Hvad skete der med den fysiske og økonomiske planlægning i Grønland?

Man kan for alvor godt være nervøs for udviklingen, hvis man tænker på, at der skal indføres en selvbåren økonomi på luftige begreber som fri markedsøkonomi og privatisering! Da man sidst begyndte at flytte rundt på befolkningen var det trods alt en sammenhængende offentlig fysisk og økonomisk planlægning, der over flere femårsplaner sikrede, at der i det mindste var en forsvarlig materiel velfærd i sigte

Fredag d. 31. august 2001
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Vi møder en del politikere og embedsmænd i dagens Grønland, der går rundt og forestiller sig at man kan indføre markedsøkonomi.

En del af samfundets sparsomme ressourcer sættes ind på at realisere denne mammutopgave - der oprettes et strukturpolitisk kontor i Hjemmestyreregi, der skrives ideologisk korrekte rapporter og betænkninger, man bestiller rapporter udefra, og der diskuteres en del om denne ny-liberale papirtiger.

Historisk set er det ikke en ny foreteelse, at man vil indføre markedsøkonomi og bane vejen for det private danske initiativ med henblik på, at man i Grønland skal lære, hvad sand markedsøkonmi er! I halvtredserne forsøgte man det samme, og hvad vi ikke må glemme er, at det mislykkedes. Man har lige siden talt om at gøre dette, uden at det er lykkedes.

Senest så vi i halvfemserne og efter årtusindeskiftet strandede privatiseringsforsøg:
  • Lauritzen rederiet trak sig hurtigt ud af "Royal Arctic Line" efter tre år med negative resultater på bundlinjen.
  • Planer om at opføre et zinkrafenaderi i forbindelse med vandkraftprojektet i Nuuk blev stillet i bero på grund af manglende private investeringer.
  • Senest manglede der private grønlandske investeringer til guldmineprojektet "Nalunaq".
Historien gentager sig ofte heroppe, hvad den begrænsede private investringstilbøjelighed angår. Tanken om, hvad der ville være sket, hvis ikke der havde været et offentligt initiativ i Grønland, er langfra spændende. Hvor meget privat initiativ ville der så havde været?

Omend det kan tage sig forskelligt ud fra sted til sted, så er offentligt initiativ en nødvendig bestanddel af den arktiske regionaløkonomi - det ses tilsvarende i andre arktiske regioner end Grønland. Så derfor vil de mange ressourcer afsat til at gennemføre en fri markedsøkonomi efter OECD ideologernes og de statsministrielt udpegede danske økonomers skabelon sikkert vise sig at være spildte ressourcer i fremtiden.

Grunden til, at der ikke kan være markedsøkonomi heroppe, er at den grønlandske økonomi er et forsyningssystem, hvor det kun har været det offentlige og i nogen grad militære interesser på baserne, der har kunnet udfylde denne funktion. Et frit marked har ikke vist i stand til at løse forsyningsopgaverne og skabe værditilvæksten, derfor blev det stordrift og monopoler i stedet for fri konkurrence, derfor blev det et samspil imellem det offentlige og det private, og derfor blev det indtil hjemmestyrets indførelse fysisk og økonomisk planlægning fremfor ren markedsøkonomi. Det har vi set kunne virke. Det er det der har skabt grundlaget for det grønlandske velfærdssamfund!

Det man ofte glemmer her, er at der er en kæmpeforskel på landfaste stater i Europa og Nordamerika og et i forhold til disse centre fjernt arktisk udkantsområde. De økonomiske centre udgør mange hundrede millioner indbyggere, det er økonomier med en veludviklet tradition for økonomisk politik, planlægning og regulering og med en moderne og effektiv infrastruktur.

Det er håbløse drømmerier, at bilde sig ind, at man med et snuptag kan gøre det samme heroppe. Vi må huske på, at vi lever i et samfund med en ca. 50.000 indbyggere fordelt på 70 beboede steder, hvor der er meget langt mellem stederne, og hvor der ikke et indbyrdes landfast vej- og tognet.

Der er også ideer om, at der kan skabes en selvbåren økonomi, hvis vi går i gang med at gennemføre det, der rejste et ramaskrig i tresserne og halvfjerdserne. Det var tiden med debatten om store folkeflytninger - der var endda nogle der dengang turde pege på en total flytning af alle til Danmark.

Folkeflytninger blev ikke gennemført i dette omfang, men de skete og dette demonstrerede desværre med ønskelig tydelighed en mangel ved den danske planlægning af moderniseringsprocessen. Man glemte lokale behov og ønsker midt i det store effektiviseringsræs. Der var situationer, der næppe kan opleves anderledes end tvangsflytninger

Når dette er sagt skal man imidlertid heller ikke glemme, at den statslige planlægning samfundsøkonomisk set var en stor succes. Planerne blev opfyldt minutiøst. I investeringsplanerne var der tænkt på alt ned til den sidste bådebro i det fjerneste yderdistrikt. De økonomiske vækstrater antog rekordhøjder, der blev skabt en infrastruktur, et erhvervsliv, et uddannelsessystem og et sundhedssystem, der på utrolig kort tid gjorde Grønland til et moderne samfund. En udvikling som hjemmestyret på trods af de store overtagelser formåede at videreføre - helt frem til 1990 så vi en fortsat forøgelse af den økonomiske uafhængighed - indkomstoverførslerne fra Danmark var aftagende, mens der var fortsat vækst i det grønlandske BNP.

Det er fejlagtigt at tro at der kun findes en type markedsøkonomi, nemlig den der baserer sig på den minimale stat, det frie marked og et uindskrænket råderum for det private initiativ. Det sidste m.h.t. det frie marked er jo da i virkeligheden bare en ideologisk retfærdiggørelse for at store koncerner og multinationale selskaber skal have lov til at skalte og valte med mennesker, forbrugere og demokratisk valgte regeringer, som det passer dem.

En moderne markedsøkonomi kan ikke undvære en velfungerende offentlig sektor, og den kan fremfor alt ikke undvære en velfungerende planlægning. Det kan man ikke overlade til det private initiativ alene!

I midten af firserne offentliggjorde vi fra Grønlandsprojektet ved Aalborg Universitet bøger og artikler om fysisk- og økonomisk planlægning i Grønland. Vi advarede den gang mod, hvad der kunne ske, hvis man forsømte at udstikke klare politiske målsætninger for, hvad der skulle planlægges om. Vi advarede også mod manglende koordination af regionale planer og sektorplaner, og vi pegede på erhverssektoren og erhvervsplanlægningen som et nødvendigt lokomotiv i bestræbelserne på at skabe en selvhjulpet økonomi. Siden er man imidlertid ikke for alvor kommet i gang med at planlægge - en gang først i halvfemserne var der vist en landsplan, men siden har vi ikke set nævneværdigt meget til en opfølgning på dette.

På engelsk taler man ofte om et begreb der hedder ?muddling through’ - altså det at man i nogle samfund ser politikere og embedsmænd, der foretrækker at ?mudre sig’ frem, selvom, man overser, at der er en sti, hvor man kan bevæge sig videre tørskoet. Det er som om, at det er ?mudringen’, der præger udviklingen heroppe, fremfor at det er en velgennemtænkt og sammenhængende helhedsplan?

Vi ser ikke koordinerede planlægningstiltag. I stedet ser vi sektorer der bekriger hinanden om de knappe ressourcer. Og i stedet for hvad der er samfundsøkonomisk set det bedste er det det politisk bedste eller de velartikuleredes og højtråbendes forslag, der vælges.

Man kan for alvor godt være nervøs for udviklingen, hvis man tænker på, at der skal indføres en selvbåren økonomi på luftige begreber som fri markedsøkonomi og privatisering! Da man sidst begyndte at flytte rundt på befolkningen var det trods alt en sammenhængende offentlig fysisk og økonomisk planlægning, der over flere femårsplaner sikrede, at der i det mindste var en forsvarlig materiel velfærd i sigte. Skabelsen af fire økonomiske vækstcentre i de store byer indebærer, at der skal ligge en omfattende og detaljeret planlægning for etablering af infrastruktur, bolig og institutionsbyggeri, uddannelsessystem og sundhedsvæsen - erhvervsudviklingen der skal bære dette, kræver selektivitet - altså det at man vælger politisk målrettet, således at valutaskabende og bæredygtige aktiviteter kan styrkes. Der er desværre ikke meget, der tyder på, at det er sådan, vi tænker i dag?