En aftale er en aftale, eller ...

Problemet er, at vi har at gøre med en dybt utroværdig forbundsformand. Ikke nok med, at han i årevis har gjort sig kendt for urealistiske krav til såvel offentlige som private arbejdsgivere - men aldrig er kommet igennem med dem. Han har samtidig spillet fandango med sine medlemmers penge og afvist både medlemmernes og offentlighedens ønske om indsigt i driften af SIK-koncernen og dens økonomiske transaktioner

Fredag d. 31. august 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster.

Torsdag den 16. august tidligt om morgenen forlod forbundsformand Jess G. Berthelsen og resten af SIKs forhandlingsdelegation Grønlands Arbejdsgiverforenings hovedkvarter på Tjalfesvej i Nuuk.

Efter flere tilløb var det efter natlige forhandlinger omsider lykkedes for de to organisationer at nå til enighed om en aftale, der skulle danne grundlag for en ny overenskomst for et par tusinde privatansatte handels- og kontorfolk.

Enigheden var nedfældet på et såkaldt aftalepapir, undertegnet og beseglet af de to forhandlingsledere, SIKs Jess G. Berthelsen og GAs direktør Ole Rud.

Dermed var grundlaget for den første fællesoverenskomst for handel og kontor på det private arbejdsmarked skabt. Og ligeså vigtigt: Rammen og konturerne for de øvrige overenskomster mellem SIK og GA på det private arbejdsmarked syntes der at være enighed om.

Det tegnede med andre ord rigtig godt for de forhandlinger, der skulle gå forud for overenskomstfornyelserne på de øvrige områder: Produktionsvirksomheder, bygge- og anlægsområdet samt service- og transportområdet. Meldingerne fra de to organisationer var da også udelukkende positive.

Så sker der noget mærkeligt.

Den 27. august går det tilsyneladende op for forbundsformand Jess G. Berthelsen, at han og hans næstformand og hele deres forhandlingsdelegation er ved at blive underkendt af SIKs afdelinger på kysten. Men i stedet for at stå ved aftalen med arbejdsgivermodparten, ryger forbundsformanden lige i flæsket på GA med meget personlige udfald mod direktør Ole Rud og dennes personlige habitus.

Her på avisen har vi bestemt ikke noget mod lidt slaw i bolledejen. Men vi er stærkt pikeret over tonen i Jess G.’s angreb på sin modpart. Især fordi vi har fået den nødvendige dokumentation for, at SIK- formanden er ude på en glidebane, hvor det usande forsøges gjort til sandhed.

Vi er ganske enige med Jess G. Berthelsen i, at lønningerne inden for handel og kontor er meget lave. Det har de været i årevis - det var de også efter det aftalepapir, som Jess G. Berthelsen nu løber fra. Det er heller ikke det, der er problemet i denne sag.

Problemet er, at vi har at gøre med en dybt utroværdig forbundsformand. Ikke nok med, at han i årevis har gjort sig kendt for urealistiske krav til såvel offentlige som private arbejdsgivere - men aldrig er kommet igennem med dem. Han har samtidig spillet fandango med sine medlemmers penge og afvist både medlemmernes og offentlighedens ønske om indsigt i driften af SIK-koncernen og dens økonomiske transaktioner.

Nu løber han fra en aftale, men forsøger samtidig at skyde aftalemodparten i skoene, at han er en uhæderlig bondefanger.

Hvem er bondefangeren i denne sag? Såvidt vi kan se, er det Jess G. Berthelsen, som kæmper for at beholde sin post som forbundsformand, når SIK senere på året skal have kongres.

Det skulle han have tænkt på, da han underskrev aftalepapiret med GA. Kun utroværdige krystere løber fra en aftale, sådan har det altid været - også i Grønland. Også selv om man må stå skoleret over for sine egne. Det er en del af det demokratiske spil. Men det har formentlig længe været sat ud af kraft i SIK.