Flytningen fra Thule - som Mikael Gam huskede den

Det var et tungt ansvar, vi havde over for disse Knud Rasmussens »nye mennesker«. Ville de kunne overleve som eskimoer og fangere? Eller ville de blive nogle sølle pjaltemikler med »7- tallet« i hånden, søgende på »Dumpen« efter smulerne fra de riges bord? Flytningen reddede dem, ser det ud til, og den store bases levetid er vel begrænset? Det var i sidste øjeblik, flytningen skete, men ikke for sent.

Tirsdag d. 24. august 1999
Mikael Gam
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Thule Air Base.

I 1951 var jeg med "Jutho" i Thule for første gang. Da vi anløb Upernavik, hørte vi om "mange store skibe", der var gået nordpå. Man troede ikke rigtig på det og henviste til fanger-fantasier og "fata morgana". Men længere nordpå fik vi syn for sagn. Der var en livlig aktivitet af skibe og andre sejlende enheder, lige fra store isbrydere til en flydekran, bugseret herop helt fra USA’s østkyst. Men vi havde ingen isbryder med os, og "Jutho"s hestekræfter kunne tælles, om ikke på to hænder, så dog i få hundreder. Isen i Melvillebugten blev sværere og sværere, og til sidst satte lille "Jutho" sig træt fast i isen i nærheden af "Toms Ø", og det var temmelig langt fra Thule. I en uge lå vi der i det skønneste solskin og med alt hvidt og uberørt omkring os. Den nye direktør for Den kgl. grønlandske Handel, A. W. Nielsen, senere direktør på Carlsberg, og handelsinspektør Malmquist var også med "Jutho". Den uge, vi lå i den hvide verden, blev nok en af de sorteste uger i "A. W."s succesfulde kommercielle liv. Han er en arbejdsbi og vant til at få sine ordrer igennem, men ingen ordrer kunne her slå igennem. Selv den mest dynamiske personlighed må give op, når den grønlandske natur viser sine kræfter. Vi andre betragtede ugen i isen som en ekstra vinterferie midt om sommeren og fik os, med bl. a. Finn og Bente Gad, en hyggelig l’hombre fra morgen til midnat. Vi havde det så godt at vi omdøbte Melvillebugten til "Ellevildebugten". Vi nød altså stoppet i isen i den uge, gik på bjørnejagt, men fik heldigvis ikke bamsen. Hvor så den dog knaldgul ud imod den hvide sne! Til sidst måtte vi anmode om amerikansk is- bryderhjælp og fik det svar, at søndag morgen ville "Westwind" komme og befri os. Den skulle først ned at hente en konvoj ved iskanten. Ved 6-tiden søndag morgen så vi røg i syd, og så dukkede konvojen op med isbryderen på 10.000 hestekræfter i spidsen. Der var otte store "Liberty"-skibe og en tankbåd. Ud for "Jutho" drejede "Westwind" af ned mod os og skar sig med en halv snes knobs fart vej igennem den metertykke is, roligt pløjende denne op. Skibets højttaleranlæg smeldede en melodi ud: "Havde jeg vidst, du kom, havde jeg bagt en kage". I råberen beordrede chefen os at følge i hans kølvand, og samme aften nåede vi til Thule. Her så vi aktivitet. Amerikanerne var godt i gang med at bygge den store base. Sælfangerne fra Upernavik havde sandelig ikke overdrevet. Det var imponerende, hvad vi her så begyndelsen til. Det var forbudt os passagerer at gå i land, men jeg fik dog en "uskyldig" lejlighed til at smutte i land, og jeg gik længe rundt og så det hele, velvilligt vist og kørt rundt af de også her så hjælpsomme amerikanere. Brede bilveje krydsede hinanden, og ved de største kryds stod en flot, uniformeret betjent og svingede med sikker rutine sin hvide stav. Vi fik påbud om ikke i breve hjemover at fortælle noget om alt dette. Det var en stor overraskelse for os jævne folk at erfare, at dette baseanlæg var påbegyndt, og det var heller ikke offentligt kendt i Danmark. Senere har jeg været på den mægtige, færdigbyggede base flere gange, et fremmedlegeme i en stor og stærk natur. Beliggende lige op ad en lille eskimoisk befolkning var den med sine tyve gange så mange indbyggere en uhyggelig fare for disse polareskimoer, disse prægtige og sådan set uberørte naturmennesker. Det gik jo heller ikke. I 1954-55 flyttedes hele befolkningen 125 km nordpå til en tidligere fangstplads, "Qarnaq", hvor en splinterny, moderne by ventede dem med boliger og alle de faciliteter, en sådan by måtte have, men som disse mennnesker aldrig før havde kendt. Det tryk, sådan en kæmpebase med 5.000 fremmede udøvede, var for meget. Den lille befolkning var begyndt at gå på "Dumpen", lossepladsen, og tage, hvad der kunne findes af brugeligt og spiseligt, i stedet for at gå på fangst på havet. Og det kunne ikke forsvares. De måtte ikke ødelægges, polar-eskimoerne. Det var et tungt ansvar, vi havde over for disse Knud Rasmussens "nye mennesker". Ville de kunne overleve som eskimoer og fangere? Eller ville de blive nogle sølle pjaltemikler med "7- tallet" i hånden, søgende på "Dumpen" efter smulerne fra de riges bord? Flytningen reddede dem, ser det ud til, og den store bases levetid er vel begrænset? Det var i sidste øjeblik, flytningen skete, men ikke for sent.