Rensdyrfangsten

Dette kunne nok ikke gøres uden et offentligt tilskud, men det kunne så være i form af et erhvervstilskud til et erhverv, der har svært ved at overleve. Afgiften på importeret kød kunne bruges til dette erhvervstilskud

Fredag d. 3. august 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fritid, Jagt.

Årets vigtigste begivenhed i Grønland. Den glade rensdyrjagt. Alle der kan bære en riffel og som har båd tager afsted. Dog under lidt mere kontrollerede forhold end i 80’erne. Nu er jagten kontrolleret og kvoteret. Men det er også det eneste, der er sket.

Masseslagtningen på rensdyr fortsætter, uden at man ved, om kødet kan sælges.

Det er givet, at de, der lever af det, får et problem med at få afsat kødet. Det er begrænset, hvor meget kød, der kan sælges på "Brættet", når fritidsfangerne får forsynet mange hjem med kød. Fangerne står i kø for at få kødet afsat til restauranter, sygehuse, kantiner med videre.

Nu er der forskel fra kommune til kommune, hvordan kvoterne er fordelt mellem erhvervsfangere og fritidsfangere. Men alle steder har erhvervsfangerne samme problem, at få solgt kødet.

Reglerne siger, at kødet skal være på slagteri inden seks timer efter dyret er nedlagt for at det må sælges i butikkerne og indgå i den almindelige, kontrollerede fødevaredistribution og eventuelt eksporteres.

En anden regel siger, at fangerne skal have solgt deres kød inden to uger efter fangstsæsonen er slut. Begge regler gør det meget vanskeligt for erhvervsfangerne.

Der er mange forskellige modsatrettede interesser:

Hvis vi starter med forbrugerne i stedet for med fangerne. Så er forbrugerne i hele landet interesseret i at kunne købe rensdyrkød hele året. De fleste vil hellere købe rensdyrkød end importeret oksekød - selvfølgelig afhængig af prisen. Det er også sandsynligt, at der er forbrugere uden for Grønland, som vil være interesseret i at købe rensdyrkød fra Grønland.

For at kød må sælges i butikker og eksporteres skal EU-reglerne overholdes, og det være kontrolleret at de veterinære myndigheder.

Fangerne har forskellige interesser. Fritidsfangernes interesse er at fylde deres egen fryser, så de har kød hele vinteren til sig selv, og eventuelt forære en kølle eller to til venner og bekendte. Eventuelt sende en kølle til familien i nord eller øst eller i Danmark.

Erhvervsfangerne vil gerne sælge kødet, så de kan leve af deres erhverv.

Når vi her i landet erkender, at vi har et fangererhverv, må samfundet give fangerne mulighed for at overleve med deres erhverv.

I virkeligheden har de største interessegrupper - forbrugerne og erhvervsfangerne - samme interesse, nemlig at få solgt og distribueret kødet, så det kan ligge i frysediskene i butikkerne i hele landet det meste af året.

Problemet er at få opfyldt de veterinære myndigheders krav til kvaliteten af kødet.

Man kan forestille sig forskellige løsninger. En kunne være at placere mobile slagterier eller indhandlingssteder dér, hvor rensdyrene skydes. Så fangerne kan nå at indhandle på seks timer, efter at dyrene er skudt. Dette kunne nok ikke gøres uden et offentligt tilskud, men det kunne så være i form af et erhvervstilskud til et erhverv, der har svært ved at overleve. Afgiften på importeret kød kunne bruges til dette erhvervstilskud.

En anden løsning kunne være, at en større del af fangsten var vinterfangst, så fangerne kunne bruge hundeslæder og snescootere som transportmidler. Kulden vil beskytte kødet, så det kan tåle en længere transporttid. Man kunne for eksempel forestille sig, at størstdelen af fangsten nord for Nuuk foregår om vinteren. Biologerne fraråder, at der er fangst to gange om året, fordi man stresser dyrene. Det vil sige at man kunne have sommerfangst i Nuuk og syd for Nuuk og vinterfangst nord for Nuuk.

Endelig kunne en tredje løsning være, som Nuka A/S direktøren foreslår, at gøre rensdyrerhvervet til et landbrug ligesom i Sydgrønland, og som vi kender fra gamle dage i Kapisillit.

Eller det kan være en kombination af de forskellige løsningsforslag.

Problemet skal i hvert fald løses. I den kommende tid vil vi se alt for meget kød på "Brættet", som ikke kan sælges. Vi vil opleve, at fangerne ikke skyder de tilladte dyr, fordi de ikke kan komme af med kødet. Det er et problem for fangere og for rensdyrbestanden.

For samfundet er det væsentlige problem, at fordi vi ikke kan udnytte vort eget "spisekammer", er vi nødt til at importere kød fra Danmark.