Fri leg i sandkassen

For øvrigt er det paradoksalt, at et eventuelt salg af Pisiffik til driftige private investorer kan medføre så megen ballade, når man tænker på, at vi samtidigt nærmest har foræret et af denne verdens mest lovende guldfund til den udenlandske storkapital, for nu at blive i den terminologi, som IA-ideologerne kender bedst

Fredag d. 15. juni 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Råstoffer, Økonomi.

Det politiske ørkenridt om privatiseringen af Pisiffik har haft pressens og befolkningens store bevågenhed. Samtidig har spørgsmålet udviklet sig til at blive en vaskeægte profileringssag for medlemmerne af Landstinget.

Så at sige alle i Tinget har markeret sig, men kun få udsagn har efterladt sig varige spor for deres intellektuelle værdi. Befolkningen har de politikere, som befolkningen fortjener, sagde en mand engang. Spørgsmålet er, om Grønland fortjener, at en principiel sag som privatisering af en offentligt ejet virksomhed skal tværes ud i særinteresser og partiskandaler.

Spørgsmålet er desuden, om befolkningen fortsat kan have tillid til landsstyrekoalitionen mellem Siumut og IA. Så sent som i landsstyrets strukturpolitiske handlingsplan fra efteråret 2000 hedder det visionært, at "Det er landsstyrets målsætning at skabe de nødvendige vilkår, således at Grønlands Hjemmestyre ikke skal være ejer af selskaber, hvor forretningsgrundlaget kan varetages af private interesser."

Vi formoder, at begge landsstyrepartier står bag den strukturpolitiske handlingsplan. I hvert fald var der ingen slinger i valsen, da Landstinget tog planen til efterretning.

Men slinger kom der. Da Tinget skulle tage konkret stilling til privatiseringen af Pisiffik, slog IAs strammerfløj til, slog hælene sammen og stemte nej! Det taler i den forbindelse til partiformandens ære, at han trådte i karakter som et mandfolk og stemte i overensstemmelse koalitionens politiske grundlag. Et grundlag, som vi fortsat går ud fra, at IA som parti også har tilsluttet sig - eller hvad? Hvad tør man stole på fra den kant?

For øvrigt er det paradoksalt, at et eventuelt salg af Pisiffik til driftige private investorer kan medføre så megen ballade, når man tænker på, at vi samtidigt nærmest har foræret et af denne verdens mest lovende guldfund til den udenlandske storkapital, for nu at blive i den terminologi, som IA-ideologerne kender bedst.

Det lykkedes ikke at sælge aktier nok til fortsat grønlandsk medvirken i guldminen i Kirkespirdalen. Fra nu af er vi en slags "sleeping partner" til den canadiske minegigant Crew med en grønlandsk andel på 18 procent - altså en langt mindre andel end krævet i Pisiffik-sagen.

Har vi hørt noget til det i Landstingssalen? Ikke et ord, for politikerne klamrer sig til enkeltsager og fri leg i sandkassen. Til gengæld står det skralt til med det politiske overblik - det, der kan bringe lande frelst igennem kriser. Og krisen er allerede over os!