Tingene skal hænge sammen

Det er det grønlandske samfund, som kommer til at bære disse tab. Der er ikke andre til at betale regningen. Og det nytter ikke at rette vreden mod Royal Greenland: Vi har igen og igen advaret om, at sådan vil det gå, hvis man vælger at give gevinsten fra hellefiskefiskeriet til private virksomheder, der bare sejler væk med det hele

Fredag d. 1. juni 2001
Uffe Ellemann-Jensen
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Hvis der en dag bliver fundet olie i Grønland, kunne man så tænke sig denne situation: Man inviterer private foretagsomme mennesker til at stikke et sugerør i borehullet og forsyne sig, hvorpå de sejler væk med olien. Nej, vel? Det grønlandske samfund ville naturligvis sikre sig den størst mulige gevinst. Det manglede bare. Man skal passe på de rigdomme, man har fået af naturen.

Men når det gælder hellefisk, er det åbenbart en anden sag. Så får indhandlingsskibe lov til at købe fisken direkte hos fiskerne, og sejle væk med dem. På land står så de dyre fabrikker, der er ejet af det grønlandske samfund, uden råvarer.

Det er dyrt at have sådan nogle fabrikker stående, når man kun udnytter en brøkdel af deres kapacitet. Så kan fabrikkerne slet ikke betale så gode priser til fiskerne, som man kan på indhandlingsskibene. Derfor er det ikke svært at gætte, hvor fiskene bliver solgt: Naturligvis der hvor det er både nemmest og mest givtigt for fiskerne at sælge dem. Det skal man ikke bebrejde fiskerne. Men der er på den måde sat en ond cirkel i gang, som kan tvinge fabrikkerne til at dreje nøglen om.

I forvejen slås Grønland med det problem, at det er meget dyrt at producere i land. Klimaet er vanskeligt, og det er meget dyrt at holde fabrikkerne kørende. Men når man oven i de problemer ikke kan få nok råvarer, kan det kun gå galt. Det har den grønlandske industri sagt i lang tid. Men der er ikke blevet lyttet.
  AG 10. juli 2001: Royal Greenland opererer i området med indhandlingsskibet "Christian Høy", som producerer såkaldt Japan-cut på præcis samme måde som det privatejede indhandlingsskib "Uummannaq".

Det er næppe nyt for branchen, men for mange borgere er det overraskende. Ikke mindst fordi Royal Greenland gennem længere tid har kørt en kampagne mod indhandlingsskibene.

For et par måneder siden var Royal Greenland-formanden, Uffe Ellemann-Jensen ude med bål og brand, fordi politikerne åbenbart ikke forstod, at indhandlingsskibene "stjal" landingerne fra fabrikkerne.

Han appellerede kraftigt til politikerne om at lade være med at tillade indhandlingsskibe, fordi de forringer fabrikkernes vilkår og ødelægger beskæftigelsen.
Nu bliver der igen givet tilladelse til indhandlingsskibe, og de er i fuld gang - endnu før de formelle tilladelser foreligger - men det vækker åbenbart ikke den store bekymring.

Et antal af de hellefiskefabrikker, som det grønlandske samfund ejer gennem Royal Greenland, giver i dag underskud. Det er ikke "udygtig ledelse", som nogen søger at påstå. For der er ingen - ingen! - som kan få fabrikker i Grønland til at give overskud, når de arbejder med helt ned til under 30 procent kapacitetsudnyttelse! Derfor kan konsekvensen blive, at disse fabrikker må lukke. Det vil give store problemer i de byer, som bliver ramt - arbejdsløshed, utryghed, store sociale udgifter. Og der skal afskrives store tab på de investeringer, der er foretaget - men som nu viser sig at være urentable.

Det er det grønlandske samfund, som kommer til at bære disse tab. Der er ikke andre til at betale regningen. Og det nytter ikke at rette vreden mod Royal Greenland: Vi har igen og igen advaret om, at sådan vil det gå, hvis man vælger at give gevinsten fra hellefiskefiskeriet til private virksomheder, der bare sejler væk med det hele. Og hvis ikke vi sørger for, at Royal Greenland kan hænge sammen økonomisk, så risikerer vi at trække tæppet helt væk under Grønlands største virksomhed. Derfor tvinges vi til at skære det væk, som ikke kan betale sig. De sunde dele af virksomheden skal have lov til at leve videre.

Jeg ved godt, at det er en fattig trøst for de mange mennesker rundt om i landet som bliver ramt, hvis der lukkes fabrikker. Og jeg ved også, at der er mange som vil pege fingre af Royal Greenland og sige, at det er da også for dårligt, at vi ikke bare kan holde fabrikkerne åbne og udbetale lønninger og betale fiskerne bedre priser og i det hele taget bare fungere som en servicevirksomhed overfor alle dem, vi har med at gøre ....

Men sådan kan tingene jo ikke hænge sammen. Der er nogle grundlæggende vilkår, der ikke kan ændres på: Royal Greenland skal sælge det grønlandske samfunds naturrigdomme til den bedst mulige pris, til gavn for det grønlandske samfund, som ejer virksomheden. Det kan vi kun gøre, hvis vi sørger for at få flere penge ind, end vi skal betale for fisk og arbejdsindsats og investeringer. Men vi bestemmer ikke, hvad man vil betale rundt om i verden for vores produkter. Og vi kan ikke tvinge bankerne til at blive ved med at låne os penge, hvis vi får underskud. Det er nu engang de vilkår, der gælder for enhver virksomhed.

Derfor må vi skuffe fiskerne, hvis priserne på rejer falder ude i verden. Og derfor må vi skuffe andre, hvis vi må lukke fabrikker, fordi vi ikke får nok hellefisk til at holde fabrikkerne i gang. Hvis vi ikke gør det, sætter vi virksomhedens eksistens på spil. Og det vil ingen ansvarlig bestyrelse. Jeg synes det er trist at se, at havets store rigdomme bliver brugt på en måde, så det er de få der scorer gevinsten, og ikke alle i det grønlandske samfund.

Jeg synes også det er trist at se, hvordan en virksomhed som Royal Greenland bliver gjort til syndebuk for problemerne i erhvervs- og fiskeripolitikken. Når jeg ude i Verden ser Royal Greenland’s navn og fornemme produkter, bliver jeg stolt over at have fået lov til at virke for en virksomhed, der repræsenterer det unge grønlandske samfund på så fornem måde. Og så er jeg ikke engang grønlænder .... Jeg holder bare af Grønland, og er ked af at se, når man ikke passer ordentligt på de værdier, man har.