Indsigt: En aftale er en aftale (II)

En aftale er en aftale (II)

Vi har set dette aftalepapir, vi har gennemregnet det og fundet dokumentation for, at forbundsformanden taler usandt og i øvrigt forsøger at fjerne fokus fra det, sagen handler om, når han kaster grams på GAs direktør i stedet for at vedstå den indgåede aftale

Fredag d. 7. september 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Erhverv, Løn og overenskomster.

SIKs forbundsformand, Jess G. Berthelsen, er vred på Sermitsiaq. Avisen er på det nærmeste talerør for Grønlands Arbejdsgiverforening, hævder lønmodtagernes førstemand, efter at han var i vridemaskinen på lederplads i sidste uge.

For en avis, der lægger vægt på at være uafhængig af politiske og økonomiske interesser, er det en barsk anklage.

Men anklagen er nem at afvise. I den aktuelle sag om det aftalepapir, der skulle blive til en ny overenskomst for privatansatte handels- og kontorfolk, er det såre indlysende, at Jess G. Berthelsen løb fra en aftale med arbejdsgiverne, han skriftligt havde bundet sig til.

Vi har set dette aftalepapir, vi har gennemregnet det og fundet dokumentation for, at forbundsformanden taler usandt og i øvrigt forsøger at fjerne fokus fra det, sagen handler om, når han kaster grams på GAs direktør i stedet for at vedstå den indgåede aftale.

På ynkeligste vis er Jess G. Berthelsen blevet bange for sin egen skygge, da det gik op for ham, at hans egne strittede imod - det kunne måske koste den formandspost, der er på valg under efterårets kongres i SIK, uha-uha!

I sådan en situation har en lederskribent kun ét valg: At kalde en spade for en spade! Og hvis ellers Jess G. Berthelsen havde læst avisen ordentligt i sidste uge, havde han også bemærket, at den journalistiske dækning delte sol og vind lige mellem GA- og SIK-synspunkter. Målt i spaltemillimeter fik SIK faktisk betydeligt mere plads til organisationens synspunkter, end GA fik.

Her på redaktionen bilder vi os i al almindelighed ind, at vi har et godt forhold til SIK og Jess G. Berthelsen. Ligesom vi mener at have et godt forhold til arbejdsgiverne og deres organisationer.

Vi bestræber os på en fair journalistisk dækning af væsentlige begivenheder i landet - men vi sætter samtidig en ære i at være opsøgende og skildre den del af den grønlandske virkelighed, som ellers ikke ville se dagens lys. Det generer mange, ved vi.

På lederplads er sagen anderledes. Her er vi ikke altid enige - hverken med SIK, GA, HST eller hvad parterne nu hedder. Tilsvarende langer vi ud efter d’herrer Motzfeldt, hvis vi finder anledning til det. Vi kritiserer de øvrige landstingsmedlemmer og deres partier. Vi går i flæsket på folk, der gør sig skyldig i magtmisbrug eller misbruger offentlige midler etc., etc.

Men måske har vi for ofte holdt hånden over Jess G. Berthelsen. Måske har vi været for opportunistiske; vi har ikke højt nok råbt vagt i gevær over forbundsformandens utiltalende, nationalistiske rænkespil, der kun tager sigte på at så splid og spektakel og ufred mellem grønlændere og danskere. En stil, som forøvrigt ikke kommer Berthelsens lavtlønnede medlemmer tilgode.

Måske er vi ikke gået dybt nok i vores journalistik, når det handler om demokratiet i SIK. Når det handler om SIKs økonomi. Når det handler om SIK og fondene, som understøtter forbundet økonomisk men uden den nødvendige åbenhed. Når det handler om SIKs manglende evne til at formulere og fremlægge fagbevægelsens samlede krav til en lønmodtagervenlig politik i dette samfund. Når det handler om SIKs manglende evne til på den ene side at skabe lønmodtagersammenhold - og på den anden side etablere ordentlige forhold til arbejdsgivermodparterne, det er nemlig en kunst.

Måske har vi ikke revset en magtfuldkommen forbundsformand hårdt nok, når han kalder et stort mindretal blandt sine medborgere for plasticblomster,

og

måske har vi i alt for ringe grad lagt vægt på, at folk af Jess G. Berthelsens støbning reelt er livsfarlige i ethvert samfund.

Vi har nok været for flinke, og i stedet har vi i stilhed græmmet os over, at det faglige og politiske niveau i SIK tilsyneladende er så lavt, at det kan personificeres i Jess G. Berthelsen.