Gør op med forbundsledelsen

Den aktuelle konflikt inden for lufthavnsvæsenet og sundhedsvæsenet viser med al tydelighed, at SIK ikke har mestret nutidens politiske spil, for lige siden den sidste overenskomstfornyelse har det stået klart for alle andre end SIK, at fremtidige forbedringer nødvendigvis måtte hentes hjem på anden måde end ved kontante lønforhøjelser

Fredag d. 29. juni 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster, Politik, Økonomi.

Når SIK som et resultat af den voldsomme lønspredning gang på gang stiller meget store overenskomstkrav, er det den lille mand, som er i klemme.

Spillet handler om de lavest lønnede på det grønlandske arbejdsmarked, hvad enten arbejdspladsen er offentlig eller privat ejet.

Set i det lys er det ikke vanskeligt at fatte sympati for medlemmerne af SIK, som vitterligt arbejder for en løn, man kun vanskeligt kan leve af.

Derimod er det meget vanskeligt at fatte sympati for SIK og måden, hvorpå organisationen driver fagforeningsvirksomhed. SIK er kendt for en lukkethed, som er det amerikanske forsvarsministerium Pentagon værdig. Organisationens økonomi er et mysterium, der nærer myter og rygter om uldne transaktioner og overførsler fra diverse fonde for at holde SIK-maskinen igang. Politisk bidrager organisationen ikke til udvikling af det grønlandske samfund. Når der ses bort fra nationalistisk klingende kvæk i sprogdebatten, hører man intet til SIK i den almindelige politiske debat. Arbejdernes fortrop lever tilsyneladende afsondret; isoleret og fjernt fra det omgivende samfund, som ellers nok kunne have behov for politisk inspiration og nytænkning.

I et moderne samfund - og sådan må man trods alt betragte det grønlandske - er det langt fra nok for en faglig organisation at kæfte op, når der med jævne mellemrum skal forhandles løn og arbejdsforhold for medlemmerne. Det daglige arbejde, det sure, hårde slid, hvor der nødvendigvis også skal samarbejdes med arbejdsgivermodparter, man måske ikke kan døje, er mindst lige så meget værd som evnen til at forhandle resultater hjem.

Det handler om organisering af de mennesker, som naturligt falder ind under SIK-området både på det private og offentlige arbejdsmarked. Det er i alles interesse, at vi har et organiseret arbejdsmarked, og at alle følger spillereglerne. Det er i arbejdsgivernes interesse, det er i samfundets interesse og det er selvfølgelig også i hovedpersonernes egen interesse.

Det handler om de lønforskelle mellem tilkaldte og hjemmehørende, som indføres ad bagvejen, og som SIK vender det blinde øje til. Desværre er det en realitet, at på mange især offentlige arbejdspladser er der forskel på tilkaldtes og hjemmehørendes løn- og arbejdsvilkår, især inden for sundhedsvæsenet.

Rent faktisk er det arbejdet mellem forhandlingerne, der afgør, om parterne evner at etablere så gode relationer, at fortolkninger af aftaler, uforudsete problemer på arbejdspladserne eller egentlige konflikter kan løses i nogenlunde tillid til hinanden.

Tilsvarende er det arbejdet mellem forhandlingerne, der viser om en organisation mestrer det politiske spil. Her har SIK forlængst tabt. Den tid er forbi, da forbundsformanden kunne lave en lokumsaftale med landstyreformanden - og så blev det sådan, basta!

Den aktuelle konflikt inden for lufthavnsvæsenet og sundhedsvæsenet viser med al tydelighed, at SIK ikke har mestret nutidens politiske spil, for lige siden den sidste overenskomstfornyelse har det stået klart for alle andre end SIK, at fremtidige forbedringer nødvendigvis måtte hentes hjem på anden måde end ved kontante lønforhøjelser.

Hvis SIK på et tidligt tidspunkt var gået i dialog med de offentlige og private arbejdsgivere om indholdet i dette års overenskomstforhandlinger, så kunne man måske have skaffet de lavtlønnede SIK- medlemmer betydelige forbedringer ved at dreje en smule på skattesystemets mange skruer efter devisen lavere skat til lavt lønnede - højere skat til højt lønnede.

Men nej. Hver gang skal vi være vidne til ideologiske kæmpesving og kontante lønkrav. Det kommer ikke SIKs medlemmer til gode, og det er direkte uheldigt for virksomhedernes og samfundets økonomi.

Kun SIKs medlemmer kan stille krav til forbundets politiske ledelse om at gøre det bedre, for ledelsen vil ikke lytte til andre. Vi opfordrer medlemmerne til at tage denne kamp. For medlemmernes egen skyld og for samfundets skyld.