Har vi virkelig råd til landingsbanerne?

Som alle andre vælgere ønsker vi at se og snakke med jer i Paamiut. Vær ikke generte over os, og afse blot én dag til os. Lej blot en helikopter (hvis alt andet glipper) ved hjælp af vore skatter.

Torsdag d. 6. september 2001
Sten Egede Hegelund
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur.

Landingsbanen i Paamiut er blevet udskudt med et år endnu engang, angiveligt fordi man vil spare på anlægsmidlerne. På den måde vil man blandt andet forsøge at få råd til de forskellige områder, som samfundet har behov for.

Vi ved allerede, at landingsbanebyggeriet i Paamiut vil blive 37 millioner kroner dyrere end beregnet. Da en bygherre normalt ikke er interesseret i, at anlægsopgaven skal stige i pris, er det ret underligt, at hjemmestyret har udskudt byggeriet med et år uden at være opmærksom på, at byggeriet vil blive dyrere.

Beflyvnings- og sejladsmulighederne til og fra Paamiut er i dag de ringeste. Netop på grund af de meget begrænsede muligheder inden for trafik og transport risikerer vi, at kolonialforretningerne hvert øjeblik indstiller deres indkøb af frugt og grønt og aviser, "mens de endnu er varme".

Posttransporten til Paamiut er forringet, blandt andet fordi posten undervejs er begyndt at havne et eller andet sted i en uges tid.

Vi har fået nok af at opleve en så klar forskelsbehandling af befolkningen.

Paamiut ligger mellem tre lufthavne, nemlig Narsarsuaq, Nuuk og Kangerlussuaq. Såfremt landingsbanen benyttes som et mellemlandingssted vil det ikke være mere omkostningskrævende end andre afsidesliggende lufthavne, og såfremt man begynder at beflyve byen (Paamiut) med fastvingede fly, vil den økonomiske indtjening blive forbedret gennem trafikken og transporten, således at udgifterne for vedligeholdelse af landingsbanerne ikke kan undgå at falde. Man kan ligeledes beflyve/mellemlande i byen hele året rundt.

Når man begynder at benytte landingsbanen som vente- og mellemlandingsbane på grund af vejrliget, vil der ligeledes kunne opnås store besparelser (brændstof og andre områder).

Det er på tide, at folkevalgte afser tid til at komme til Paamiut for at se nærmere på forholdene ved selvsyn og for at snakke med befolkningen. Man bør ikke længere bruge tidsmangel som undskyldning. Når de endelig kommer til byen, har de som regel så travlt, at de slet ikke har tid til at snakke med befolkningen.

Hvad med formanden for KANUKOKA - hvor er han henne? Under sidste valgperiode så vi ham ikke engang her i Paamiut. Hvor interesseret er han i sit medlems problem?

Det forlyder, at han "ikke har behov for at tage til Paamiut, da han ikke har nogen bekendte i byen", hvilket er noget jeg har hørt en folkevalgt referere. Derved opstår spørgsmålet om de folkevalgte virkelig ønsker at udnytte, at landet er blevet til én valgkreds.

Vi, de helt almindelige mennesker, Benjamin og de andre, er efterhånden ved at miste interessen for, hvad der sker rundt omkring, fordi vi aldrig får nogle uddybende forklaringer.

Som alle andre er vi også skatteydere i Paamiut, og på grundlag af dette forhold kræver vi at blive betjent på lige fod af politikerne, uanset hvor de er blevet valgt ind.

Hvem vil undre sig over det, hvis vi stiller dette krav, især når man kan se, at de planlagte projekter ikke kan undgå at hjælpe på Grønlands økonomiske indtjening.

Uden at nævne landsstyremedlemmernes navne vil jeg sige følgende til dem:

Som alle andre vælgere ønsker vi at se og snakke med jer i Paamiut. Vær ikke generte over os, og afse blot én dag til os. Lej blot en helikopter (hvis alt andet glipper) ved hjælp af vore skatter.