Morakker – Fortællingen om den korrupte betjent

Onsdag den 28. marts 2012 udkommer en bog, der i Grønland er ventet med spænding.
Bogens titel er 'Morakker – Fortællingen om den korrupte betjent', og årsagen til de spændte forventninger er en foromtale af ung piges død i 1997 i Nuuk. Dødsfaldet blev rubriceret som selvmord, og det blev af uforståelige grunde fastholdt af politiledelsen, selv om en efterfølgende undersøgelse viste stærke indicier på, at der var tale om mord.

Mandag d. 26. marts 2012
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie, Misbrugsproblemer, Politiet, Samfundsforhold.

Indholdsfortegnelse:
Arbejdet med bogen
Nultolerance
Et mord forklædt som selvmord
Når allemandsviden bliver til en nyhed i KNR/Grønlands Radio
Den korrupte betjent
Et fremragende stykke samtidshistorie
Læs også


Onsdag den 28. marts 2012 udkommer en bog, der i Grønland er ventet med spænding.

Bogens titel er Morakker – Fortællingen om den korrupte betjent, og årsagen til de spændte forventninger er en foromtale af ung piges død i 1997 i Nuuk. Dødsfaldet blev rubriceret som selvmord, og det blev af uforståelige grunde fastholdt af politiledelsen, selv om en efterfølgende undersøgelse viste stærke indicier på, at der var tale om mord.

Men bogen er andet og mere end en sag om en mulig morder, der stadig går frit omkring, og en familie, der sidder tilbage i en sorg, der særlig stor, fordi de med sig selv ved, at datteren ikke har taget sit eget liv, og de kender den mand, der i givet fald har slået datteren ihjel.

Arbejdet med bogen
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem politimand Hans Haahr Pedersen og journalist Ellen Stampe.

Forud for bogudgivelsen ligger flere års arbejde med at indsamle baggrundsmateriale og dokumentation for Hans Haahr Pedersens beretning om sit arbejde som politimand. Grundigheden mærker man tydeligt hele vejen gennem denne bog på godt 200 sider.

Jeg har arbejdet med Grønland siden 1966 og boet i Nuuk i årene 1974-2001, og jeg kan ikke sætte en finger på en fejl noget sted i denne bog, der er frembragt af to menneskers fælles indsats, hvor Hans Haahr Pedersen har arbejdet i Grønland i årene 1993-1998 og Ellen Stampe kun kender Grønland fra sit arbejde med bogen.

Tværtimod så er bogen gribende, dokumentarisk læsning fra første til sidste side.

Nultolerance
Hans Haahr Pedersen ankommer i 1993 med sin familie til en mindre by i Grønland og får det forventelige chok over tingenes skæve gang, og ikke mindst over det lokale politis opgivende holdning.

Hans Haahr Pedersen har en baggrund som urobetjent i København og ved af erfaring, at der skal gribes ind ved ondets rod, så han tager fat i sagerne, når de opstår og fører dem hele vejen gennem systemet – hver gang. Det overrasker befolkningen, men de lærer snart at sætte pris på politiets ændrede arbejdsmetoder.
Livet i byen bliver mere trygt, og de udsatte børn og de voldsramte kvinder får en mere sikker hverdag. Jeg kan bekræfte denne ændring ud fra mit eget kendskab til byen i de år, Hans Haahr Pedersen var der.

Ændringen var et resultat af dygtigt og omsorgsfuldt politiarbejde.

Denne tilgang til problemerne er interessant, fordi den ligger tæt op ad en lignende fremgangsmåde, der blev taget i brug i New York nogle år tidligere. Man fik i løbet af få år minimeret en meget udbredt kriminalitet i undergrundsbanen og senere videre ud i byen, ved at tage fat med alle lovens muligheder, første gang en ung knægt blev grebet i at stå og fægte med en kniv.

Når man stadig her i 2012, uge efter uge kan læse politiets leporelloliste over især weekendens og lønudbetalingens hændelser, så står det som en indlysende valgmulighed for politiet i Grønland at gøre Hans Haahr Pedersen fra hans år i Grønland kunsten efter.

Et mord forklædt som selvmord
Det mest opsigtsvækkende i bogen er beretningen om en ung piges død, der af politiet blev undersøgt og efterfølgende arkiveret som selvmord.

Sagen er afsluttet og rubriceret som selvmord, da en kollega beder Hans Haahr Pedersen kigge på sagen, fordi han ikke kan få det til at stemme med selvmord. Hans Haahr Pedersen kigger på sagen, viser den til en overordnet og får derefter besked på at genåbne den og behandle den om en mordsag.

Næste dag stopper politimester Jørgen Meyer genoptagelse af sagen efter protest fra politikommissær Abel Egede. Begrundelse er ren procedure: Sagen er ikke genåbnet på den rigtige måde.

Hans Haahr Pedersen mener selv, at sagen er stoppet på grund af såret stolthed hos Abel Egede.

Her er jeg uenig med Hans Haahr Pedersen.

Jeg kendte Abel Egede og tror ikke, at såret stolthed alene har været drivkraften. Der må ligge noget mere tungtvejende bag hans blokering for en genoptagelse af sagen.

I den genoptagelse af sagen, der af mange gode grunde er helt uundgåelig, bør man grave grundigt i den formodede morders baggrund og hans familiemæssige og sociale tilknytning til Abel Egede.

Når allemandsviden bliver til en nyhed i KNR/Grønlands Radio
Der beskrives en anden sag i bogen, som ikke drejer sig om mord, men snarere om panik i karriereplanen.

Kort før sin planlagte afrejse fra Grønland, blev Hans Haahr Pedersen interviewet i KNR/Grønlands Radio af journalist Frederik Roed. Frederik Roed havde ved en tilfældig anledning fået oplysninger af Hans Haahr Pedersen om den omfattende hashhandel i Nuuk.
Det var ikke hverken ny eller hemmelig viden for os, der boede fast i byen, men Frederik Roed var forholdsvis ny i landet, så det har været nyt for ham.

Han henvendte sig derfor næste dag til Hans Haahr Pedersen med henblik på et interview i KNR. Hans Haahr Pedersen sendte ham videre til vicepolitimesteren, der sendte ham tilbage til Hans Haahr Pedersen med besked om, at det kunne han selv klare.

Interviewet i KNR sendte chokbølger gennem politiledelsen i Nuuk.

Hans Haahr Pedersen sagde i interviewet kun, hvad ethvert tænkende menneske i byen i forvejen vidste: at hash blev solgt og røget i alle samfundslag, at omsætningen måtte være voldsomt stor (Hans Haahr Pedersen anslog den til 500 millioner kroner årligt) og at der måtte være lokale folk, som stod for hvidvaskning af de mange penge: ”Under dæknavne veksles pengene til store lystbåde, firehjulstrækkere, snescootere, B&O-anlæg og andre dyre forbrugsgoder”.

Naturligvis har denne hvidvask fundet sted. De enkeltstående tilfælde, hvor en kurér fra Danmark pågribes i Kangerlussuaq på vej til Danmark i med posefuld krøllede pengesedler, repræsenterer kun den mindste del af omsætningen. Der er mange andre og mere sikre – men ikke lovlige metoder – til at hvidvaske penge.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på en vandrehistorie helt tilbage i 1970-erne, hvor det hed sig, at en fremtrædende erhvervsmands kone havde opbygget en lukrativ forretning med at købe dyre pelse op fra Danmark (momsfrit), som hun så iførte sig på sin næste rejse til Danmark og videresolgte til sine veninder i Danmark (momsfrit). Det er muligt, at historien er opdigtet, men metoden var og er stadig brugbar. Og det var et indlysende fornuftigt spor for politiet at bevæge sig ud af for at afsløre hashhandlens bagmænd: det lokale erhvervslivs eventuelle aktive medvirken i hvidvask af pengene.

Det er derfor som udgangspunkt ganske uforståeligt, at politimester Jørgen Meyer dagen efter interviewet med Hans Haahr Pedersen går i æteren med et voldsomt dementi. Han gjorde sig selv og politimesterembedet til grin ved på den måde at postulere uvidenhed om omfanget og arten af den kriminalitet, der udsprang af den udbredte handel med hash.

Ikke blot dementerer han Hans Haahr Pedersens interview i KNR. Han irettesætter Hans Haahr Pedersen, og han truer Frederik Roed med, at ”den slags journalistik kunne besværliggøre hans fremtidige journalistiske virke i forhold til politiet i Grønland” (citat i bogen fra Frederik Roeds beskrivelse af hændelsen. Jeg kendte Frederik Roed som en videbegærlig, retskaffen og dygtig journalist, så citatet står til troende).

Hvorfor går politimesteren ind i denne sag med sådan en voldsomhed?

Det gør han heller ikke som et led i sit politimesterarbejde for Grønland. Jeg tror, at forklaringen skal søges i Danmark, i Justitsministeriet, der, når tiden kommer til en tilbagevenden til Danmark, gerne skulle veje Jørgen Meyer og finde ham så tung som muligt til et så attraktivt embede som muligt. Og der er det ikke til nogen hjælp, hvis den anden skål i balancevægten er fyldt med beretninger om omfattende hashhandel og hvidvask af store millionbeløb i en lille by som Nuuk og et tyndt befolket land som Grønland.

Hans Haahr Pedersens og hans kollegers effektive indsats i narkogruppen har naturligvis ødelagt den stakkels mands nattesøvn.

Den korrupte betjent
Bogen slutter med en beskrivelse af de begivenheder i Danmark, der førte til en dom på 30 dages betinget fængsel og dermed et tvunget farvel for Hans Haahr Pedersen til arbejdet som politimand.

En passende parodi på dette triste forløb – for politiet – er bedst beskrevet i en sketch af Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard:

De sidder, udklædt som betjente, i en politibil på en sidevej med front ud mod en hovedvej og spiller Radio-Bingo, da der kommer en bil susende forbi med sømmet i bund.

”Skal vi eftersætte?”, spørger den ene.

”Aah, vi sidder lige…”, svarer den anden og råber ind i politiradioen: ”Ryste pose”.

Da de opdager, at det hver gang er Hans Haahr Pedersen, der drøner af sted i lige røven af banditterne, bliver de nødt til at eftersætte og gøre noget.

De sætter efter Hans Haahr Pedersen, og da det er overstået og ført til doms, kan de uforstyrret fortsætte deres Radio-Bingo.

Det er niveauet i den sag, der er ført mod Hans Haahr Pedersen.
Hans Haahr Pedersen er blevet eftersat og gjort færdig inden for politiet.

Et fremragende stykke samtidshistorie
Morakker – Fortællingen om den korrupte betjent er først og fremmest et stykke samtidshistorie. Læseren føres via Hans Haahr Pedersens oplevelser som politimand ind i områder af dagliglivet i Grønland, der er stærkt tabubelagt. Man får en tæt oplevelse af politiets dagligdag med mange, tunge problemer i samfundet. De skal løses i forhold til lovgivning og muligheder, som ikke altid er lige gennemtænkte.

Bogen kan stærkt anbefales.

Morakker
Fortællingen om den korrupte betjent

Ellen Stampe
Udkommer 28. marts 2012
212 sider
illustreret i farver
indbundet
249 kr. (vejl.)

Kan købes her

Læs også
Sagen om selvmordet, der var en forbrydelse