Indsigt: Lad os debattere det grønlandske vand!

Lad os debattere det grønlandske vand!

Det er ikke korrekt, at danskerne sidste år skulle have sagt til pressen, at de har »fundet vandet«. Vore landsmænd har nemlig forlængst foreslået, at det blev sat i produktion. Hvorfor gider man ikke høre på deres forslag?

Torsdag d. 3. maj 2001
Klaus Skifte
Emnekreds: Erhverv, Politik.

Mange af vore landsmænd har via medierne i utallige år opfordret Landstinget til at udnytte vore vandressourcer og producere vand til eksport, da de er klar over, hvor værdifuldt og uundværligt vandet er globalt.

I henhold til den grønlandske lovgivning hører det grønlandske vand med til de ikke-levende ressourcer. Der er derfor ikke grund til at overdrage udnyttelsen af denne lovbundne ressource til hvem-som-helst.

Det er helt på sin plads, at man tildeler hyttegrunde til enkelte familier. Men det vil være helt uacceptabelt, hvis man begynder at tildele udefrakommende folk grundarealer (i form af store elv- og ferskvandsområder) til en værdi af mange milliarder med det formål at fratage os grønlændere vore ressourcer. Det vil enhver grønlænder ikke kunne acceptere!

Det var ret underligt, at det offentlige begyndte at stille sig til fotografering sammen nogle danskere (Thorkild Simonsen & Co.), da de begyndte at føre sig lidt frem, skønt man hidtil havde givet stribevis af afslag til de grønlændere, der ønskede at eksportere vand.

Jeg vil tage nogle uddrag af tidsskriftet "Det Bedste" som udkom i 1994.

I 1992 har man globalt solgt 35 milliarder liter vand i 1,5 liters flasker. Alene i Europa har man solgt vand i den form til en værdi af 37 milliarder kroner. I 1993 har man i Italien tappet 6,5 milliarder liter vand i flasker, og i 1994 har man i en landsby i det sydlige Frankrig tappet 5 millioner flasker om dagen.

Med det formål at det producerede vand skal have den bedste kvalitet, har man krævet, at fabrikkerne så vidt muligt placeres i nærheden af tappestedet. I 1990 lagde man mærke til rester af rengøringsmidlet Benzen (ikke benzin) i nogle flasker, hvorfor en fabrik måtte tilbagekalde 60 millioner flasker, hvilket gjorde, at produktionen faldt drastisk med 40 procent. Man har derefter kun langsomt genvundet pålideligheden. Ifølge artiklen stiger efterspørgselen på vand hvert år, hvorfor fabrikkerne må kæmpe for at kunne følge med.

Som et eksempel herpå er landsstyreformanden blev stillet følgende spørgsmål, da han tog til Amerika for deltage ved et fælles "morgenmadsarrangement" i februar:

//////"Hvad vil I stille op med Grønlands vand, når mangelen på vand er stigende?"
I 1997 kom det frem i pressen, at en vandproducent ville have en omsætning på 5 milliarder kroner, såfremt der blev givet eksporttilladelse. Ligeledes ville nettoresultatet have været på 500 millioner kroner. Man får lyst til spørge: Er det hvad de øverste ledere af Grønland, Landstinget, ringeagter? Bemærk, det drejede sig om kun ét marked. Det er kendt, at mange lande har mangel på vand, og hvis Grønland på vegne af sin befolkning begyndte at eksportere til en del af disse, så kan man forestille sig, at omsætningen ikke vil være begrænset til nogle få milliarder kroner.

Da en eventuel vandeksport er et godt formål, og sagtens kan bruges som garanti, kan man være sikker på, at Verdensbanken kan yde et lån til opstart af en eksportproduktion. Det er ligeledes sikkert, at lånet vil være betalt tilbage i løbet af ikke så mange år, da vandet er så værdifuldt.

I lovgivningen står der, at vandet hører med til Grønlands ikke-levende ressourcer, hvilket betyder, at det er alle grønlænderes ejendom. Vore politiske ledere bør derfor tage initiativ til, at det udnyttes til fordel for alle grønlændere, i stedet for at overdrage det til andre. Såfremt man begyndte at producere det grønlandske vand, vores fælles ressource, og man begyndte at eksportere det til mange lande, så vil det medføre mange goder for os alle. Vi kan ikke forlade os alene på olie og efterforskning på andre råstoffer, men Landstinget bør hurtigst muligt foranledige en produktion af dette synlige og yderst værdifulde ressource. Skønt vi grønlændere er hjemmehørende, kan vi alligevel ikke sælge det guld, vi eventuelt finder, fordi det allerede er nedfældet i lovgivningen, at Grønlands ikke-levende ressourcer ejes af Hjemmestyret (Landstinget), på vegne af os.

Det er ikke korrekt, at danskerne sidste år skulle have sagt til pressen, at de har "fundet vandet". Vore landsmænd har nemlig forlængst foreslået, at det blev sat i produktion. Hvorfor gider man ikke høre på deres forslag?

Hvorfor skal danskere, som ønsker at frarøve os vore ressourcer, sige, at de vil have monopol på eksport af Grønlands vand for en periode på 25-30 år? Hvorfor skal de endog sige, at eventuelle andre eksportproducenter skal gå igennem dem selv?

Ved blot at skele til de høje tal, som jeg har nævnt, er de nemlig klar over, hvor mange milliarder det grønlandske vand, vores eget vand, kan indbringe.

Hvis man giver tilladelsen til disse danskere vil endnu højere kapital blive bragt ud af landet, skønt pengestrømmen ud af landet er stor nok i forvejen. Dette vil være helt uacceptabelt.

Man må derfor anmode Landstinget om at ansætte eksperter, i stedet for at overdrage vores ressource. Disse eksperter skal så sættes til at lave en nøje planlægning for en fremtidig eksport af det grønlandske vand.

Danskernes plan om at føre vandet over et 15-20 kilometers rørsystem er nok ikke gennemtænkt, idet de vil have at rørsystemet skal gå over havbunden. Man skal nemlig ikke glemme de enorme naturkræfter, som ethvert menneske ikke kan kontrollere, kun Skaberen alene. Hvis det undersøiske rørsystem blot brister en smule, vil det ødelægge og stoppe hele produktionen. Derfor bør vores Landsting, som bør igangsætte det på vegne af os, gennemtænke det hele.

Derfor, lad os drøfte det i højere grad, os grønlændere imellem, ligesom medierne bør høre befolkningen om dette!!!