Kan turisme kan blive bygdernes redning?

Det er vanskeligt nok at drive de 18 kommuner rationelt og fornuftigt, og der arbejdes visse steder på kommunesammenlægning. Hvordan skal vi så holde liv i de 60 bygder i al fremtid? Det er jo selvmodsigende

Torsdag d. 26. juli 2001
Steen R. Jeppson
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Turisme.

I artiklen, "Turisme kan blive bygdernes redning" udtaler formanden for Landstingets turismeudvalg, at mange grønlandske bygder kan reddes fra lukning, hvis de omstillede deres erhverv til turisme.

En anden ting, som bliver nævnt er, at fiskerierhvervet i bygderne efterhånden ikke længere kan være eksistensgrundlag og kan dermed medføre til en affolkning af bygderne.

Ideen med, at erhvervene fiskeri og fangst kan blive erstattet af turisme og som bliver fremført af Ruth Heilmann, er god nok.

Indenfor de senere år er en mere målrettet indsats blevet skabt for at udvikle turismen i Grønland. Turismen har eksisteret i en hel del år i Grønland, men mod slutningen af årtusindeskiftet har politikerne taget fat på emnet og igangsat en række tiltag, fordi det vil være med til at gavne vort lands økonomi.

Hoteller, overnatningssteder og trafikal infrastruktur bliver forbedret og meget andet.

Flere overnatningsfaciliteter til turisterne mangler dog stadigvæk i byerne, og ligeledes indenfor servicering, tradition for at føre turisme da det heller ikke endnu har vundet hævd i samfundet. Vi bliver dog dygtigere.

I Qaqortoq på Handelsskolen kan man tage en turismeuddannelse, turismelinjen. Vi har dog behov for, at flere vælger uddannelsen og afslutter den, også før vi bliver yderligere overrendt af turister. Hvad nytter det, hvis vi satser på at få en masse turister til landet og vi alligevel stadig ikke har orden eller styr på faciliteterne, forholdene og heller ikke har udviklet dette? Vi har stadig meget brug for guider med god viden om lokale forhold.

Lad mig give det kedelige eksempel fra sidste år i Paamiut hvor man lod skoleelever være guider for krydstogtturister, og hvor Grønlands omdømme som turismemål blev svækket.

Jeg har selv under mine sommerferier arbejdet som guide og kan genkende dette.

Hvis man skal gøre en målrettet indsats for at etablere, udvikle turisme i bygderne, skal man ikke blot istandsætte tomme huse. Arbejdet er ikke bare noget, der skal gøres.

Som jeg har omtalt før, skal der være personale, en række betingelser skal opfyldes, sundheds- og sikkerhedsforholdene skal være i orden, og der skal være gode tilbud til turisterne. Her må kommunerne også tage del i samarbejdet og være villige til at være med til at føre det ud i livet. Og dette initiativ kan tage tid.

I artiklen forstår jeg godt Greenland Tourism’s direktør Stig Rømer Winther’s udtalelser. At forudsætningerne for at udvikle bygdeturisme ikke er til stede, og at man ikke er parat til det. At bygderne er for beskidte, jamen hvis man skal vise noget for sin omverden skal det var godt og præsentabelt. Der er heller ingen overnatningsmuligheder, men her kunne Ruth’s forslag, istandsættelse af tomme huse, anvendes. Der er heller ingen turmuligheder, ligesom de fleste hjemmehørende i bygderne kun taler grønlandsk.

Der er altså en række forhold, der må bringes i orden, før bygderne kan få glæde af turismen.

Jo, selvfølgelig er det rigtigt, at der må handles, gøres noget. Men vi er også nødt til at se realiterne i øjnene og være tålmodige.

Fra lang tid af har det for politikerne været et tabuemne at tale om nedlæggelse af urentable bygder. Hvem glemmer ikke tvangsflytningen af befolkningen i Thule og Qullissat. Hvis en politiker begynder at snakke om at nedlægge beboede steder, hænger vedkommendes karriere som politiker i en tynd tråd.

Jeg er ikke tilhænger af nedlæggelse af bygder, men hvis man blandt ca. 60 bygder satser på at udvikle turisme, som vil indebære uddannelse af personaloe og oprettelse af turistfaciliteter alle vegne, så vil komme til at koste en masse.

Det er vanskeligt nok at drive de 18 kommuner rationelt og fornuftigt, og der arbejdes visse steder på kommunesammenlægning. Hvordan skal vi så holde liv i de 60 bygder i al fremtid? Det er jo selvmodsigende.

Jeg synes at det er på tide at man blandt politikerne tager dette ømtålelige tabuemne op, melder klart ud og diskuterer det grundigt. Hvor mange kommuner skal der fortsat være i Grønland ? Og vil man i fremtiden stadig bevare de 60 bygder? Og har samfundet råd til det? Jeg savner en klar meldning. Politikere, hvad er jeres pla ner?