Sur efter at have fået igen af egen skuffe

Det er ikke noget at sige til, at en flok mennesker fandt på at give dem igen af deres egen medicin. Og så blev de professionelle aktivister og lovovertrædere fornærmede og meldte de lokale »kolleger« til politiet. Hvor dum kan man være?

Tirsdag d. 31. juli 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Jagt, Miljø og natur, Politik, Thule Air Base.

SÅ ER GREENPEACE i landet. Organisationen vil bruge Grønland i sin kampagne imod det amerikanske missilskjold og den optrapning af et nyt våbenkapløb, som skjoldet angiveligt skulle medføre. Grønland spiller en ikke uvæsentlig rolle i sagen, dels fordi radaren i Pituffik formentlig skal anvendes i forsvarssystemet og dels, fordi den hvide og rene natur i arktis er som skræddersyet til det image, Greenpeace gerne vil have i kampagnen.

Men for at bruge Grønland må organisationen havde et mandat, og derfor har den sendt skibet "Arctic Sunrise" på charmeoffensiv, så aktivisterne kan slå til - også med Grønlands stemme - når de når frem til Pituffik. Det var i alt faldt planen, men i stedet for at gå ind til byerne undervejs, har Greenpeace nu bestemt sig for at sejle direkte fra Nuuk til Qaanaaq, hvor "Arctic Sunrise" kan være fremme onsdag.

De ændrede planer kan skyldes, at succesen i Nuuk nødig skal udvandes af forventede aktioner mod Greenpeace i "sælfangerdistrikterne" nord på. Som situationen er netop nu, kan organisationen med en vis ret hævde, at i alt fald de grønlændere, den har været i kontakt med, er imod missilskjoldet. Nuuk- besøget er ganske vist et spinkelt grundlag, men det er alt, hvad Greenpeace har i øjeblikket.

Det er overraskende, at besøget i Nuuk gik så smertefrit for folkene ombord på "Arctic Sunrise". De slap så nogenlunde for ubehageligheder og fik tilmed en masse gæster ved "åbent skib"-arrangementet, hvor der var plancheudstilling og blev uddelt pjecer.

DET FREDELIGE FORLØB skyldes, at folk her hos os ikke er ret gode til at demonstrere. Lidt bliver det dog til i ny og næ, men der protesteres for lidt imod samfundets dårligdom - for eksempel imod boligsituationen og det mangelfulde sundhedsvæsenet.

Kun derfor blev Greenpeace ikke jaget ud af havnen, da "Arctic Sunrise" gik til kaj torsdag morgen. En enkelt demonstrant sejlede sin jolle imellem Greenpeace-skibet og kajen i en ulige enmandsdemonstration mod den organisation, der 20 år tidligere vendte op og ned på hans tilværelse.

Samme forhenværende fanger indkaldte til en fredelig demonstration om aftenen, men demonstrationen udeblev. I stedet mødte en masse tilskuere op, som burde have demonstreret, fordi de stort set alle var vrede på Greenpeace over sælkampagnen. Flere af dem refererer vi på side 7.

Der var også nogenlunde enighed om, at det amerikanske missilforsvar er noget skidt, men at Greenpeace burde søge andre jagtmarker. Her i landet er organisationen af gode grunde ikke populær.

Men vi er en fredelig befolkning, som opfører os ordentligt overfor gæster. Også dem, der inviterer sig selv.

HELT UDEN SÅR fik Greenpeace dog ikke lov til at forlade Nuuk. Umiddelbart før afgang var der nogle mennesker, der hældte maling på "Arctic Sunrise". Skaden blev dog straks udbedret, men Greenpeace-folkene blev så fortørnede, at de anmeldte demonstranterne til politiet.

Naturligvis må man ikke smide maling på skibe i havnen, men skulle det ske alligevel, så burde Greenpeace være de første til at vise forståelse. Politianmeldelsen er så urimelig og fornærmende, at politiet strengt taget ikke burde tage den alvorligt. Her har vi en organisation, som har lavet ulykker og ulovligheder over det meste af verden, som bryder ind på og besætter andres ejendom, som hindrer fiskere og hvalfangere i at udføre deres arbejde, og som med propaganda og kampagner spænder ben for hele folkeslag. Organisationen møder op med et skib i et land, den tidligere har påført så alvorlige ulemper, at velstillede mennesker blev fattige, at stolte fangere mistede deres selvværd, og at en væsentlig eksportindtægt faldt bort. Et lidt mere ydmyg optræden havde været passende?

Det er ikke noget at sige til, at en flok mennesker fandt på at give dem igen af deres egen medicin. Og så blev de professionelle aktivister og lovovertrædere fornærmede og meldte de lokale "kolleger" til politiet. Hvor dum kan man være?

DET BLIVER spændende at se, hvordan "Arctic Sunrise" bliver modtaget i de nordgrønlandske byer på vej sydover. I Sydgrønland lagde skibet ikke til, og det var nok meget klogt. Dernede husker sælfangerne nemlig også, hvad der skete med skindpriserne efter Greenpeace’s følelsesladede kampagne.

Det bliver også interessant at se, hvad organisationen har tænkt sig at gøre ved amerikanerne. Det er jo ikke sikkert, den lader det blive ved en spand maling.