Sisimiut - Kangerlussuaq - et vejprojekt fra 1970

Men grønlandsministeren turde ikke udelukke, at en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq en dag dukkede op som en realitet i forbindelse med en kommende løsning af trafikproblemerne i Grønland

Fredag d. 27. juli 2001
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Transithavnen Sisimiut
Bivej af klasse 1
46 mio. i 1971-kroner
Vejen realitet en dag


Chefredaktør Poul Krarup, Sermitsiaq, har talt med Sisimiut-borgmester Hermann Berthelsen, der har en plan om at bygge en vej fra Sisimiut til Kangerlussuaq. Borgmesteren er ikke den første, der tænker i de baner, for en vej på den strækning har spøgt i mange år.

Det startede med, at amerikanerne lige efter krigen tilbød den danske stat en gratis vej, der skulle bygges mellem Kangerlussuaq og Sisimiut som en militærøvelse. Men den danske stat betakkede sig og tillod ikke, at en fremmed magt løste trafikproblemer i Grønland.

Transithavnen Sisimiut
Men mange år senere tog seks danske ingeniørfirmaer fra Danish Arctic Contractors sagen op og kom med et projekt, som blev fremlagt på et møde i ingeniørernes hus i København i februar 1970. Baggrunden for projektet var den mere end 170 km. lange flaskehals, som strækningen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq var for grønlandstrafikken.

I begyndelsen af 1970’erne var der på vestkysten kun tre lufthavne, alle anlagt af amerikanerne. Dengang forestillede man sig, at Sisimiut skulle være transithavn for skibspassagerer, der var på vej til Danmark. De skulle transporteres videre med bus fra Sisimiut til Kangerlussuaq.

Bivej af klasse 1
Ingeniørfirmaernes projekt var ikke det første forslag fra dansk side. Før den tid havde man nemlig foreslået flere løsninger. Der havde blandt været tale om hydrofoilbåde, som kunne gå over land og vand.

Men som fortalt foreslog nu seks danske ingeniørfirmaer, at der skulle anlægges en ensporet og 3,5 m. bred vej, udformet efter gældende danske regler for en bivej af 1. klasse for en hastighed på 60 km. i timen og med vigepladser hver 300 m.

Der skulle være tilflugtsskure hver 5 km. Vejen skulle forholdsvis let kunne udvides til to spor, når udviklingen krævede det.

46 mio. i 1971-kroner
Anlægssummen var anslået til at blive 46 mio. 1971-kroner, og de årlige vedligeholdelsesudgifter og snerydning var sat til 1,8 mio. 1971-kroner.

Trafikken tænkte man sig afviklet i højisolerede busser, der hver kunne tage 40 passagerer.

Daværende direktør for GTO, dagens Nunatek, Gunnar P. Rosendahl fremførte på mødet indvendinger mod projektet. Strækningen var ikke undersøgt af teknikere, kun af spejdere, og det førte frem til betænkeligheder ved den opgivne enhedspris på 300 kr. pr. m. Men GTO regnede med en enhedspris på 1500 kr. pr. m. andre steder i Grønland for arbejde, udført af de selvsamme firmaer, som havde udarbejdet projektet.

Desuden ville vejens standard blive for ringe. En bus kunne let skride ud på en smal vej. De anslåede udgifter til snerydning m.v. var også i underkanten.

Direktør Emil Dam, SAS og Grønlandsfly, imødegik også projektets omkostningssammenligninger. Budgettet for 1970 viste ved transport af 30.000 passagerer i fire helikoptere en samlet omkostning på 15 mio. kr., og selv om man købte endnu en helikopter og de årlige udgifter steg med 1,5 mio., ville vejen stadig, hvad årlige udgifter angik, være den dyreste.

Vejen realitet en dag
Men direktør Jens Thorsen fra ingeniørforeningen troede på projektet. Han påpegede den ubekendte faktor, der hed turismen. Optimister regnede med 30.000 turister om året, og hvis det virkelig blev tilfældet, ville vejen over strækningen Sisimiut-Kangerlussuaq være af enorm betydning for trafikken i Grønland, mente han.

Grønlandsminister A. C. Normann, Det radikale Venstre, nærede imidlertid betænkeligheder med hensyn til projektets finansiering.

Han gjorde opmærksom på, at erhvervsmulighederne i Grønland var ringe. Derfor var der ingen grund til at tro, at de bevilgende myndigheder i Danmark ville gå længere end det, der allerede var planlagt.

Men grønlandsministeren turde ikke udelukke, at en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq en dag dukkede op som en realitet i forbindelse med en kommende løsning af trafikproblemerne i Grønland.