Et politisk ansvar

Efter at have fjernet grundlaget virksomhedens eksistens vil politikerne nu kulegrave Royal Greenland. Som om det vil hjælpe. Politikerne kan ikke blande sig i driften, men de bør sikre rammerne om koncernens drift her i landet

Fredag d. 25. maj 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Royal Greenland i krise.

Når politikerne bliver ved med at blande sig i driften af Royal Greenland, må politikerne også påtage sig ansvaret for, at virksomheden nu må lukke fabrikker. 200 er i fare for at blive sendt ud i arbejdsløshed i Paamiut, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit.

Årsagen er en katastrofal faldende indhandling af hellefisk.

I sin tid var hjemmestyret med til at lave planen om kapacitetstilpasning, som skulle sikre beskæftigelsen flere steder på kysten, efterhånden som rejefabrikkerne lukkede.

Siden har politikerne været med til at fjerne grundlaget for de fabrikker ved at indsætte indhandlingsskibe.

Manglende konsekvent politik på fiskeriområdet er årsagen til, at det nu går galt. De røde advarselslamper har blinket længe, men politikerne har lukket øjnene og det rammer nu beskæftigelsen på land.

Politikerne har sat sig i en umulig situation. Samtidig med, at de fjerner grundlaget for Royal Greenlands eksistens, åbner nye fiskevirksomheder, der selv vil producere i konkurrence med Royal Greenland. De nye ejere tror selvfølgelig også på politikerne og forventer, at de kan blive ved med at indhandle.

Det rammer den samfundsejede koncern, der ligger inde med en milliardgæld, som vi risikerer bliver sendt videre til samfundet.

Politikerne spiller poker med samfundets ressourcer i stedet for at give fiskeriet nogle rammer, det kan handle ud fra, og hvor aktørerne selv må tage konsekvenserne af deres handlinger.

Efter at have fjernet grundlaget virksomhedens eksistens vil politikerne nu kulegrave Royal Greenland. Som om det vil hjælpe. Politikerne kan ikke blande sig i driften, men de bør sikre rammerne om koncernens drift her i landet.

Politikerne burde i stedet kulegrave deres egen politik, og baggrunden for deres egne beslutninger.

Ligesom der ikke er en politiker, der vil blande sig i driften af Polar Seafood, bør de heller ikke blande sig i Royal Greenland. Men som ansvarlige ejere, bør politikerne sikre, at virksomheden kan være det lokomotiv, samfundet har brug for. Det kan de gøre ved at sikre Royal Greenland de bedste muligheder i stedet for at modarbejde virksomheden og trække fundamentet væk ved at give indhandlingen til nogle andre.

Det, man gør ved Royal Greenland, er det samme som at give en kvote til en privat reder, der på det grundlag investerer i en trawler, og derefter straks tager kvoten fra ham igen.