Hej Bøvs, hvor kommer du fra?

Det var på kostskolen i tredje mellem. Der skulle komme en ny dreng i klassen. Jeg havde endnu ikke mødt ham, men der stod han sammen med et par andre fra vores klasse.

Mandag d. 18. november 2013
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Nyhedsbreve.

Indholdsfortegnelse:
Om Konrad Lorenz og hans forskning
Mennesket er en dyreart
Stimefisken uden hjerne
Stuefuglen
Et væld af instinkter
"Dansedille"
Mennesket er et flokdyr
Rangorden
Mobning
Flok og instinkter i nutidens samfund
Nutidens miniflokke
Behovet for en kulturel overbygning på visse instinkter
Bogen kan give dig noget at tænke over i lang tid fremover

En anmeldelse af bogen ”Det såkaldt onde” af Konrad Lorenz.

Det var på kostskolen i tredje mellem. Der skulle komme en ny dreng i klassen. Jeg havde endnu ikke mødt ham, men der stod han sammen med et par andre fra vores klasse.

”Hej Bøvs”, røg det ud af mig, ”hvor kommer du fra?”

Jeg kunne have slået mig selv på munden, men det var for sent. Det var kommet af sig selv - ud af den blå luft. Jeg blev meget flov og forstod dengang ikke, hvorfor jeg havde sagt det.
Det var først nogle år senere, efter at jeg havde gået tre år på en anden kostskole, at jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg havde sagt det.

Jeg fandt forklaringen gennem en bog, jeg fik i studentergave af min biologilærer. Den åbnede en ny verden for mig. Bogen hedder ”Det såkaldt onde”, den er skrevet af Konrad Lorenz. Bogen handler om dyrs adfærd og instinkter, og jeg har lige siden haft den stående forrest i min indre bogreol sammen med bøger som ”Huck Finns Eventyr” af Mark Twain og Peter Freuchens romaner og rejeberetninger.

Jeg har flere gange lånt bogen ud, og på et tidspunkt for mange år siden er den ikke vendt hjem igen. Stor var derfor min glæde, da forlaget Hovedland genoptrykte bogen i slutningen af 2012. Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar, som har tumlet i baghovedet indtil nu. Først her for nylig, da jeg fik luft til at genlæse den, gik det op for mig, hvor meget bogen har betydet for mig i alle årene siden gymnasietiden, og hvor meget den har påvirket min måde at tænk på.

Om Konrad Lorenz og hans forskning
Konrad Lorenz brugte sit liv på at iagttage alle mulige forskellige dyrearter lige fra insekter til aber (eller rettere: til mennesker, men det sidste vedgår han først for alvor i sidste del af bogen). Hans videnskabelige iagttagelser har været tidkrævende: sidde i dagevis ved et akvarium og studere den måde fisk bevægede sig på i forhold til hinanden. Holde høns og gæs og analysere deres adfærd gennem måneder og år.

For en lægmand er lange passager svært forståelige, og man skimmer uvægerligt ned gennem teksten, når det bliver for minutiøst. Men det gør ikke noget, for under læsningen vokser der den forståelse frem, at enhver organisme – ud over alle de komplicerede, biologiske processer - har en række indbyggede adfærdsfærdigheder. Også kendt under betegnelsen instinkter.

Mennesket er en dyreart
Undervejs i bogen opstår der hos læseren uvægerligt den erkendelse, at principper, der gælder for alle disse forskellige dyrearter, de gælder også for mennesket.

Stimefisken uden hjerne
I bogen er der to eksempler som jeg ofte har tænkt på, siden jeg læste bogen første gang.
Det første eksempel handler om stimefisk. Hvad er forklaringen på, at stimefisk kan organisere sig sådan, at de alle svømmer i samme retning og på et splitsekund kan ændre til en ny retning?

Det fandt man ud af ved at bortoperere forhjernen på en enkelt stimefisk: en elritse. Det bevirkede, at denne fisk ikke længere tog notits af, hvilken vej de andre fisk svømmede.

Den overraskende opdagelse var, at en stimefisk ikke kan lide at vende en anden vej end dens nabofisk i stimen. Det gjaldt ikke længere for den opererede fisk, den svømmede hvorhen det passede den – og det fik alle de andre fisk til at skifte retning og følge den, uanset hvilken vej den valgte.

Jeg har i alle årene været meget optaget af politik, og jeg kan komme i tanke om flere fremtrædende politikere, der har vist sig i stand til på samme måde at trække en stime af vælgere rundt i manegen. Det er ofte politikere med åbenlyse, patologiske karaktertræk.

Stuefuglen
Det andet eksempel, som jeg ofte har tænkt tilbage på, handler om en fugl Konrad Lorenz havde i sit hjem. Ude i naturen levede fuglearten af at fange insekter i luften, men denne fugl fik fast føde fra en skål.

Konrad Lorenz opdagede, at fuglen med dages mellemrum satte sig på toppen af en figur i stuen og snappede op i luften efter indbildte insekter.

Det at snappe efter insekter var et instinkt hos denne fugleart, og Konrad Lorenz’s arbejde blotlagde, at instinkter kan have deres selvstændige behov for at blive brugt.

I forhold til mennesker er denne opdagelse måske den vigtigste, der beskrives i bogen.

Et væld af instinkter
Hvis man ser tilbage på menneskets udvikling gennem de sidste millioner af år, så er den foregået gennem dannelsen af et væld af instinkter, hvoraf mange har deres eget selvstændige behov for at blive brugt.

Tag for eksempel behovet for at gå på jagt og fiskeri.

I Grønland og Danmark er det de færreste mennesker som behøver at gå på jagt eller fiske for at skaffe mad på bordet. Men mange gør det alligevel, akkurat som Konrad Lorenz's stuefugl, der viste behov for at snappe efter indbildte insekter i luften.

Fritidsjægere og lystfiskere køber udstyr for tusindvis af kroner, og de kan finde på at rejse meget langt bort til eksotiske steder for at få deres lyst styret.

"Dansedille"
En i dag helt ukendt dansk forfatter og filosof, Ludvig Feilberg, har i sine” Samlede Skrifter” (side 723) beskrevet fænomenet på denne måde:

”Jo, her kommer dette med Dille. Det kender enhver, at den kan få alt til at gå med største Iver. Der behøves hverken Formaal, Hensigt, Plan, Fornuft eller sund Sans af nogen Art. Det gaar strygende ganske af sig selv. Se paa en Mængde Mennesker, der danse rundt i broget Forvirring svedende og anstrengte. Man skulle jo tro, at de var gale. Det er En umuligt at begribe, hvad der kan bevæge ellers dovne Mennesker til at paatage sig saadan et Slid. Jo, det er Dillen. De have Dansedille. Saa gaar det strygende”.

Fritidsjægere og lystfiskere har – med Ludvig Feilbergs ordvalg - ”jægerdille” og ”fiskerdille”.

Mennesket er et flokdyr
Mennesket fungerer i flokke. Konrad Lorenz opregner fire typer flokke, hvor mennesket tilhører den type, hvor hvert medlem i flokken har en personlig relation til hver enkelt af de øvrige medlemmer i flokken.

Mennesket har udviklet flokdannelsen gennem selektion: flokken holdes sammen af tilfældigt udviklede instinkter, der har vist sig nyttige for flokkens overlevelse.

Nutidens mennesker er det foreløbige resultat af sådan en udvikling, baseret på selektion af medfødte instinkter.

Konrad Lorenz’s forskning viser, at tilfældigt opståede instinkter, der har haft betydning for flokkens overlevelse, ikke forsvinder igen, med mindre det sker som en tilfældighed eller, hvis instinktet formindsker flokkens muligheder for at overleve. Men i sidstnævnte tilfælde er det flokken, der uddør og dermed også instinktet.

Det er en vigtig del af den viden, man sidder tilbage med efter at have læst ”Det såkaldt onde”. Pludselig er der mange fænomener, hvis eksistens kan forklares og forstås.

Rangorden
I en flok er der en rangorden – også kendt som en ”hakkeorden”. For at kunne fungere som flok er det vigtigt at vide for hvert enkelt medlem, hvilken rolle man spiller i forhold til hver af de andre, og hvem der bestemmer mest.

Når der dukker et nyt medlem op i flokken, indplaceres vedkommende som udgangspunkt i bunden af den eksisterende rangorden. Det er holdningen i flokken: Han eller hun skal lige ses an og ”finde sin plads”.

Det var derfor, at jeg dengang på kostskolen bød den nye dreng klassen velkommen med ordene: ”Hej Bøvs, hvor kommer du fra?” Så var han placeret.

Det var ikke noget jeg havde planlagt at sige. Jeg blev lige så forbavset som alle de andre, og så blev jeg flov. Jeg vidste dengang ikke, at min tanke og tale var blevet ”overtaget” af instinktet om rangorden.

Mobning
Opretholdelse af en rangorden i en gruppe kaldes for mobning, når den bliver særligt tydelig og opleves som ubehagelig og skadelig for den, det går ud over, men den foregår hele tiden i det små.

Vi havde en dreng i klassen, der blev mobbet særligt voldsomt. Måske var det ikke noget lærerne opdagede. Der var i hvert fald ingen voksne, der greb ind. Få år senere tog han livet af sig. Jeg tror, at vores mobning har været medvirkende.

Det er vigtigt at forstå, at mobning er en medfødt tilbøjelighed. Derfor er det ikke noget, der kan tages fat på i kampagner eller i en årlig anti-mobningsdag. Mobning kommer lige som negle, der gror, og hår, der vokser. Det skal holdes i ave af hvert enkelt menneske. Det er noget man skal opdrages til at lade være med.

Flok og instinkter i nutidens samfund
Forskning har vist, at en flok af mennesker har en indbygget begrænsning i antallet af medlemmer. Hvis en flok vokser til mere end et par hundrede medlemmer, så begynder flokken at dele sig. Man kan næsten sidestille det med en biologisk celledeling.

Flokken deler sig, fordi det bliver svært at opretholde en rangorden. Der opstår undergrupper, og kimen er lagt til indre stridigheder i flokken.

Nutidens miniflokke
I nutiden, hvor vi lever i samfund, der kan tælle millioner, danner vi af den grund miniflokke: idrætsforeninger, bingoklubber og så videre, hvor man kan opleve trygheden ved at være i en flok med en kendt rangorden.

I nyere tid danner vi også indbildte fællesskaber med de optrædende i Tv-serier som ”Venner” og ”Barnaby” eller vi følger ”Fem kendte på Slottet” eller, hvad de nu hedder alle disse Tv-produktioner.

Det nyeste er de sociale netværk på internettet. Det er flokdannelse på globalt plan.

Behovet for en kulturel overbygning på visse instinkter
Som en flok i urtiden, der levede i et fællesskab i et kendt jagtområde, har man haft brug for at kunne beskytte sig mod angreb ude fra. Det kunne lade sig gøre, da mennesket udviklede et instinkt til forsvar af flokken.

Også det instinkt har sit eget behov for at blive brugt. Og det kan ende i et blodbad.

Hvis ikke der er fjender, man skal beskytte sig imod, så ligger det derfor lige til højrebenet at opfinde en: Fodboldspillet bliver opfundet, og ”de andre stammer” bliver til fodboldklubber. ”Krigen” mellem de forskellige stammer bliver sat i system og ført efter aftalte regler.

For enkelte mennesker er det dog lidt for tamt bare at se nogen løbe rundt og sparke til en bold, så de danner fanklubber og støttegrupper, der kan drive det så vidt, at de i forbindelse med større fodboldkampe aftaler at mødes ude i en skov eller et andet øde sted for at tæske løs på hinanden.

Det er en nødvendig del af den kultur, som et samfund bygger op, at der tages hånd om skadevirkninger af instinkter nedarvet fra urtiden. Skadevirkningerne skal begrænses og kan i mange tilfælde kanaliseres ind i uskadelige aktiviteter. Idræt – lige fra den lokale fodboldklub til De olympiske Lege - er eksempler på kulturelle overbygninger, der kan lede skadelige virkninger over i noget leg eller måske ligefrem over i noget nyt og nyttigt.

Bogen kan give dig noget at tænke over i lang tid fremover
Jeg vil slutte anmeldelsen af ”Det såkaldt onde” med nogle tilfældige spørgsmål:
  • Hvorfor er det så svært at afskaffe Kongehuset?
  • Hvordan opstod Vorherre?
  • Og hvorfor er det en god idé, at ”give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejsernes er”?
  • Hvad er det for et sprog vi fødes med?
  • Hvorfor ser vi så sort på fremtiden?

Det har noget med flokken fra urtiden at gøre.

Du finder ikke svarene i Konrad Lorenz bog ”Det såkaldt onde”, men du bliver hjulpet godt på vej.

Køb bogen. Jeg kan anbefale den efter snart halvtreds år udbytte af at have læst den.



Her finder du mere om bogen, om hvor den kan købes og hvad den koster.
Det kan blive en god julegave med årelang holdbarhed :-)