Storskalaprojekter og demokratisk umodenhed

Landsstyremedlem Ove Karl Berthelsen ønsker ikke at “de sagesløse embedsmænd” udsættes for kritik og at det er “en uskik, som bør stoppes”. “Ret skytset mod mig” opfordrer han. Det har Avataq også gjort i gennem de sidste fire år, dog tilsyneladende uden virkning.

Torsdag d. 18. oktober 2012
Mikkel Myrup, formand for Avataq  
Emnekreds: Efterforskning, Minedrift, Olieefterforskning, Råstoffer.

Med indlægget Argumenter fremmer dialogen mandag den 15. oktober reagerede landsstyremedlem for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen på de bekymringer ICC og Avataq har givet udtryk for vedrørende de omstændigheder hvorunder Landsstyret forsøger at tilfredsstille selskaberne bag de såkaldte storskalaprojekter. Set fra et demokrati-perspektiv rummer denne reaktion nogle temmeligt foruroligende elementer.

Landsstyremedlem Ove Karl Berthelsen ønsker ikke at “de sagesløse embedsmænd” udsættes for kritik og at det er “en uskik, som bør stoppes”. “Ret skytset mod mig” opfordrer han. Det har Avataq også gjort i gennem de sidste fire år, dog tilsyneladende uden virkning. Vi har f.eks. konstateret at der intet er blevet ændret i de redegørelser og rapporter angående de omfattende sociale og miljømæssige problemer aluminiumsindustrien er årsag til i mange af de områder den opererer i – til trods for fremlagt dokumentation. Her læner Landsstyret sig blindt op ad den ensidige og industriforherligende version af historien som embedsmænd (Greenland Development og bl.a. Erhvervsdepartementet) i samarbejde med selvsamme industri har produceret.

Antallet af offentlige møder der har været afholdt i forbindelse med jernmineprojektet lyder imponerende, men lægmands muligheder for at sætte sig tilstrækkeligt ind i materialet før disses afholdelse har været overvurderede i alt for høj grad. Det har resulteret i alt for megen envejskommunikation hvor selskaberne frit har kunnet tegne det positive billede af projektet som de ønsker. Dette forhold har Avataq og mange andre påpeget i flere år, men er alligevel ikke blevet inddraget eller hørt vedrørende implementering af en hensigtsmæssig høringsproces. Det er derfor svært at tage landsstyremedlem Ove Karl Berthelsen alvorligt når han skriver at “Hvis der er mulighed for at forbedre vores høringsprocesser, lytter vi gerne.” – især set i lyset af den nys overståede jernmine-“høringsproces”.

I et velfungerende demokrati kommer forskellige organisationer og foreninger med indspil og kommentarer vedrørende emner som berører deres interesser og det samfund de er en del af. Hvis et embedsmandsværk forsyner samfundet og dets vigtigste demokratiske institutioner med urigtige oplysninger, som i ovennævnte tilfælde, er det vigtigt at der skabes opmærksomhed omkring det, således at fejlen kan blive rettet og man kan træffe beslutningerne på et oplyst grundlag. Landsstyremedlem Ove Karl Berthelsen burde glæde sig over dette sundhedstegn og han burde oprigtigt tilskynde og opfordre til den type engagement og ikke betragte det som “en uskik, som bør stoppes”. Det er et udtryk for demokratisk umodenhed.

At kræve at man fremkommer med alternativer til storskalaprojekter såfremt man kritiserer den måde disse forsøges implementeret på, er ligeledes udtryk for demokratisk umodenhed. I en moderne og kompleks samfundsstruktur med en demokratisk styreform er der intet enkelt individ eller (lille) organisation der kan komme med en komplet løsning på hvorledes samfundet skal indrettes og samtidigt blive taget alvorligt. Dette er et anliggende som hele samfundet og dets demokratiske institutioner skal træffe beslutninger om på et oplyst grundlag.

Demokratisk umodenhed kan også ses i den type information man vælger at basere sine argumenter på. Landsstyremedlem Ove Karl Berthelsen nævner “et anerkendt analyseinstitut Fraser”. Lad os se lidt nærmere på det. The Fraser Institute, som det hedder, er en canadisk tænketank som blev oprettet i 1974, bl.a. som et modsvar til en gruppe oprettet i 1969 som arbejdede for et uafhængigt socialistisk Canada. Tænketanken er finansieret af donationer og bestyrelsen består af topfolk indenfor det canadiske erhvervsliv – især udvindingsindustrien er velrepræsenteret. Fraser Institute er en neoliberal lobbyorganisation som arbejder for at skabe så fordelagtige vilkår for industrien som muligt. At Fraser Institute er begejstret for vores nuværende råstof- og erhvervspolitik, skal ses i lyset af at vi præsenterer udvindingsindustrien for særdeles lempelige vilkår og som er en stor fordel for den, men ikke nødvendigvis for samfundet. Det er derfor også betænkeligt set i et demokratisk perspektiv at Landsstyret i så høj grad læner sig op ad lobbyorganisationer som Fraser Institute, med dets snævre industrielle interesser, i udarbejdelsen af fundamentalt vigtig lovgivning såsom råstofloven og storskalaprojektloven. Jeg vil undlade at komme ind på det paradoksale i at et angiveligt socialistisk parti lægger så stor vægt på denne neoliberalistiske organisations meninger. Slutteligt skal det anføres at Avataq hverken er for eller imod storskalaprojekter. Vi er for at befolkning og politikere får så brede og oplyste beslutningsgrundlag som overhovedet muligt og at befolkningen inddrages på en meningsfuld måde. Først når dette er sket kan vi reelt diskutere fordele og ulemper ved storskalaprojekterne – og måske endda for og imod.