam beskriver, hvordan bygderne skal lukkes ned - hvis de skal lukkes ned. Han skriver:"Det er nok givet, at det kun kan og kun bør lukkes langsomt, over en generation eller mere. Det er imidlertid et gab, der kan lukkes, og det vil uden tvivl ske".(Med gab mener Paldam forskellen mellem de penge vi selv tjener og de penge vi kan forbruge, takket være det danske bloktilskud. Paldam foreslår ikke bygderne nedlagt. Han forsøger at beregne hvad de koster og forudser at man på et tidspunkt vil beslutte sig for en nedlægning. Og Paldam fortsætter: "Der er næsten lige så meget skjult arbejdsløshed andre steder i økonomien, som der er i den traditionelle sektor.." (=fisker- og fangererhvervet i bygderne). Martin Paldam er ikke specielt ude efter bygderne. Han redegør for de områder i vores økonomi, hvor der er uudnyttede muligheder. Arbejdskraften i bygderne anser han for en uudnyttet mulighed, på linie med de mange offentligt ansatte og ansatte i offentligt ejede virksomheder der ville få fyresedlen, hvis samfundet havde en normal vesteuropæisk økonomi. Martin Paldams bog "Grønlands økonomiske udvikling - hvad skal der til for at lukke gabet?" er en velskrevet bog, som vil præge de kommende års økonomiske debatter og helt sikkert også den førte politik. I lange passager er det en svær bog, fordi den er skrevet af en økonom for økonomer og ligedannede - trods stor umage for at skrive til almindelige læsere med interesse for samfundsspørgsmål. Og så er det en morsom bog, manden har en sjælden humor, et godt øje for livets inkonsekvenser og et sprog, der må få enhver journalist til at overveje et kursus i udviklingsøkonomi, alene for at blive en bedre skribent. Men, men, men - ligesom nød lærer nøgen kvinde at spinde, så vokser ingen træer ind i himmelen. Der er både fejl og mangler i Martin Paldams udlægning af vores økonomiske udvikling. Paldam skriver side 36 om G60: "Læseren husker måske den store G60-strid omkring fødestedskriteriet, jf Boserup (1963). Her stod befolkningen, ledet af politikere og fagforeningsfolk i en skyttegrav, medens den anden kun var besat af økonomer.." Det Martin Paldam her tænker på er baggrunden for indførelsen af fødestedskriteriet. Fødestedskriteriet blev indført for at beskytte den spirende grønlandske fiskeindustri. Det var klart for alle at fiskeindustrien ikke kunne bære danske lønninger. Det grønlandske lønniveau skulle fastlægges af produktionen og ikke løftes til dansk niveau. Denne målsætning var der politisk enighed om, og Grønlands Arbejder Sammenslutning (datidens SIK) støttede i samklang med det danske LO aktivt ideen om fødestedskriteriet. Pointen er vigtig for Martin Paldams bog, fordi han (fejlagtigt) forudsætter at der hele tiden har været en underforstået enighed mellem danske politikere og Grønland om, at Danmark med bloktilskuddet skulle "lukke gabet" mellem landets egen indtjening og en levestandard svarende til den danske. Den "enighed" eksisterer efter min bedste opfattelse kun mellem vores egen politiske og økonomiske elite og danske politikere, der ikke har ofret Martin Paldams spørgsmål om deres holdning den fornødne alvor. Danske vælgere og skattebetalere er aldrig blevet bedt om at underskrive den blankocheck, det ville være, at garantere dansk levestandard i Grønland.

For os her i Grønland er sandheden da også, at den levestandard vores egen indtjening berettiger os til (svarende til Portugals), den er vi dårligt nok nået op til i mange af bygderne. Den anden mangel ved bogen er Martin Paldams hvidvaskning af vore politikeres fejltagelser i begyndelsen af firserne. Han skriver gentagne gange at vore politikere er dygtige og har styret landet godt. "Den grønlandske regering har styret anderledes bevidst: Der var ganske vist nogle år midt i 1980'erne, hvor det var ved at gå galt, men det samme gjaldt unægteligt også et par år før i Danmark."(side 16). Hvad der gik galt i Grønland nævner Paldam ikke, og læserne kan derfor ikke vurdere om de to situationer overhovedet kan sammenlignes. Med et elegant hop i logikken fortsætter Paldam:" Nu er der en ganske stærk konjunkturnedgang i Grønland. Den skyldes dog ikke misregering, men at rejeprisen er faldet og den sidste mine lukket". Men hvad var årsagen til at det gik galt i Grønland i midten af firserne? Rejepriserne faldt først efter at vi havde optaget store udlandslån for at afhjælpe katastrofen. På side 151-52 skriver Paldam om opstarten på de økonomiske problemer: "Man havde også først i 1980'erne et hektisk offentligt ekspansionsprogram, baseret på sådanne virksomheder, der løb løbsk og måtte stoppes. Denne politik var rent konkret anbefalet af en gruppe rådgivere fra RUC, Roskilde Universitets Center, der (da) var meget politisk yderliggående". Det var altså ikke den grønlandske regerings skyld. Det var udefrakommende RUC'er, og sådan nogen ved vi jo godt hvad er: håbløse, veltalende, yderliggående, hovedfordrejende erhvervsøkonomiske naivister. Nej, Paldam den går ikke! Disse folk fra RUC var håndplukkede til deres arbejde af kredsen omkring Lars Emil Johansen. De var nærmest headhuntede på samme måde som du oplyser du blev headhunted af Niels V. Skak-Nielsen til at skrive denne bog. Og krisen i midten af firserne skyldes ikke en gruppe politisk yderligtgående RUC'ere. Den skyldes en hovedløs overinvestering i trawlere -finansieret med erhvervsstøttelån og en urimelig overindtjening i fiskeriet. Vi spildte antageligt op mod 2 milliarder kroner på overflødige trawlere, fordi politikerne ikke magtede at sige fra. Vi havde - og har stadig - det samme fætter-kusine syndrom, som findes på Færøerne. Der er een relevant økonom, du ikke nævner i bogens litteraturliste. Det er Niels-Henrik Westerlund. Han var (er) dansk OECD-økonom, og blev bragt til landet på foranledning af Hans Pavia Rosing for at udarbejde en i forhold til Danmark neutral vurdering af Grønlands økonomi. Hans indsats faldt tilsyneladende ikke ud til opgavestillernes forventninger, for der blev så underligt stille, da hans rapport forelå. I rapporten foreslog han blandt andet som styring af fiskerflådens størrelse, at (reje)kvoterne blev solgt på auktion. Indtægterne skulle tilfalde landskassen. Det ville sikre at overfortjenesten i fiskeriet ikke blev brændt af på overflødige trawlere. "Beskatningen af fiskeriet" ville regulere sig selv gennem den fri markedsmekanisme. I år med godt fiskeri ville fiskerne byde højt på kvoterne. I år med dårligt fiskeri ville buddene afpasses nedad til et rentabelt fiskeri. Jeg har kun læst din bog igennem en gang og har måske sprunget et forslag over der ligner dette? Der findes - så vidt jeg kan se - endnu en mulighed for en økonomisk udvikling med fornuft og perspektiv, som du ikke nævner. Det er en kanalisering af bloktilskuddet uden om de offentlige kasser direkte ud i produktionsapparatet, som et neutralt, objektivt løft. Indtægterne i de offentlige kasser skulle herefter udelukkende hentes via normale skatter og afgifter som i Danmark Med disse få indvendinger skal det fremhæves at vi her har fået en bog med et mylder af relevante analyser af grønlands økonomiske muligheder og umuligheder. Det er også derfor man savner et ordentligt udbygget indeks bagerst i bogen. Alene denne her anmeldelse har krævet 5 solide gennembladninger, der ville have været overflødige med et godt indeks.